Morten Dahlin: DR er et fortidslevn

Morten Dahlin: DR er et fortidslevn

07.08.2015


Lad nu private aktører overtage DR’s produktion af både nyheder og underholdning. Det kan de nemlig sagtens. Fx har 11 af 14 Cavlingpris-modtagere siden årtusindskiftet været fra private medier. Fremtidens public service-produkter skal være få og kun indeholde de elementer som et privat mediemarked formentlig ikke vil kunne løfte, fx Nyheder på Tegnsprog.

Kommentar af Morten Dahlin, folketingskandidat for Venstre

SIDEN 1925 har DR domineret mediebilledet her til lands. Vores mediepolitik har dybest set drejet sig om at give Danmarks Radio alt hvad de bad om. Og de har bedt om meget. Med en grådighed som de skrappeste kapitalister ville misunde, har DR ekspanderet fra en lille radiokanal til et mastodontisk mediehus med seks TV-kanaler, kontrol over et utal af radiofrekvenser og en ledelse, hvis løn ville give røde kinder, selv i de største hjørnekontorer i finanssektoren.

Udviklingen er sket for vores penge, gennem de tvangsopkrævne licensmidler. På trods af dette, har DR altid haft bred opbakning i befolkningen. Men nu er tendensen heldigvis ved at vende. Som Jyllands-Posten for nyligt kunne annoncere, ville 63 pct. af danskerne, hvis det var muligt, vælge en del af DR’s programpakke fra, mod at spare i medielicens. Hvorfor dette skift i danskernes holdning? Svaret er klart: Danmarks Radio er et fortidslevn, og licensmodellen er håbløst gammeldags.

Efter introduktionen af de nye streamingtjenester som HBO og Netflix, får du ikke længere bildt befolkningen ind, at det er helt fjong at tvangsopkræve 2.460 kroner om året, for et produkt de aldrig har bedt om, og som de måske slet ikke bruger. Medievanerne har nemlig ændret sig fundamentalt fra dengang, vi partout skulle samles om fjernsynet på ét bestemt tidspunkt, for at se ét bestemt program, som nogle planlæggere langt væk i København havde bestemt for os. I dag vil vi, naturligvis, forbruge medier når vi har tid, og vi vil selv vælge hvad vi skal se. Hvis vi er utilfredse med RÆSONs kvalitet, Politikens satire eller Berlingskes ledere, vælger vi vores avisabonnementer fra og bruger vores penge på noget andet. Men det kan vi ikke gøre med DR. Her er vi tvunget til at betale for et produkt, som vi måske ikke engang bruger.

 

Efter introduktionen af streamingtjenester som HBO og Netflix, får du ikke længere bildt befolkningen ind, at det er helt fjong at tvangsopkræve 2.460 kroner om året, for et produkt de aldrig har bedt om
____________________

 

I stedet for at være fodslæbende burde politikerne på Christiansborg gribe denne udvikling, og reformere den danske mediepolitik. Først og fremmest burde de kyle licensmodellen hen hvor peberet gror, og lade private aktører overtage DR’s produktion af nyheder og underholdning. Det kan de nemlig sagtens. Der findes tonsvis af spændende, seriøs, afslørende journalistisk der fungerer fint hos de private medier. Fx har 11 af 14 Cavlingpris-modtagere siden årtusindskiftet været journalister fra private medier. Selvom situationen var anderledes da DR startede op, har Danmark i dag et bredt og pluralistisk privat mediemarked, der sagtens kan overtage DR’s dominerende rolle.

Mediepolitikerne burde i øvrigt indsnævre Public Service-begrebet markant og skrotte Public Service-puljen, der alligevel stort set kun bliver brugt til at støtte underholdningsproduktioner såsom TV2 Zulus komedieserie Tomgang eller SBS’ vampyrserie Heartless.

Fremtidens public service-produkter skal være få og kun indeholde de elementer som et privat mediemarked formentlig ikke vil kunne løfte, f. eks nyheder på tegnsprog. Det kunne man så passende sende i udbud og finansiere på finansloven.

 

Vi bliver nødt til at have en fordomsfri debat om, hvordan vi nedbringer de private mediers afhængighed af offentlig støtte
____________________

 

Men Public Service-ordningerne er ikke de eneste, der har brug for et serviceeftersyn. Det har de private mediestøtteordninger også. De private medier modtager nemlig millioner af kroner i mediestøtte hvert eneste år.

DANMARK ER et lille sprogområde, så der kan muligvis være områder hvor et 100 pct. støttefrit og kommercielt mediemarked, vil have problemer med at levere det indhold, og den journalistik, der udgør vores demokratiske infrastruktur. Derfor er det hverken realistisk eller ønskeligt at sløjfe den private mediestøtte i morgen. Men når det så er sagt, så fungerer mediestøtten ligesom alle andre former for erhvervsstøtte: Det bliver lynhurtigt en sovepude og skaber ikke de nødvendige incitamenter til at innovere og udvikle. Man kommer simpelthen til at fokusere mere på at gøre sig egnet til at modtage mest mulig støtte, frem for at tænke nyt og ”uden for boksen”. Derfor bliver vi nødt til at have en fordomsfri debat om, hvordan vi nedbringer de private mediers afhængighed af offentlig støtte.

For at hjælpe de private medier med at slippe for afhængigheden af offentlig støtte, kunne man starte med at gøre deres konkurrencevilkår med DR mere lige. Derfor handler afskaffelsen af licensen og privatiseringen af DR også om det uretfærdige i, at et statsligt mediehus som DR fungerer som igler, der lystigt suger blod hos deres offer. I dette tilfælde er offeret de private medier, som vi efterfølgende subsidierer med skattefinansieret mediestøtte. Et eksempel:

I takt med at færre og færre danskere holder avis er flere og flere begyndt at læse deres nyheder på nettet. Det presser naturligvis indtægterne for de gamle trykte medier – og derfor er flere af dem begyndt at operere med såkaldte ”betalingsmure”. Det behøver DR selvfølgelig ikke at tænke på. De mister jo ikke indtægter, for vi ikke dem vælge fra, heller ikke selvom vi hverken gider se eller høre på dem – og derfor er DR’s hjemmesider stadigvæk ”gratis”. Og hvad gør DR? De tager da bare de andre mediers historier og publicerer dem på dr.dk. Udenfor avisernes betalingsmure. Hvorfor skulle danskerne så betale for at læse artikler hos Berlingske, når DR nærmest på minuttet har kopieret historien og lagt den frit tilgængeligt på nettet?

På den måde udkonkurrerer DR de selvsamme medier, hvis historier de flittigt bruger til at dække deres egen nyhedsflade. Det skal man vist hedde Maria Rørbye Rønn og skrabe 3,7 millioner licenskroner ned i egen lomme om året, for at kunne se det retfærdige i.

 

DR dkonkurrerer de selvsamme medier, hvis historier de flittigt bruger til at dække deres egen nyhedsflade. Hvorfor skulle danskerne så betale for at læse artikler hos Berlingske, når DR nærmest på minuttet har kopieret historien og lagt den frit tilgængeligt på nettet?
____________________

 

Hvis man ønsker en moderne mediepolitik, der skaber frihed for forbrugerne og samtidig efterlader et ånderum til udvikling og fornyelse af de private medier, skal de danske mediepolitikere starte med at kigge på DR. Der er nok at tage fat på. ◼


ILLUSTRATION: DR-Byen [foto: Jonas Smith]