Syrien:  Al-Assads propagandakrig

Syrien: Al-Assads propagandakrig

13.12.2014


I syriske medier fremstilles al-Assad som Syriens vej tilbage til stabilitet og en fredfyldt hverdag. Medierne kæmper ikke alene for at mobilisere politisk støtte, men også for at rekruttere folk til væbnet kamp i hæren.

Analyse af Zenia Ab Yonus

Krigen i Syrien foregår ikke kun i felten. Der udkæmpes også et slag via satellitter: Kampen for folkets gunst. De statsstyrede medier forsøger at påvirke syrernes holdning til den brutale krig igennem dækningen af aktuelle hændelser. Og her er rig mulighed for kreative udfoldelser, levende billeder og dramatiske lydspor. De værktøjer, der anvendes, skræddersyes til at bore sig ind i seernes bevidsthed og i alle aspekter af deres følelsesregister.

Propaganda fra alle sider
Medierne i Mellemøsten er kendetegnede ved, i højere eller mindre grad, at være underlagt censur, forbud imod ikke-statslige medier og en allestedsnærværende trussel om vold. Ejerskabet ligger oftest i hænderne på den politiske elite, der anvender medierne til at udbrede eller konsolidere deres magt. I Syrien er efterretningstjenestens afdeling, Politisk Sikkerhed, en af de institutioner, der overvåger og afstraffer ulydige mediefolk. Og retningslinjerne er simple: Tal pænt om præsident Bashar al-Assad eller forvent en straf.

Men efter opstandens start er den syriske stats lovprisning af al-Assad blevet udfordret igennem opponerende mediekanaler, store panarabiske mediehuse og citizen journalism – optagelser fra mobiltelefoner, blogs og lignende. Landets opposition gør alt, hvad de kan, for at fortælle historien fra deres perspektiv. Men denne modfortælling er ligeså propagandistisk som statens.

Al-Assad
Bashar al-Assad er søn af landets tidligere præsident, Hafez al-Assad, som døde i 2000. Efterfølgende fik Bashar al-Assad præsidentembedet, formandsposten for Ba’ath-partiet og rollen som øverstkommanderende for hæren. Indledningsvist i hans regeringstid var håbet om demokratiske reformer højt. Han tog pladsen fra sin bror, der blev dræbt i en bilulykke, og Bashars opdragelse og uddannelse var derfor ikke målrettet en fremtid som despot. Han blev uddannet læge med speciale i øjensygdomme og boede flere år i London, hvor han udviklede et internationalt netværk og udsyn. Hans politiske vision var oprindeligt at rydde op i bureaukratiet, rydde ud i korruptionen og løsne jerngrebet om blandt andet pressen.

Det viste sig dog hurtigt, at han holdt han fast ved, at styret skulle videreføre Ba’ath-partiets gamle linje trods generationsskifte i ministerierne. Partiets middel til mobilisering af støtte var, og er stadig, dyrkelsen af en personkult omkring præsidenten. Kulten har været meget synlig i det syriske gadebillede, også lang tid før opstandens start. I det offentlige rum ses den manifesteret i præsidentikoner i butiksvinduer, plakater på bygninger, små artefakter i taxaruder og alle mulige tænkelige og utænkelige steder. For butiksejere er det så godt som obligatorisk at have et billede af al-Assad hængende, til dels for at vise sin sympati, men for mange også for at efterleve det sociale kodeks, der bliver trukket ned over hovedet på folk med truslen om eller faktisk vold.

Religion er legitimitet – også i sekulære Syrien
I Syrien har enhed på tværs af sekteriske og religiøse forskelle været en vigtig komponent af den nationale identitet, som staten gennem årtier har reproduceret. Kristne, muslimer og jøder har historisk set levet i fred og fordragelighed i landet. Da Ba’ath-partiet kom til magten i 1963, og senere med konsolideringen af en politisk elite bestående af det religiøse mindretal af alawitter, blev Syrien udråbt til en sekulær stat, hvor religion var en privatsag. Syrien har dog aldrig været sekulært, og allerede under den tidligere præsident måtte den alawittiske minoritet kæmpe for at bevise deres tilhørsforhold til den sunniislam, de fleste i landet betror sig til.

Også i nutidens Syrien har staten taget magten tilbage over religionen. Religion er et vigtigt element for at skabe legitimitet, specielt når lederskabet ikke tilhører den religiøse majoritet. Efter Islamisk Stats fremkomst er de sekteriske skel inden for islam blev gravet dybere og brugt til at skabe både alliancer og fjender på tværs af landegrænser. Og det syriske styre er naturligvis klar over religionens voksende betydning.

Al-Assad portrætteres som troende muslim, og i medierne ses han bedende i moskeer, trykke hånd med religiøse lærde fra alle sekter eller endda ophøjet, nærmest helliggjort, gennem lovprisninger og sætninger som det kendte ”Kun Gud, Syrien og Bashar.” Ministeriet for Religiøse Anliggender overvåger og kontrollerer fredagsbønnerne rundt omkring i landet. Talerne transmitteres på tv fra Ummayade-moskeen i Damaskus, og det er tydeligt, at statens narrativ omkring den politiske situation i landet genlyder i den store hal, når imamen siger: ”Vi siger ja til lederen og efter al-Assad, er der en Assad og atter en Assad”.

Det er dog ikke alle i landets befolkning, der ser Assad som en from og rettroende muslim, på trods af mediernes narrativ. Nogle sunnimuslimer betragter alawitterne og sufimuslimerne, der er tæt forbundet med magthaverne, som vantro, og de finder det mere end problematisk, at en religiøs minoritet gennem statsapparatet, lægger faste rammer for, hvordan islam skal tolkes og udtrykkes. Foruden den væbnede kamp, så kommer denne modreaktion tydeligst til udtryk igennem tv-kanaler med hovedsæde i det sunnimuslimske Saudi-Arabien. På disse kanaler bliver styret i Syrien kritiseret meget eksplicit og ofte i religiøse vendinger, da alawitterne ikke anses som rettroende muslimer.

Historien om fjenden udefra
En af de stærkeste nationale narrativer i pressen er, at Syrien er regionens bastion over for Vesten. Og fortællingen om Israels planer om at smuldre landet lever i bedste velgående. Studieværter og journalister taler om al-Assad som forreste front i kampen imod altødelæggende Israel, og beskriver ham som fanebærer i missionen for at samle de arabiske lande i en nation. Han er symbolet på arabisk og syrisk nationalisme og stærk opponent mod al tankevirksomhed, der importeres udefra. Vesten ses som kolonimagt og som en enhed, der forsøger at kontrollere den arabiske verden og naturressourcerne i området.

Det syriske demokrati betragtes som skræddersyet til landets historie og demografiske sammensætning – og dermed eneste passende politiske system -og præsidenten lader sig ikke kue, men holder stolt hovedet højt og holder fast i, at løsningen på konflikten skal være helt igennem syrisk. Konflikten beskrives ikke som en borgerkrig, da krigen ikke er syrere imellem, men mellem den gode syrer og den udenlandske fjende. En vantro fjende er ifølge medierne en, der ikke kender islams sande kerne, som i Syrien er den moderate udgave af trosretningen. I medierne tages skarp afstand fra fanatisk islamisme, som de væbnede fjender repræsenterer. De mange forskellige fraktioner af den væbnede opposition nævnes ikke ved navn i medierne – med undtagelse af al-Qaeda og IS.

Igennem regional nyhedsdækning efterlader medierne indtrykket af, at mange arabiske lande er under angreb fra terrorister, der på brutal vis løfter islams banner i den ene hånd og dræber med den anden. Syrien fremstilles ikke som et isoleret tilfælde, men som en del af en større transnational krise, hvor sekterismen viser sit grimme ansigt overfor det tværreligiøse broderskab, som man i Syrien værdsætter så højt. Det kan for eksempel være nyhedshistorier om sekteriske angreb i Irak eller Sudan, som også fanatiske islamister affilieret med al-Qaida står bag.

Medierne prædiker for koret
En rapport lavet af den tyske NGO, Media in Cooperation and Transition, viser, at den mest populære kanal i Syrien er den privatejede Sama. Den ejes blandt andre af Bashar al-Assads famøse fætter Rami Makhlouf, og den statslige fortælling om krigen skinner tydeligt igennem på denne kanals sendeflade. Der er her, de fleste syrere søger nyheder, næstefter den panarabiske al-Arabiyya. Og det er også her, troværdigheden vurderes som højest, langt højere end på de statslige kanaler.

Når det er sagt, så skal det også nævnes, at kanalen har størst succes i områder, der overvejende støtter al-Assad. Man kan derfor tvivle på, hvorvidt der vindes nye seere. Det er mere sandsynligt, at man prædiker for et kor, der allerede tror på den syriske republiks demokrati. Man kan ikke skelne imellem, hvorvidt folk støtter frivilligt eller lader sig tvinge. Derfor kan omfanget af al-Assads reelle opbakning være meget svært at bestemme. Der findes dog uden tvivl mange, der ser styret som det bedste alternativ i en tid præget af så stor politisk usikkerhed. Selv folk, der støttede revolutionen, ønsker nu blot at styret skal blive, så de kan vende tilbage til et liv uden krig. På Sama camoufleres det autoritære styre i demokratiske strukturer som præsidentvalg, flerpartisystem, pressefrihed og verdslig lovgivning. Virkeligheden er en anden. Landet har været og er styret af truslen om vold. Og på trods af propagandaen er dette en slet skjult sandhed.

I oppositionelle medier gøres også brug af værktøjer, der rammer følelser og puster til det altopædende bål af had mellem al-Assads støtter og revolutionære. Ikke engang videoer fra håndholdte kameraer kan verificeres i et medielandskab præget af hård censur, og hvor den internationale presse er forbudt adgang. Ved ethvert af de millionvis af skud, er der forskellige sandheder om hvem, der affyrede. Kampen for at vinde den syriske befolknings opbakning fortsætter på de syriske tv-kanaler, imens raketterne raser, bomberne falder, og dødstallet stiger støt. Samtidig er den internationale presse forment adgang til landet, og det giver en dækning af konflikten, som er formet af ejernes agendaer – og det er ligegyldigt om det er vestlige, arabiske eller oppositionelle medier. I krig er sandheden det første offer. Og det kræver mange menneskeliv og politiske kompromiser i en post-konfliktfase at lappe sammen igen.

Zenia Ab Yonus (f.1987) er cand.mag. i Mellemøststudier fra Københavns Universitet. Hun har studeret Mellemøstens historie, det arabiske sprog samt rejst meget i regionen. Hun har været forskningsassistent hos CRIC (Centre for Resolution of International Conflicts) og har specialiseret sig i det moderne Syrien og særligt medielandskabet. Illustration: Indgang til citadellet i Damaskus. Foto: Travel Aficinonado