Morten Helveg Petersen: Merkel og Hollande minder os om genforeningen efter Murens fald

Morten Helveg Petersen: Merkel og Hollande minder os om genforeningen efter Murens fald

08.10.2015

.

LYNKOMMENTAR af Morten Helveg Petersen, MEP (R)

Det er 26 år siden, at de to statsledere fra Tyskland og Frankrig sidst var samlet i Europa-Parlamentet. Dengang var anledningen en helt anden: Murens fald. Og de to ledere diskuterede Europas genforening med parlamentet.

I dag tænker vi måske tilbage på den novemberdag i 1989 som triumferende. En dag, hvor Europa genopstod som en helhed. Men både Merkel og Hollande genopfriskede vores hukommelse: Dengang stod vi også over for enorme udfordringer. Vi stod over for udvidelse af EU til stor bekymring for nogle af medlemslandene. Og den frie bevægelighed blev set som en trussel mod de nationale arbejdsmarkeder. Begge ting kunne betyde splittelse. Men hvad er sket siden da?

Merkel gav et meget klart svar: “Vi har fået mere velstand og mere frihed. Og vi har fået mere mangfoldighed. Udvidelsen med de central- og østeuropæiske lande har været en stor succes.” Ergo mere samarbejde har styrket os.

Efter min mening var budskabet lige så historisk som for 26 år siden: At kun et samlet Europa kan løse de udfordringer, vi står overfor. Og deri ligger bestemt ikke mindre EU, men mere. Både Merkel og Hollande appellerede til, at vi ikke falder for fristelserne til at gå enegang. Det nytter ingenting. I stedet er der brug for modige valg og sammenhold. Jeg er helt enig.

De to ledere blev modtaget af både klapsalver og buh-råb. Den liberale gruppe kvitterede for Merkels lederskab. Merkel løfter på fornem vis ansvaret i en svær tid for Europa. Hurra for hende. Tænk sig, at det var hende, som Søren Espersen fra Dansk Folkeparti kaldte for en slyngel på åben skærm.

Men modstanderne byder jo som sædvanlig kun ind med gold kritik. Interessant nok kritiserede Gruppen af de Europæiske Konservative og Reformister (ECR), som Dansk Folkeparti er medlem af, netop Tyskland og Frankrig for at bestemme for meget. Men hov, det plejer Dansk Folkeparti da at give EU skylden for? Nu er det så pludselig Tyskland og Frankrig. I øvrigt har Dansk Folkeparti heller ikke tillid til politikerne på Christiansborg i forbindelse med folkeafstemningen den 3. december, selvom de ynder at tale om, at magten skal ligge nationalt. Ingen sammenhæng i argumentationen. Forvirringen er total.

For hvad sker der rent faktisk, hvis vi ikke har EU-samarbejdet, og Europa blot er en samling nationalstater? Kineserne vil bestemme globale standarder for varer, og Assad og Putin vil styre Mellemøsten med hård hånd. Alt det, vi ikke laver i fællesskab, i EU-samarbejdet, kommer de store lande til at bestemme. Sådan har udenrigspolitikken været i århundreder. Hvis ikke der er et sæt fælles spilleregler, så bestemmer de store. Hvordan i alverden det kan være i dansk interesse at stå udenfor, har jeg stadig ikke forstået.

Men kritikerne vil blive ved med at gentage, at et budskab om “mere EU” eller “fælles løsninger” klinger hult. Men dertil vil jeg blot sige, at de måske havde for travlt med at buhe under talerne til, at de for alvor kunne høre Merkel og Hollande klart. Jeg synes netop, at de to ledere var fuldt bevidste om den krise, vi står i. Og de var klar over, at det kræver nye løsninger. Ifølge både Merkel og Hollande bør vi kigge på både Schengen- og Dublin-systemet.

Hvis vi bilder os ind, at de kan løse problemerne, som de fremstår nu, er det en fejl. Og vi bør gøre mere for at hjælpe der, hvor flugten opstår, i stedet for at vi bruger tid på at bygge pigtrådshegn. De bød ind med forslag. Konkrete bud på løsninger. Og det er yderst vigtigt. Det er så nemt at rable løs uden forslag til løsninger. Det er så nemt at buhe. Men hvad hjælper det? Vi står i en krise, hvor der er behov for handling.

Men så er jeg tryg ved, at vi stadig har gang i en stærk fransk-tysk motor. Merkel og Hollande vil bygge et EU på solidaritet. Solidaritet, der kan forene os. Netop som franske de Gaulle og tyske Adenauer ville efter 2. verdenskrig. Og som franske Mitterrand og tyske Kohl ville, da de genforenede Europa efter Berlinmurens fald. Det er en drivkraft, som vi stadig har brug for.

[ILLUSTRATION: Murens fald i 1989. Foto: Raphaël Thiémard via Flickr]