Rundbord om Afrika: Homoseksuelles rettigheder under pres

Rundbord om Afrika: Homoseksuelles rettigheder under pres

02.07.2014


Mens de universelle menneskerettigheder i stigende grad bliver taget for givet i Vesten, synes flere afrikanske lande at gå i den stik modsatte retning, navnlig hvad angår homoseksuelles rettigheder. Uganda vedtog i februar 2014 en lov, der tillader at straffe homoseksualitet med fængsel på livstid. Blot få måneder tidligere vedtog Nigeria en lignende lov med op til 14 års fængselsstraf. I marts introducerede parlamentsmedlem fra DR Congo, Steve Mbikayi, et lovforslag med samme udgangspunkt. Trods fordømmelser fra Vesten og nedskæringer i økonomisk bistand. RÆSON har spurgt Nakiganda Hasifah, menneskerettighedsaktivist og ugandisk flygtning i Danmark, André Sonnichsen, adjunkt hos Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet, og Marc Epprecht, professor og institutleder hos Center for Globale Udviklingsstudier ved Queens Universitet, Canada, hvorfor.


RUNDBORD af Barbara Maria Herzog

RÆSON: Hvorfor ser vi denne modstand mod seksuelle minoriteter på det afrikanske kontinent?

Hasifah: Jeg tror, det er delvist forårsaget af mangel på tilstrækkelig uddannelse, men også historiske faktorer. Hundrede år tilbage var Uganda opdelt i forskellige kongedømmer med egne love for, hvordan man skulle praktisere sine traditioner. Homoseksualitet var ikke et tabu i disse traditioner, men blev praktiseret på en privat måde. Selv kongen udøvede, på diskret vis, homoseksualitet på det tidspunkt. Men da missionærerne kom lærte man de lokale folk om homofobi, fordi homoseksuelle ikke passede ind i de kristne normer.

Sonnichsen: Jeg tror, at det handler om mere end manglende oplysning. Som jeg ser det, er homofobien køretøj for en slags modstandsidentitet. Det handler om ønsket om at sige fra overfor Vesten. Vesten har taget monopol på, hvordan man bør indrette sit samfund, især siden afslutningen på Den Kolde Krig. Forestillinge om, at vi umiddelbart kan overføre en bestemt samfundsindretning via civilsamfundsudvikling og statsbygning møder igen sine begrænsninger. Uganda er endnu ét eksempel på denne begrænsning. Det er ikke tilfældigt, at fortalerne for anti-homoseksualitetslovgivningen har markeret vedtagelsen som en vigtig milepæl i landets postkoloniale dannelseshistorie. Altså, et trin i en befrielse fra Vesten. Det er en form for autonomi-bevægelse.

Epprecht: Jeg synes, det er vigtigt at pointere, at der samtidig er flere afrikanske lande, der indfører anti-diskriminerende love. Hidtil har ti underskrevet erklæringen fra FN’s Generalforsamling, hvor de anerkender seksuel orientering som en menneskeret. Lige nu er Sydafrika alene om at beskytte LGBTI [Lesbian, Gay, Bi-, Trans- and Intersexual, red.] i sin forfatning, men det kan ikke vare længe, før lande som Mauritius, Cape Verde, Mozambique og Botswana bevæger sig i en mere tolerant retning.

RÆSON: Asien, især Kina, har over de seneste ti år investeret kraftigt i Afrika. Den afrikanske økonomi er ikke længere så afhængig af ulandsbistanden fra Europa og USA, og afrikanske lande vender sig i stigende grad mod øst, der ikke har samme fokus på menneskerettigheder. Har den vestlige værdipolitiske udviklingsbistand spillet fallit overfor de afrikanske ledere?

Hasifah: Med hensyn til Kina, så får Uganda ikke noget ud af deres investeringer. Kineserne ansætter kun deres egne arbejdere – kinesere – på deres arbejdspladser. Lige nu har vi faktisk mange sager, der omhandler respektløs opførsel over for det ugandiske folk fra kinesernes side. Den gængse ugander er derfor ikke særlig tilfreds med den asiatiske indflydelse. Derudover så tilbyder Kina heller ikke støtte, der er i nærheden af hvad Vesten gør, hvorfor Afrika aldrig vil vende sig udelukkende mod øst.

Sonnichsen: Det er klart, at den kinesiske tilstedeværelse giver de afrikanske ledere nogle taktiske valgmuligheder, som de ikke tidligere havde. Det føler vi os provokeret af i Vesten, da vi har en meget kraftig overbevisning om, at vi bør og kan bruge menneskerettighedspolitikken til at ensrette og stabilisere styreformer i Afrika. I den forstand har vi den samme tilgang til lokalkulturen, som vi altid har haft. Nemlig, at lokalkulturen er irrelevant i forhold til udvikling og demokratisering. Vi får kun øje på den lokale kultur, når den bremser det politiske projekt, som vi prøver at folde ud. Det er lidt den samme anskuelse, som koloniherrerne, at Afrika til stadighed er noget, der skal laves om på. Men sandheden er, at reelt eksisterende menneskerettigheder altid kun har været et overfladefænomen i Afrika. Vi har allieret os med en lille lokalelite i kampen for menneskerettighederne, men folkedybet i afrikanske lande er os ukendt.

RÆSON: Har en styrket afrikansk fællesidentitet, f.eks. indenfor rammen af den Afrikanske Union, skabt en værdipolitisk dominoeffekt?

Hasifah: Jeg tror ikke, det er et spørgsmål om personlige relationer mellem de afrikanske ledere, men snarere, at de er på udkig efter måder at manifestere deres personlige indflydelse på. Hvorfor skulle de ellers foreslå de her tiltag nu og ikke før? Vi har haft homoseksualitet på kontinentet i flere århundreder. Det er altså et spørgsmål om forøgelse af personlig magt, ikke så meget et spørgsmål om økonomi.

Sonnichsen: Jeg tror, at mulighederne for at sige fra nu er bedre, end de har været i lang tid. Der er en stigende bevidsthed om, at Vesten møder kraftig modstand flere steder, også udenfor Afrika, og at den liberale verdensfred, som Vesten har promoveret de sidste 20 år, ikke længere er indlysende eller uproblematisk. Realiteterne er jo, at Vesten hverken kan bemestre den nye verdensorden eller Ugandas civilsamfund. Og måske heller ikke ønsker at forsøge længere. Andelen af donorpenge i afrikanske budgetter bliver mindre, og der er flere spillere på banen. Alle disse faktorer er med til at åbne rum for at gå andre veje end tidligere. Panafrikanisme er måske for meget sagt, men der er klart et ekko mellem mange af landene, der bakker op omkring dagsordenen pga. deres fælles historiske forhold til Vesten, som på mange måder stadig kan hævdes at være tilstede.

Epprecht: Den ekstreme homofobi vi har set i nogle afrikanske lande, afspejler mange påvirkninger, herunder et ønske fra lederne om at gøre et mindretal til syndebuk for at drage politisk fordel heraf. Når du har en masse korruption, ekstrem fattigdom, politisk dysfunktion og terroristiske bevægelser, giver det mening at distrahere den offentlige mening. Der er også en reel angst i hele Afrika, som andre steder i verden, for at internettet er ved at indføre kulturel imperialisme. Homofobi er en måde at forsøge at anvende bremserne på.

RÆSON: Op til vedtagelsen af anti-homoseksualitetsloven i Uganda truede mange vestlige lande med at trække deres udviklingsstøtte tilbage, men det forhindrede som bekendt ikke lovens vedtagelse. Vi har tidligere set afrikanske lande gå imod euroatlantiske sanktioner og diplomati. Er det en tendens, der kan sprede sig til resten af kontinentet?

Epprecht: Jeg tvivler på det, da der er mange rolige og rationelle stemmer imod en sådan spredning, ikke mindst blandt alle økonomerne og embedsmændene i det offentlige sundhedssystem, der opfatter de høje omkostninger som udtryk for forskelsbehandling.

Sonnichsen: Selvom det er rigtigt at homofobiske love kan have negative økonomiske konsekvenser, som dog ikke bør overdrives, kan de politiske fordele være betragtelige. Måden at sige fra på er, at man tager et homofobisk potentiale og får det til at blusse op, hvilket er en politisk strategi, hvor der skabes en kraftig kollektiv identitet, der hævder at være retskaffen, sund og moralsk. Det er utrolig effektivt, da det knytter mange følelser sammen, hvilket er langt mere bemyndigende end en NGO. Det er jo også noget, vi ser igennem den europæiske højre-nationalisme lige nu.

RÆSON: Hvor er den afrikanske værdipolitik om 20 år?

Hasifah: Vi vil se endnu flere flygte til de vestlige lande. Nogle af de mennesker vil være læger, journalister, ingeniører og lærere med høj kapacitet for samfundet, der er blevet nægtet at udføre deres erhverv i deres hjemlande. Det vil blive et problem for f.eks. Uganda. Jeg tror dog desværre ikke, at folkets holdninger vil ændre sig pga. den stadigt manglende uddannelse, hvorfor Uganda vil udelukke sig selv fra internationale sammenhænge yderligere.

Sonnichsen: Jeg tror, man vil se en meget højere grad af værdipolitisk fragmentering i den forstand, at flere aktører i Afrika vil føle, at tiden er inde til at sige fra. Menneskerettighedsstemmen vil stadigvæk være til stede og blive kraftigt promoveret, men den vil blive anfægtet flere steder både fra statslige og ikke-statslige aktører. Denne debat vil forplante sig til Vesten, hvor alle aktører lige nu er rystende enige om, at menneskerettighederne er uomgængelige. Måske vil man fra Vestens side med involveringen af Kina se politikken og debatten tage en mere pragmatisk drejning. Det interessante bliver så, hvad en sådan ændring vil have af implikationer for sikkerhedspolitikken i Vesten. Hvordan skal vi tænke sikkerhed sammen med en mere pragmatisk tilgang til menneskerettighederne?

Epprecht: Medmindre der sker en radikal ændring i den euro-atlantiske økonomipolitik, så er det svært, at vide sig sikker på at liberale socialpolitikker vil sejre over demografien. Ikke desto mindre er jeg lettere optimistisk. De fleste afrikanere er unge, og de pinlige udtalelser, der kommer fra gamle mænd, er mindre interessante for dem end at være forbundet til den globale kultur via internettet. De fleste afrikanere i byerne vil snart have meget lidt interesse i “traditionelle værdier”.

Barbara Maria Herzog (f. 1992) er bachelorstuderende i Statskundskab ved Syddansk Universitet og skribent for RÆSON. Hun har tidligere været webredaktør for studentermagasinet RUST, bestyrelsesmedlem i foreningen SamfundsBlik og har tomlet omkring 3.000 km rundt i den sydøstlige del af Afrika.

ILLUSTRATION: Rainbow pride flag af [foto: torbakhopper]