Porosjenko: Ukraines sejrherre, men hvor længe?

Porosjenko: Ukraines sejrherre, men hvor længe?

25.10.2014


Efter en klar sejr til præsidentvalg i maj står Petro Porosjenko også som en sikker vinder ved Ukraines kommende parlamentsvalg, men nu skal der leveres resultater, og tiden må vise, hvorvidt han er i stand til at levere dem.

Af Ota Tiefenböck, Østeuropa-redaktør

Partiet Blok Petro Porosjenko tegner til at blive en sikker vinder ved søndagens parlamentsvalg i Ukraine. Spørgsmålet er formentlig kun, hvor stor sejren bliver. Flere meningsmålinger peger på, at op mod 40 pct. af ukrainerne vil sætte kryds ved Blok Petro Porosjenko, mens andre, heriblandt den seneste meningsmåling, foretaget af Gorhenin Institut, er mere forsigtige og kun giver Porosjenko 24 procent af stemmerne. Uanset hvem der får ret, tyder dog alt på, at Blok Petro Porosjenko vil vinde valget og kommer til at få en afgørende indflydelse på den kommende udvikling i Ukraine. Denne vil utvivlsomt blive en kæmpemæssige udfordring, og hurtigt kan vise sig at være en ganske umulig opgave.

Petro Porosjenko vil mere eller mindre overtage alt magt i Ukraine, da han og hans allierede vil disponere både over præsidentposten, og med eller uden absolut flertal, over parlamentet. Porosjenkos kommende magtposition vil afstedkomme store forventninger hos den ukrainske befolkning, både i forhold til den politiske og økonomiske situation i landet, i forhold til at skabe fred i Østukraine, i forhold til at skabe et afklaret forhold til Rusland, samt i forhold til generelt at kunne diske op med mere ordentlige og sikre livsbetingelser i Ukraine. Hvorvidt disse forventninger overhovedet er realistiske må tiden vise, men umiddelbart tyder alt på, at Petro Porosjenko skal være uoverordentligt heldig for at kunne leve op til befolkningens ønsker. Flere alvorlige farer ligger nemlig og lurer.

En af farerne gemmer sig i Porosjenkos egne rækker, blandt de medlemmer som udgør hans eget parti, Blok Petro Porosjenko, og som består af en blanding af Maidan-aktivister, nye politikere, men også gamle politikere, som repræsenterer det gamle regime. Denne sammensætning udgør derfor en potentiel fare for partiets sammenhold, evnen til at indgå kompromiser, og i sidste ende også de reformer, som en stor del af den ukrainske befolkning, og ikke mindst Maidan-aktivisterne venter på. Porosjenkos kommende magtposition vil nemlig umuliggøre brugen af gamle undskyldninger, såsom henvisninger til love vedtaget under det gamle regime. Nu skal der leveres resultater, og kommer de ikke, kan Porosjenkos magt få en hurtig afslutning.
De i forvejen utilfredse Maidan-aktivister, og til en vis grad også de nationalistiske kræfter, orker ikke at vente meget længere, og vil formentlig være tilbøjelige til iværksætte nye protester og demonstrationer, som kunne true Porosjenkos position i Ukraine.

En anden, og mindst lige så alvorlig fare, tegner der sig i Ukraines naboland Rusland. Destabilisering af situationen i Ukraine er den russiske præsident Vladimir Putins ultimative mål. Et destabiliseret Ukraine vil nemlig betyde, at Ukraine ikke vil kunne fortsætte sine tilnærmelser til den demokratiske del af Europa. Det kunne være ensbetydende med, at landet på sigt vil kunne komme tilbage i folden hos de tidligere sovjetiske republikker i form af medlemskab af Den Euroasiatiske Union, sådan som Rusland hele tiden har ønsket det. Ruslands skjulte dagsorden betyder derfor, at Rusland ikke kan betragtes som en seriøs og ærlig spiller i forhandlingerne om udbrydderrepublikkerne i Østukraine. Forhandlingerne vil derfor kræve en del indrømmelser til russerne, men indrømmelser, som ikke vil lukke af for de ukrainske europæiske ambitioner, og det vil kræve store diplomatiske evner til at skabe denne balancegang.

Russerne vil utvivlsomt heller ikke holde sig tilbage ved det mindste tegn på utilfredshed hos Maidan-aktivisterne i Kiev. Ligeledes her lurer der nemlig en seriøs fare for, at russerne kan misbruge eventuelle demonstrationer eller uro i Kiev til at fremprovokere sammenstød eller ligefrem opgør. Det vil destabilisere situationen i hele landet, og formentlig vil det kun være et spørgsmål om tid, inden en russisk-venlig politiker vil dukke op og ”redde Ukraine”.

Sidste, men ikke langt mindre fare, tegner sig i, at Blok Petro Porosjenko, ser ud til at blive tvunget til at indgå koalition med et eller flere af de øvrige partier, eksempelvis Arsenij Jatsenjuks Folkets Front eller Julija Timosjenkos Fædrelandsparti. En koalition behøver naturligvis ikke være noget negativt. I værste fald kan den dog munde ud i magtkampe mellem de forskellige politikere, sådan som der mere eller mindre altid har være en tradition for i ukrainsk politik, som tidligere har været præget af en stor demokratisk umodenhed.

Alt taget betragtning er Petro Porosjenkos sejrsgang i Ukraine den bedst ønskelige løsning for både ukrainerne og EU, og utvivlsomt den største chance for Ukraine til at komme på rette spor igen. Hvorvidt Porosjenkos projekt lykkes, vil afhænge af hans evner til at klare de mange forhindrenger, der tegner sig på denne vej.■

Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag, Tjekkiet) er RÆSONs Østeuroparedaktør. Tidligere redaktør ved Sjællandske Medier og nu freelancejournalist med speciale i Balkan, Kaukasus og Øst- og Centraleuropa. Skriver blandt andre for Information, Kristeligt Dagblad samt flere norske aviser. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole.