Israel: Truslen imod Bibistan

Israel: Truslen imod Bibistan

19.05.2015


Efter tårnhøje forventninger til valget, blev det en smal regering, som Benjamin Netanyahu – i folkemunde Bibi – kunne samle om sig. Endda meget smal for en regering i Israel, hvor store koalitioner er at foretrække i et utilregneligt og hyperaktivt politisk system. Kun et sølle mandat sikrer regeringen flertallet i det 120-sæders store parlament, Knesset.

ANALYSE af Lasse Holm Grønning

I de fleste parlamentariske systemer vil så smalt et flertal, som Netanyahu har kunne samle, være opskriften på politisk ustabilitet med en konstant tilstedeværelse af frygt for afpresningstrusler mod regeringskernen. Selv den mest uerfarne parlamentariker sidder i den situation med magt til at afgøre, om en regering skal leve eller dø. I Israel, hvor partidisciplin er en flække på den sibiriske steppe, er oddsene derfor forsvindende små, når den nye israelske regerings levetid vurderes.

At Bibi skulle sidde på et mandats nåde, havde de færreste troet, efter at han på imponerende vis ryddede bordet ved valget og fremstod som ”kongen af Israel” og kunne, hvis han havde været tilstrækkelig koldhøgen, udråbe Israel til sit eget personlige Bibistan.

Hvad gik galt?
Avigdor Liberman fik et dårligt valgresultat og landede på seks mandater, hvilket var en syngende lussing til manden, der ser sig selv som arvtager til højrefløjen efter Bibi. Vælgerne vendte Liberman ryggen efter massive korruptionsanklager mod fremtrædende repræsentanter af hans parti Israel Beitenu. Indtil sidste øjeblik havde ingen dog regnet med, at Liberman ville takke nej til at være en del af regeringen, men han overraskede med en reference til, at principper vejer tungere end regeringstaburetter. Politiske iagttagere i Israel er dog mere tilbøjelige til at tro, at Liberman i kølevandet på korruptionsanklagerne føler sig svigtet af Bibi. Og afvisningen af Bibis tilnærmelser er hans hævn.

Libermans motiv for ikke at indtræde i regeringen kunne dog også være realpolitisk funderet. Hovedparten af Bibis nye regeringspartnere er religiøse partier i forskellige afarter, der vil tilbagerulle reformer, som afviklede diverse privilegier, de religiøse grupperinger traditionelt har haft. Libermans vælgerkorps er primært sekulært og imod særbehandling af religiøse samfund. Uden Libermans mandater havner Bibi lige akkurat på de magiske 61. Allerede nu florerer rygter om, at Bibis parti Likud er i gang med at lokke parlamentarikere væk fra Libermans synkende skude og over til Likud for at booste mandatantallet bag regeringen. Men indtil videre står Israel Beitenu samlet og støtter Liberman.

Religiøse fordele
I Israel går analysen på, at det i praksis bliver umuligt for Bibi at indpiske den nødvendige disciplin til at gøre regeringen funktionsdygtig. Der er derfor allerede nu udsigt til en ny regeringsdannelse og i værste fald nyvalg. Blandt andet udpeges for nuværende ikke en ny udenrigsminister. Posten skal fungere som lokkemad for sultne partier. I mellemtiden varetager Bibi selv hvervet som diplomatiets mand.

Den kommende tid lover spænding for israelsk indenrigspolitisk, så vel som israelsk udenrigspolitisk. Når man kigger nærmere på Bibis regeringspartnere, får man øje på en skare af varierede højreorienterede politikere. De religiøse partier Shas og United Torah Judaism er som sagt tilbage efter to års politisk ørkenvandring i oppositionen. De lægger hårdt ud med effektiv interessevaretagelse på vegne af deres kernevælgere. Det er blandt andet lykkedes dem at sikre finansiering i størrelsesorden 18 mio. dollars til nye synagoger og rituelle bade for religiøse jøder. Derudover skal der bygges nye boliger til ultraortodokse familier. 5000 stykker af slagsen årligt.

Dette er en særdeles bitter pille at sluge for det sekulære Israel, der i flere år desperat har efterlyst flere boliger og lidt under høje boligpriser, der i metropolen Tel Aviv når op på Manhattan-niveau. Den israelske boligkrise er stor, og nybyggeri for religiøse er et glimrende eksempel på det voksende skel mellem den religiøse og sekulære befolkningsgruppe, der på sigt truer statens sammenhængskraft.

Telefonhelt skal være finansminister
Og så har vi det unge socialkonservative parti Kulanu, hvis chef er Moshe Kahlon. Han portrætteres som en mand af folket, der fra samfundets bund støt og roligt har arbejdet sig op på samfundets tinder. Han er Israels nye finansminister – en drømmepost, som han under regeringsforhandlingerne gik benhårdt efter. Hans dagsorden er øget social retfærdighed for den almindelige israelere, eller som man siger i Danmark, for politimanden og sygeplejersken. Kahlon tjente under en tidligere Bibi-regering som minister for telekommunikation. Her formåede han at få gennemtvunget konkurrenceregler, der åbnede telemarkederne op for flere operatører.

Effekten indtraf hurtigt: billigere telefonregninger. Israelerne hyldede ham som en folkehelt, og man talte som ”den cellulare revolution”. Man anerkendte pludseligt, at politik kan skabe forandring. Alle var glade. Bortset fra Bibi, der følte sig presset af Kahlons succes og voksende selvtillid. De onde tunger fortæller, at Bibi isolerede Kahlon, der tog konsekvensen og forlod Likud.

Nu er han tilbage som partileder og finansminister. Han vil forsøge at overføre sine metoder fra telesektoren på andre sektorer, hvor der i hans optik mangler reformer. Første mål er boligmarkedet og banksektoren. Generelt oplever israelerne, at månedslønnen er i komplet ubalance med de reelle leveomkostninger, der i visse aspekter ligner nordeuropæiske leveomkostninger. OECD blåstempler israelernes oplevelse social ubalance og har gennemført studier, der viser, at der i Israel lever flere fattige end i noget andet OECD-land. De sociale forskelle i Israel er enorme. Kan Kahlon gøre en forskel igen?

Kahlons udfordring er den samme som Bibis. Der skal kun en parlamentariker til for at spænde ben for Kahlons ønskede reformer. Der skal kun være en parlamentariker, der har modsatte interesser, og Kahlon står i stampe. Og den parlamentariker kunne sagtens være Bibi selv, der er kendt for at have nære relationer til Israels tycoons, der nyder godt af at agere i et marked, som i mange henseender kendetegnes af de facto industrimonopoler.

Jødisk Hjem
Sidst, men ikke mindst finder vi Jødisk Hjem i regeringen. Partiet er nationalreligiøst, bosætterbevægelsen politiske hjem og modstander af etableringen af en palæstinensisk stat. Jødisk Hjem har sat sig på de værditunge ministerier uddannelsesministeriet og justitsministeriet. Israels venstreorienterede intelligentsia er sat i skatmat.

Særligt dvæles der ved den unge justitsminister, Ayelet Shaked, der betragtes som en politisk hard-liner af de helt hårde. Hun er ufravigelig i sin støtte til, at Israel skal være en jødisk stat, og Israels jødiske identitet skal styrkes i landets grundlove og stå før grundlovenes nævnelse af demokrati. De moderate israelere frygter, at Shaked vil gå i krig imod Israels domstole, der er bemyndiget til at intervenere og afvise lovforslag, der kendes uforenlige med grundlovene. Shaked og hendes parti ser de juridiske autoriteter som et udemokratisk domstolevælde, hvis indflydelse skal holdes fra døren. Derudover vil Shaked øge politikernes mulighed for at udpege nye dommere. Dommerstanden selv holder vejret og afventer i spænding Shakeds første initiativer.

For så vidt angår konflikten med palæstinenserne er der intet nyt at melde. Fredsdagsordenen er nærmest ikke eksisterende blandt regeringspartnerne. Ikke engang den moderate Kahlon kan siges at være interesseret i at fremme den dagsorden. Faktisk har han tidligere udtrykt sin støtte over for bosætterne og diskret opfordret til at legalisere en række af de ulovlige bosættelser. Ethvert tiltag, der kunne sætte skub i nye forhandlinger, vil før eller siden blive blokeret af Jødisk Hjem, der er bosætternes beskytter. Det eneste, der muligvis kunne gøre en forskel i forhold til at genstarte fredsprocessen, er amerikansk pres. Men det vil ikke kunne ske uden en ny regeringsdannelse, hvor Jødisk Hjem sættes på porten, og centrum-venstre partierne inviteres ind i varmen.

Alle muligheder holdes åbne, og Bibi har som et første skridt annulleret loven, der sætter loft over, hvor mange ministre, som måtte være i Israel. Loftet var indtil i sidste uge på 19 ministre, premiereministeren inkluderet. Nu er loftet væk. På den måde kan han honorere sit eget Likud-bagland og politiske desertører fra andre partier med ministertitler en masse, hvis det skulle blive nødvendigt for at sikre politisk stabilitet. Og det bliver det efter alt at dømme.

Der har allerede nu forekommet ”ministerafpresning” fra Likud-baglandet. Medlem af Knesset for Likud Ayoub Kara udtalte inden regeringsdannelsen på kryptisk vis, at hvis han ikke bliver mødt med en ministerpost, vil fremtiden byde på overraskelser. Direkte oversat: vink farvel til dit flertal, Bibi. Kara er en smagsprøve på fremtiden. Bibi er nødtvunget at mobilisere al sin magt og sans for politiske intriger for at sikre sin regering i den nuværende parlamentariske konstellation. Kara fik for øvrigt en viceministertitel.

Lasse Holm Grønning (f. 1977) er historiker med speciale i Israel. Han har arbejdet i Videnskabsministeriet, Danmarks Faste Repræsentation til EU og har senest ledet handelsafdelingen ved den danske ambassade i Israel. I dag er han lobbyist i Bruxelles. [Foto: Vomela]