Kasper Elbjørn: Hvad det borgerlige Danmark forventer af Lars Løkke

Kasper Elbjørn: Hvad det borgerlige Danmark forventer af Lars Løkke

29.06.2015


KOMMENTAR af Kasper Elbjørn

ANTALLET AF MINISTRE er en smule højere end Poul Hartlings 11, men ellers lugter det af Hartling, der var statsminister i mindre end 14 måneder (1973-1975). Hvad blev Hartlings eftermæle? Udover hans statsbesøg i Kina – Helhedsplanen. Den kunne have hjulpet Danmark igennem 1970’ernes krise – og den blev aldrig gennemført.

Løkkes ’Helhedsplan’ er den varslede ’JobReform’, der skal sikre, at det bedre kan betale sig at arbejde frem for at modtage offentlige ydelser. Af de fem områder, man som borgerlig skal holde øje med, er præcis JobReformen den vigtigste: Den falder i to faser, hvor der allerede dette efterår indføres et kontanthjælpsloft, der sætter en øvre grænse over, hvor meget man kan modtage fra det offentlige. Loftet skal omfatte størstedelen af de offentlige ydelser, som en kontanthjælpsmodtager kan få (og provenuet herfra bidrager til finansieringen af reformens anden fase).
Men regeringen har ikke i regeringsgrundlaget defineret loftet, og det er uden tvivl en håndsrækning til vennerne i Det Konservative Folkeparti, der som det eneste parti i valgkampen turde fremlægge en skitse til, hvordan det kunne se ud. De tre grundprincipper bag De Konservatives forslag er i) at gevinsten målt på rådighedsbeløbet ved at tage et lavtlønsjob altid skal være cirka 3.000 kroner, ii) at loftet i alle tilfælde skal ligge over den såkaldte fattigdomsgrænse og iii) at der stadig skal være mulighed for at få hjælp til uforudsete udgifter. Det er retfærdigt, og lige netop derfor også en god løsning.

 

Det står klart, at danskerne ikke vil afskaffe den offentlige sektor, og er bange for at miste den tryghed som det sociale sikkerhedsnet giver dem. Til gengæld er de ikke længere bange for velfærdsreformer, hvis det kan sikre velfærdsstatens overlevelser
____________________

 

Anden fase synes derimod at være langt mere besværlig at finde 90 mandater til. Her skal man nemlig sænke skatten på arbejdsindkomster. Det burde være ligetil at finde et bredt flertal, der vil sænke skatten for de lavestlønnede, men derefter har regeringen en ambition mere om at sænke skatten på den sidst tjente krone med 5 procentpoint. Det bliver svært. Man skal nok passe på at fejre denne lettelse, inden den er gennemført.

DET STÅR KLART, at danskerne ikke vil afskaffe den offentlige sektor, og er bange for at miste den tryghed som det sociale sikkerhedsnet giver dem. Til gengæld er de ikke længere bange for velfærdsreformer, hvis det kan sikre velfærdsstatens overlevelse. Det andet område, som man som borgelig skal holde øje med, er derfor væksten i de offentlige udgifter. Nulvækst er muligt – for SR-regeringen formåede jo faktisk at holde de offentlige udgifter i ro. Derfor bør denne regering også kunne gøre dét – samtidig med man løbende gennemfører reformer, omprioriteringer og effektiviseringer, der frigør midler til prioriterede områder.

DE KONSERVATIVE har måske ikke optrådt ligeså højlydt som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance under regeringsforhandlingerne, men det har Lars Løkke Rasmussen til gengæld belønnet med flere indrømmelser. Det tredje, vi skal holde øje med, er derfor ikke kun om skattestoppet bliver overholdt, men også om De Konservatives byrdestop bliver kombineret med en oprydning i det nuværende byrdeniveau for virksomhederne, der ifølge seneste redegørelse fra Erhvervs- og Vækstministeriet beløber sig til over 29 milliarder kroner årligt. Det niveau skal mærkbart ned.

Det Konservative ønske om at styrke NATO’s globale rolle og sikre, at Danmark yder et væsentligt bidrag til, at NATO forbliver verdens stærkeste forsvarsalliance, er også blevet hørt. Nye kampfly, kampen om Arktis, bidrag til NATO’s missilforsvar og aktiv dansk støtte til NATO’s østlige medlemslande, særligt Estland, Letland, Litauen og Polen er direkte nævnt. Men det fjerde vi skal holde øje med, er om regeringen – som De konservative har foreslået – vil leve op til NATO’s målsætning om, at alle medlemslande skal bruge to procent af BNP på forsvaret. Det afgøres dog først i 2017, når forsvarsforliget skal genforhandles. Her bør i øvrigt nævnes det fine i, at regeringen nedlægger den tåbelige Irak- og Afghanistankommission, og i stedet vil bruge midlerne til en styrkelse af indsatsen for danske krigsveteraner.

 

De Konservative har måske ikke optrådt ligeså højlydt som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance under regeringsforhandlingerne, men det har Lars Løkke Rasmussen til gengæld belønnet med flere indrømmelser
____________________

 

For det femte bør regeringen aktivt prøve at genvinde noget af den nærhed i lokalsamfundene, der blev smadret ikke mindst af kommunalreformen. En liberalisering af planloven er en god begyndelse, fordi genoprettelsen af lokalsamfundet bør omfatte øget lokal beslutningskompetence. Og hvis regeringen lykkes med samtidig at styrke folkekirkens rolle i samfundet og det frie, private foreningsliv, vil det være en kæmpe borgerlig sejr.

HARTLING GIK AF efter valget i 1975. Han turde ikke regere videre på Fremskridtspartiets mandater, selvom dets leder, Mogens Glistrup havde peget på ham. Løkke er mere modig, og formentlig også mere komfortabel med at skulle kæmpe sig frem fra sag til sag. Men han kan ikke holde til hvad som helst, og skal regeringen overleve længere end Hartlings V-regering, og gennemføre det ofte ambitiøse regeringsgrundlag, skal Dansk Folkeparti og Liberal Alliance snart skrue ned for retorikken og komme i arbejdstøjet. Ellers bliver Løkke Hartling. ★

Kasper Elbjørn (f. 1973) er cand.scient.pol. og kommunikationsdirektør i en dansk investeringsbank. Han var opstillet til Europa-parlamentet i 2009 og har redigeret og bidraget til flere bøger. Han var medstifter af tænketanken CEPOS og kommunikationschef sammesteds 2005-2007

ph_un
Poul Hartling 1914-2000

ILLUSTRATIONER: Duel på TV2 [foto: officielt pressefoto, Venstre] / Poul Hartling [foto: FN, hvor Hartling var flygtningehøjkommissær 1977-1982]