Rundbord om Syrien:Naser Khader: Min personlige vurdering er, at borgerkrigen vil fortsætte de næste 10-15 år

Rundbord om Syrien:
Naser Khader: Min personlige vurdering er, at borgerkrigen vil fortsætte de næste 10-15 år

24.03.2014


Opdateret d. 25. marts kl. 10.20

Opmærksomheden omkring den syriske borgerkrig er dalet drastisk i takt med, at Vesten har rettet blikket mod uroen i Ukraine og Ruslands annektering af Krimhalvøen. RÆSON har interviewet en række eksperter om status på konflikten i Syrien og konsekvenserne af, at Vesten nu fokuserer skarpt på situationen i Ukraine.

INTERVIEW af Rie Sjørslev Hansen

RÆSON: Hvilke konsekvenser har det for konflikten i Syrien, at Vesten har blikket rettet mod Ukraine?

Peter Seeberg: Det er en tragisk realitet, at konflikten i Syrien for en stund forsvinder ud af vores kollektive bevidsthed. Men det får ingen betydning for krigen, da denne allerede synes fastlåst og – massivt mediedækket eller ej – formentlig vil fortsætte en rum tid endnu. Krige af den beskaffenhed varer ofte længe.

Andreas Kamm: Jeg tror ikke, Vesten let glemmer krisen i Syrien, men den kritiske udvikling mellem Rusland på den ene side og USA/Europa på den anden side gør det jo ikke lettere at blive enige om at finde en fredsløsning for landet. Lægger man op til, at olie og gas er centrale elementer i armlægningen mellem EU og Rusland og det forhold, at en energistrategi også har Iran som spiller – Iran, som er en central støtte til Assad – så ser det hele meget komplekst ud i forhold til en international enighed om at finde en fredsløsning på Syrien-konflikten. Så, Ukraine-konflikten må antages at gøre tingene endnu vanskeligere.

Naser Khader: Den officielle syriske reaktion fra Assad (og Iran i øvrigt) er, at Putin roses til skyerne – de mener, at han fremstår som en utrolig leder. Bag denne officielle begejstring gemmer der sig dog en syrisk nervøsitet for, at Putin på baggrund af den ukrainske konflikt vil miste sit fokus på Syrien og dermed også sin støtte til Assad. Syrerne frygter også, at USA vil gøre gengæld for Krim over for Putin ved at støtte de syriske oprørere. På denne måde vil det politiske fokus på Ukraine kunne falde til de syriske oprøreres fordel, hvis Putin bliver fedtet meget ind i Ukraine. USA har iøvrigt lukket syriske konsulater i USA, hvorved syriske diplomater, som er udpeget af Assads regime, bliver bedt om at forlade landet – det er blevet tolket som et angreb mod Putin i forbindelse med Ukraine-konflikten.

RÆSON: Hvad er status på konflikten i Syrien og på den sideløbende humanitære krise?

Peter Seeberg: Militært ser det ud til, at grupperinger omkring [oprørskoalitionen] Free Syrian Army (FSA) svækkes, mens regimets styrker tilsyneladende befinder sig i en status quo-situation. På det allerseneste har Bashar al-Assads styrker vundet frem lokalt, med erobringen af Krak de Chevalier som en spektakulær og symbolsk betydningsfuld sejr. Vinderen synes dog at være de islamistiske grupperinger, som samtidig efterlader et rodet billede af en kæmpende mangfoldighed, der snart kæmper mod Assads hære og militser (og ganske konsekvent også tager ansvaret for angrebet på den iranske ambassade i Beirut), snart udfører attentater mod FSA-ledere.

Desværre er den store taber den syriske befolkning, hvis eneste lyspunkt er foråret. Den humanitære krise antager katastrofale proportioner og et helt utilstrækkeligt hjælpearbejde har groteske vilkår at arbejde under. De libanesiske og jordanske lejre har for længst nået smertegrænsen og UNHCR melder om store vanskeligheder for de flygtninge, der ikke nyder lejrenes trods alt nogenlunde fornuftige beskyttelse.

Andreas Kamm: Konflikten fortsætter uden at der ser ud til at være nogen afgørelse i sigte. Der er ikke nogen, der pt. er i stand til at vinde på slagmarken. De eksterne parter ser ud til hele tiden at afbalancere styrkeforholdet mellem de stridende kræfter, så status quo nogenlunde opretholdes. Der er en vis mindre fremgang for regimet, men slet ikke nok til at afgøre konflikten.

Den humanitære krise bliver derfor hele tiden dybere. Flygtningestrømmene fortsætter, nabolandene søger at kontrollere deres grænser og dermed antallet at flygtninge, som indrejser. Det eneste land, som ikke gør det – eller kan det – er Libanon, som fortsat står med langt det største antal flygtninge, nemlig op mod 1,5 millioner. Det er en alvorlig belastning for landet, som kun har godt 4 millioner indbyggere.

Der er derfor fortsat brug for massiv hjælp til nabolandene, men man skal huske, at det er inde i Syrien, de allerstørste problemer findes. Der raser konflikten og der er 6,5 millioner internt fordrevet og endnu 4 millioner har brug for humanitær hjælp.

Naser Khader: Borgerkrigen eskalerer. Det er en kamp, hvor alle er imod alle. Udover de store flygtningestrømme er 500.000 mennesker blevet såret, en stor del af Syriens yngste befolkning lever en dagligdag uden skolegang, og derudover har konflikten forvoldt en stor del af befolkningen traumer for livet. Set ud fra et politisk perspektiv er forhandlingerne gået i stå, mens konflikten intensiveres. Rusland med Putin i spidsen havde taget alle former for initiativ til at bringe Syrien på den politiske dagsorden, men eftersom Rusland – og Putin – den seneste tid har flyttet fokus mod Ukraine, er den politiske debat om Syrien sat i bero. Dog har FN-mægler Lakhdar Brahimi, for nylig besøgt Iran med intentionen om at påvirke Syriens præsident, Bashar al-Assad, til at finde en løsning.

Alt i alt eksisterer der på nuværende tidspunkt en politisk magtesløshed overfor uroen i Syrien. I mellemtiden gavner det ikke just den anspændte situation, at der er sket en militær opdeling af landet, hvor jihadister hersker i det nordlige Syrien, mens Assad i selskab med Hizbollah styrer midten samt den vestlige del af Syrien, og Sydsyrien er overtaget af den syriske hær. Disse tre grupperinger kæmper samtidig en udmattelseskrig mod hinanden.

RÆSON: Hvad er din læsning af Israels angreb på Syrien onsdag? Kommer vi til at se en eskalering af konflikten imellem de to lande?

Peter Seeberg: Den israelske gengældelse er ikke nogen overraskelse. Hvorvidt det handler om en israelsk ambassade i Europa eller det sydlige Libanon: Israel insisterer altid på markant at demonstrere, at Israels sikkerhed har første prioritet. Når det er sagt, er det trods alt en aktion af begrænset rækkevidde og det er sandsynligvis helt bevidst. Vejsidebomben i Golan var næppe et bestillingsarbejde fra regimet i Damaskus og de israelske jetflys bombninger er – trods ofrene – en forholdsvis moderat reaktion. Vi kommer næppe til at se en optrapning af den israelske involvering i den syriske borgerkrig. Israel og USA ønsker ikke at bidrage til en yderligere regionalisering af krigen.

Andreas Kamm: Det er vanskeligt at vurdere risikoen for at Israel involveres, men hvis Libanon destabiliseres på grund af det store flygtningetal, den skrøbelige politiske situation og Hizbollahs deltagelse i krigen på Assads side, så kunne Israel måske se sig nødsaget til at tage sine forholdsregler i forhold til den sydlige grænse mod Libanon.

Naser Khader: Det israelske angreb på syriske militærbaser skyldes formentlig et ønske om at gøre gengæld af efter vejsidebombe ved den syrisk-israelske grænse, der sårede flere israelske soldater. Jeg tvivler imidlertid på, at Syrien står bag vejsidebomben mod Israel, eftersom at Syrien ikke er interesseret i at føre en krig mod Israel, da Assad på nuværende tidspunkt har sit fokus andetsteds. Israel udfører et gengældelsesangreb mod Syrien, selvom pilen efter alt at dømme er rettet mod Hizbollah. Hizbollah kan i givet fald have haft to motiver til at anbringe denne bombe: Et ønske om at gengælde bomber i Hizbollahs område i Libanon, som Hizbollah beskylder Israel for – eller at Hizbollah forsøger at genvinde den popularitet, de havde i den arabiske verden tidligere – netop på baggrund af deres modstand mod Israel. Den mistede de, da de gik ind i den syriske borgerkrig på Assads side. Hizbollah har med denne vejsidebombe forsøgt at genvinde en del af denne forhenværende popularitet ved at udføre et angreb rettet mod Israel. Israel ønsker med deres angreb mod syriske militærstillinger at sende et signal til Damaskus om at holde Hizbollah i ørerne.

RÆSON: Hvornår kommer vi til at høre mere til Syrien igen? Hvilken udvikling skal vi se i Syrien såvel som udenfor landet?

Peter Seeberg: Det er min antagelse, at vi i flere år fremover vil høre om en fortsat krig i Syrien. Islamisternes fremvækst på bekostning af den øvrige opposition og – relativt – på bekostning af regimet er alt andet end en garanti for en snarlig udvikling hen mod ro og stabilitet. Snarere det modsatte. Konflikten vil formentlig eskalere og blive endnu mere kalejdoskopisk. De regionale og internationale aktører har næppe effektive midler til rådighed, der kan standse den igangværende konflikt. Og ingen er stærkt motiverede for indgriben. Stærkt forenklet sagt bidrager situationen i Ukraine og – også vigtigt at nævne – den forsigtige tilnærmelse mellem USA og Iran – formentlig til at den syriske tragedie får lov at gennemspille alle akter frem mod en indtil videre helt ukendt finale.

Andreas Kamm: Nøden er så stor, at vi med jævne mellemrum vil høre om de forfærdelige forhold, flygtningene lever under, og om de forskellige særlige lidelser, visse grupper må gennemgå. Når endnu en vinter kommer vil vi igen se pressens dækning af flygtninge, som har akut brug for vinter-assistance for at klare sig i de kolde telte og de u-opvarmede boliger.

Hvis det ikke inden ret længe lykkes at få massiv hjælp gennem til de mange utilgængelige områder inde i Syrien, vil der også komme historier om de forfærdelige lidelser, mange tusinde mennesker gennemgår i det område. Så på den korte bane – de næste 1-1 ½ år – vil vi komme til at høre en del til konflikten – uanset Ukraine, Sydsudan, CAR og andre konflikter. På den lidt længere bane kunne man forestille sig, at konflikten går ind i en fase af lavere kampniveau, men stadig uden en afgørelse og uden en egentlig fred. Den situation kunne sagtens betyde at ”vi vænner os til” den uløste konflikt, som vi har ”vænnet os til” så mange andre uløste konflikter – i Afghanistan, i Irak, i Libyen osv.

Naser Khader: Selvom medierne har rettet blikket væk fra Syrien, ses den samme konflikt, som nu har præget landet gennem 3 år. I takt med at konflikten i Ukraine på et givent tidspunkt formentlig vil blive nedtrappet – eller: hvis der opstår endnu en massakre eller anvendelse af kemiske våben i Syrien – vil medierne endnu en gang rette deres blik mod Syrien. Min personlige vurdering er, at den syriske borgerkrig desværre vil fortsætte de næste 10-15 år. Jeg håber selvfølgelig, at jeg tager fejl. På nuværende tidspunkt er der ikke nogen udsigt til, at der dannes en løsning – hverken militært eller politisk. Jeg har derimod en frygt for, at nabolandene (Libanon, Jordan og Irak) vil involvere sig yderligere, end de hidtil har gjort. Og dermed kan det blive en regional konflikt.

Peter Seeberg, lektor, ph.d., Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet
Andreas Kamm, Generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp
Naser Khader, Mellemøstekspert, Senior Fellow, Hudson Institute, Washington, D.C.


Rie Sjørslev Hansen er chefredaktør på RÆSON. Hun er BA i Kinastudier, sprogofficer i pashto og læser nu Business and Development Studies på CBS. Hun har studeret på Beijing Universitet, været udsendt til Afghanistan på ISAF 10 og været i praktik ved ambassaden i Washington DC i afdelingen for udviklingspolitik.