Nekrolog over Singapores landsfader:  Jeg har aldrig været optaget af popularitet. Det er kun svage ledere, der er det.

Nekrolog over Singapores landsfader:
Jeg har aldrig været optaget af popularitet. Det er kun svage ledere, der er det.

23.03.2015


Lee Kuan Yew, Singapores første premierminister og ubestridte landsfader, sov søndag ind. Bag sig efterlader han et land, der blev løftet ud af fattigdom, og en ideologi, der vil definere de næste årtier: nådesløs pragmatisme. Hvis man vil forstå morgendagens Asien, kan man starte med at forstå Lee Kuan Yew.

Af Troels Boldt Rømer, RÆSONs globale redaktør

Hvis en tidligere dansk statsminister sov ind i morgen, ville BBC og New York Times næppe rydde deres forsider. Men det gjorde de prompte, da en besked fra Singapore tikkede ind søndag aften: Lee Kuan Yew var død i en alder af 91 år.

Lee Kuan Yew var en statsmand, der satte et aftryk af dimensioner på det land, som han ledte. Samtidigt har hans livsværk været at skrive den drejebog, som først Deng Xiaopeng i Kina og nu – med alt sandsynlighed – Narendra Modi i Indien kigger i, når de vil rykke deres lande fra den tredje verden til den første. Med andre ord findes der kun en håndfuld mennesker, der har haft lige så stor egenhændig indflydelse på den æra af historien, vi kollektivt har døbt ”globaliseringen”.

Fra én yderlighed til en anden
Lee Kuan Yew var premierminister i Singapore fra 1959, hvor den lille ø-stat i sydøstasien blev selvstændig efter de britiske tropper forlod området. Den post bestred han i svimlende 31 år.

Siden da er landet blevet forvandlet. Da Lee Kuan Yew overtog ledelsen i 1959, var Singapore plaget af korruption og stadig hærget af en langvarig og blodig japansk besættelse under 2. Verdenskrig. Dér, hvor der i dag står skyskrabere og boligblokke, var der dengang tæt skov, træhytter og nogle få, britiske barakker.

Idag er Singapore et af verdens rigeste, mindst korrupte og mest effektive samfund. Landet har opbygget en blomstrende økonomi baseret på handel, skibstransport, bioteknologi, uddannelse og en gigantisk finansiel sektor. Singaporeanerne er nu rigere end deres tidligere britiske overherrer, de lever længere end danskerne, og de er bedre uddannede end amerikanerne.

De folkedrab, narkokonflikter og politiske uroligheder, som har hærget landene omkring dem, har Lee Kuan Yew effektivt holdt uden for grænsen med et stærkt militær, to års værnepligt for alle mænd, retssager mod politiske modstandere, dødsstraf for narkosmugling, en nultolerance overfor korruption, benhårde sanktioner overfor udtalelser, der kan betragtes som tilnærmelsesvist racistisk og – ikke mindst – et de facto et-parti system domineret af Lee’s eget PAP, Peoples Action Party.

Den pragmatiske vej til succes
Det var det autoritære styre der gjorde Lee i stand til at indføre engelsk som arbejdssprog i hele landet – samtidigt med, at man anerkendte tamil, malay og kinesisk som andre nationalsprog. Det var den samme magt, han brugte til at gennemføre den ene reform efter den anden – etablere en liberal økonomi efter vestligt forbillede, et meritokratisk, ”lad-de-bedste-vinde” uddannelsessystem med kinesiske aner og et militær, der var sat sammen af generaler fra Israel. Et kreativt skattesystem med lave indkomstskatter, men tvunget opsparing på statsstyrede pensionskontoer, blev også indført.

Lee Kuan Yews ideologi er en ikke-ideologi. Han tog de ideer, han selv mente var bedst, og brugte dem, hvis de virkede. Det var en nådesløs pragmatisme, som han havde taget med sig fra den sortbørshandel, han drev under den japanske besættelse og hans tid på Cambridge University, hvor han tog sin jura eksamen. Han beskrev selv sine metoder overfor New York Times i 2007: ”Virker det? Hvis det gør, så lad os prøve det. Hvis det er godt, så fortsætter vi det. Hvis det ikke gør, så smider vi det ud og prøver noget andet.”.

Hårdhændet behandling af modstandere
Den nådesløse pragmatisme har givet Lee masser af beundrere – og en stor skare af kritikere. De slår specielt på Lees forkærlighed for at sagsøge politiske modstandere til de går bankerot eller bøjer sig for presset – om det så er en lokal, politisk modstander eller New York Times. Ikke umiddelbart befordrende for en åben, demokratisk debat, ville nogle mene. Hans hårde tilgang til straf er heller ikke lige populær – som da Singapore dømte en amerikansk teenager til piskeslag, efter han havde lavet hærværk på biler. Dengang ringede Clinton for at få drengen udleveret. Det affødte dog ikke andet end en lunken gestus: straffen blev sat ned til et lidt mindre antal piskeslag. For Lee kommer fællesskabet altid før individet – og hvis én mands rettigheder må krænkes for at opretholde tusinde andre menneskers sikkerhed, så lad det ske.

Men først og fremmest er Lees modstandere – de få, som ytrer sig i Singapore – utilfredse med det autoritære system, han har skabt. Hans søn, Lee Hsien Loong, er den nuværende premierminister, og et stort antal familiemedlemmer bestrider ledende poster i landet. De fleste Singaporeanere er dog ikke engagerede i politik. De er en hårdtarbejdende skare af moderne, effektive borgere i et land, der er mere globalt end lokalt. Og befolkningstallet ville halveres, hvis alle, der ikke er statsborgere, blev udvist. Deres liv er fokuserede – sådan siger de ofte selv, med en slet skjult sarkasme – på de 5 C’er: “cash, cars, credit card, condos and country clubs”.

Tvungen åbenhed
Men mens Lee blev ældre, forandrede tingene sig stille og roligt. Blogs med kritiske røster skød op, og i 2011 fik oppositionen helt uhørt 6 sæder i parlamentet – og 40 pct. procent af stemmerne. Det fik PAP til at åbne op for en slags kontrolleret dialog, mere frie medier og større fokus på bløde reformer på uddannelses- og familieområdet.

Selvom det virker paradoksalt, så lever Lee Kuan Yews ideologi videre efter valgnederlaget. Hvis befolkningen er utilfreds, så må det være fordi PAP ikke leverer, lyder analysen i partiet. Mere vækst, bedre byggerier, mere ren luft, bedre skoler og en mere pædagogisk kommunikation til befolkningen er svaret. Det er en blanding af pragmatisme, et fokus på de konkrete resultater og en opfattelsen af regeringen, som en samling af veluddannede mennesker, der hersker over et hårdtarbejdende, men politisk imbecilt, folk.

Lees vigtigste arv er selve Singapore
Lee Kuan Yews største fodaftryk er måske ikke blevet sat endnu. I Singapore er der en opfattelse af, at Kina følger i Singapores spor – bare med 35 års forsinkelse. Lee Kuan Yew har selv sagt, at Singapore har skabt et samfund med vestlig velstand, men uden det ”moralske forfald” som vi – ifølge ham – repræsenterer. Og helt afgørende er det, at Lees drejebog ikke er en tekst, men et fysisk manifest – den er det syn, der møder én, når man lander i Changi Airport og bevæger sig ud i det singaporeanske samfund.

Det er her, kineserne sender deres bedste embedsmænd til for at søge inspiration. Det er her, hvor vestlige politikere stopper op for at spørge, hvordan de kan forbedre deres egne uddannelses- og forskningsmiljøer. Og det er her, hvor folk fra Indiens regeringsparti slår forbi, når de skal have råd om, hvordan man vinder valg på en dagsorden om åben, liberal økonomi.

Noget egentligt demokrati er landet ikke – rart, hjertevarmt og miljøvenligt ej heller. Men det er et samfund, der har løftet sig fra fattigdom til et sted, hvor spædbørn ikke dør af kurerbare sygdomme, og hvor folk har mad på bordet, et arbejde at stå op til og en god skole at sende deres børn i.

Udviklingslande vil kigge mod Lee Kuan Yews Singapore i mange årtier frem. Og ikke bare dem i Asien. Afrikanske ledere – blandt andet Paul Kagame i Rwanda – snakker om den ”Singapore-model”, som de vil sigte efter. Lee Kuan Yews ideer kan gå hen og blive nogle af de mest dominerende i det århundrede, som vi står i. Nogle vil se dem som moralske fyrtårne, der varsler mindre korruption, mere velstand og lande styrede af kompetente eliter i et skin-demokrati. Andre vil se et halv-diktatur styret af lige dele nepotisme, frygt og følelseskoldhed.

Debatten om Lee Kuan Yews arv er ikke slut, men en ting er sikkert: hvis man vil forstå vores verden af i morgen, så er det et godt første skridt at forså Lee Kuan Yew. ■

Troels Boldt Rømer (f. 1994) er RÆSONs globale redaktør og medlem af chefredaktionen. Han er uddannet fra United World College i Singapore og har tidligere arbejdet i ministersekretariatet i Undervisningsministeriet. Studerer til dagligt medicin på Københavns Universitet. [Foto: Thankyouleekuanyew]