Catalonien: Et regionsvalg uden vinder?

Catalonien: Et regionsvalg uden vinder?

04.10.2015


Sidste weekends regionsvalg i Catalonien har efterladt spanierne med to fløje, der begge påberåber sig sejren. Særligt har selvstændighedsbevægelsen kåret sig selv som den moralske vinder og hyldet sit genvundne demokratiske mandat, mens nej-siden beskriver valget som en klar fiasko for separatisterne. Resultatet giver dog allerede nu en pejling på parlamentsvalget i december.

PERSPEKTIV af Anders Nedergaard Lassen

Weekendens regionsvalg i Barcelona gav ikke ét, men to resultater. På den ene side udråber den catalanske selvstændighedsbevægelse sig som valgets store vinder, da den nu sidder på 73 ud af 135 pladser i det catalonske parlament. Bevægelsen argumenterer således for, at den har fået et fornyet demokratisk mandat i kampen for selvstændighed.

Den modsatte side, som fik den største stemmeandel — men som på grund af valgsystemets indretning ikke fik vekslet stemmerne til et flertal i parlamentet — beskriver valgkampen og valgresultatet som en fiasko for selvstændighedsbevægelsen, der ifølge nej-siden snart burde erkende, at den både har mistet momentum og legitimitet.

Derfor er situationen meget spændt, og der lurer allerede svære udfordringer for separatisterne. I de kommende uger skal de nemlig nå til enighed om genvalget af den nuværende regionspræsident, Artur Mas — til trods for, at det nødvendige støtteparti, CUP, tidligere har meldt ud, at de ikke har i sinde at støtte Mas.

Et (u)demokratisk mandat?
Den såkaldte sejr ved det spanske regionsvalg gik til den nyligt formede koalition Junts pel Sí — Fælleslisten — der blev oprettet af en række partier i sommerferien, og som sammen kæmper for et ja til Cataloniens selvstændighed. Partiet oplevede den største tilslutning af de opstillede partier og fik knap 40 pct. af de afgivne stemmer.

Derfor var den nuværende regionspræsident og en af frontfigurerne i Fælleslisten, Artur Mas, en af de første i søndags til at hylde selvstændighedsbevægelsens sejr med sin meget kategoriske retorik: ”Catalanerne har i dag stemt ja til selvstændighed”.

Afgørende var det, at Fælleslisten sammen med koalitionspartneren — det venstreorienterede CUP — opnåede flertal i det catalanske parlament.

Dog falmer successen, når det spanske valgsystem sættes under lup. Valgsystemet er nemlig organiseret således, at de mindre provinser i Catalonien bliver tilgodeset. Konsekvensen er, at Fælleslisten sammen med CUP kun fik 47,8 pct. af det totale stemmetal — så i sammenligning med de 53 pct. af pladserne, som ja-partierne fik, giver stemmeantallet ikke et egentligt demokratisk mandat, lyder det fra nej-partierne.

Lavere ja-tilslutning i Barcelona
At selvstændighedsbevægelsen er så begejstret for valgresultatet, begriber professor Antonio Martín fra Universitat Autónoma de Barcelona ikke. Han undrer sig over selvstændighedsbevægelsens manglende realitetssans:

”Selvom selvstændighedsbevægelsen forsøger at fremstille det anderledes, så var det i virkeligheden nej-siden, der vandt i søndags. Og selv hvis valget betragtes som et referendum, ville man stadig ikke kunne erklære selvstændighed — navnlig fordi der ikke er nogle demokratiske argumenter for det. Derfor ville det faktisk være direkte udemokratisk at erklære Catalonien selvstændigt på bagrund af valgresultatet,” siger han til RÆSON.

Samme holdning deler den unge statskundskabsstuderende Gonzalo Rodríguez fra Madrid: ”Hvis jeg skulle sige, hvem valget var en succes for, vil jeg sige ingen. Separatisterne vinder kun halvt, fordi de forsøgte at få begge flertal ved valget, men kun opnåede majoriteten af sæderne i parlamentet. Det tror jeg godt, de ved, ikke er nok. Omvendt har modstanderne af et frit Catalonien heller ikke vundet — mest fordi problemerne forsætter i samme grad herfra. Alle frygter, at separatisterne vil blive ved med at forsøge at fravriste sig fra Spaniens greb.”

Dermed har det valgtekniske haft stor indvirkning på det endelige resultat, og for selvstændighedsbevægelsen må det være endnu mere bekymrende, at der i Cataloniens hovedstad, Barcelona, ikke var det samme flertal til et ja som i ydreområderne. Valgresultatet i Barcelona viste nemlig en betydeligt lavere tilslutning til separatistpartierne. Hvis vægtningen af stemmerne havde været mere proportionel, havde det dermed medført en anderledes mandatsammensætning i parlamentet.

Uenighed om regionspræsidenten
Fælleslisten er trods et kanonvalg nødsaget til at inddrage CUP som støtteparti. Dette kan skabe kritiske spændinger, da CUP allerede før valget meldte ud, at de ikke så Fællelistens kandidat — den nuværende regionspræsident Artur Mas — som regionspræsident.

Årsagen skal både findes i, at CUP officielt siger, de ikke støtter kandidater, der har forbindelse til korruptionsskandaler — eller kandidater, der har været involveret i nævneværdige offentlige nedskæringer, hvilket Mas står på mål for at have gennemført under finanskrisen.

Holdningen er problematisk, da Mas om nogen er manden, der har tegnet selvstændighedsbevægelsen udadtil. Det vil være en udfordrende situation, både personligt og symbolsk for Fælleslisten, hvis ikke Mas bliver genvalgt som regionspræsident.

Interne problemer i selvstændighedsbevægelsen
Internt i CUP kan det også medføre interne spændinger, hvis CUP vælger at støtte Mas. Spørgsmålet er dog, om de reelt har nogle alternativer.

Årsagen til den mulige splittelse mellem partierne er ikke desto mindre klar: Problemet er ikke nødvendigvis Mas som person, men snarere at det eneste, partierne kan enes om, er målet: Et selvstændigt Catalonien. Derimod er midlet mere usikkert, da CUP i kraft deres meget venstreorienterede udgangspunkt ikke har i sinde at acceptere offentlige besparelser, hvilket vil medføre hårde magtkampe mellem de to partier.

Den aktive separatist Jose Martinez udtrykker det således:

”Det her samarbejde har ingen gode udsigter, og det er alvorligt for en ellers meget succesfuld selvstændighedsbevægelse”.

På nuværende tidspunkt går der rygter om, at CPU og Fælleslisten har aftalt, at valget af regionspræsidenten sker i de afsluttende forhandlinger, inden måneden er omme. Hvad der så nok ikke hersker enstemmighed om, er CPU’s forslag om at opdele regionspræsidentens magt mellem tre eller fire personer. Derfor kan der komme uforudsete problemer i konstitueringen af regionspræsidenten, hvilket vil være en symbolsk udstilling af, at selvstændighedsbevægelsen alligevel ikke er så enig.

En historisk grim valgkamp
Den korte medieanalyse af valgkampen er relativ simpel: Ja-siden var meget dygtigere til at styre dagsordenen i deres retning, og de formåede i højere grad at mobilisere catalanernes patriotisme. Derudover fik nej-siden ikke deres budskaber igennem på ’mindre vigtige’ områder som sundhed, mens nej-siden heller ikke fandt fodfæste i diskussionerne om selvstændighed.

Men valgkampen var også anderledes, fordi mange spaniere, især dem uden for Catalonien, har været kritiske og utilfredse med valgkampen. Til tider har den virket substansløs — med en alt for stor overvægt på selvstændighedsdebatten. Selvom dette var forventet, så var mange spaniere frustrerede over, at regionsvalget i Catalonien i grunden ikke handlede om temaer som folkeskoler eller sundhed, men blev oppustet til at være en ’skyggeafstemning’ om selvstændighed — uden de facto at være det.

Det ensidige fokus i valgkampen på spørgsmålet om at være en del af Spanien eller ej betød, at den hårde tone skabte en meget polariserende diskurs mellem ja- og nej-siden.

Regeringens taktiske fiasko?
Det er ingen hemmelighed i Spanien, at regionspræsident Mas og den stædige, spanske regeringschef Mariano Rajoy har haft et meget anspændt forhold gennem længere tid. Særligt fordi Rajoy har været særdeles kritisk over for det catalanske styre. På mange måder har Rajoy gennem hele forløbet forsøgt at tie hele selvstændighedsproblematikken ihjel ved ikke at indgå dialog eller fortie diskussionerne med catalanerne.

Samtidig er Mas, der afholdt en uofficiel afstemning om Catalonien sidste efterår, blevet anklaget af centraldomstolen i Madrid for både at have afholdt en ulovlig afstemning samt at have brugt offentlige midler i organiseringen af en ikke-bindende folkeafstemning. Afgørelsen, der kan sætte Mas uden for den politiske verden i helt op til 10 år, følges med spænding.

Catalanernes frustration over regeringschef Rajoys rolle i selvstændighedskampen er åbenlys, når man tyder tallene fra søndagens valgresultat: Her mistede det konservative parti ’Partido Popular’ nemlig otte sæder, hvilket omtrent halverer deres i forvejen sparsomme repræsentation i det catalanske parlament. På den måde var valgresultatet klart: De konservative er historisk upopulære i Catalonien, hvilket formentlig også vil ramme de konservative i Catalonien hårdere end forventet til det kommende parlamentsvalg i december.

Den unge separatist Lídia Alegret deler heller ikke samme begejstring for regeringschefen:

”Rajoy er og har været ualmindelig stædig gennem hele forløbet. Han lægger ikke op til en mulig dialog med den catalanske befolkning, og han behandler os catalanere, som om vi nogle gange ikke engang er en del af Spanien”.

Stilhed før storm
Men problemerne for Rajoy synes ikke at være endegyldigt negative. Uden tvivl står han i en slem skruetvinge mellem de separatistiske catalanerne og resten af spanierne. På den ene side er det ikke lykkedes ham at dulme catalanernes ønske om selvstændighed. Tværtimod har Rajoys stædighed nærmest været en drivkraft for catalanernes kamp. Omvendt kan han op til parlamentsvalget i december ikke risikere at miste vælgermæssigt momentum i de andre regioner, hvis han ikke forsætter sin hårde linje over for catalanerne.

Mere generelt for spansk politik er det også interessant, at det catalanske regionsvalg afslørede nogle spændende tendenser op til det kommende parlamentsvalg i december.

Umiddelbart virker det til, at det venstreorienterede parti Podemos er ved at miste momentum, mens centrumpartiet Ciudadanos — det parti, der fik anden flest stemmer i søndags — kan få en vital rolle ved valget. Socialisterne skal med deres nye leder Pedro Sanchez ikke glemmes, og meget tyder på, at der skal få ting til at afgøre valget.

Det meste interessante ved det kommende valg er dog på mange måder, at alle partierne, undtagen de konservative, har fået nye ledere inden for den seneste tid. Dette har indtil videre været forfriskende og sundt for det politiske klima i Spanien. I hvert fald har denne tendens været med til at overskygge mange af de tidligere triste sager om korrupte politikere.

I spørgsmålet om muligheden for et selvstændigt Catalonien fremstår opbakningen større end nogensinde, men ganske paradoksalt virker det meget urealistisk, at Catalonien opnår selvstændighed inden for den nærmeste fremtid. Udfordringen er, at der ikke ligger nogen mulighed for løsrivelse inden for grundlovens rammer — og, vigtigst af alt, at der ikke er et klart flertal hos catalanerne for selvstændighed, hvilket sidste weekends tvetydige valg er et bevis på. ◼

Anders Nedergaard Lassen (f. 1988) skriver for tiden sit speciale i statskundskab på Aarhus Universitet omhandlende helddagsskolens ulighedsskabende effekter. Tidligere har Anders været ansat på den danske ambassade i Madrid samt studeret førstedelen af en spansk master i arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitik i EU ved Universitat Autónoma de Barcelona. Anders kan kontaktes på anders.nedergaard.lassen@gmail.com.

[ILLUSTRATION (arkiv): Uafhængighedsprotest i Barcelona, 2010. Foto: Rob Shenk via Flickr]