Ukraine: Både venner og fjender bliver udfordringer for den nye præsident

Ukraine: Både venner og fjender bliver udfordringer for den nye præsident

29.05.2014


ANALYSE af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuroparedaktør

UKRAINES PRÆSIDENTVALG i søndags må betegnes som succes, selvom det mere eller mindre var umuligt at gennemføre valget i regionerne Luhansk og Donetsk, som er på separatisternes hænder. Og ukrainerne har fået en ny præsident, med et klart mandat fra ukrainerne: forretningsmanden Petro Porosjenko. Han vandt valget i første runde og har vundet også i de regioner, hvor den tidligere præsidents parti, Regionernes Parti står stærkt (fx Kharkiv). Porosjenko er utvivlsomt også det bedste bud ud af de 21 kandidater, der stillede op. Han er uden pletter fra sin tidligere politiske karriere, han er uplettet fra sin businesskarriere, han er veluddannet, taler perfekt engelsk og er med sine 48 år forholdsvis ung. Der ingen tvivl om, at han har reelle hensigter med sit land. Spørgsmålet er, hvorvidt han overhovedet er i stand til at indfri de forventninger, ukrainerne har til ham,. Fordi en ting er ønsker og en hel anden realiteterne

Realiteterne på hjemmebanen er blandt andet:
1) At to af landets regioner er mere eller mindre kontrolleret af separatister.
2) At Uafhængighedspladsen i Kijev er besat af nationalister og ultranationalister
3) At præsidentens modstandere blev besejret ved valget, men formentlig ikke har opgivet

Allerede mandag meddelte Porosjenko, at hans første rejse skal gå til Donbas-regionen og understregede samtidig, at han ikke vil forhandle med separatisterne, medmindre de nedlægger deres våben. I modsat fald er han parat til at forstærke antiterrorindsatsen og blandt andet udstyre det ukrainske militær med mere effektive våben, så det nemmere kan afslutte terroristernes dominans i regionen. Det er utvivlsomt en fornuftig disposition, men kun hvis det faktisk lykkes –først og fremmest: stopper volden. Hvis den til gengæld ender i blodbad og uskyldige civiles død og oven i købet ikke løser noget som helst, kan denne ufravigelige stil fra Ukraines nye præsident ramme ham som en som boomerang. De seneste begivenheder i Donetsk, hvor de seneste dage har budt på voldsomme kampe og hvor omkring 50 separatister meldes dræbt, peger desværre i den retning.

Porosjenko har ligeledes meddelt, at han er modstander af en føderalisering, dvs. en slags regional opdeling,. af landet og mener, at Ukraine skal forblive ét land. Alle de meningsmålinger, der er blevet offentliggjort i den seneste tid, giver ham umiddelbart ret i, at ukrainerne ønsker at forblive ét land, men kan man i en tid, hvor propaganda har kronede dage på begge sider af konflikten ,overhovedet stole på den type linger? Er det det virkelige billede af Ukraine også i fx Donbasregionen?

Porosjenkos udfordringer ligger dog langtfra kun i forhold til hans modstandere men også i forhold til mennesker, der formelt er på hans side. For nogle af de aktivister, der har været med til at bringe ham til magten, er de voldelige begivenheder på Maidan blevet en slags livsstil og ikke mindst en vej til anerkendelse. Det bliver utvivlsomt en udfordring at få disse mennesker, som fortsat camperer på Maidan, til at forstå, at krigen er ovre, og at de skal vende tilbage til deres liv. For de flestes vedkommende byder den daglige tilværelse formentlig ikke på den helt store spænding – og ofte heller ikke et job. Disse mennesker vil uden tvivl gøre alt for at blive på pladsen, beholde deres våben og ikke mindst deres revolutionære image, som giver dem identitet.

De kan derfor se en fordel i at modarbejde Ukraines tilbagevenden til ordnede forhold. Dét kan give en ekstra gødning til historierne om “de fascistiske kræfter”, der har taget over i Kiev og grave en endnu dybere grav mellem vest og øst.

Sidst men ikke mindst kan Porosjenkos indenrigspolitiske udfordringer komme fra nogle af de politikere, som han besejrede i præsidentvalget. Landets historie har vist, at de ukrainske politikere langtfra kan betegnes som demokratisk modne. De har tradition for at benytte sig af alle midler for at bekæmpe deres modstandere. Det er eksempelvis svært at forestille sig, at tidligere premierminister Julia Timosjenko blot vil trække på skuldrere over sit nederlag eller at ultranationalisternes leder, Dmitru Jarosj, blot vil gå i gang med en præsidentkampagne for præsidentvalget i 2019. Ukraines historie har vist, at landets politikere har en meget livlig fantasi med hensyn til de midler, de benytter i deres kamp med hinanden. ★

Ota Tiefenböck (f.1957) er RÆSONs Østeuroparedaktør; freelancejournalist med speciale i Balkan, Kaukasus og Øst- og Centraleuropa; blogger på Mr. East. Illustration: Poroshenko under sin kampagne, 19. maj 2014 [foto: Mark III Photonics/Shutterstock]