UKRAINE: Uanset hvad situationen ender med, vil Ukraine blive et stort problem for EU

UKRAINE: Uanset hvad situationen ender med, vil Ukraine blive et stort problem for EU

19.02.2014


Det er så godt som sikkert, at EU ikke har andet at tilbyde ukrainerne end sanktioner og opmuntrende ord om demokratiet.

Analyse af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuroparedaktør

UKRAINE er blevet Europas smertesbarn. Uanset hvad situationen i Ukraine ender med, vil den ende med at blive et stort problem for EU. Lige siden de ukrainske problemer begyndte i november har EU indtaget rollen som den demokratiske vogter i konflikten. Flere europæiske ledere besøgte Kijev og opfordrede oppositionspolitikerne til at kæmpe for deres demokratiske rettigheder og holde fast ved deres krav. Men har man i EU gennemtænkt de konsekvenser, konflikten i Ukraine indebærer, og er man villig at yde den hjælp, man indirekte har stillet i udsigt for ukrainerne? EU’s udenrigsministre skal drøfte sanktioner over for den ukrainske regering. Sanktionerne – hovedsagligt indefrysning af bankkonti for personer med tilknytning til den ukrainske regering samt indrejseforbud til EU – vil utvivlsomt gøre ondt. Men på den anden side: Er det ikke noget, der har ligget i luften i længere tid, så de personer, det berører har haft tid nok at flytte ihvert fald nogle af midlerne til et sikkert sted? Og er penge over hovedet det vigtigste, man tænker på, hvis lokummet brænder under en? Det er jo alligevel de færreste rige mennesker, som vil placere hele deres formue ét sted.

Sanktionerne ender formentlig med at blive vedtaget, men hvad har EU ellers at tilbyde – ud over en mindre pose økonomisk hjælp og smukke ord om demokratiet? Intet, og Ukraine bliver en dyr omgang for EU, uanset udfaldet af den nuværende situation.

Hvis demokratiet vinder: Hvis vi antager, at de demokratiske kræfter i Ukraine vinder – at Rusland opgiver landet og dropper sine tilbud om køb af ukrainske obligationer og billig gas tilbage – er EU mere eller mindre moralsk forpligtet til at få Ukraine på fode igen. Ukraine var allerede inden urolighederne et land, hvis økonomi var kørt helt ned, med høj arbejdsløshed og lav levestandard. At få Ukraine på ret køl vil kræve enorme økonomiske midler og ikke kun det – for Ukraine er et land helt uden demokratiske traditioner, som vil kræve enorme ressourcer fra EU`s side. Manglende demokratiske traditioner vil kræve et konstant tilsyn af landets demokratiske udvikling. Det er tvivlsomt, hvorvidt de europæiske ledere vil kunne finde opbakning hos deres vælgere til at spendere enorme summer – og da slet ikke i en tid, hvor der bliver lagt økonomisk pres på og stiller krav til flere ad EU`s egne medlemslande. Spanien, Grækenland, Portugal og Italien, ramt af recession og høj arbejdsløshed, vil utvivlsomt synes, at det er en dårlig idé, at EU bruger massevis af penge på Ukraine. At EU står foran et EP-valg, gør ikke ligefrem sagen bedre. Det kan forventes, at EU-skeptiske partier, som per definition er imod en udvidelse af EU, vil stå stærkere efter valget med større magt i Europa-Parlamentet. Skulle EU alligevel finde økonomiske midler til Ukraine og opbakning til på længere sigt at integrere landet i unionen, er europæerne så parate til at tage imod 46 millioner fattige ukrainere og åbne det europæiske arbejdsmarked for dem?

Hvis demokratiet taber: Såfremt Ukraine bliver kastet i borgerkrig, hvor de totalitære kræfter får overvægt, ser billedet ikke bedre ud, set med EU-øjne. En borgerkrig vil betyde kaotiske tilstande i landet og dermed mulig afbrydelse af importen af russisk gas, som flere EU lande er afhængige af. Det meste af den ukrainske eksport vil stoppe. Men vigtigere er, at det vil udløse en humanitær katastrofe af dimensioner. Det er formentlig ikke overdrevet, at millioner af flygtninge fra det vestlige Ukraine vil søge mod Vesteuropa, altså endnu engang en situation, som vil kræve enorme ressourcer, som vil mangle et andet sted (og formentlig betyde, at borgere et eller andet sted i EU må se deres levestandard forringet.

SITUATIONEN ser umiddelbart håbløs ud, især fordi EU med sin forholdsvis aktive tilgang til konflikten i Ukraine har skabt forhåbninger og forventninger hos den demokratiske del af befolkningen. Forhåbning om, at EU har andet at byde på end smukke ord om demokratiet og at Unionen nok skal redde ukrainerne. Den eneste løsning på situationen synes at være en forhandling og en fredelig kompromisløsning, men hvorvidt sådan en løsning over hovedet er mulig på nuværende tispunkt, er meget usikkert. Alt peger på, at ukrainernes ønsker ikke bliver indfriet, på samme måde, som de heller ikke blev indfriet ved Orangerevolutionen i 2004. Det var nemlig dengang Europa valgte at tabe Ukraine. Idag har det ikke hverken kræfter eller viljen til at genvinde det tilbage. ■

Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag, Tjekkiet) er RÆSONs Østeuroparedaktør. Tidligere redaktør ved Sjællandske Medier og nu freelancejournalist med speciale i Balkan, Kaukasus og Øst- og Centraleuropa. Skriver blandt andre for Information, Kristeligt Dagblad samt flere norske aviser. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. ota@tiefenboeck.dk. ILLUSTRATION: EU Council