Havets Dag i Bolivia: Chile skal give os kysten tilbage, FN skal hjælpe

Havets Dag i Bolivia:
Chile skal give os kysten tilbage, FN skal hjælpe

10.04.2015


Bolivianerne markerede for nylig ”Havets Dag” – en national mærkedag, der fejres med intens patriotisme til trods for, at det er over 100 år siden Bolivia mistede sin kyststrækning til Chile. Evo Morales’ regering i La Paz håber at genvinde adgangen til Stillehavet gennem internationale retsinstanser, mens Chile afviser FN-domstolens kompetence i sagen.

ANALYSE af Minna Højland

De studerende har stået på en central plads i Bolivias hovedstad La Paz siden tidlig morgen. Med flag og tålmodighed venter de i lange køer på at få lov til at marchere. “Vi er klar. Vi har øvet i mere end en måned. I dag mindes vi tabet af havet for aldrig at glemme, at vi bolivianere fik frataget, hvad der retfærdigvis var vores,” siger Yuri Acarpi, en af de mange skolebørn og studerende, der har fået fri til at vise deres patriotisme på denne helt særlige dag. D. 23. Marts er Havets Dag i det sydamerikanske land. Her mindes man nederlaget til nabolandet Chile I 1879, hvor Bolivia som den tabende part i Stillehavskrigen måtte opgive et område svarende til Grækenland – inklusive sin 400 km lange kyststrækning. ”Disse optog er vigtige for at mindes den dag, hvor vi mistede vores adgang til havet til Chile. Om vi så må vente i timevis er det en del af vores offer for at vise vores kærlighed til vores fædreland”, forklarer en anden tålmodig studerende i køen, Ramiro Loza, en kommende bachelor fra San Fernando-kollegiet I La Paz.

Bolivia kræver genforening med havet
Det forekommer måske som en selvpinende form for patriotisme at lave en større national begivenhed ud af at mindes et så eftertragteligt nederlag. Men netop i år håber bolivianerne, at mærkedagen vil kunne bruges til at fejre en snarlig generobring af den tabte kyst. I forbindelse med Havets Dag i 2013 indbragte Bolivia Chile for FN’s Internationale Domstol (International Court of Justice, ICJ) med krav om, at Santiago ”i god tro” skulle genåbne forhandlinger med La Paz om ”en suveræn adgang til havet”. Efter at have ”lyttet til det bolivianske folk” overrakte Bolivias præsident Evo Morales personligt søgsmålet i Haag med besked om, at hans nation aldrig ville opgive sit krav på havet. Chile anfægtede i juli samme år ICJ’s autoritet til at udtale sig i den prekære sag. Men endnu før det vides, om sagen vil blive taget op, udtalte Morales for nylig, at bolivianerne nu står tættere sammen en nogensinde, forenet i en stærk overbevisning om, at Bolivia “i fornuftens, historiens og retfærdighedens navn vil genvinde rettighederne til Stillehavskysten.”

Betydningen af 400 km kyst
Bliver Bolivia genforenet med havet, kan det få væsentlig betydning for landet i Andesbjergene, der trods store forekomster af mineraler er Latinamerikas fattigste stat. Bolivia, der siden 2006 har været ledet af kontinentets første indfødte præsident, hører til i kategorien af såkaldte indlandsstater eller landlocked countries. Med de exceptionelle undtagelser af Schweiz, Luxemburg og Lichtenstein er disse lande ofte mindre udviklede og lider under manglen på de økonomiske og infrastrukturelle fordele ved adgang til havne og kyster. En fjerdedel af Bolivias befolkning på knap 11 mio. lever i ekstrem fattigdom, og landet har store problemer med arbejdsløshed. På trods af, at den tabte kyststrækning har vist sig ekstremt værdifuld og rummer nogle af verdens største kobberminer, er det værd at bemærke, at Bolivia ikke kræver selve territoriet tilbage.

I stedet kræver regeringen i La Paz en revision af den traktat, Chile og Bolivia indgik i 1904, som danner juridisk grundlag for de to landes aktuelle aftale om afgang til havet. Aftalen – som Morales hævder, at Bolivia underskrev under tvang – giver bolivianerne privilegeret adgang til eksport via Chiles havne i Arica and Antofagasta. Bolivia hævder dog, at Chile ikke overholder aftalen og dermed sænker og fordyrer den store andel af Bolivias eksport, der transporteres gennem nabolandet.

Landet uden kyst fejrer Havets Dag
Der er intet belæg for at hævde, at en restaureret adgang til den tabte kyst vil katalysere de mange fattige bolivianere op i et middelklasseliv eller være en mirakelkur for Bolivias økonomi (der dog allerede er vokset med gennemsnitligt fem procent gennem de sidste otte år). Men i tillæg til potentielle økonomiske gevinster, har det tabte hav også en kolossal symbolsk betydning i den bolivianske befolkning. På tværs af socio-økonomiske og politiske skel hersker en udtalt opfattelse af, at Chile har tilegnet den 400 km lange, lukrative kyst på uretfærdig vis. Bolivias ekspræsident, Carlos Mesa, der officielt repræsenterer Bolivia i Haag, opsummerede den almene forståelse af sagen, da han forklarede, at Chile er ”en nation med en gigantisk kyst, som man har fremdyrket på ekstraordinær vis ved at tage hele den bolivianske kyst og ikke ubetydelige dele af Perus kyst.” Bolivias vicepræsident Alvaro Garcia har beskrevet Chile som “regionens bad boy” og “uvenlig, provokerende og aggressiv.”

Overalt i Bolivia – inklusive i regeringsbygninger – støder man på et gammelt kort, der fremfor at vise de nutidige grænsedragninger afbilleder Bolivia i en udgave med kyst. ‘Havspørgsmålet’ indtager en dominerende plads i Bolivias nationale bevidsthed. Skolebusser og taxaselskaber er opkaldt efter havet, ligesom offentlige pladser i Bolivias byer er navngivet efter den tabte kyst og tjener til at minde befolkningen om tabet af, hvad “der retfærdigvis er Bolivias,” som Morales udtalte ved dette års markering af Havets Dag.

Chile afviser dialog om suveræn adgang til havet
Selvom man ikke skulle synes, at de nuværende regeringer i La Paz eller Santiago kan holdes ansvarlige for en krig, der udspillede sig i det forrige århundrede, har bolivianerne ikke opgivet kravet på kysten. Bolivia udfordrer dermed den grundlæggende respekt for grænsedragninger, som det internationale system er baseret på. Men overfor Morales selvsikre fremfærd fremstår Chiles præsident, Michelle Bachelet, ligeså stejl i sin insisteren på, at Chile har international ret på sin side. Landets udenrigsminister Heraldo Muñoz fastslog så sent som d. 23. marts, at ”dørene er lukkede” for enhver dialog om at omgøre Chiles suveræne ejerskab af kysten. ”Det er ikke os, der har lukket dørene,” understregede udenrigsministeren i et interview med Chiles National-TV, ”men bolivianerne selv, da de, ved et historisk fejltrin, unilateralt bragte denne sag for Haag.”

La Paz satser på høfligt diplomati
Morales’ regering insisterer dog fortsat på, at alt hvad Bolivia kræver, er at åbne dialogen. Strategien i præsidentpaladset i La Paz synes at være at fremstille den fattige Andesstat som det forurettede, men freds- og retfærdighedselskende folk, der søger en civiliseret forhandling indenfor de diplomatiske regler, det internationale samfund selv har udstukket. Morales beklagede, at Chile – ved at anfægte ICJ’s kompetence – ”forsøgte at omgå internationale instanser og mekanismer”. Bolivia har derimod ”altid satset og vil altid satse på dialog, forhandling og forsoning mellem folk til bilæggelse af deres tvister, og […] er en kultur af fred og dialog, ikke en kultur af aggression.”

Tonen til trods, har Morales konsekvent fastholdt, at dialogen mellem de to lande bør være diplomatisk og saglig. Senest gik han d. 1. April så vidt som at fyre sin forsvarsminister, Jorge Ledezma, der i en slet skjult politisk provokation var fløjet til Chiles oversvømmede Copiapó-ørken med nødhjælp bestående af 13.000 liter vand iført en jakke med det påtrykte budskab ”havet tilhører Bolivia”. Morales gav en officiel undskyldning til det chilenske folk og understregede, at Bolivia ikke ønsker at politisere en humanitær katastrofe. Før Bolivia valgte at satse på internationale instanser, har skiftende regeringer i la Paz gjort forskellige forsøg på at genvinde det tabte territorium, nogle mere kreative end andre.

I 2012 forsøgte man for eksempel at få den amerikanske skuespiller Sean Penn, der blandt andre politiske engagementer er kendt for sit nære venskab med Venezuelas forhenværende præsident, Hugo Chávez, til at lægge pres på Santiago for at imødekomme Bolivias ønsker. Senest annoncerede Bolivias socialistiske regering i december 2013, at man havde inviteret Pave Francis på besøg i Andesbjergene – et besøg, der undrede mange, og som Chile ikke har været sen til at advare La Paz imod at bruge politisk.

La Paz og Santiago på vej til Haag
Hvert kuldsejlet forsøg på at finde en løsning har tæret på de diplomatiske forbindelser mellem de to naboer, der ikke har haft ambassadører i hinandens hovedstæder siden 1978. Ifølge Morales bringer Bolivia ikke kun sagen op i Haag for at finde en løsning på et konkret problem, men også i et forsøg på ”permanent at lukke et åbent sår mellem to nationer.” Morales’ aktuelle insisteren på høfligt diplomati skal ses i lyset af, at et helt afgørende skridt i sagen om adgangen til havet er nært forestående. D. 4-8 maj vil jurister fra både Chile og Bolivia nemlig fremlægge deres argumenter for og imod FN-domstolens autoritet.

Hvis ICJ accepterer sagen, vil domstolens afgørelse være bindende og kan inspirere yderligere ændringer af grænsedragninger i Latinamerika. Allerede i januar 2014 afgjorde ICJ i en lignende sag, at Chile skulle overdrage rettighederne til et 50.000 km2 stort område af Stillehavet til Peru, ligeledes tabt i krigen i 1800-tallet. Hvis domstolen tilmed imødekommer Bolivias sagsanlæg mod Chile, kan afgørelsen også lægge pres på endnu en regional spiller, Colombia, der hidtil har afvist at implementere en anden ICJ-afgørelse om at give et område af det Caribiske Hav tilbage til Nicaragua. Således vil FN-domstolens afgørelser ikke kun få betydning for, hvorvidt bolivianerne hvert år i marts skal markere tabte kyster eller generobret hav, men også, om vi på en større skala kan se frem til at revidere Latinamerikas aktuelle grænsedragninger.

I et indlæg i avisen Pagina Siete minder Karen Longaric, ekspert i international ret ved Bolivias Universidad Andina dog om, at der venter et langt og uvist efterspil – selv hvis ICJ accepterer sagen, og den falder ud til Bolivias fordel. I så fald vil ICJ ikke kunne afgøre, hvorvidt Bolivia skal have suveræn adgang til kysten, men kun forpligte Chile til at genforhandle aftalen – og som hun bemærker, vil udfaldet af de forhandlinger afhænge af Chiles velvilje. Tilbage ved søhelten Avoras tørlagte springvand har Olga Mamani slået sin lille bod med slik og is op. Hun bemærker, at sagen virkelig har fat i bolivianerne: ”Det slår mig, at i dag er der mange unge med flag og den slags. Som om det her med, at Bolivia kræver adgangen til havet tilbage, har gjort os alle sammen mere patriotiske.

Denne patriotisme er bogstaveligt talt statsstøttet, idet Bolivias udenrigsministerium distribuerer den såkaldte ”Havets Bog” til undervisningsinstitutioner, så de studerende får den rette forståelse for den ”historiske uretfærdighed”, der er overgået landet. Og det ser ud til at virke. I hvert fald rejser bolivianerne, som Morales forsikrer, til Haag med fuld tro på, at bolivianerne ”i fornuftens, historiens og retfærdighedens navn” vil blive genforenet med det fortabte hav.

Minna Højland (f.1984) bor i Bolivia, hvor hun arbejder for FN (OCHA). Hun har to kandidater i hhv. internationale relationer og sociologi/statskundskab, taler spansk, og har tidligere lavet politiske analyser, både til fagfolk og bredere publikummer (bl.a. i Udenrigsministeriet og for RÆSON og Weekendavisen). ILLUSTRATION: Kysten ved Pisagua, nu Chile – tidligere Bolivia [foto: Cynthinee]