RundbordPaula Larrain: V betaler prisen for mange års topstyring

Rundbord
Paula Larrain: V betaler prisen for mange års topstyring

27.05.2014


“Venstres formandskrise afslører samtidigt, at der ikke er andre i det store parti, som oplagt ville kunne tage over. Og her mærker man så problemet ved at have været topstyret gennem så mange år. Dette er ikke alene Løkkes skyld, men noget som Anders Fogh Rasmussen bærer et stort ansvar for. Trods alt havde han dog en afløser, men ikke ret mange ser ud til at kunne føle sig stensikre på den nuværende næstformand. Og det er naturligvis ikke godt. Nummer to i et parti skal altid være gearet til at kunne tage over. Vi har set både K og SF gå helt ned på ikke at kunne præsentere oplagte formandsprofiler ved et opgør”


af RÆSONS CHEFREDAKTION


1. “Noget, der kun kan betegnes som en jordskredssejr”. – Lars Løkke Rasmussen om Dansk Folkepartis succes i sin tale til partiet på valgaftenen. Hvad var valgets største overraskelse
PAULA LARRAIN: Det var ikke overraskende, at DF fik et godt valg, men selvfølgelig overraskende, at det gik dem SÅ godt. Årsagen er, at EU faktisk fylder ret meget i DF-vælgernes bevidsthed, mens de store partiers tilhæn¬¬gere i årevis enten har taget EU for givet eller med lav succesrate forsøgt at profilere sig selv på enkeltsager, der i det store hele har skadet EUs omdømme og dermed deres egen sag. Det var ventet, at de borgerlige vælgere på en eller anden måde ville straffe Løkke for de mange sager omkring hans personlige prioriteringer, men igen er omfanget af straffen alligevel overraskende.


2. Er Løkke reelt truet som Venstres formand?
PAULA LARRAIN: Løkkes foreløbige redning er, at der ikke er nogen stærk profil til at tage over. Det er ikke et særligt godt mandat at styre ud fra. Sagerne omkring ham har skabt en grundlæggende mistillid til ham og partiet hos borgerlige vælgere. Det er ikke blot en forbigående presseskabt ting. Det rammer ned i nogle grundlæggende borgerlige værdier, og det skal man tage alvorligt. Havde partiet så haft en stærk borgerlig politik, ville disse borgerlige frafaldne være mere tilgivende. Men det lader til, at man ikke har lyst til en formand, der både er midtersøgende og opfører sig uborgerligt.


3. Hvad er sandsynligheden for, at Dansk Folkeparti IKKE bliver et af Danmarks to største partier ved næste folketingsvalg?
PAULA LARRAIN: Man skal være varsom med at oversætte dette valg til indenrigspolitiske forhold. EP-valget er det første efter den økonomiske krise har vist sine konsekvenser og her har der været en mulighed for ved et relativt ufarligt valg at aflevere en protest. Der er formentlig mange vælgere, der dels er faldet for Messerschmidts overbevisende facon og dels har tænkt, at de da lige kan prøve det der DF nu, hvor det mest handler om EU og ikke så meget om indvandrere. Generelt er jeg ret sikker på, at gassen vil gå af ballonen ikke bare for det danske højreparti, men også for de øvrige europæiske højrepopulister gennem de næste fem år. Nu skal de jo ind og arbejde for det, de blev valgt til og når det viser sig, at de hverken kan gøre fra eller til eller måske blot bliver en del af det system, folk protesterer imod, ja, så skal vælgerne nok vælge anderledes næste gang. Det forudsætter selvfølgelig, at de har et alternativ og at de store, traditionelle partier ikke blot bruger EU til at komme af med de politikere, som man ikke ved, hvad man ellers skal gøre af – eller i øvrigt kører EU-politik med venstre hånd. Eller endnu værre: misbruger EU bevidst for en kortsigtet indenrigspolitisk sejr.


4. Bør Kristian Thulesen Dahl frygte Morten Messerschmidt?
PAULA LARRAIN: Ja og nej. Det er klart, at det bliver svært at komme uden om ham med det mandat, han har fået fra befolkningen. Han er blevet dømt dygtig og det bliver svært for Kristian Thulesen Dahl at sælge den modsatte historie, hvis han skulle ønske sig at gøre det. Men han skal naturligvis opveje, hvilken pris han vil betale for at få ham med. Omvendt har Messerschmidt ikke en solid indenrigspolitisk profil og trods alt har Thulesen Dahl bygget sin egen op gennem lang tid og hårdt arbejde samt udelt opbakning blandt andre stærke DF-folk. Skulle det nogensinde komme til et valg mellem de to både eksternt og internt, så står Thulesen Dahl afgjort stærkere. Foreløbigt handler det om at holde en eventuel konflikt imellem dem i ave. Og der er Messerschmidt jo stadig eksporteret ud af landet i en årrække. Om fem år er det ikke sikkert, at Messerschmidt har samme platform at stå på som i dag.


5. “Venstre kommer til at rykke sig” – Kristian Thulesen Dahl på forsiden af RÆSONs martsnummer. Hvad betyder DF’s succes for forholdet til Venstre – og for blå bloks kommende valgkamp?
PAULA LARRAIN: Det betyder nøgternt, at politik i Danmark kommer til at blive mere og mere centreret mod midten og henvende sig mest til middelklassen. Igen. Vi har allerede dybest set tre store socialdemokratier i Danmark, hvoraf Venstre og DF er to af dem. I det for Venstres vedkommende værste scenario, kan der ske det, at DF tager fra den ene side, mens LA og ikke mindst K vil tage vælgere fra den anden side. Og det kan gå meget stærkt.
Venstre har redet på en bølge af succes og storhed ved at fjerne sig fra sit liberale tankegods og orientere sig mod DF, men uden en klar borgerlig profil og samtidig med en stækket formand og en fornemmelse af manglende talent ned ad rækkerne, kan de ægte borgerlige vælgerne begynde at orientere sig mod LA og K. Hvis Venstre vakler, vil K afgjort få noget af det tabte tilbage, vel at mærke hvis partiet kan finde sig selv, sin politik og et par lidt stærkere profiler. Modsat Venstre har K oplagt guld i anden kolonne, som endnu ikke er kørt i front.


6. “Skeptikerne vinder. Det er et signal, vi er nødt til at tage ned. Vi, der tror på den europæiske sag, er nødt til at tage alvorligt at danskerne m.fl. synes, at der går også en grænse. Det håber jeg et nyt parlament og en ny kommission vil tage alvorligt. Så vi finder en ny og bedre balance […] og i højere grad end nu respekterer nationernes egenart”. – Lars Løkke Rasmussen, i sin tale på valgaftenen. Er Venstre ifærd med at ændre sin EU-politik – og på sigt: flytte magt tilbage til nationalstaterne?
PAULA LARRAIN: Det er farligt at gå baglæns. Det er fint at lytte til vælgerne, men det er nok endnu bedre, hvis EU-tilhængerne seriøst tager lederskabet på sig og i højere grad bidrager til at forklare, hvorfor EU er vigtig. Folket har ikke altid ret, selvom man naturligvis skal gøre, som flertallet bestemmer. Alene i Danmark har det vist sig – og selv i en krisetid – at EU-skepsissen falder. DF går ikke længere efter at få Danmark UD af fællesskabet, de vil selv være med og gøre systemet bedre. Det er ret afgørende for den kommende debat, at vi er med, selvom vi er kritiske. Jeg tror, at EUs tilhængere tager hyldestkvæden alt for givet. De glemmer at opstille alternativet. Hvad vil kritikerne gøre i stedet? Gøre det sværere at bevæge sig og skabe virksomheder på tværs af landegrænserne? Vil de stå alene handelsmæssigt over for Kina og USA? Tilhængerne har i årevis sjoflet kommunikationen af EUs virke og netop overladt styringen og diskursen til dem, der altid vil være lidt bange for den store verden.


7. “Venstre er bevæget sig ind på en midterkurs med målet om at blive et bredtfavnende, folkeligt midterparti. Jeg er liberal, og derfor er Venstre ikke længere partiet for mig”. – Kasper Elbjørn, der forlader Venstre dagen efter valget. Er de aktuelle konflikter i Venstre et udtryk for uenighed også om den politiske linje – eller alene et resultat af formandens bilagssager? Vil Løkke, der er blevet kritiseret for topstyring, være nødsaget til at ændre sin ledelsesstil?
PAULA LARRAIN: Venstres krise er større og dybere end bilagssagerne. Disse er blot dråben, som Kasper Elbjørn også giver udtryk for. I sidste ende handler det mindre om stil og mere om politik. En dårlig stil kan man leve med, hvis man er sikker på, at der vil blive ført en borgerlig politik. Paradoksalt nok er mange borgerlige tilfredse med den nuværende statsminister, fordi hun gør det, der skal til også set med borgerlige briller. Der skal naturligvis meget til for, at en borgerlig vælger at stemme på en erklæret socialdemokrat, men hvis der ikke er stor forskel på politikken, vil der under alle omstændigheder komme et pres fra højre. Venstres formandskrise afslører samtidigt, at der ikke er andre i det store parti, som oplagt ville kunne tage over. Og her mærker man så problemet ved at have været topstyret gennem så mange år. Dette er ikke alene Løkkes skyld, men noget som Anders Fogh Rasmussen bærer et stort ansvar for. Trods alt havde han dog en afløser, men ikke ret mange ser ud til at kunne føle sig stensikre på den nuværende næstformand. Og det er naturligvis ikke godt. Nummer to i et parti skal altid være gearet til at kunne tage over. Vi har set både K og SF gå helt ned på ikke at kunne præsentere oplagte formandsprofiler ved et opgør.


8. “Jeg er pavestolt” – Margrethe Auken. I dele af København var SF – som fik sit andetbedste EP-valg nogensinde – det største parti. Hvad kan SF lære af valget?
PAULA LARRAIN: At moderation og erfaring betaler sig. Kort og godt. Der er ro nu, erfarne kræfter har taget over, og uden for regering, kan partiet lige så stille bygge op igen. Der står respekt omkring Margrethe Auken og selvom man er født antiautoritær som parti, så lærer menige SF-ere vel lige nu, at det nok er meget godt med nogle, der ved besked om livet og som har været med fra før reality-TV. Generelt har venstrefløjen været præget af frisk ungdom, men når det kommer til stykket har selv ungdommen behov for noget kontinuitet og tryghed efter en storm.

9. “Statsministeren er excellent til at forvandle alle nederlag til sejre” – Lars Løkke Rasmussen i partilederrunden. Hvad bør Thorning lære af valgresultatet?
PAULA LARRAIN: Det kan godt være, at han mente det hånligt, men det er faktisk en kæmpe kompliment. For ja, borte var fokus fra Socialdemokraternes valgnederlag og pludseligt fremstår S-lederen som stærk og overskudsagtig. Hun lærer vel lige nu, at det kan betale sig at stå ved og holde ud. Og i øvrigt at afholde sig fra at deltage i happy slapping, når mediemøllen kører med en politisk modstander som genstand. Det var en klog strategi ikke at give efter for en eventuel lyst til at give igen.

Paula Larrain er chefredaktør på netmagasinet Dit Perspektiv samt journalist, ordstyrer og foredragsholder. Hun har været folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti. ILLUSTRATION: Anders Fogh Rasmussen besøger København som generalsekretær for NATO og holder pressemøde i Spejlsalen med daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen [foto: NATO]