Tyrkiet: Derfor vil Erdoğan nok nikke anerkendende til et uafhængigt Kurdistan

Tyrkiet: Derfor vil Erdoğan nok nikke anerkendende til et uafhængigt Kurdistan

20.08.2014


I Tyrkiet har kurderne længe været opfattet som en alvorlig trussel mod landets suverænitet. Noget tyder dog på, at situationen er ved at ændre sig. Her er syv grunde til, at præsident Erdoğan, de officielle udtalelser til trods, måske alligevel ville bakke op om et uafhængigt Kurdistan i Nordirak.

ANALYSE af Jakob Lindgaard


I 2005 afholdt lederen af det kurdiske område i Nordirak, Massoud Barzani, en uofficiel afstemning om kurdernes løsrivelse fra Irak. Ikke overraskende fik løsrivelsen opbakning af 95 pct. af stemmerne. Den 3. juli bad Barzani så sit parlament om at forberede en officiel afstemning. IS er dog foreløbig kommet i vejen. Og måske handlede udmeldingen mest af alt om at presse Bagdad til at tillade selvstændig kurdisk eksport af olie og gas. Spørgsmålene hænger nu i luften. Vil Bagdad anerkende et uafhængigt Kurdistan? Vil USA? Og EU? Hvad med Iran? Og Tyrkiet? Historisk har tyrkernes svar været et blankt “nej”. Men der er i hvert fald syv grunde til, at Recep Tayyip Erdoğan i dag måske ville nikke anerkendende til et uafhængigt Kurdistan i Nordirak.

Atatürk, Erdoğan og kurderne

Kurderne er verdens største nation uden egen stat. Omkring 35 millioner er de. Da det osmanniske rov skulle deles efter Første Verdenskrig, trak franskmændene og englænderne de nu berygtede streger i Levantens og Mesopotamiens sand. Den såkaldte “Sykes-Picot”-aftale fra 1916 ignorerede fuldstændig kurderne, men efterlod dog stadig plads til et muligt Kurdistan, som Kurderne med Sévres-traktaten fra 1920 fik stillet i udsigt i det Sydøstlige hjørne af det, der i dag er Tyrkiet. Efter forhåbningsfuldt at have hjulpet Tyrkernes Mustafa Kemal Atatürk mod især armenerne i den tyrkiske uafhængighedskrig fra 1919-22, kom kurderne — med deres ønske om autonomi — hurtigt til at stå som den største trussel mod Tyrkiets hårdt tilkæmpede nationale suverænitet. Havde det derfor været Atatürk-tro tyrkiske nationalister, der havde siddet med magten i Tyrkiet i dag, ville ethvert tiltag til kurdisk selvstændighed, selv i Nordirak, være blevet blankt afvist.

Men situationen er anderledes nu med Erdoğan ved roret. I 2009 åbnede han Tyrkiets første konsulat i den kurdiske hovedby i Nordirak, Erbil. I december 2012 tog Erdoğan også initiativ til en fredsaftale med den fængslede leder af den tyrkisk-kurdiske terrorbevægelse PKK, Abdullah Öcalan. I september 2013 ophævede han forbuddet mod brugen af de kurdiske bogstaver w, q og x. Ved samme lejlighed gjorde han det også muligt for tyrkisk-kurdiske børn at modtage undervisning på kurdisk i private skoler. Og så fjernede han den af kurderne så forhadte lovprisning af både tyrkiskhed og Atatürk, som de kurdiske børn hidtil havde været tvunget til at recitere hver morgen i skolen. Faktisk gemmer der sig bag denne serie af eksempler mindst 7 grunde til, at Erdoğan kunne tænkes at anerkende et uafhængigt Kurdistan, hvis det skulle blive aktuelt.

1) Kurderne er sunnimuslimske brødre med en fælles osmannisk historie

Man kan sige meget negativt om Erdoğan, men under hans regeringstid har kurderne i Tyrkiet fået det betragteligt bedre. I Erdoğans såkaldte “neo-osmanniske” optik, er der ikke længere fokus på den etniske brudlinje mellem tyrkere og kurdere. Kurderne betragtes ikke længere som farlige separatister, der truer Tyrkiets nationale suverænitet. I Erdoğans retorik er kurderne først og fremmest sunnimuslimske “brødre” og “søstre”. Store dele af den kurdiske befolkning er også konservative sunnimuslimer, som de fleste tyrkere. Fx har Barzani ligefrem rødder i den samme muslimske Naksibendi-orden som Erdoğan. Kurderne er simpelthen en mindre problematisk del af (den noget nostalgiske version af) det transnationale osmanniske imperium, som Erdoğan identitetspolitisk har drejet Tyrkiet tilbage i retningen af. Det fungerer nu som en skjult ramme om udenrigsminister Ahmet Davutoğlus (nu noget vingeskudte) udenrigspolitiske vision om “strategisk dybde” og “nul problemer” med naboerne fra 2009.

2) Erdoğan har allerede igangsat en fredsproces med PKK i Tyrkiet

Vi skal også helt tilbage til 2009 for at finde opstarten på den dialog, der i dag er kendt som de tyrkisk-kurdiske Oslo-forhandlinger. Her mødtes den nuværende Erdoğan-tro chef for det tyrkiske efterretningsvæsen, Hakan Fidan, med repræsentanter for PKK, den tyrkisk-kurdiske terrororganisation, for at lægge de første sten til en fredsaftale. Det gik dog helt galt. I december 2012 gik Erdoğan alligevel offentligt ud og meddelte, at Fidan nu forhandlede direkte med PKK’s fængslede leder Abdullah Öcalan. Det blev i marts 2013 til en våbenhvile og trods nogle tilbageslag også en lov i juli i år, der bl.a. sikrer amnesti til de mange PKK-krigere oppe i Kandıl-bjergene i Nordirak. Der er naturligvis noget valgstrategi gemt bag disse manøvrer fra Erdogans side. Men det ændrer ikke på, at der nu blæser mildere vinde fra Ankara mod kurderne end på noget tidspunkt før.

3) Den kurdiske region i Nordirak er Tyrkiets 2. største samhandelspartner

Der er også mere hårdtslående økonomiske grunde til, at Erdoğans indstilling til et Kurdistan i Nordirak synes at være mere positiv i dag. Den kurdiske region er Tyrkiets andenstørste samhandelspartner (efter Tyskland). 55% af udenlandske virksomheder i Nordirak er også tyrkiske. Erdoğans indenrigspolitiske succes hviler i høj grad på den imponerende økonomiske udvikling, Tyrkiet har oplevet under ham. Med EU på køl, en region i flammer og underskud på Tyrkiets handelsbalance, er et uafhængigt og stabilt kurdisk Nordirak klart at finde på Erdoğans ønskeseddel. Den relative stabilitet og velstand, som kurdiske Nordirak har oplevet de senere år, har skabt et stærkt marked for den ellers udfordrede tyrkiske eksport.

4) Uanset spørgsmålet er svaret “olie og gas”

Og så er der olie og gas. Tyrkiet råder ikke selv over disse ressourcer. Erdoğan har derfor en stærk strategisk interesse i dels at gøre Tyrkiet mindre afhængigt af Rusland og Iran, dels at styrke Tyrkiets geopolitiske position som korridor for især gas fra regionen til Europa. I den sammenhæng er kurdiske Nordirak i den grad leveringsdygtig. Ikke mindst efter at Barzanis Peshmerga-hær erobrede Kirkuk, da den irakiske hær flygtede fra IS i begyndelsen af juni. Kirkuk besidder Iraks anden største oliefelt. Og derudover har den eneste allerede eksisterende olierørledning fra Irak til Tyrkiet sit udspring i Kirkuk.

Iraks nu tidligere regeringschef, Nuri al-Maliki, i Bagdad var en sten i skoen på Erdoğans og Barzanis forsøg på at lave bilaterale aftaler om køb og transport af kurdiske Nordiraks mange petroliumsreserver. Så Erdoğan vil strække sig langt for at undgå det bøvl, Bagdad har vist sig at give på dette område. Meget kommer her til at afhænge af den linje, som Iraks nye regeringschef Haider al-Abadi kommer til at lægge. Men uanset udfaldet, vil kurdisk uafhængighed af Bagdad gøre mange ting lettere for Erdoğan og Barzani.

5) Flere fælles fjender og venner nu end nogensinde før

Fjende er blevet til ven og ven til fjende på en sådan måde, at kurdisk Nordirak og Tyrkiet nu deler flere fjender og venner end for blot få år siden. Det gælder især siden 2011, hvor USA trak sig ud af Irak, og Tyrkiet gik ind i det Arabiske Forår på den sunnimuslimske side. For det første er den kurdiske region gået fra i 80’erne og 90’erne at være den mest uroplagede og fjendtlige nabo, Tyrkiet havde mod sydøst, til i dag at være den mindst fjendtlige. For det andet skiftede Erdoğan med det Arabiske Forår den nævnte “nul problemer”-strategi ud med en mere konfrontatorisk linje over for den shiamuslimske side af diverse konflikter. I 2008 var Erdoğan den første tyrkiske leder, der besøgte Bagdad i 20 år. Men i 2012 gjorde Erdoğan shiamuslimske Maliki i Bagdad rasende, da Erdoğan tilbød den sunnimuslimske irakiske vicepræsident al-Hashemi asyl for Malikis forfølgelse, i øvrigt efter at ligeledes sunnimuslimske Barzani havde beskyttet Hashemi i Erbil i en tid. Maliki har de seneste år også været et stigende problem for Barzani. Barzanis kurdiske region har højst fået 11% af de 17% af landets olieindtægter, som den irakiske forfatning ellers lover dem. Og siden januar i år, har de ikke fået en krone. Det var Malikis straf for Barzanis forsøg på selvstændigt at eksportere olie til Tyrkiet.

For det tredje har Erdoğan og Barzani nu fundet sammen mod IS. IS har stillet Erdoğan i en prekær situation. Det skyldes, at Erdoğan efter alt at dømme længe støttede nogle af de grupper i Syrien, der i dag er at finde i IS’s rækker. For Erdoğan, var shia-alawitiske Assad det eneste virkelige onde i Syrien, og shiamuslimske Maliki det eneste onde i Irak. Sådan ligger situationen dog ikke længere. Erdoğan er stadig en tro støtte af Hamas og det Muslimske Broderskab i Egypten. Men det er slut med IS, måske især efter at IS tog 49 ansatte på det tyrkiske konsulat i Mosul som gidsler, da de indtog byen. Det diskuteres stadig, hvorfor de ikke blev trukket ud af byen. Gidslerne gør det svært for Erdogan åbent at støtte Barzani mod IS, og den tyrkiske presse har ligefrem fået lagt mundkurv på i sagen, fordi man frygter for gidslernes skæbne. Uanset hvad så har IS nu fået sat en endelig stopper for Erdoğans mere eller mindre åbenlyse støtte til ekstremistiske sunni-grupperinger i Syrien og Irak. Det har trukket den fælles front med Barzani endnu skarpere op.

Og så har IS skabt en fjerde og endnu mere overraskende alliance: nemlig mellem på den ene side PKK og dennes søstergrupperinger PYD i Syrien og PJAK i Iran og på den anden Erdoğan og Barzani. Så sent som i 2011-12 var der en slags borgerkrig mellem den tyrkiske regering og PKK i Tyrkiet, hvor over 700 mennesker ifølge International Crisis Group mistede livet i Tyrkiet. PYD har også jævnligt beskyldt Erdoğan for at støtte IS-grupperinger i Syrien. Det interne kurdiske forhold mellem Barzani og PKK/PYD/PJAK har også været mere end almindeligt anstrengt – Barzani har fx givet Erdoğan lov til at bombe PKK-baser i de nordirakiske Kandıl-bjerge. Endvidere fik spændinger mellem Barzani i Irak og PYD i Syrien simpelthen Barzani til at grave en dyb grøft langs deres grænse fornylig. Nu kæmper PKK og PYD på Barzanis side mod IS, og Erdoğans støtte til IS må formodes at høre fortiden til. Spørgsmålet er naturligvis, hvordan det hele vil se ud, når eller hvis IS bliver knækket. Indtil videre er fjender i høj grad blevet til venner.

6) Erdoğans udenrigspolitiske isolation er også selvstændigt vigtig

I 2011 pegede alle fra Tunis til Kairo og Bruxelles til Washington på Erdoğan som rollemodel for regionen. Siden da er han blevet stadig mere isoleret i såvel regionen som i forhold til NATO, USA og EU. En støtte til Barzani kunne klinke skårene også i forhold til Obama. Med IS er Irak pludselig også blevet en “nødvendig” krig for Obama. Selvom et opsplittet Irak er blevet set som en fiasko for Obama — både Biden og Kerry talte varmt for et forenet Irak for under 2 måneder siden — støtter USA nu Barzanis Peshmerga-styrker udenom Bagdad. Med en støtte til Barzani, ville Erdoğan sikkert kunne genvinde noget af det tabte terræn i forhold til Obama.

Erdoğan er også vigtig for Obama. Efter ikke engang at have snakket med Obama i næsten et år, ringede Obama sine lykønskninger ind, da Erdoğan forleden blev Tyrkiets første folkevalgte præsident. Også Merkel ringede med en note om, at Tyrkiet er en vigtig partner i en urolig region. Der er således potentiale for, at støtten til Barzani i kampen mod IS kan genvinde Erdoğan støtte også i USA og Europa.

7) Et uafhængigt Kurdistan ville stadig være afhængigt af Tyrkiet på en række områder

Et uafhængigt Kurdistan ville – om muligt – også være endnu mere afhængigt af Tyrkiet, end det er tilfældet i dag. Det gælder økonomisk såvel som energi- og sikkerhedspolitisk. Kurderne i Nordirak importerer omkring 80% af deres forbrugsvarer. Og store olieselskabers investeringer i området til trods er det stadig så som så med indtægterne. Uden selvstændig adgang til havne og med uroplagede Irak og Syrien i syd og vest og Iran i øst vil Tyrkiet nyde stor velvilje og gunstige aftaler i et Kurdistan.

Forbehold og ubekendte

Som nævnt og antydet hører der en række forbehold og ubekendte med til dette billede. For det første vil Erdoğan ikke indenrigspolitisk kunne holde til pro-aktivt at støtte op omkring et uafhængigt Kurdistan. Det såkaldte “Sévres syndrom” — det vil sige angsten for en opsplittelse af det nuværende Tyrkiet, som knytter sig til den nævnte traktat fra 1920 — sidder stadig dybt i mange Tyrkere. Det er fx en central del af den undervisning, de tyrkiske skolebørn har fået i flere generationer. En anerkendelse af et uafhængigt Kurdistan vil derfor gøre ondt langt ind i sjælen på mange tyrkere. Det ved Erdoğan godt. En fælles front med Barzani mod IS betyder lige nu også en fælles front med PKK. Fredsprocessen til trods er PKK stadig at finde på alverdens terrorlister, og mange tyrkiske familier har mistet medlemmer til PKK’s terror. Det vil således også være en svær pille at sluge. Erdoğan har da også spillet det nationalistiske kort i de sidste to valgkampe: “National vilje, national styrke” var slogannet eksempelvis i den seneste. Men mistroen til Erdoğan blandt de tyrkiske nationalister er stadig kolossal. Det ville være farligt for ham indenrigspolitisk direkte at støtte et uafhængigt Kurdistan.

Udenrigspolitisk er særligt USA og Iran vigtige. Direkte militær støtte til Barzanis Peshmergaer til trods, er det stadig tvivlsomt, om Obama vil lægge sin vægt bag et uafhængigt Kurdistan. Et opsplittet Irak vil stadig blive betragtet som en fiasko i Washington. Og med Maliki ude af billedet kan det blive endnu sværere. Erdoğan vil næppe gå enegang med en anerkendelse uden om Obama. Iran var hurtige til at anerkende al-Abadi. De vil sikkert modsætte sig en øget tyrkisk indflydelse i regionen. Efter at have støttet kurderne mod Saddam Hussein er forholdet til kurderne blevet køligere, nu hvor Teheran har fået magten i Bagdad. Iranske medier ser også snakken om en kurdisk uafhængighed som et israelsk plot mod Iran. Godt nok støtter Iran Barzanis kamp mod IS, og Barzani mæglede også en fred mellem iransk-kurdiske PJAK og Teheran i 2011, men kurdisk uafhængighed og øget tyrkisk indflydelse møder næppe glade miner i Teheran. Det kan også få Erdoğan til at holde igen med sin anerkendelse.

En ting er sikkert, Barzani har rigeligt at se til med IS i øjeblikket. En afstemning om uafhængighed ligger måske ikke lige for. Alligevel er der ikke stor tvivl om, at Tyrkiet under Erdoğan mere og mere betragter Barzani og den irakisk-kurdiske region som en partner frem for en trussel. Skulle de indenrigs- og udenrigspolitiske stjerner stille sig gunstigt, er der flere grunde til at tro, at Erdoğan vil nikke anerkendende til et uafhængigt Kurdistan, end der er til at tro det modsatte.


Jakob Lindgaard, Ph.D. og kender af tyrkiske og kurdiske forhold. Han har tidligere undervist amerikanske college studerende på halvårlige studieophold i København i forholdet mellem kulturel diversitet og social kapital i Skandinavien og i Tyrkiet. Foto: Ackels007 via Flickr.