Mikkel Vedby Rasmussen: Her er de vigtigste spørgsmål til politikere, der gerne vil i krig mod Daesh

Mikkel Vedby Rasmussen: Her er de vigtigste spørgsmål til politikere, der gerne vil i krig mod Daesh

09.12.2015

.

KOMMENTAR af Mikkel Vedby Rasmussen

I AFTES, 8. december 2015, kunne udenrigsminister Kristian Jensen (V) ”bekræfte, at vi i sidste uge har modtaget en henvendelse, og henvendelsen går ud på, hvorvidt Danmark kan bidrage yderligere til bekæmpelsen af Isil” [se fx denne artikel]. Danske politikere skal i den kommende tid tage stilling til om Danmark vil efterkomme den amerikanske anmodning og hvordan vi ønsker at efterkomme den, hvis beslutningen er, at Danmark – efter terrorangrebet i Paris 13. november – skal engagere sig yderligere i kampen mod IS/ISIL/Daesh. Det er ikke nogen nem overvejelse. Politikerne skal i hvert fald kunne svare på disse fire spørgsmål før de kan tage en god beslutning.

I. Hvordan ender det?

Vi kender godt svaret på det spørgsmål. Hvis vi for et øjeblik glemmer vores frygt og vores lyst til at slå igen efter terrorangrebet i Paris 13. november, så ved vi det godt: en intervention i Syrien ender ikke godt. Spørgsmålet er i virkeligheden, hvor dårligt det ender. Og det er ikke et trivielt spørgsmål. I dag hjælper Forsvaret med at rejse teltbyer for flygtninge. Hæren har knapt flere telte og er ved at have tømt lagrene af soveposer. Hvis hæren skal gøre en indsats i Syrien handler det så i virkeligheden om det samme – flygtningespørgsmålet? At forhindre at Mellemøsten bliver endnu mere ustabil og årsag til endnu flere flygtninge?

Hvordan borgerkrigen i Syrien ender, og hvornår den gør det, har direkte konsekvenser i Danmark. Men det vil slutspillet også have. Sidste gang vi bombede et Mellemøstligt land – i Libyen – var den langsigtede konsekvens et land i så meget kaos, at flygtninge strømmer igennem det til Europa.

Der er som altid både apokalyptiske og rosenrøde scenarier for konsekvenserne af en militær intervention i Syrien, men hvis vi udelukker dem og ser på, hvad der virker realistisk i december 2015, så kan man forestille sig tre typer operationer med tre distinkte mål:

i. At nedkæmpe Daesh i dets kerneområde i Syrien og det nordlige Irak. Den operation kan gennemføres efter samme plan, som USA og dets allierede fulgte i kampen mod Taliban i Afghanistan i 2001 og 2002. Massiv luftmagt, der støtter specialstyrker og lokale styrker på jorden. Med direkte eller indirekte støtte fra Rusland og Iran (ikke mindst i Irak, hvor Irans støtte vil være afgørende) kan Daesh formentlig nedkæmpes på et antal måneder. Det vil ikke fjerne Daesh, men splitte deres styrker, berøve dem allierede og fortrænge dem fra forsyninger og indtægtskilder. Det vil ikke mindske terrorisme i Europa. Måske snarere tværtimod. Den operation vil skabe et magttomrum – det tomrum, som Daesh oprindeligt opstod i – i Syrien. Hvem skal fylde det ud? Assad?

ii. At skabe sikre zoner i det nordlige og sydlige Syrien. Hvis man besluttede sig for at etablere disse zoner, ville målet være at skabe bedre betingelser for civilbefolkningen og lukke Daeshs forsyningsveje. Zonerne kan være udgangspunkter for operationer mod Daesh fra lokale styrker og vestlige specialstyrker. Som tidligere påpeget i RÆSON er det en indsats, der hurtigt kan vise sig at skabe flere problemer end den løser.

iii. At implementere en fredsplan. Dette forudsætter, at partnerne er blevet enige om skellettet af en fredsplan for Syrien. For at kunne blive virkelighed ville sådan en plan behøve militære styrker til at implementere den og en form for politisk enighed i Syrien. Hvis Vesten kan acceptere Assad – som prisen for at få Rusland og Iran med i kampen mod IS – så kan Iran og Rusland give den militære volumen, som Vesten mangler, og Vesten betale den bistand og bistå med den luftmagt, der skal til for at sætte den i værk. Det vil formentlig kun skabe den allermest skrøbelige fred i Syrien og omkostningerne vil være store. Så store, at både den syriske opposition, Saudi-Arabien og en række andre formentlig ikke vil mene, at det er prisen værd.

Når man sender mænd og kvinder i krig, skal man begynde sine overvejelser med slutningen. Hvad er det man gerne vil opnå? Hvad skal der til for at opnå det? Hvor lang tid vil det tage og hvor mange liv vil det koste? Til sammen udgør svarene på de spørgsmål en strategi.

De strategiske spørgsmål findes i en stor og en lille udgave. I den store udgave handler svarene om, hvad den koalition, som har taget form efter terrorangrebet i Paris 13. november, ønsker at opnå. Den lille udgave handler om, hvordan Danmark bedst bidrager til at nå de mål. Der er tidspunkter, hvor den slags spørgsmål hører lænestolen til, fordi forholdene er så desperate at man blot må kæmpe og så få det bedste ud af det. Dette er ikke et sådant tidspunkt. På trods af al retorikken om ”tredje verdenskrig” vil enhver tænkelig indsats om Daesh være en begrænset krig. Disse begrænsninger er vigtige at definere, fordi de fortæller os, hvad vi kan og ikke kan sætte os af mål.

I Afghanistan satte hverken Danmark eller vores allierede den slags begrænsninger og derfor blev vi fanget af vores egen retorik, som simpelthen hverken stod mål med hvad vi opnåede eller hvad vi satte ind for at opnå det. På den baggrund har vi siden været i tvivl om hvad Afghanistan-krigen egentlig handlede om og derfor ikke kunnet vurdere om vi gjorde den rigtige indsats. Som tidligere forsvarschef General Knud Bartels sagde forleden: ”Den fundamentale diskussion mangler. Der hvor en forsvarschef spørger enten stats- eller forsvarsministeren: Hvad ønsker regeringen at opnå? Og når det er forklaret, spørger ministeren sin forsvarschef: Hvordan vil du gøre det? Den diskussion har jeg aldrig oplevet i Danmark. Det har jeg aldrig set i Danmark, og det beklager jeg dybt”. Hvis man ikke efterfølgende skal beklage beslutningen om at deltage mere aktivt i krigen i Syrien, bør regering og folketing præcisere, hvad man ønsker at opnå.

II. I vil gerne hjælpe Frankrig og USA, hvordan gør I det bedst?

En ting, som regeringen givet ønsker at opnå, er at hjælpe vores allierede. Skiftende danske regeringer har haft det som et kardinalpunkt i deres udenrigspolitik, at dansk støtte til særligt amerikansk-ledede operationer var i Danmarks interesse. Hvorvidt det er korrekt eller ej betyder mindre i denne sammenhæng – det er mere afgørende, at den opfattelse findes. De politiske reaktioner på en amerikansk henvendelse om at bidrage til operationer i Syrien beviser dette til fulde.

Men det giver et problem i planlægningen af den danske militære indsats. For hvis indsatsen handler om at vise vores gode vilje, er det principielt ligegyldigt hvad vi gør – og hvor godt vi gør det. Det er tanken, der tæller. Men det er ikke rigtigt, at det er tanken, der tæller – heller ikke her. Tværtimod er Danmarks måske vigtigste bidrag at komme med gode ideer. Vi kan ikke være en militær ledernation i koalitionen, men vi kan være en idéleder. Det lyder måske ikke af meget, men det, som desværre kendetegner både den franske og amerikanske debat om Syrien, er en forbavsende mangel på kreativitet. Det illustreres af det forhold, at Tyskland, Storbritannien og Frankrig sender flere og flere fly til området uden at det egentligt står særlig klart, hvad de skal bombe og hvorfor.

Gode ideer er en mangelvare. Og derfor kunne Danmark med fordel tænke sig om, også på andres vegne. I den forbindelse er det ikke nok at sige ”samtænkning” eller andre trylleord, som Danmark med succes har markedsført sig med i NATO og andre steder. I denne forbindelse bør vi kunne give svar på en række vigtige spørgsmål som disse:
1. Hvad er konsekvenserne for forholdet til Rusland? I det omfang Rusland ender med at blive en partner på operationen, vil det formentlig betyde, at Vesten giver køb på sanktioner og på Ukraine. Hvis Rusland ikke bliver en partner, risiker Vesten så en konfrontation med Rusland i Syrien?
2. Hvad er konsekvenserne for flygtningesituationen? En militær intervention giver ikke folk i Syrien større lyst til at blive og gør ikke Mellemøsten mindre ustabilt, med de konsekvenser for antallet af flygtninge til Europa, som det vil have. Og en risiko ved at fokusere på den militære indsats kan være at den humanitære indsats bliver glemt.
3. Hvad vil de regionale stormagter gøre? Syriens borgerkrig har i høj grad været en stedfortræderkrig mellem saudierne og iranerne. Vil de holde op med at slås eller vil deres kamp flytte et nyt sted hen – f.eks. til Yemen?
4. Vil ændringer af Syriens grænser være en del af løsningen? Borgerkrigen i Syrien, Libyens kollaps og borgerkrigen i Yemen stiller spørgsmålstegn ved, hvor stabile grænserne er i regionen – slutspillet om Syrien vil i høj grad have indflydelse på det.

III. Hvad gør vi næste gang?

Det bliver ikke sidste gang, at vi bliver spurgt om at bidrage militært til indsatsen i Syrien. Det ville tjene både regeringen og Folketinget at overveje, hvad de næste skridt kunne blive – og hvor mange skridt, som Danmark er villig til at tage. Både i Irak og Afghanistan oplevede vi, hvordan indsatsen gradvist blev øget i takt med at resultaterne udeblev. Den dynamik skal man så vidt muligt søge at undgå denne gang. ▪

dknu
APROPOS DANSK UDENRIGSPOLITIK: Mikkel Vedby Rasmussen er blandt de 8 bidragydere til RÆSONs kommmende bog, “Hvor står Danmark nu?”, der handler om Danmarks nye udenrigspolitiske udfordringer og skrives færdig i disse dage. Bestiller du bogen nu, modtager du den inden jul. Forfatterlisten tæller også bl.a. Martin Lidegaard, Per Stig Møller, Peter Viggo Jakobsen og Vibeke Schou Tjalve (175 kr. inkl. porto og ekspedition)
___________________________________

ILLUSTRATION: Et amerikansk F15 som er en del af “Operation Inherent Resolve” mod IS i Irak og Syrien, 12. november 2015 [foto: U.S. Air Force photo by Senior Airman Erin Trower]