Ida Auken: Venstre ser ud til at mene, at vi skal leve af middelmådighed

Ida Auken: Venstre ser ud til at mene, at vi skal leve af middelmådighed

01.09.2015

.

Det er ikke gratis at sikre mere og bedre undervisning samt dygtigere studerende og forskere. Det kræver en investering i fremtiden.

KOMMENTAR af Ida Auken, MF (RV)

EFTER EN lang valgkamp, hvor Venstre, DF og Liberal Alliance høstede mange point hos de studerende på at ville ændre i fremdriftsreformen, var det lidt af en bombe, der sprang forleden. Regeringen vil spare 8,7 milliarder kroner på uddannelsesområdet. Det blev der ikke nævnt et ord om i valgkampen. Tværtimod. Jeg var i adskillige offentlige paneldebatter, hvor både Venstre, DF og LA’s ordførere bedyrede, at man ikke ville skære på uddannelsesområdet, fordi det er det, vi skal leve af i fremtiden.

NEDSKÆRINGERNE BELØBER sig til besparelser på 3,3 milliarder kroner på de videregående uddannelser. Her vil både universiteter, erhvervsakademier og professionshøjskolerne blive ramt. Alle de videregående uddannelser har allerede effektiviseret for 2 procent om året, men pengene er blevet i sektoren – bl.a. til at tage imod flere studerende og hæve kvaliteten. Det betyder naturligvis, at der ikke er mange lavt hængende frugter at høste, og at det netop er kvalitetsløftet, det vil går ud over, hvis regeringen kører grønthøsteren hen over dem to gange.

 

Der er en grund til, at vi i vores regeringstid sendte de penge, der blev effektiviseret for i uddannelsessystemet, tilbage i sektoren. Det er, fordi Danmark skal leve af at have en veluddannet befolkning.
____________________

 

Liberal Alliances udannelsesordfører, Henrik Dahl, udtalte uden at blinke, at det ville blive en ”smal sag” at finde besparelser i den størrelsesorden. Uddannelsesministeren kaldte uddannelsesinstitutionerne ”kornfede”, mens undervisningsministeren gik så langt som at mene, at uddannelsesinstitutionerne ligefrem ville blive glade for at få lov til at lave disse enorme besparelser.

MEN DER ER EN grund til, at vi i vores regeringstid sendte de penge, der blev effektiviseret for i uddannelsessystemet, tilbage i sektoren. Det er, fordi Danmark skal leve af at have en veluddannet befolkning. Kloge lærere til at uddanne vores børn. Dygtige teknikere til vores små og mellemstore virksomheder. Topforskere, der kan løfte vores vidensniveau og være med til at udvikle nye løsninger, vi kan leve af i fremtiden. Venstre derimod ser ud til at mene, at vi skal leve af middelmådighed.

Selvom både erhvervslivet, fagbevægelsen og uddannelsesverden har meldt klart ud, at det er den helt forkerte vej at gå, er det min frygt, at Venstre, DF og Liberal Alliance vil køre frem med besparelserne. Vi må sætte vores lid til Konservatives kræfter for få bremset ulykken. Der skal et kvalitetsløft til på vores uddannelser. Kvalitetsudvalgets anbefalinger kan kun implementeres, hvis sektoren ikke bliver udsultet. Det er ikke gratis at sikre mere og bedre undervisning samt dygtigere studerende og forskere. Det kræver en investering i fremtiden. Det er det, vi skal leve af.

Ida Auken (f. 1978) er medlem af Folketinget for Radikale Venstre og er bl.a. uddannelses- og forskningsordfører. ILLUSTRATION: Løkke Rasmussen til møde med repræsentanter fra erhvervslivet [foto: Venstre]