04.11.2015

Merkel kræver, at de andre EU-medlemslande skal leve med konsekvenserne af hendes beslutning om at tage imod migranterne i så stort et antal. Det er bare ikke holdbart.

KOMMENTAR af Henrik Dahl (MF, LA)

Migrantkrisen har vist, hvordan EU på samme tid er alting og ingenting. I sin egenskab af ”alting” er EU et foretagende, hvis institutioner Danmark i betydeligt omfang har underlagt sig. I sin egenskab af ”alting” kan EU derfor nedkalde al landsens ulykker over et medlemsland, der ikke opfylder sine forpligtelser. Men i sin egenskab af ”ingenting” er EU samtidig et foretagende, der ikke i forhold til migranterne har udvist nogen vilje til at forsvare sig eller på andre måder optræde som en klassisk stat. Derfor tolererer EU de facto, at kontinentet er ved at blive invaderet af en folkemasse, der på længere sigt – hvis man skal tro en kapacitet som økonomen Tino Sanandaji (Berlingske, 25. september 2015) – vil forandre de lande, hvor den slår sig ned, dybtgående og ikke til det bedre.

Og her kommer det særligt penible ved hele situationen ind. EU har ikke sin legitimitet fra sig selv. Den kommer som bekendt fra, at et forbund af demokratier har delegeret deres legitimitet til EU’s institutioner.

EU tolererer de facto, at kontinentet er ved at blive invaderet af en folkemasse, der på længere sigt vil forandre de lande, hvor den slår sig ned, dybtgående og ikke til det bedre.
____________________

 

Men på den anden side: Skulle de medlemsstater, der i sidste ende har den demokratiske legitimitet, finde på at spørge deres befolkninger, om de ønsker varige forandringer af deres kultur og deres politiske institutioner, og skulle disse befolkninger efterfølgende sige ”nej”, vil EU’s første reaktion med en meget høj grad af sandsynlighed være at underkende det pågældende land. Det synes erfaringen fra Ungarn at vise – og om det passer, får vi snart at se i Polen.

Hvad er den egentlige drivkraft i dette? Den er, at EU’s politiske ”ingenting” i disse år fyldes ud af Tyskland. I udgangspunktet er EU en slags ”regeringsapparat uden regering” – men i stigende grad ser man, at det er Tyskland, der tager pladsen som den manglende regering. Denne konstruktion kan man passende kalde ”Berxelles” (en sammentrækning af Berlin og Bruxelles, selvfølgelig). Har man først fået øje på Berxelles, forstår man en mere generel mekanisme i disse år.

Som det følger af den økonomiske teori, men som mange bevidst eller ubevidst overså for femten år siden, kan man ikke opretholde en valuta, hvis man ikke fører en finanspolitik, der er tilrettelagt med henblik på at beskytte denne valuta. På papiret er de finanspolitiske mekanismer, der skal beskytte euroen, imidlertid ret svage, men det kompenserer Berxelles for – som ikke mindst Grækenland vil vide.

I udgangspunktet er EU en slags ”regeringsapparat uden regering” – men i stigende grad ser man, at det er Tyskland, der tager pladsen som den manglende regering.
____________________

 
Når det gælder Schengenaftalen, er det i forbindelse med migrantsituationen også blevet klart, at det er Berxelles, der tager stilling til, hvordan man forholder sig i situationer, der ikke er forudset i aftalen. Eller når det viser sig, at aftalen bygger på ikke-formulerede præmisser, der i realiteten er uholdbare eller ikke-eksisterende.
1) Schengenaftalen beskriver ikke på en fyldestgørende måde, hvordan EU skal forholde sig ved sin ydre grænse, dersom EU trues af en clear and present danger af ikke-væbnet karakter.
2) Schengenaftalen beskriver ikke på en fyldestgørende måde, hvordan EU skal forholde sig, hvis et land, der har til opgave at bevogte den ydre grænse, opgiver at gøre dette.
3) Schengenaftalen beskriver ikke på en fyldestgørende måde, hvordan EU og de enkelte lande skal forholde sig, hvis ét enkelt land fører en politik, der truer orden og stabilitet i andre EU-lande.

Derfor har Berxelles også her grebet initiativet og givet følgende svar til resten af EU:
1) Hvad angår den ubevæbnede invasion, er det grundlæggende noget, man må finde sig i.
2) Der kan forhandles med de lande, hvor opmarchen til invasionen finder sted, og der kan ydes praktisk hjælp der, hvor ”invadenterne” lander. Men EU skal ikke bevogte den ydre grænse med magt.
3) Tyskland og Sverige er som suveræne stater i deres gode ret til at føre en hvilken som helst politik, de ønsker at føre. Herunder den nuværende – skønt man i vide kredse, såvel i de to lande som udenfor – anser den førte politik for hovedløs.
4) Hvis Tyskland fører en politik, som landet i længden ikke kan magte at føre, vil landet gennem EU fremføre et krav om, at de øvrige EU-lande rager Tysklands kastanjer ud af ilden. Også i de tilfælde, hvor de pågældende lande højt og tydeligt har fremført deres forbehold over for Tysklands politik.

Sådan, som det er beskrevet her, virker Berxelles i disse år. Og hvad skal man så gøre ved det? Det eneste, der realistisk er at gøre, er at skabe en koalition af EU-lande, der kan gøre Berxelles mindre magtfuldkomment.

Man bør bemærke:
1) Der findes ingen traktater, som fastslår, at det er Berxelles, der afgør tingene i Europa.
2) Der findes ingen muligheder for at bremse et Schengenland, som fører en politik, der generer nabolandene voldsomt.
3) Og der findes ingen muligheder for at lukke de ydre grænser effektivt – selv ikke i de tilfælde, hvor grænsernes fortsatte åbenhed tydeligvis skaber de materielle betingelser for civil undtagelsestilstand flere og flere steder.

Det er alt sammen ganske uholdbart. Derfor burde Berxelles være det helt store samtaleemne overalt i Europa.

ILLUSTRATION: Kansler Merkel på togreklame for Irish Times i Dublin. [Foto: Canadian Pasific]