Mattias Tesfaye til Claus Hjort: Hvor meget skal du sænke kontanthjælpen før nogen tager et af dine nye lavtlønsjobs?

Mattias Tesfaye til Claus Hjort: Hvor meget skal du sænke kontanthjælpen før nogen tager et af dine nye lavtlønsjobs?

30.08.2015


Hvem tager et job til 70 kroner i timen (11.200 om måneden) hvis kontanthjælpen er på samme niveau? Meget få. Derfor kræver Claus Hjorts idé om en indslusningsløn en kraftig sænkelse af de sociale ydelser. Men de tyske og britiske erfaringer viser, at fattigdommen vokser – og at man skaber en klasse af mennesker i permanente lavtlønsjobs.

KOMMENTAR af Mattias Tesfaye (MF, S)

FØRST: Det er altid bedre at have et ordentligt arbejde, end at gå permanent på støtten. Altid. En person, der gennem længere tid ikke har noget at stå op til, har som regel heller ikke nogen at stå op til. Langtidsarbejdsløse bliver langsomt ligegyldige for deres omgivelser. De eneste samfundsmæssige relationer bliver til sagsbehandleren på kommunen – en grundlæggende ulige relation, der langsomt slider værdigheden væk hos selv de stolteste mennesker.

Jeg er selv vokset op i fattig-80’erne med langtidsarbejdsløshed tæt inde på livet – tro mig: Jeg støtter hvad som helst, der kan bekæmpe lediggang, og jeg har absolut intet problem med at voksne mennesker skal arbejde for 70 kroner i timen i et par år, før de sikrer sig fast fodfæste.

Når jeg alligevel ikke støtter Claus Hjorts forslag om at etablere et lavtlønsarbejdsmarked, er det fordi finansministeren hverken tager højde for de negative internationale erfaringer med den slags eksperimenter, eller forholder sig til at Danmark allerede har et velfungerende arbejdsmarked med lave lønninger til folk med få kvalifikationer.

 

Tro mig: Jeg støtter hvad som helst, der kan bekæmpe lediggang
____________________

 

FINANSMINISTEREN er langt fra den første, der foreslår at skabe nye jobs gennem lavere lønninger. Da regeringer i Storbritannien og Tyskland i 90’erne besluttede det samme, skete det med præcis samme argumenter. I en legendarisk kronik i Financial Times fra 1999 skrev Tony Blair og Gerhard Schröder, at ”arbejdsmarkedet har brug for en lavtlønssektor for at gøre jobs med lave kvalifikationskrav tilgængelige” og at ”deltidsarbejde og lavtlønsarbejde (derfor) er bedre end intet arbejde, fordi de letter overgangen fra arbejdsløshed til job”.

Ligesom Claus Hjort forestillede de to partiledere sig, at der ville opstå nye typer af jobs i servicesektoren, når private kunder og virksomheder fik råd til at købe sig til ydelser, i stedet for at skulle udføre arbejdet selv, eller helt opgive at få arbejdet gjort. Dette ‘nye arbejdsmarked skulle give langtidsledige – særligt indvandrere – en fod indenfor på arbejdsmarkedet hvor de kunne erhverve sig nogle kvalifikationer og efter et par år sikre sig selv en højere løn – to climb the ladder, sagde man i England.

Om denne politik har været en succes, afhænger af hvem man spørger. I Tyskland gav det industrien mulighed for at købe meget billige serviceydelser. Det skabte grundlaget for det job- og eksportboom der er blevet kaldt Tysklands andet Wirtschaftswunder. Men det har samtidig skabt en voksende underklasse af fuldtidsbeskæftigede, der ikke er i stand til at leve et anstændigt liv for deres løn. Derudover er lønmodtagere, der tidligere tjente 15-20 euro i timen, nu også blevet presset ned i denne nye underklasse, hvor hundredtusinder tjener mindre end det halve. Da jeg for fem år siden foreholdt Martin Ågerup fra CEPOS disse fakta i en radiodebat, sagde han: ”It’s better to be working poor, than non-working poor”. Tyg lidt på den.

I Tyskland blev de politiske initiativer til at få skabt lavtlønsarbejdsmarkedet samlet i fire store reformpakker kaldt Hartz 1-4 – opkaldt efter den socialdemokratiske ideolog og direktør Peter Hartz. De vigtigste elementer fra reformerne var et opgør med de traditionelle faste ansættelser og en kraftig sænkelse af de sociale ydelser. Netop det sidste vil også være afgørende hvis Claus Hjorts forslag skal indføres i Danmark. Hvem tager et job til 70 kroner i timen, svarende til 11.200 om måneden hvis kontanthjælpen er på samme niveau? Meget få. Et lavtlønsarbejdsmarked uden markant nedsatte sociale ydelser er derfor svært at forestille sig.

JEG ER IKKE i tvivl om, at resultaterne i Danmark ville ligne de tyske:
1) Der vil rigtignok komme flere jobs, men de lavtlønnede vil ikke opholde sig midlertidigt på arbejdsmarkedets nederste løntrin. Tværtimod: de vil blive fastholdt i en permanent lavtløs-situation
2) Folk, der i dag tjener mere end minimallønnen på 115 kroner i timen, vil blive presset ned i underklassen.
3) Modtagere af sociale ydelser vil få reduceret deres rådighedsbeløb markant, og de fattigste vil dermed blive fattigere.

Sådan en udvikling mener jeg ikke er Danmark værdig – særligt ikke fordi vi faktisk allerede HAR et velfungerende lavtlønsarbejdsmarked, som endda lever op til intentionen om midlertidighed.

 

De lavtlønnede vil ikke opholde sig midlertidigt på arbejdsmarkedets nederste løntrin. Tværtimod: de vil blive fastholdt i en permanent lavtløs-situation
____________________

 

Claus Hjort foreslår at folk, der mangler kvalifikationer, skal ansættes til 70 kr. i timen, indtil de er blevet mere rutinerede. Men han sparker jo egentlig en åben dør ind. Det er jo præcis tanken bag vores erhvervsuddannelser – for idag tjener en førsteårs mekanikerlærling 65 kr. i timen – uanset hvor gammel vedkommende er. Men til forskel fra finansministerens forslag stiger lærlingen i det nuværende system ca. 10 kroner i timen hvert år og slutter på omkring 100 kroner i timen. Sådan sikrer vi at ”kvalifikationsårene” er midlertidige, og at arbejdsgiveren har et åbenlyst incitament til at gøre lærlingen dygtigere og ikke kun bruge ham til opgaver, der kræver få kvalifikationer. En sidsteårs-lærling der kun kan feje gulvet, er meget dyr, hvorimod en sidsteårslærling, der kan arbejde selvstændigt på værkstedet, er guld værd for virksomheden.

Dermed er vi inde ved sagens samfundsøkonomiske kerne: De britiske og tyske erfaringer er, at det voksende ufaglærte arbejdsmarked sænker samfundets uddannelsespolitiske ambitioner, og dermed undergraver de på længere sigt muligheden for at blive en kompetencedrevet økonomi. Særligt i den britiske valgkamp kredsede både Labours kandidat Miliband og de konservatives Cameron om de samfundsøkonomiske konsekvenser, når to ufaglærte ansatte til 7 pund i timen udfører hvad en enkelt faglært kan udføre til 14 pund i timen. I Danmark bør vi gøre det modsatte – vi bør udvide spektret af jobs, vi forventer udføres af folk med en uddannelse. Det er præcis sådan en strategi særligt 3F har arbejdet for siden Anker Jørgensen var fagforeningsboss i 60’erne. Derfor har vi i Danmark etableret faglærte uddannelser som jord- og betonarbejder, godschauffør, serviceassistent (rengøring), industrioperatør, plastmager, stilladsarbejder, havne- og terminalarbejder og mange, mange andre tidligere ufaglærte jobs. Ambitionen er at uddannede folk kan hæve produktiviteten og fastholde høje lønninger.

 

En sidsteårs-lærling der kun kan feje gulvet, er meget dyr, hvorimod en sidsteårslærling, der kan arbejde selvstændigt på værkstedet, er guld værd
____________________

 

VENSTRES VEJ er dybest set uambitiøs. Alt for mange danskere er på langvarig offentlig forsørgelse – heri har Claus Hjort ret. Vi må aldrig blive tilfredse med at så mange borgere, går rundt derhjemme og bliver slaskede og opgivende. Det er frygteligt se på. Men Venstres vej er dybest set uambitiøs. Man tror ikke på, at de mange vil kunne gennemføre en erhvervsuddannelse. Man har opgivet at finde lærepladser til folk. Man synes det er OK, at folk kommer i gang til 70 kr. i timen uden at der er indbygget incitament for chefen til at øge den lavtlønnedes kvalifikationer. Det skaber fattigdom for mange på kort sigt – og undergraver samfundets vækst på længere sigt.

Hvad er så vejen til job for den gruppe, Venstre vil adressere. Selvfølgelig kan flere få en kompetencegivende uddannelse. Vi har positive erfaringer med intensive læringsforløb for unge, der er bagude i skolen. Vi har nye reformer af både folkeskole og erhvervsuddannelser. Vi har produktionsskoler, 10. klasser og efterskoler, der gør et kæmpe stykke arbejde. Vi har ny hjælp til ordblinde. Vi har gode erfaringer med at fritidsjob, kan øge motivationen i skolen. Vi har et AMU-system, der igen i denne uge fik forskningsmæssigt belæg for at være en gigantisk succes. Lad os da bygge videre på alt det – og i øvrigt sørge for at der også er efterspørgsel efter arbejdskraft – i stedet for bare at slå opgivende ud med armene, og affinde os med at så mange ikke umiddelbart har kvalifikationer til mere end 70 kr. i timen.

Vi kan godt!

Mattias Tesfaye (f.1981) er medlem af folketinget for Socialdemokraterne og forfatter til bøger om lavtlønsarbejdsmarkedet i Tyskland (“Vi er ikke dyr, men vi er tyskere”, 2010) og de danske erhvervsuddannelser (“Kloge Hænder – et forsvar for håndværk og faglighed”, 2013). ILLUSTRATION: Claus Hjort Frederiksen signerer sin bog, “Hvem siger, det skal kunne betale sig at arbejde?” [foto: Venstre]