Nikolaj Koppel: Rettelse vedr. Tivoli i kronik af Troels Mylenberg i RÆSON

Nikolaj Koppel: Rettelse vedr. Tivoli i kronik af Troels Mylenberg i RÆSON

10.12.2015

.

KOMMENTAR af Nikolaj Koppel, Underdirektør i Tivoli

I Troels Mylenbergs kronik om fremtidens DR er der et lille hjørne, hvor Tivoli inddrages. Om end det er dejligt at have venner, der taler ens sag, så bør jeg dog rette et par misforståelser. Tivoli har ikke lukket orkestre af høj kunstnerisk kvalitet på grund af konkurrence fra DR. Statsradiofonien kan heller ikke tage æren for, at vi spiller musicals i Koncertsalen.

Når sommersæsonen 2016 begynder den 7. april, vil gæsterne kunne opleve mere musik i Tivoli, end de kunne i 2015. Det nye Tivoli Ensemble og Tivolis Big Band vil sørge for den gratis musik på de udendørs scener, der også får besøg af en lang række danske og udenlandske bands og solister i forskellige genrer. I Koncertsalen vil Tivolis Symfoniorkester være grundstammen i en lang klassisk koncertrække af international standard. Når vi lancerer næste års klassiske program i Koncertsalen, vil der faktisk være over 70 koncerter, hvilket er en stigning på godt 20% i forhold til seneste sæson. Desuden vil der komme en masse nye aktiviteter, bl.a. et nyt, ugentligt programindslag med klassisk musik rettet mod børn.

Men kultur er andet og mere end vores klassiske koncerter, og derfor er vi stolte af at lægge hus til nogle af Danmarks største musicalsuccesser, målt såvel på billetsalg som på anmelderros. Tivoli har traditionelt været – og er stadig – hjemstedet for kultur i alle genrer: ballet, klassisk musik, revy, teater, popmusik i mange afskygninger, dans og korsang. Det ene udelukker ikke det andet. Tivoli er, kunne man sige, public service for private penge. Vi er jo et aktieselskab, der skal leve af det, vi sælger.

Illustration: Nikolaj Koppel [foto: Agnete Schlichtkrull]