Rolf Holmboe: Libanon er det bløde mål

Rolf Holmboe: Libanon er det bløde mål

27.11.2014


Imens krigen fortsat raser i Syrien, forsøger de libanesiske naboer at holde sig så langt ude af konflikten som overhovedet muligt. Ingen ønsker en ny borgerkrig i Libanon, men risikoen er der, da krigen afføder en række kriser i det lille naboland. Samtidigt varsler ekstremistiske grupper flere angreb over grænsen. RÆSON har spurgt den danske ambassadør for Libanon, Syrien og Jordan, Rolf Holmboe, om Libanon er i farezonen for at blive involveret ind i endnu en krig.

INTERVIEW af Asger Gørup Nielsen

Med jævne mellemrum udspiller der sig episoder i Libanon, der bedst kan beskrives som krig. Flere internationale medier har da heller ikke været sene til at skrive, at landet ”er på randen af borgerkrig” – senest den 17. november i det amerikanske magasin Foreign Affairs. For den danske ambassadør i Beirut, Rolf Holmboe, udløser dette dog kun hovedrysten af ren og skær overbærenhed. Den totale nedsmeltning i Libanon er i hans optik stadig en fjern forestilling. Lidt endnu, i hvert fald.

For Libanon er langt fra immun over for udviklingen i nabolandet Syrien. I august angreb flere tusind militante ekstremister byen Arsal i den libanesiske Beka’a-dal, og over en weekend i oktober kom det til voldsomme kampe i den nordlige by Tripoli mellem hæren og ekstremister, der menes at have svoret troskab til islamistiske grupper. Efterfølgende offentliggjorde den al-Qaeda-affilierede gruppe, Jabhat al-Nusra, en lydoptagelse, hvor gruppens leder varsler flere kampe og siger, at den rigtige kamp om Libanon slet ikke er gået i gang endnu. Foreløbigt er situationen i Libanon dog relativt stabil, og siden februar, hvor en sikkerhedsplan blev sat i værk, har hæren (i samarbejde med Hizbollah) slået hårdt ned, hver gang der har været optræk til uroligheder.

Omringet af krig

RÆSON: Hvilke udviklinger i Syrien vil kunne have konsekvenser for den nuværende stabilitet i Libanon?
HOLMBOE: Der er grundlæggende to udviklinger i Syrien, der kan udgøre en trussel for Libanon. Den ene – som nu er mere usandsynlig – er, hvis oprørerne pludselig rykkede ind i Damaskus. Det ville få rigtigt mange fra regime-siden til at flygte til Libanon. Det ville være bevæbnede regimesoldater, og det ville være en vanskelig gruppe at håndtere, for den gruppe ville uden tvivl være meget stor. Den anden udvikling ville være, hvis der sker et større sammenbrud blandt de mere moderate oprørsgrupper, og resterne er nødt til at flygte ud af Syrien – så er Libanon det bløde mål. Hvis de er en tilstrækkeligt stor gruppe, så er der ingen, der umiddelbart kan standse dem i Libanon. Man kan sammenligne det med den “invasion”, der fandt sted den 2. august i Beka’a-dalen, hvor et par tusind Jabhat al-Nusra- og Islamisk Stat-krigere rykkede ned til byen Arsal, erobrede den og tog mellem 30 og 40 libanesiske soldater og politifolk til fange. Det var en indikation på, at sådan noget kan ske, og dengang var det kun et par tusind krigere.


RÆSON: Er det overhovedet et sandsynligt scenarium?
HOLMBOE: Nej, men det er et muligt scenarium. Et mere sandsynligt scenarium vil være, at Islamist Stat får større fremgang i det nordlige Syrien. Islamisk Stat vokser stadig, og hvis de får større fremgang, så kan man forestille sig, at de ville ønske at skære Syrien i to dele igennem den såkaldte Hama-akse. Det vil sige, at de, fra de områder de har i det østlige og nordlige Syrien, vil skære ned til Hama, der ligger nord for Homs midt i landet, og på den måde gøre det sværere for regimet at forsyne sine tropper fra syd til nord. Og det ville så gøre det nemmere for dem at erobre flere områder i den nordlige del af landet og på kysten. Hvis det lykkes, så har Islamisk Stat også en direkte grænse fra sit hovedområde til Libanon. Og en af de ting, som Islamisk Stat ønsker mest af alt, er adgangen til en havn.

RÆSON: Hvordan vurderer du muligheden for, at Islamisk Stat etablerer sådan en adgang til eksempelvis Tripoli i den nordlige Libanon, hvor der i sidste måned var kampe mellem hæren og militante islamister?
HOLMBOE: Det er et muligt scenarium, men da vi har koalitionen nu, så kan man godt forestille sig, at koalitionen vil hjælpe med at få det standset, hvis scenariet udvikler sig. Hvad, der er mere sandsynligt, er, at der er et ønske fra Islamisk Stat og Jabhat al-Nusras side om at lave uroligheder i Libanon. Der er mange, der tolker den usikre situation, der har været siden august, som et forsøg fra Islamisk Stats side på at skabe usikkerhed og skabe reaktioner mod sunnier i Libanon fra hæren og politiet. På den måde kan de få sunni-gruppen til at bakke op om dem, der gør modstand mod hæren.

RÆSON: Så i bund og grund samme taktik, som det syriske regime har brugt for at antænde de sekteriske konflikter i Syrien?
HOLMBOE: Ja, man kan i hvert fald sagtens læse situationen sådan: At der er et ønske om at skabe uro og derved skabe større opbakning blandt libanesere til Jabhat al-Nusra og blandt syriske flygtninge til Islamisk Stat. Det har så ikke rigtigt virket hidtil.

RÆSON: Hvor stor er støtten til disse grupper i Libanon?
HOLMBOE: Det er meget svært at vurdere. Hvis man taler om egentlige støtter til Jabhat al-Nusra og Islamisk Stat, så er det svært at se, at det skulle være et ret stort antal. Men det er klart; de gemmer sig jo også. Én ting er at støtte de grupper aktivt, en anden ting er at være sympatisør. I første omgang kan man godt forestille sig, at grupperne ønsker at skabe større sympati og større generel opbakning i befolkningen og så derfra begynde at rekruttere.

RÆSON: Hvor meget skal man lægge i de trusler, der har været fra militante grupper som Jabhat al-Nusra, at de vil fortsætte med at angribe Libanon?
HOLMBOE: Jeg tror, at den operation, der fandt sted i Arsal den 2. august, var en øjenåbner for mange. Også for sikkerhedsstyrkerne. Det kom som en overraskelse, og der var det kun en lille del at de ekstremistiske oprørsgrupper, der befinder sig i nærheden af Libanon, som var involverede. På den måde kan man ikke udelukke, at de kan komme med nye tiltag, der kan destabilisere situationen i Libanon. Der er heldigvis – også blandt almindelige mennesker – en voksende afstandstagen til de ekstremistiske grupper, og det hænger sammen med, at libaneserne ikke ønsker en ny borgerkrig – og at libanesere simpelthen ikke støtter ekstremistiske projekter som deres.

Mellem Iran og Saudi Arabien

RÆSON: Hvilken rolle spiller store, regionale spillere som Iran og Saudi Arabien i at holde Libanon i ro?
HOLMBOE: Den måde, man typisk løser dybe, politiske kriser i Libanon, er ved at blive sponseret af regionale magter. Saudi Arabien sponserer sædvanligvis løsninger på en politisk krise, og nogle gange i en eller anden form for forståelse med Iran, som jo er Hizbollahs tætteste allierede, Lige nu er Libanon kastet ud i endnu en politisk krise, som særligt tegnes af holdninger for eller imod det syriske regime. Det, at Libanon ikke har en præsident i øjeblikket, hænger især sammen med disse politiske skel, som er blevet dybere i takt med, at konflikten i Syrien har udviklet sig. Der finder hele tiden forhandlinger sted om præsidentembedet, men hvis der skal findes en løsning, så er det nok den regionale opbakning, der kan skabe det afgørende momentum. Så regionale aktører betyder noget i Libanon.

RÆSON: Og de ønsker vel ikke, at der udbryder væbnet konflikt i Libanon?
HOLMBOE: Nej, absolut ikke. Libanon er et af bankcentrene i hele den mellemøstlige region, så en ny krig i Libanon vil påvirke det økonomiske flow i regionen ganske alvorligt. Der er ikke nogen, der har interesse i, at Libanon bliver trukket ind i krigen. Det skulle kun være nogle i det syriske regime, der måske kunne have en interesse i uro i Libanon for at holde de libanesiske politikere i ave. Det syriske regime mistænkes for at stå bag politiske bombeattentater på libenasiske politiske modstandere i både 2012 og 2013. Det samme gælder for de ekstremistiske grupper, der også kunne have den interesse, som sagt ikke mindst for at skabe sig større opbakning blandt fattige og marginaliserede sunnier.

RÆSON: I Libanon er det Hizbollah og hæren, der i den orden er de stærkeste væbnede grupper. Hvis vi begynder med Hizbollah: Hvilken betydning har Hizbollahs engagement i Syrien haft i forhold til sikkerhedssituationen i Libanon?
HOLMBOE: Der er ingen tvivl om, at da Hizbollah for alvor valgte at gå ind i Syrien på regimets side i foråret 2013, bidrog det til at forværre sikkerhedssituationen i Libanon. Ekstremistiske sunnigrupper iværksatte en omfattende bombekampagne mod shiitiske kvarterer og Hizbollah-mål i Libanon. Når det er sagt, så har Hizbollahs direkte militære støtte til regimet i Syrien været kampafgørende. Regimet havde ikke overlevet uden Hizbollah, så derfor var det en beslutning af strategisk rækkevidde. Og hvis Hizbollah har accepteret, at det syriske regimes overlevelse er en strategisk interesse, så må de også have gjort sig overvejelser om de omkostninger, det i så fald ville have i Libanon.

RÆSON: Hvordan vurderer du hærens evne til at holde kamphandlingerne i Libanon på et minimum?
HOLMBOE: Der er en ganske stor international opbakning og støtte til Libanons hær, fordi den netop er afgørende for at kunne holde landet ude af krigen. Den libanesiske hær prøver at holde en meget fin balance, for hvis de griber for meget ind overfor eksempelvis sunnierne, kan det få flere sunnier til at bakke op om de ekstremistiske grupper. I forhold til sidste år er den libanesiske hær blevet klart styrket. Den holder bedre sammen, er blevet mere kampvant og får større støtte udefra – for eksempel har Saudi Arabien lovet flere milliarder dollars. Hæren er simpelthen blevet mere resolut og mere respekteret, og den har stået for nogle effektive og vellykkede operationer. Hæren er en væsentlig faktor for sikkerheden i Libanon, men den kan ikke stå alene.

Libaneserne er indstillet på fred

RÆSON: Krigen i Syrien afføder indirekte en række kriser i Libanon, der tilsammen udgør en farlig cocktail. Hvad er det for nogle kriser?
HOLMBOE: Libanon er faktisk ramt af fire kriser: En socioøkonomisk krise, som hænger tæt sammen med flygtningekrisen, og en sekterisk krise, som har flydt over i en politisk krise.
Den socioøkonomiske krise har at gøre med, at Libanon – som følge af Syrien-konflikten – nu har meget lav økonomisk vækst og et betydeligt lavere investeringsniveau sammenlignet med tiden før. Forventningen er, at hvis situationen ikke hurtigt ændrer sig, så kan Libanon gå ned i minusvækst. Generelt betyder det, at arbejdsløsheden stiger – den er lige nu tre gange højere end i 2012 – og at mange libanesere bevæger sig ned i fattigdom. Lønningerne stiger ikke i forhold til priserne, og priserne stiger særligt på de varer, som de fattige grupper køber. Den socioøkonomiske krise presser derfor i særlig grad de fattigste libanesere.

Den socioøkonomiske krise indgår i en farlig cocktail med netop flygtningekrisen. Landet her er på størrelse med en fjerdedel af Danmark og har foreløbigt modtaget 1,1 million flygtninge, som er registreret ved FN. Ifølge den ifølge den libanesiske regering befinder der sig 1,5 mio. syrere i landet. Flygtningene er i sagens natur fattige, og de penge, de havde med, er for manges vedkommende ved at være brugt. Af politiske årsager har Libanon valgt, at der ikke skal være flygtningelejre i landet. Det har medført, at flygtningene for omkring 80 pct. vedkommende bor i de områder, hvor de fattigste libanesere også bor: i Bekaa-dalen, det nordlige Libanon og i forstæderne til Beirut.

Kombinationen af de to kriser betyder, at vi har en situation, hvor de fattigste libanesere oplever, at de bliver fattigere, huslejerne stiger, fordi syrerne er nødt til at leje opholdssteder, ungdomsarbejdsløsheden er steget til 33 pct., lønningerne fastfryses og priserne på mad stiger. Så kommer flygtningene, som også er afhængige af at skulle arbejde for at overleve. De er villige til at arbejde for meget lavere løn og er en ligeså god arbejdskraft. Det presser selvfølgelig libaneserne, og de sociale spændinger stiger ganske alvorligt på grund af denne kombination af faktorer.
Den tredje krise, den sekteriske krise, består i, at Libanon er det land, der historisk hænger tættest sammen med Syrien. Der er derfor en række sympatier på tværs af grænsen. I takt med at krigen i Syrien blev sekterisk, er den eksisterende sekteriske kløft i Libanon mellem de, som sympatiserer med regimet, og de, som sympatiserer med oppositionen, også blevet meget dybere.

Den sekteriske konflikt fører direkte videre til den fjerde krise, som er en politisk krise. Det er i virkeligheden den slags kriser, som Libanon har haft mange af siden borgerkrigen (1975-1990). Krisen hænger sammen med magtfordelingen i landet: Præsidenten skal altid være kristen, premierministeren skal være sunni, og parlamentets formand skal altid være shia. Siden den 25. maj har det været umuligt at vælge en ny præsident, hvilket i virkeligheden har holdt den politiske udvikling i Libanon tilbage. Man kan sige, at der er lagt i støbeskeen til et større sammenbrud i Libanon. Men hidtil er det ikke sket.

RÆSON: Hvorfor er det ikke sket?
HOLMBOE: Det skyldes flere faktorer. For det første er der en stor modstandskraft blandt libaneserne. Ingen ønsker at gå tilbage til en borgerkrig. Nogle kriseparametre kan udvikle sig, men det er muligt at standse dem i tide, fordi ingen ønsker, at landet bevæger sig ned i en dyb borgerkrig. Alle de libanesere, der er over 30 år, kan huske krigen – og jo ikke for noget godt. Så der er et stort ønske blandt de mennesker, der leder landet, om at undgå en borgerkrig. Den anden faktor er den politiske aftale, man fik i Libanon efter borgerkrigen. Magtdelingen i landet blev bygget på krigsherrerne, som havde magten over militserne. Man lavede altså en omvendt Clausewitz: I stedet for, at ‘krig er fortsættelse af politik med andre midler’, så er det i Libanon sådan, at ‘politik er fortsættelse af krig med andre midler’. Det betyder, at krigsherrerne, som stadig er politiske ledere af forskellig art, har ret stor kontrol over deres valgkreds. På den måde kan de styre udviklingen bedre og undgå, at en negativ dynamik nedefra får lov til at vokse til et niveau, der forårsager et sammenbrud i landet. Der er altså nogle styringsmekanismer, som man ikke har i mange andre post-konfliktsamfund.

RÆSON: Er der en af de fire kriser, du nævner, der har potentiale til at blive den detonator, der kan udløser spændingerne i landet?
HOLMBOE: Den største udfordring er, hvis nogle af de strukturelle spændinger, som især den socioøkonomiske krise forårsager, begynder at slå igennem mellem fattige libanesere og syriske flygtninge. Utilfredsheden blandt de fattige her i Libanon stiger, fordi hverken arbejdsløshed eller priser på husleje og basale varer bevæger sig i den rigtige retning. Dertil kommer, at mange libanesere er bange for, at Islamisk Stat er kommet ind over grænsen med de syriske flygtninge. Og de fjendebilleder, det danner, bliver projiceret over på en hel befolkningsgruppe; de syriske flygtninge. Frygten har ikke nødvendigvis noget på sig, men fjendebillederne er reelle, og det påvirker folks holdninger. Hvis man marginaliserer og fremmedgør de syriske flygtninge, så kan man risikere at presse dem ind i armene på netop de grupper, vi ikke ønsker, at de bakker op om: Islamisk Stat og Jabhat al-Nusra. Det farlige lige nu er altså den strukturelle og potentielt eksplosive krise, som man ikke kan håndtere med sikkerhedsstyrker. Og hvis du prøver, så går det først rigtigt galt.

RÆSON: Hvad kan forbedre den situation?
HOLMBOE: I sidste ende bliver situationen i Libanon nok først bedre, når der findes en eller anden form for løsning på krigen i Syrien. Men hvis den økonomiske udvikling kan vendes i landet, og man kunne få folk ud af fattigdom, og der ville være mere arbejde, så ville det skabe en anden situation. Det er håndteringen af de strukturelle udfordringer og spændinger, der bliver næste års afgørende udfordringer. Det positive er, at libaneserne har et stort ønske om at undgå en borgerkrig. I virkeligheden tror jeg, at det i den sidste ende holder dem tilbage fra at ryge ned i en dyb afgrund igen.

Rolf Holmboe, 53, uddannet cand.scient.pol og tidligere sprogofficer ved Forsvaret. Fra 2005 til 2009 var han chef for det danske Repræsentationskontor i Ramallah på Vestbredden. Siden 2012 har han været bosat i Beirut som dansk ambassadør for Syrien, Jordan og Libanon. Han bliver i april 2015 afløst af den tidligere danske ambassadør i Syrien, Christina Markus Lassen.

Asger Gørup Nielsen (f. 1987) er freelancejournalist bosat i Beirut. Han er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og American University of Beirut. Han er tidligere praktikant på Berlingske og kan følges på Twitter på @AsgerGoerup.
ILLUSTRATION: Syrisk flygtning registrerer sig i Tripoli. FOTO: World Bank Photo