Kommentar: Arbejder Martin Lidegaard for Mærsk eller demokrati i Bahrain?

Kommentar: Arbejder Martin Lidegaard for Mærsk eller demokrati i Bahrain?

12.05.2015


Dansk diplomati i Golfen gavner erhvervslivet mere end demokratiet. Martin Lidegaard bør droppe det ”stille” diplomati og fordømme styret i Bahrain – ligesom USA har gjort.

KOMMENTAR af Karen Fowler Lund

Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard, arbejder med egne ord ud fra begrebet ’stille diplomati’ og er ikke tilhænger af ’megafon-diplomati’, når det kommer til lande, der er vigtige for Danmarks erhvervsliv. Ét eksempel på Lidegaards brug af stille diplomati er håndteringen af sagen om dansk-bahraineren Abdulhadi Al-Khawaja – samvittighedsfangen, som er blevet idømt livstidsstraf ved en militærdomstol for sin medvirken i den pro-demokratiske bevægelse i Bahrain i 2011.

I et åbent brev til Martin Lidegaard i slutningen af marts skrev Maryam Al-Khawaja, Al-Khawajas datter, at ”trods gentagne forsikringer om, at man arbejder utrætteligt på at udvirke en diplomatisk løsning, er der intet sket” for at få hendes far løsladt fra det berygtede Jaw fængsel i Bahrain – hvor han vel at mærke sidder på fjerde år. Abdulhadi Al-Khawaja har gentagne gange indledt sultestrejke for at få omverdenens – og ikke mindst Danmarks og Martin Lidegaards – opmærksomhed, men desværre uden reelt udbytte. Senest indledte Abdulhadi Al-Khawaja en sultestrejke i marts 2015.

Ifølge Martin Lidegaard er det stille diplomati den eneste måde, hvorpå man kan få adgang til beslutningstagerne og på den måde opnå dialog i lande som Bahrain. Men hvilken slags dialog er der tale om – og hvilke resultater har Martin Lidegaard formået at skabe, når det kommer til spørgsmål om forbedringer af menneskerettigheder i Golf-staterne eller i sagen om løsladelsen af Abdulhadi Al-Khawaja?

Følg i USA og Sveriges fodspor
Martin Lidegaard har i den seneste tid også været meget påpasselig med ikke at træde i Sveriges fodspor, efter at udenrigsministeren i Sverige, Margot Wallström, udtalte sig kritisk om bl.a. kvinders rettigheder i Saudi Arabien.

Hvad der ligger til grund for Martin Lidegaards (meget) stille diplomati – udover hans egen begrundelse – kan formentlig spores tilbage til ministerens generelle bekymring om ikke at ville støde lande, som er (eller potentielt kunne være) interessante i erhvervsøjemed for Danmark. Man skulle jo nødigt ende i en situation svarende til tiden efter Muhammed-krisen i 2005, hvor dansk eksport til Mellemøsten blev hårdt ramt af boykot og dårlig omtale.

Siden 2005 er Danmark gradvist kommet ind i varmen i Mellemøsten, herunder i Bahrain, hvilket HKH Margrethe II bidrog til, da hun overrakte Storkorset af Danmark til Kong Hamad bin Isa Al Khalifa i 2011. Efter sigende var det et personligt initiativ fra Margrethes side, da hun gerne ville besøge udgravningerne i Bahrain foretaget af Moesgaard Museum. Men de helt personlige motiver stod ikke alene, eftersom en hel erhvervsdelegation fra Danmark, inklusiv erhvervsmænd som Haldor Topsøe, deltog. Delegationen besøgte blandt andet Mærsks havneterminal, Khalifa bin Salman Port, samt en række museer tegnet af danske arkitekter.

Nabeel Rajab, formand for Bahrain Center for Human Rights, var i Danmark af to omgange i efteråret 2014, hvor han mødtes med repræsentanter fra udenrigsministeriet. Formålet med hans besøg var at kæmpe for Abdulhadi Al-Khawaja og de mange andre samvittighedsfangers sager. At få et land som Danmark til at offentligt fordømme styret i Bahrain er selvsagt vigtigt for det arbejde, som menneskerettighedsaktivister som Nabeel Rajab udfører. Hvis styret i Bahrain føler pres fra deres vestlige allierede eller samarbejdspartnere i Europa, er der større sandsynlighed for, at de vil ændre den nuværende hårde kurs over for befolkningen, især hvad angår prominente menneskerettighedsforkæmpere.

En offentlig fordømmelse af styret i Bahrain og fængslingen af tusinder af menneskerettighedsaktivister – et skridt som selv USA’s udenrigsministerium har taget overfor Bahrain i sagen om fængslingen af Nabeel Rajab – ville klæde udenrigsministeren og Danmark. Det ville klæde Danmark, et land som vægter ytringsfrihed højere end noget andet, at slå i (forhandlings)bordet for Abdulhadi Al-Khawaja – en mand, som har kæmpet i årevis for menneskerettigheder og demokrati i Bahrain. Men én ting synes at være vigtigere for Martin Lidegaard og udenrigsministeriet end at beskytte og kæmpe menneskerettighedsaktivisternes sag: nemlig de økonomiske interesser, som forbinder de to lande.

Er tavshed altid guld?
Problemet for Nabeel Rajab og hans kollegaer er, at meget få EU-lande er interesserede i at stå i spidsen for denne slags udenrigspolitik – og slet ikke den siddende regering i Danmark. Altså står Nabeel Rajab og kollegaerne alene med deres problemer i Bahrain. Eksempelvis er Nabeel Rajab for nylig er blevet arresteret for at ’tweete’ negativt om myndighederne i Bahrain. Han kan idømmes op til ti års fængsel for sin handling.

Amnesty International Danmark appellerede i efteråret til udenrigsministeren og statsminister Helle Thorning-Schmidt om at tage kontakt til regeringerne i England og USA med henblik på at lægge størst muligt pres på Bahrain i håb om at få Abdulhadi Al-Khawaja løsladt. Martin Lidegaard udtalte i samme periode, at han gerne ville finde en ’humanitær løsning’ på problemet.

Det ’stille diplomati’, som Maryam Al-Khawaja betegner det ’udsigtsløse diplomati’, er muligvis udsigtsløst for Abdulhadi Al-Khawaja og hans med-samvittighedsfanger, men derimod er det ikke udsigtsløst for Mærsks havneterminal, APM Terminals i Bahrain, eller for fremtidige kontrakter på endnu et dansk arkitekttegnet museum i Manama.

Ifølge det gamle ordsprog er tavshed guld og tale sølv. Når det gælder diplomatiske forhold til Bahrain viser tavshed sig at være guld for Martin Lidegaard og Danmarks planer om eksport til Mellemøsten. Men desværre ikke for Abdulhadi Al-Khawaja og hans håb om løsladelse og en bedre fremtid for Bahrain.

Karen Fowler Lund (f. 1991) har arbejdet for Bahrain Center for Human Rights. Hun læser Human Rights på Malmö Universitet og er uddannet fra United World College i Indien. ILLUSTRATION: Demonstration for frigivelse af dansk-bahrain aktivist, Abdulhadi Al-Khawaja 2012 [Foto: Amnesty DK]