RÆSONS RUNDBORD OM VALGET Søren Villemoes: Derfor er dette et jordskred mod midten

RÆSONS RUNDBORD OM VALGET
Søren Villemoes: Derfor er dette et jordskred mod midten

26.05.2014

.

“Jordskredsvalgsanalogien kan være misvisende. Der er ikke tale om en ny udvikling, at vælgerne føler sig fremmedgjorte over Bruxelles. Hvis der er tale om et skred, så må det være dette skred ind mod midten, som vi ser ude hos yderfløjspartierne. Her gør man alt for at virke normale og troværdige.”

RUNDBORDET skrives af RÆSONS CHEFREDAKTION

1. “Noget, der kun kan betegnes som en jordskredssejr”. Lars Løkke Rasmussen om Dansk Folkepartis succes i sin tale til partiet på valgaftenen. Hvad var valgets største overraskelse
SØREN VILLEMOES: Det er vel næppe de mange stemmer til Morten Messerschmidt. Han har ligget stabilt i meningsmålingerne i meget lang tid, og han har længe været en populær europa-parlamentariker. Man kan vel kun blive overrasket over det gode resultat til Dansk Folkeparti, hvis man har været låst inde i en kælder de sidste mange år. Ved europaparlamentsvalget i 2009 mere end fordoblede de deres stemmeandel, og Morten Messerschmidt var også dengang den store vinder. Nu går de frem igen, og Morten Messerschmidt er igen den store vinder.
Det kan næppe heller kaldes en overraskelse, at Lars Løkkes har haft en negativ indflydelse på Venstres valgresultat. Venstres kandidater til valget har længe brokket sig over, at deres valgkampe endte med at handle om Løkkes underbukser. Jordskredsvalgsanalogien kan være misvisende. Der er ikke tale om en ny udvikling, at vælgerne føler sig fremmedgjorte over Bruxelles. Den udvikling har også været stabil i årtier. De færreste almindelige mennesker aner, hvad der foregår dernede. Og det, de hører, lyder sjældent særlig godt. Den seneste tids mistillid til Helle Thorning og Lars Løkke skal ikke forveksles med en generel mistillid til det nationale politiske system. Danmark er et af de få lande i den vestlige verden, hvor vi ikke har faldende valgdeltagelse til de nationale afstemninger. Folk tror reelt på, at det er værd at stemme. Og når de protesterer, stemmer de ikke på useriøse, anarkiske alternativer som Fremskridtspartiet i 1973. Havde det været tilfældet, ville folk jo være løbet over i hænderne på Alternativet. Og det er der vist ingen tegn på, vil ske. Både Dansk Folkeparti og Enhedslisten har netop succes, fordi de gør sig så umage for at fremstå systembevarende. Hvis der er tale om et skred, så må det være dette skred ind mod midten, som vi ser ude hos yderfløjspartierne. Her gør man alt for at virke normale og troværdige.

2. Hvad er sandsynligheden for, at Dansk Folkeparti IKKE bliver et af Danmarks to største partier ved næste folketingsvalg?
SØREN VILLEMOES: Det er et spørgsmål for spåkoner og fremtidsforskere. Jeg aner det ikke. Men jeg vil da gerne vove den påstand, at en væsentlig grund til, at Dansk Folkeparti lige nu står så godt i meningsmålingerne, er vælgernes generelle lede ved Thorning og Løkke. I sammenligning ser Thulesen Dahl jo ganske udmærket ud. Men hvad sker der den dag, V og S skifter ud i ledelsen? Ser han så lige så godt ud til den tid? Alt kan som bekendt ske i politik, lynhurtigt og nådesløst.

3. Bør Kristian Thulesen Dahl frygte Morten Messerschmidt?
SØREN VILLEMOES: Nej.

4. “Venstre kommer til at rykke sig” – Kristian Thulesen Dahl på forsiden af RÆSONs martsnummer. Hvad betyder DF’s succes for forholdet til Venstre – og for blå bloks kommende valgkamp?
SØREN VILLEMOES: At han kan ende med at have vetoretten over den borgerlige politik. Styrkeforholdet fra nullerne ser for tiden ud til at skride. Dansk Folkeparti har ikke længere behov for at bevise, at man godt kan give dem lidt indflydelse, uden at det hele ender i landsbytosseri og kakofoni. Den test har de bestået. Nu er der nye ambitioner, der kan indfries: At blive dem, der viderefører den ægte, uspolerede H.C. Hansen-socialdemokratiske ånd.

5. “Skeptikerne vinder. Det er et signal, vi er nødt til at tage ned. Vi, der tror på den europæiske sag, er nødt til at tage alvorligt at danskerne m.fl. synes, at der går også en grænse. Det håber jeg et nyt parlament og en ny kommission vil tage alvorligt. Så vi finder en ny og bedre balance […] og i højere grad end nu respekterer nationernes egenart”. – Lars Løkke Rasmussen, i sin tale på valgaftenen. Er Venstre ifærd med at ændre sin EU-politik – og på sigt: flytte magt tilbage til nationalstaterne?
SØREN VILLEMOES: Næppe. Og det er formentlig allerede for sent. Vi har jo som bekendt givet den suverænitet væk for længst. Men EU-skepsissen er gået fra at være noget, der enten var meget højreorienteret eller meget venstreorienteret til at være noget mainstream borgerligt. Idag er det helt almindelige borgerlige, der ser mod Bruxelles med rynkede øjenbryn. Og det kan man jo ikke bare ignorere som ledende borgerligt parti. Hvad det kommer til at betyde i praktisk politik udover et par retoriske kødben fra tid til anden, er dog svært at sige. Venstre har været et pro-europæisk parti i en menneskealder. Det er dybt indlejret i partiets selvforståelse.

6. “Venstre er bevæget sig ind på en midterkurs med målet om at blive et bredtfavnende, folkeligt midterparti. Jeg er liberal, og derfor er Venstre ikke længere partiet for mig”. – Kasper Elbjørn, der forlader Venstre dagen efter valget. Er de aktuelle konflikter i Venstre et udtryk for uenighed også om den politiske linje – eller alene et resultat af formandens bilagssager? Vil Løkke, der er blevet kritiseret for topstyring, være nødsaget til at ændre sin ledelsesstil?
SØREN VILLEMOES: Det har mere at gøre med underbukser end ideologi. Faktisk har Venstre ikke ført en mere liberalitisk politik siden de glade 1990ere. SR-regeringens reformkurs (det, ondere tunger end min ville kalde “højredrejning”) har jo presset partiet til at være dem, de er: Et liberalt parti med fokus på nulvækst i det offentlige og alt det der, der var no-go under Fogh. Løkkes politik er langt mere i overensstemmelse med baglandets ønsker, end Foghs var i nullerne. Men hans autoritet vakler.
Jeg mindes ikke, at Løkke har været kritiseret for topstyring. Det er vel snarere manglen på styring, der har været kritikpunktet. Hvis man med “ledelsesstil” mener bilagsrod, akkrediterede underhylere, rygning på ikke-ryger-værelser og rejser på første klasse, så ja, så er Løkke klart nødt til at ændre sin ledelsesstil. Det er der vel næppe mange andre end Søren Pind, der vil bestride.

7. “Jeg er pavestolt” – Margrethe Auken. I dele af København var SF – som fik sit andetbedste EP-valg nogensinde – det største parti. Hvad kan SF lære af valget?
SØREN VILLEMOES: At det er godt, at Margrethe Auken er i Bruxelles og passer sit territorium. Og så kan de naturligvis lære, at selvom politik nogle gange kan være det mest pinlige absurdteater, der kan opdrives, så råder den evige genkomst også her. Vælgere er bedre til at tilgive et partis inkompetence, manglende lederskab og generelle kaos, end enkeltpolitikeres løgne, snylteri og manglende troværdighed. Og så er vælgeres kollektive hukommelse næste lige så selektiv som politikernes.

8. “Statsministeren er excellent til at forvandle alle nederlag til sejre” – Lars Løkke Rasmussen i partilederrunden. Hvad bør Thorning lære af valgresultatet?
SØREN VILLEMOES: Jeg har svært ved at udlede den store socialdemokratiske lektie. Partiet gik lidt tilbage. Men det er intet i forhold til deres tilbagegang i 2009-valget – der til gengæld mest skyldtes, at vælgerne sendte Poul Nyrup ned til elefantkirkegården med lidt værdighed ved valget forinden. Dengang i 2004 udledte Nyrup iøvrigt den helt forkerte lektie og fortolkede sit fine valg som Socialdemokraternes tilbagekomst. Det var naturligvis bare befolkningen, der vinkede pænt farvel til deres tidligere statsminister. Dette valg er hverken en sejr eller et nederlag for Socialdemokraterne. Det er mest et tegn på den generelle lunkne stemning, der hersker om partiet: Hvad vil de – andet end at bestemme? Hvad står de egentlig for? Det er der ikke mange derude, der kan svare på. Og dem der svarer, svarer i øst og vest. Det er partiets grundlæggende problem. Og det har det været i meget, meget lang tid. ⬛

Søren K. Villemoes (f. 1981) er journalist. Pt. vikarierende litteraturredaktør ved Weekendavisen. Uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Pressefoto [foto: Arte Booking]