Selvstændighed: Er Catalonien tættere på end nogensinde?

Selvstændighed: Er Catalonien tættere på end nogensinde?

07.11.2014


Om få dage finder en uofficiel afstemning om Cataloniens selvstændighed sted. Folkeafstemningen er på forhånd erklæret ugyldigt af den spanske forfatningsdomstol, men alligevel synes kampen og muligheden for selvstændighed mere realistisk end tidligere.

Af Anders Nedergaard Lassen

For tiden prydes Barcelonas gader som aldrig før af farvefulde catalanske flag og skilte med stærke, politiske manifestationer. Tanken om ’Ara es l’hora’ (”nu er tiden”) er den primære følelse hos mange af de 7,5 mio. indbyggere i den catalanske region, og derfor drejer næsten hele den politiske dagsorden i Catalonien sig om regionens selvstændighed – på trods af situationens mange modsætninger.

Inspireret af den politiske udvikling i Skotland havde mange indbyggere og politikere i Catalonien håbet på at kunne teste deres ”selvbestemmelsesret” den 9. november – altså her i weekenden. Det skulle være sket i form af en bindende afstemning godkendt af den spanske regering. Planen gik imidlertid i vasken, da afstemningen blev erklæret ugyldig af forfatningsdomstolen i Madrid.

Men catalanerne accepterer ikke denne beslutning, og derfor er valglokalerne alligevel ved at blive gjort klar, og valgtilforordnede har tilmeldt sig i hobevis for at hjælpe til med afviklingen af afstemningen. For trods modstand fra Madrid gennemføres afstemningen efter planen – bare uformelt.

Det skaber selvsagt stor polemik om, hvad det er for en slags afstemning, der gennemføres den 9. november, og hvor repræsentativt resultatet kan blive: De, der ønsker, at Catalonien forbliver en del af Spanien, kan jo blive hjemme på sofaen og bagefter erklære, at det kun var separatister, der stemte.

Bananstat?
At ingen med sikkerhed ved, hvordan den catalanske afstemning præcist vil forløbe på søndag, synes næsten komisk og bananstatslignende. Senest har næstformanden for det catalanske parlament, Joana Ortega, sagt, at man ikke med 100 pct. sikkerhed kan vide, om alle afstemningstederne vil være åbne den 9. november.

Allerede dér bør de demokratiske alarmklokker blinke, og blandt andre den borgerlige politiker Alicia Sànchez-Camacho har da også været ude med skarpe udmeldinger i den spanske avis El Mundo om, at hvis ikke lederen af det catalanske parlament, Artur Mas, suspenderer afstemningen, vil der foruden klare politiske konsekvenser også være juridiske konsekvenser. De værste scenarier indebærer aflukkede valgsteder med offentlig afstemning ved håndsoprækning.

Usikkerheden om, hvad der sker søndag, spores også i samtale med de frivillige, som faktisk heller ikke har nogen anelse om, hvad der sker. Trods denne usikkerhed er det stadig separatisternes plan at tage ud til afstemningsstederne med stemmebrevet i hånden, og så ellers håbe på, at de kan få lov at afgive deres stemme.

Ingen af siderne i den ellers velfungerende, demokratiske spanske retsstat kan være tjent med denne usikkerhed, og derfor gør de såkaldte separatister meget ud af at sige, at dette er blot en afstemning for at vide mere om borgernes holdning til spørgsmålet.

Under alle omstændigheder er det en mærkelig afstemning, fordi man hører om det ene standpunkt – separatisternes – overalt, mens de, der ønsker fortsat forbliven inden for Spanien, er svære at finde i debatten. Som en bekendt catalaner sagde: ”Vi snakker ikke om selvstændighed eller ej, hvis vi er uenige. Bølgerne går hurtigt alt for højt, og det har gjort, at jeg næsten kun diskuterer temaet med folk, hvor jeg ikke har et venskab på spil”.

Delte holdninger blandt borgerne
De seneste meningsmålinger har – i lighed med målingerne før afstemningen i Skotland – vist næsten dødt løb mellem de, der ønsker selvstændigheden og de, der er imod. I slutningen af september viste lokale meningsmålinger, at 49,4 pct. af catalanerne ville svare ”si, si” til dobbeltspørgsmålet: ”Ønsker de, at Catalonien skal være en stat? Hvis ja, ønsker de, at denne stat skal være selvstændig?”

Men dette ensrettede billede smuldrer, når man taler med lokale borgere. De kan groft sagt inddeles i tre holdningstyper:
1) ”All-in seperatisterne”, der betingelsesløst tror på selvstændigheden;
2) nationalisterne, som er en relativ stor gruppe, der både ser argumenter og ulemper ved løsrivelsen; og
3) gruppen af både catalanerne og tilflyttede spaniere, der er klart – eller mere klart – imod. Midtergruppen er stor, men modsat tidligere synes udviklingen at gå imod, at flere og flere bliver en del af frihedskampen.

En medstuderende på det meget pro-catalanske Universitat Autónoma de Barcelona udtrykte forleden dette meget godt:
”Ikke-seperatisterne er ikke tilstede i gadebilledet, da den manglende støtte til kampen er ikke en populær holdning. Det ved folk godt, og derfor skilter de ikke med den”.

Selvstændighedskampen sætter derimod sit livlige og koloristiske præg på Barcelonas gader i dagene op til weekendens afstemning. På nationaldagen, den 11. september, gik hundredetusinder på gaden under Cataloniens rød-gule flag, men man kan ikke sige, at de alle nødvendigvis ønskede løsrivelse fra Spanien. Mange catalanere er drevet af en slags nationalromantik, der idoliserer deres næsten ubetingede kærlighed til det sprudlende kulturelle og økonomiske centrum, som Barcelona og Catalonien er. Frygten er derfor, om denne gør kærlighed gør blind for, hvad der er rationelt for catalanerne?

Den historiske kamp
Analysen må derfor være: Catalanerne er parate til at gå langt for at løsrive sig. Men hvorfor er trangen til selvbestemmelse og anerkendelse som selvstændig stat så vigtig for regionen?

Den patriotisme, man finder blandt flertallet af spaniere, genfindes ikke i catalanernes selvbevidsthed, og det vil være en slem overdrivelse at sige, at de føler sig som en del af Spanien. Catalanerne distancerer sig fra at være spanske ved at hænge regionens rød-gule flag ud på balkonerne, ved at snakke catalansk og ved at forbyde symbolske traditionelle spanske ting som fx tyrefægtning.

Selvstændighedskampen har historisk kørt i forskellige hastigheder, men noget tyder på, at den er blusset op på det seneste grundet finanskrisen. Årsagen til denne frigørelsestrang har både rod i historiske, kulturelle og økonomiske årsager – herunder den hensynsløshed, som den daværende konge, Felipe V af Spanien, udviste, da han nedlagde de catalanske institutioner og henrettede de oprørere, der ikke ville overgive sig, da Barcelona blev overtaget af Spanien i 1714.

Den hensynsløshed, catalanerne oplevede under diktatoren Francisco Franco er heller ikke glemt. Under diktaturet indførtes mange regler og forbud for at mindske den eksisterende regionalisme, og med slagordet ”hvis du er spanier, så tal på spansk” blev det mest symbolske for catalanerne – det catalanske sprog – forbudt både på gaden og i offentlige institutioner. Denne tid satte sine spor, og af samme grund er det i dag ikke tilfældigt, at catalanerne kerer sig meget om sproget. Formelt er spansk og catalansk ligestillet på universiteter, og i de offentlige skoler tales overvejende catalansk. Det betragter de catalanske nationalister som en sejr, men under systemets overflade går kritikken på, at børn i yderområderne ikke er dygtige nok til spansk og dermed mister evnen til at begå sig i resten af landet.

Selvfed nationalisme eller ulige partnerskab?
De økonomiske argumenter bag kravet om Cataloniens løsrivelse har især rod i, at catalanerne gennem længere tid har været utilfredse med den økonomiske udligningsordningen mellem de spanske regioner.

Catalonien er en af de rigeste og mest industrialiserede regioner i Spanien, og catalanerne er således – og ifølge mange med god grund – utilfredse med fordelingsnøglen mellem regionerne. De føler, at de betaler uforholdsvis meget til de fattigere dele af Spanien.

På den baggrund har centralstyret i Madrid præventivt forsøgt at imødekomme mange af kravene om øget autonomi fra Catalonien, og i dag fremstår Catalonien uden tvivl som en af de mest autonome regioner i Spanien. Og selvom forholdet mellem Spanien og Catalonien ikke er særligt varmt for tiden, forsøgte Madrid sig med en meget symbolsk håndsrækning at servere cava fra Catalonien og ikke champagne ved indsættelsen af den nye spanske konge i juni.

Det hører med til billedet, at mens mange tror, selvstændighed vil betyde guld og grønne skove, så advarer kreditvurderingsbureauer såsom Moody’s og Fitch om en potentiel nedjustering af regionens kreditvurdering, hvis regionen bliver selvstændig. Argumenter herimod synes at være, at al begyndelse er svær, men at situationen økonomisk næsten ikke kan blive værre end under krisen alligevel – og at dette ikke vil være problematisk på sigt.

Hvor lander diskussionen?
Et selvstændigt Catalonien vil nok ikke betyde, at regionen fra dag ét vil få mange af de politiske og økonomiske goder, der er ved at være en del af det europæiske fællesskab. Den konservative tolkning af det politiske landskab er derfor også, at det er svært at stole 100 pct. sikkert på, at alle forkæmperne for selvstændighed i sidste ende er helt sikre på, at en løsrivelse er det bedste for regionens fremtid. Har alle gjort sig grundige tanker om, hvor aktivistisk udenrigspolitik landet skal have og om regionen skal have etableret et selvstændigt forsvar?

Man kan sige, at Cataloniens selvstændighedskamp befinder sig i en form for ingenmandsland, hvor catalanernes muligheder er handlingslammede af forfatningsdomstolens afgørelse. Sikkert er det, at kampgejsten ikke slukkes søndag, og at et flertal vil afkræve en ny afstemning.

Men spørgsmålet er så også, om centraladministrationen i Madrid med en mere fordelagtig fordelingsnøgle og forhøjet autonomi tilfredsstiller catalanernes trang til selvstændighed? Skaber det ikke nærmere et ”mere-vil-have-mere”-scenarie, hvor Madrid snart ikke har andet at tilbyde end fuld suverænitet?

Som aldrig før
Det eneste der er sikkert er, at uanset hvor mange ”ja”-sigere, der er den 9. november, så har resultatet ingen juridisk gyldighed, og derfor forbliver Catalonien indtil videre en del af Spanien.

Men det fjerner ikke diskussionen fra de mere principielle og demokratiske spørgsmål, Catalonien har fælles med andre selvstændighedsønsker regioner som Skotland og Flandern. Har regionerne en demokratisk ”ret” til øget regional selvbestemmelse om nationalitet, og afkræver denne eventuelle ret – før eller siden – ikke en afklaring fra EU omkring, hvordan denne øgede regionaliseringen i Europa håndteres?

Denne reaktion kommer nok ikke foreløbigt, men mange følger med spænding afgørelsen på søndag. Afstemningen og tiden op til har sendt et signal til Spanien og Europa om, at Catalanerne som aldrig før er parate til at løsrive sig.


Anders Nedergaard Lassen (F. 1988) er kandidatstuderende ved Aarhus Universitet og studerer for tiden førstedelen af en master på spansk i komparativ beskæftigelsespolitik i EU ved Universitat Autónoma de Barcelona. [Illustration: Foto: SBA73 via Flickr]