04.05.2015

Kampen om flertallet i det britiske Underhus er på vej ind i sin mest afgørende fase med kun få dage til afholdelse. For lederen af det britiske Labour-parti, Ed Miliband, ser kampen ud til at blive langt mere udfordrende, end man havde forestillet sig. En flok rebelske skotter kan afgøre alt.

ANALYSE af Peter Sinnbeck

Det kommende britiske valg tegnede til at blive en ’walk in the park’ for Ed Miliband, lederen af det landets Labour-parti. For bare et år siden stod han til en valgsejr, der i enkelte målinger nærmede sig noget, der bedst kan betegnes som et muligt jordskred af Blairske dimensioner. Optimismen i baglandet var betydelig, og i flere taler forklarede Miliband sin store vision for fremtidens Storbritannien – udgangspunktet var hans mere traditionelle Labour-platform ’One Nation Labour’, hvor fokus i høj grad er på bekæmpelse af den stigende ulighed mellem rige og fattige i Storbritannien. Et brud med fortidens ”tredje vej” under Tony Blair og Gordon Brown.

Opbakningen havde rod i udpræget utilfredshed med den siddende koalitionsregering bestående af premierminister David Camerons konservative og Nick Cleggs liberaldemokrater. Særligt koalitionens juniorpartner, Liberaldemokraterne, blødte vælgere til Labour efter en række løftebrud på det uddannelsespolitiske område – og særligt en meget upopulær stigning i brugerbetaling på universiteterne har givet Clegg alvorlige ridser i lakken.

Der er mildest talt også plads til forbedringer hos Labour efter valgresultatet i 2010 på blot 29 pct. af stemmerne – den laveste tilslutning til partiet siden 1983.

Men lykken varer sjældent længe i meningsmålingerne. Lige siden årsskiftet er tilslutningen til det gamle arbejderparti faldet, og i de sidste par uger har afstanden mellem Labour og dets konservative modpol været begrænset til få procent.

Et nyt politisk landskab
Forskellen fra valgkampen i 2010 til nu er slående. I 2010 var valget begrænset til en kamp mellem tre kombattanter: David Cameron, siddende premierminister Gordon Brown og Nick Clegg. Cameron vandt denne kamp i et valg, der skabte det første hung parliament [det britiske udtryk for et parlament, hvor intet af partierne har absolut flertal, red] siden valget i 1974. Efterfølgende indgik Cameron og Clegg i en koalitionsregering, som flere eksperter spåede en kort levetid. Koalitionen har dog mod forventning klaret skærene indtil nu.

Men denne gang er det anderledes. Den tidligere chefstrateg i Labour-partiet, Peter Mandelson, sagde i et interview med The Telegraph i starten af måneden, at britisk politik nu begyndte at nærme sig kontinentale tilstande. ”Vi må indse, at de britiske vælgere i meget høj grad vender ryggen til de dominerende partier. Det politiske teater, som vi er vant til at se i andre europæiske lande, er på vej til Westminster,” forklarede han.

Bemærkningen om det ”politiske teater” skal ses i lyset af flere fremstormende partier på yderfløjene, der i både meningsmålinger og i valgkampen vinder terræn. Fokus samler sig i høj grad om det EU-skeptiske højrefløjsparti, United Kingdom Independence Party (Ukip) og det skotske nationalistparti, Scottish National Party (SNP).

Fløjenes fremmarch betyder nemlig, at vi igen bevæger os mod et underhus, hvor der ikke er et entydigt flertal til hverken de konservative eller Labour. Og hvis valgresultatet falder sådan, så skal to partier, der er vant til at have flertal alene, til at udvikle evner udi koalitionsforhandlinger.

Noget tyder dog på, at både Miliband og Cameron ikke har i sinde at acceptere denne udvikling. I hvert fald ikke foreløbig. I en tv-debat på BBC d. 16. april udelukkede Miliband en fremtidig koalitionsregering med f.eks. SNP. Og i en kommentar til The Guardian d. 17. april udtalte Michael Gove, der er konservativ flertalsleder i Underhuset, at de konservative kategorisk afviser ethvert form for samarbejde med Ukip – hverken i koalition eller i et mere uformelt samarbejde.

Forsker i politisk sociologi og vælgeradfærd ved Oxford University, Stephen Fisher, kalder Labours og de konservatives afstandtagen et udtryk for en bagudskuende ”binær” tankegang. De taler med udgangspunkt i tradition og prøver at tale udviklingen ned. ”Begge kandidater til kontoret i Downing Street taler konsekvent for de, i deres øjne, åbenlyse fordele ved en flertalsregering – og det skulle gerne være med én af dem i for bordenden. Så ved briterne, hvad de får. En flertalsregering er i stand til at foretage præcise valg uden at skulle tage besværlige hensyn til eventuelle juniorpartnere i et koalitionssamarbejde,” siger Stephen Fisher.

Det kan dog vise sig at være en farlig strategi at følge, for ifølge Fisher taler fløjpartierne i høj grad til de mange vælgere, der er blevet trætte af det etablerede politiske system. ”En stor del af de øvrige partiers platforme består af skepsis og afstandtagen fra business as usual. Alle forsøger de at fortælle befolkningen, hvordan de vil bruge deres indflydelse til at præge den endelige vinder i en mere højre- eller venstreorienteret retning. Og noget tyder på, at befolkningen lytter,” siger han.

Marginalerne hjælper Labour
Det er den politiske forhindringsbane, der møder Ed Miliband i valgkampens sidste spurt. Men på trods af de generelle udfordringer lyder vurderingen fra flere kanter, at Miliband og Labour rent faktisk har langt de stærkeste kort på hånden. Der er løbet meget vand under broen siden 1980’erne og starten af 1990’erne, hvor valgnederlag på stribe førte til intern splid og en (tilsyneladende) manglende interesse for, hvordan man fik vundet vælgerne tilbage. Nu står man sammen om kursen.

Sammenholdet skulle selvfølgelig gerne føre til en valgsejr, og ifølge flere vægtede gennemsnit står Miliband tættere på en sådan sejr, end hans modstander gør. Labour står i øjeblikket til en statistisk sikker fremgang på omkring 15 mandater sammenlignet med valget i 2010. Men det placerer dem stadig et langt stykke fra et flertal. Dertil har de brug for de cirka 50-55 mandater, som de skotske nationalister står til at vinde i øjeblikket. Mandater, som ellers plejer at være sikre sæder for Labour.

Ifølge analytiker Alberto Nardelli er SNP’s fremgang i Skotland en af valgets helt store overraskelser. Hvis meningsmålingerne holder stik, rydder de bordet i Skotland – en landsdel, som i årtier har været en højborg for Labour. ”Det essentielle er selvfølgelig, at SNP har lagt kortene på bordet og peger på Miliband som ny regeringsleder. Stemmerne falder ikke til Labour selv, men mandaterne sikrer stadig et flertal for en ny regering,” skriver han i en artikel for The Guardian.

For Miliband handler det til syvende og sidst om det magiske tal: 326. Så mange pladser skal der til, for at han kan indtage Downing Street. Derfor er det trods alt bedre, at stemmerne går til venner og ikke fjender. Så oddsene er, ifølge Nardelli, stadig til Milibands fordel. Med støtte fra SNP og potentielt fra andre mindre venstrefløjspartier, har han flere handlemuligheder end David Cameron.

SNP er gammeldags socialdemokrater
De politiske konsekvenser af endnu et Underhus uden klart flertal er i øjeblikket svære at overskue. Ifølge Stephen Fisher er det ikke oplagt, at et samarbejde mellem det venstreorienterede SNP og Labour vil blive mindre gnidningsfrit end den nuværende koalitionsregering. ”SNP kommer til at genspejle meget af den politik, som Labour forlod i slutningen af 1980’erne. Den mere reaktionære, socialistiske linje, der prægede old Labour, harmonerer på lange stræk ikke med Milibands ønskede retning for Storbritannien,” forklarer han. Han konkluderer endvidere, at SNP kan udvikle sig til en politisk kraft, som Labour vil kunne få store problemer med at kontrollere.

Indtil videre har SNP’s leder, Skotlands førsteminister Nicola Sturgeon, fået ros for sin indsats i debatterne, og hun har på effektiv vis fået stillet sig selv som modvægt til det, hun beskriver som Labours forelskelse i frustrerede midtervælgere. ”Hun har gang på gang sagt, at hun ikke agter at gå på kompromis med sine mærkesager. Så det bliver ikke en udpræget pragmatisk linje, partiet har med i bagagen til Westminster. Ed Miliband kan godt regne med, at de kommer til at kræve substantielle politiske indrømmelser på en lang række politikområder. Om han så er villig til at gøre det, ja, det er det store spørgsmål i denne valgkamp,” siger Stephen Fisher.

Med udsigterne til et mudret resultat kan de efterfølgende forhandlinger føre til flere forskellige koalitioner. Med den nuværende fordeling af mandater kan Labour lukrere på utilfredsheden med de konservative og vinde mandater i valgkredse, der sidste gang blev afgjort med få stemmer.

Om han så kan regere efterfølgende – og gøre det med succes – afhænger i høj grad af hans evner som mægler og politisk håndværker. Hvis han gang på gang skal have godkendt sine politiske reformer i Edinburgh, kan hans personlige autoritet fordufte, før han ved af det. Men som det ser ud nu, er fremtidsudsigterne lysere for Miliband end for Cameron. Der er dog lang tid til 7. Maj, og i britisk politik er et formelt flertal ikke altid nok til at skabe en succesfuld koalition.

Peter Sinnbeck (f. 1990) er journaliststuderende ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har tidligere læst BA. i statskundskab ved Aarhus Universitet.