Morten Messerschmidt: “Europrojektet bygger på en ideologisk illusion”

Morten Messerschmidt: “Europrojektet bygger på en ideologisk illusion”

08.01.2015


RÆSON: Mandag faldt den amerikanske børs, tirsdag morgen er Asien fulgt med. Er der en reel risiko for en ny global nedtur?
MORTEN MESSERSCHMIDT (MEP), DF: Ja. Det voldsomme drop i oliepriserne, usikkerheden om væksten i Kina, den geopolitiske uro, og nu igen truslen om en græsk exit fra euroen, har på ny givet berettiget frygt for globale tilbageslag. Omvendt giver faldet i oliepriserne rimeligt håb om et positivt skub til økonomien ikke mindst i det olieimporterende USA, der for tiden regnes for den eneste seriøse globale vækstmotor.

RÆSON: Er der en risiko for en længere periode med deflation (faldende priser) og dermed en forværring af krisen i Europa?
MESSERSCHMIDT: Ja. Europrojektet bygger på en ideologisk illusion om at få skabt en centraliseret politisk union og en grad af politisk økonomisk ensretning og solidaritet på tværs af grænserne, som de europæiske befolkninger formentlig aldrig vil gå med til.
Derfor er der fortsat tale om 19 forskellige økonomier i eurozonen og dermed også 19 forskelligartede finans- og pengepolitiske ønsker og behov. Risikoen for fejlskud i ECB’s fælles pengepolitik er derfor overhængende med deraf følgende løbende risiko for deflation og nye negative vækstspiraler.

RÆSON: ECB-chef Draghi har i sidste uge signaleret, at banken måske allerede i januar vil trykke penge for at købe finansielle produkter, og dermed sætte gang i den sløve europæiske økonomi (quantitative easing). Markederne regner med at det finder sted. Men den tyske Bundesbankchef Jens Weidmann har i december offentligt sat spørgsmålstegn ved effekten af et sådant indgreb og talt frygten for deflation ned. Hvem har ret – Draghi eller Weidmann?
MESSERSCHMIDT: Jeg hælder til Draghi. ECB’s pengepolitik synes indtil videre at have været mere eller mindre dikteret af tyske krav om først og fremmest at undgå inflation. Pengepolitiken har derfor løbende været for stram for eurozonen set som helhed, hvilket har øget risiko for deflation i Sydeuropa. Men på det seneste også i eurozonen som helhed, som følge af de uforudsete fald i de globale oliepriser.
Det øger så presset for, at ECB igangsætter en eller form for quantitative easing, som formentlig nok lige vil kunne holde den samlede deflation fra døren. Men som også vil være for lidt og for sent til at trække eurozonen ud af vækstkrisen.

RÆSON: Er ECB’s optakt til quantitative easing beviset på, at EU’s austerity-politik har slået fejl?
MESSERSCHMIDT: Ja. Den fælles tysk dikterede strammerpolitik, som siden krisen har været gældende i hele Eurozonen, har været katastrofal for den økonomiske vækst i Sydeuropa. For første gang i nyere tid så man stater stramme kraftigt op i de offentlige budgetter på tidspunkter, hvor økonomierne i forvejen befandt sig i tilbagegang og skreg efter offentlig stimulus. Den høje offentlige og private gæld, massearbejdsløsheden, det lave forbrug, og de manglende investeringer har efter alt at dømme, med få sporadiske undtagelser, bidt sig fast i Sydeuropa.
ECB-chef Marios Draghis løfte i 2012, om at gøre hvad der skal til for at redde euroen, satte en midlertidig stopper for den europæiske gældskrise. De løbske statsrenter i Sydeuropa kom igen under kontrol, og der opstod på det tidspunkt en mulighed for at føre en mere balanceret, konjunkturudjævnende og langsigtet finanspolitik. Dette har dog været umuliggjort på grund af Den Europæiske Vækst og Stabilitetspagts mekaniske krav om hurtig nedbringelse af landenes statsgæld. Den følgende lavvækst har på grund af manglende indtægter til staten så alligevel gjort det umuligt at gøre seriøse indhug på landenes statsgæld.

RÆSON: Den nye EU-kommission lancerede i slutningen af 2014 en storstilet vækstpakke. Hvis væksten fortsat skuffer, er det utænkeligt at der enten på fælleseuropæisk eller nationalt niveau vil blive eksperimenteret med alternativer til austerity?
MESSERSCHMIDT: Ja, i hvert fald formelt. Det vil Tyskland aldrig kunne gå med til. Uformelt vil der dog forekomme stigende politisk pres for øget fleksibilitet og også decideret brud på vækst- og stabilitetspagtens regler. Både Frankrig og Italien har forlangt større fleksibilitet. I Grækenland stor det venstreorienterede parti Syriza stærkt op til valget sidst på måneden med løfter om et decideret opgør med den tysk dikterede strammerpolitik, hvilket har genoplivet frygten for en græsk euroexit.

RÆSON:  En unavngiven kilde i den tyske regering signalerede forleden til Der Spiegel, at Tyskland nu mener Euroen kan overleve en græsk exit. Hvad vil Grækenlands exit indebære? Hvorfor er situationen i givet fald anderledes idag end i 2012?
MESSERSCHMIDT: Jeg hører til dem, der mener at en græsk exit kan blive sund for det økonomisk plagede land og i sidste ende også resten af EU. Efter nogle første rystelser, vil landet nyde godt af den devaluering, der vil følge af, at landet vender tilbage til egen valuta. Frem for den fordelingsmæssigt skæve og benhårde interne devaluering, som landet har gennemlevet de sidste år, vil alt i Grækenland med et slag blive billigere og i overensstemmelse med økonomiens produktivitet. Og det vil hurtigt føre til boom i eksport, turisme og boligmarked.

RÆSON: Lederen af venstrefløjspartiet Syriza, Alexis Tsipras, lover vælgerne at han kan genforhandle kravene fra den såkaldte Trojka. Det nye spanske parti Podemos (Vi kan, red.) protesterer også mod nedskæringspolitikken. Vil der være nogen forståelse hos EU (Tyskland?) for ønsket om at moderere reformerne?
MESSERSCHMIDT: Der vil formentlig blive perioder med langstrakte forhandlinger og markedsuro og frygt. Men hvis de pågældende partier vinder magten og virkelig holder fast i de løfter om øget offentligt forbrug og økonomisk omfordeling, de for tiden giver de kriseplagede vælgere, så er det svært at se, hvordan de kan forblive i euroen. ECB-chef Mario Draghi vil nok ikke længere kunne forsvare at gøre “what it takes,” og landene vil ryge tilbage i gældskrise med deraf følgende tilbagevenden til strammerpolitiken eller euro-exits. Jeg hælder til de sidste ud fra en betragtning om, at de pågældende regeringer ikke vil kunne holde til de løftebrud, der skal til for at vende tilbage til strammerkursen.