Magnus Heunicke (S): Hvor blev flertallet for velfærd af?

Magnus Heunicke (S): Hvor blev flertallet for velfærd af?

29.10.2015


“Det er et helt legalt synspunkt, at de mest velhavende familier i Danmark skal have mere til sig selv. Men det ville klæde partierne at indrømme åbent, at det er derfor, der skal skæres i velfærden.”

KOMMENTAR af Magnus Heunicke, velfærds- og kommunalordfører for Socialdemokraterne

Et af de helt store temaer i folketingsvalgkampen var, hvad det økonomiske råderum skulle bruges til. Venstre, Konservative og Liberal Alliance meldte klart ud, at man ønskede at prioritere skattelettelser, som skulle finansieres med nulvækst i velfærden.

Socialdemokraterne og de øvrige partier ville styrke velfærdssamfundet og fællesskabet ved at investere i den nære velfærd. Det er en klassisk politisk uenighed, som er helt reel. Problemet var blot, at Venstre prøvede at bilde folk ind, at man både kunne få nulvækst, skattelettelser og bedre velfærd.

Det hænger naturligvis ikke sammen, og det kunne vælgerne godt gennemskue. Da stemmerne var talt op, tegnede der sig nemlig et klart billede. Nulvækstpartierne kunne til sammen kun tælle 53 mandater i Folketinget. Altså lysår væk fra et flertal på 90 mandater, mens Socialdemokraterne og de øvrige partier, der ønskede at investere råderummet i velfærd, fik 126 mandater. Det må man sige er en rimelig klar valgsejr til velfærden over skattelettelser.

Alligevel kan danskerne nu ikke bare risikere nulvækst, men direkte minusvækst i den kommunale velfærd, hvilket kommer til at betyde endnu flere afskedigelser og nedskæringer på børnepasningen, ældreplejen og folkeskolerne ude i kommunerne.

Hvor blev flertallet for velfærd af?
Det ser nemlig desværre ud til, at Venstre er ved at samle flertal for en aftale om minusvækst i Danmark. Dansk Folkeparti vil ikke længere afvise, at de vil være med til at indføre et omprioriteringsbidrag og sænke de kommunale udgiftslofter, som konkret betyder, at kommunerne skal skære en procent svarende til 2,4 mia. kr. i den kommunale velfærd årligt i 2017, 2018 og 2019.

 

Ender Dansk Folkeparti trods alle løfter om det modsatte med at stemme for en sænkelse af de kommunale udgiftslofter?
____________________

 

At danskerne nu risikerer minusvækst i velfærden kan alene tilskrives ét parti, som ved valget ellers sagde meget klart, at de ville kæmpe sammen med os mod nulvækst og for velfærd, men som i dag har svært ved at melde klart ud: Det er Dansk Folkeparti.

Velfærdsflertallet i graven
Kristian Thulesen Dahl, der slog sig op på sloganet “Du ved, hvad vi står for”, overvejer i disse uger, om han skal bruge Dansk Folkepartis mange mandater til at gennemføre minusvækst i vores kommunale velfærd, selvom han gik til valg på det stik modsatte for fire måneder siden.

Derfor er det sandhedens time nu: Eksisterer det “velfærdsflertal” i dansk politik, som vælgerne stemte på? Eller ender Dansk Folkeparti trods alle løfter om det modsatte med at stemme for en sænkelse af de kommunale udgiftslofter?

Noget kunne tyde på det, al den stund Thulesen Dahl og hans tropper har mere end svært ved at melde klart ud. Det er derfor Dansk Folkepartis eget ansvar, hvis man vil lægge velfærdsflertallet i graven for i stedet at støtte Lars Løkkes minusvækst i den kommunale velfærd.

Spørgsmålet er, om velfærdsflertallet overhovedet nogensinde har eksisteret? Noget tyder på, at velfærdsflertallet eksisterede, præcis indtil det tidspunkt hvor Thulesen Dahl gik fra at være i valgkamp til at støtte Lars Løkkes Venstre-regering.

Den blå arbejdsdeling
Det er jo ellers en herlig bekvem arbejdsdeling, de har fundet på i den blå blok. Den borgerlige politik fremføres af V, K og LA. Den står på nedskæringer, besparelser og skattelettelser.

Imens har man så Dansk Folkeparti til at samle de stemmer op, som faktisk hellere prioriterer vores velfærd.

Hvem husker ikke den klare udmelding til Venstre på dag to i valgkampen fra Kristian Thulesen Dahl: “Nulvækst bliver aldrig til noget – og I ved det godt”. Og tidligere har Pia Kjærsgaard forklaret i meget klare vendinger, at “støtte til nulvækst er fuldstændig utænkeligt”.

De fleste strategier har en udløbsdato. Og strategien med at lade DF stemmeoptimere blandt velfærdsvælgerhavet til den blå blok mister sin holdbarhed, når DF lægger sine stemmer til kommunale nedskæringer for at spare op til blå skattelettelser.

Og der er ikke så meget at tage fejl af: Minusvækst og lavere kommunale udgiftslofter vil betyde forringet velfærd. Selv de Venstre-borgmestre, som kaldte det en skræmmekampagne, da Socialdemokraterne i valgkampen fortalte, at den borgerlige politik ville medføre nedskæringer i kommunerne, advarer nu kraftigt mod regeringens politik. Eksempelvis har KL’s formand og Venstre-borgmesteren, Martin Damm, sagt det meget klart: “Hvis Folketinget nu vedtager et omprioriteringsbidrag for de kommende år, så vil det berøre den helt borgernære velfærd i for eksempel vores daginstitutioner, folkeskoler og på ældreområdet.”

Minusvækst i kommunerne skal finansiere skattelettelser
At nulvæksten blev til minusvækst, vil Venstre-regeringen — og for den sags skyld også Dansk Folkeparti — forsøge at forklare ved at henvise til kasseeftersynet. Sagen er bare den, at regeringen rent faktisk har opjusteret forventningerne til det økonomiske råderum, så det offentlige forbrug kan vokse med i gennemsnit 0,7 procent om året mod SR-regeringens tidligere skøn på 0,6 procent.

Forklaringen på minusvæksten er derfor snarere, at regeringen udover boligjobordning og skattelettelser til arvinger også skal finde finansiering til at sænke topskatten. Det indrømmer finansminister Claus Hjort Frederiksen i sin egen fremsættelsestale i den lov, der skal sænke de kommunale udgiftslofter.

 

Der er ikke så meget at tage fejl af: Minusvækst og lavere kommunale udgiftslofter vil betyde forringet velfærd
____________________

 

Det hørte vi ellers ikke meget om før valget. I dag står der sort på hvidt i regeringsgrundlaget, at topskatten skal sænkes med 5 procentpoint.

Andelen af skatteydere, der betaler topskat i år, er 10 procent, og for en meget stor del af dem, der betaler topskat, er det kun en ganske lille del af lønnen, de betaler topskat af. Hvis topskatten derfor sænkes med 5 procent, vil det kun være meget få, men til gengæld meget velhavende, som har udsigt til kæmpe skattelettelser. Vi husker nok sidste gang, VKO lavede en skattereform tilbage i 2009, hvor bankdirektørerne blev forgyldt med en årlig skattelettelse på ikke mindre end 464.000 kr.

Det er et helt legalt synspunkt, at de mest velhavende familier i Danmark skal have mere til sig selv. Men det ville klæde partierne at indrømme åbent, at det er derfor, der skal skæres i velfærden. Ringere børnepasning, færre hjemmehjælpstimer til vores ældre og dårligere undervisning, fordi der skal være penge til topskattelettelser.

Det bliver ikke socialdemokratisk fordelingspolitik at skære i velfærden til dem, der har størst behov, for at give skattelettelser til de allermest velstillede.

Hvad vil Socialdemokraterne
Socialdemokraterne kæmper for at styrke vores ældrepleje, børnepasning og folkeskole i kommunerne. Det gjorde vi før valget, og det gør vi naturligvis også efter valget. Derfor kommer Socialdemokraterne heller ikke til at lægge de afgørende stemmer til regeringens planer om at sænke de kommunale udgiftslofter og de medfølgende nedskæringer i den kommunale velfærd.

Vi mener i stedet, at vi skal bruge det råderum, der er skaffet i dansk økonomi efter krisen til, at den offentlige sektor kan vokse i takt med det demografiske udvikling. Så vi kan sikre den nødvendige, grundlæggende og respektfulde pleje af vores ældre, pasning og undervisning af vores børn og styrkelse af sundhedsområdet.

Vi vil investere i fællesskabet, udvikle velfærdssamfundet og udbygge den nære velfærd. ◼

ILLUSTRATION: Konference i forskning og velfærd, februar 2013 [foto: Claus Boesen/Venstre]