Nick Danforth om Tyrkiet og IS:  Derfor tøver Erdogan

Nick Danforth om Tyrkiet og IS: Derfor tøver Erdogan

12.10.2014


BAGGRUND: I oktober udgiver RÆSON bogen “Mellemøsten i krig”, der samler aktuelle analyser og interviews fra magasinet: 179 kr. (abonnentpris: 129) – bestil den nu


”Den tyrkiske regering har indset at IS er et potentielt mareridt for Tyrkiet. Deres største frygt er dog at blive involveret i en vestlig koalition, som ikke udsletter IS eller skaber ro i Syrien, men i stedet bare efterlader Tyrkiet med et endnu større kaos som landet skal håndtere.”

INTERVIEW af Troels Boldt Rømer, global redaktør på RÆSON

RÆSON: Hvorfor har tyrkerne først besluttet sig for at være med i anti-IS koalitionen nu? Og hvorfor har landet så længe accepteret at våben og krigere er blevet smuglet igennem Tyrkiet og ind på den syriske slagmark?
Danforth: Tyrkiets involvering i Syrien har efterladt Erdogan i en position, hvor han har meget på spil – specielt skal han undgå at Assad trækker sig styrket ud af den her konflikt. Erdogan og Davotoglu [Tyrkiets premierminister, red.] har også gjort det klart, at de er imod at gå ind i Syrien, hvis ikke man gør noget for at Assad ikke drager fordel af interventionen. Det er svært at være uenig i deres analyse om, at man jo ikke kan bombe IS uden at adressere den bredere kontekst, i hvilken IS har taget magten. Men tilbage til dit spørgsmål – jeg tror de fleste, der kigger på det her fra Washington, ville være enige: Analysen retfærdiggør ikke hvor tolerant Tyrkiet har været overfor IS indtil nu.

RÆSON: Du siger Erdogan vil ”adressere den bredere kontekst” – hvad betyder det mere konkret?
Danforth: Erdogan vil gerne af med Assad. Han kan måske også acceptere et scenarie, hvor dele af regimet fortsætter som en del af en våbenhvile, men ideelt uden Assad selv ved magten.

RÆSON: Hvorfor har det taget Tyrkiet så lang tid før de slog ned på den oliesmugling som har finansieret IS?
Danforth: Jeg har virkeligt tænkt meget over det – men jeg har ingen ide.

RÆSON: Har Erdogan noget at tabe indenrigspolitisk hvis han er for hårdhændet overfor IS?
Danforth: Indenrigspolitisk er Erdogan i en svær situation. Han taber, hvis man bliver opfattet som om han støtter de forfærdelige ting, IS har gjort. Men han taber også, hvis folk tror han støtter koalitionen på grund af pres fra Washington – eller hvis man slæber Tyrkiet ind i en lang, sej konflikt i Syrien med tyrkiske tab, civile eller militære. Han taber også, hvis det, han gør, bliver set som en hjælpende hånd til PKK eller hvis man bare vender det blinde øje til IS’ barbariske gerninger imod kurdiske civile. Jeg tror Erdogan ville være glad hvis den her koalition tvang IS i knæ med reel, men meget diskret, tyrkisk støtte.

RÆSON: ”Diskret støtte” – kan du udbyde det?
Danforth: Ting som efterretningshjælp, mere kontrol med ”foreign fighters” og logistisk hjælp, som altså ikke involverer amerikanske fly på Tyrkiske landingsbaner.

RÆSON: Men hvorfor har den tyrkiske regering ikke brugt den tilladelse, som den har fået af parlamentet, til at intervenere i Syrien – for eksempel i forbindelse med kampene om Kobane?
Danforth: Det er umuligt ikke at sympatisere med de kurdere, som forsvarer Kobane mod IS, men det er kun fair at anerkende at mange tyrkere stadig husker de uhyrligheder som PKK og YPG [den militære del af den syrisk-kurdiske regionale regering, red.] har stået bag. Jeg var lamslået af det akavede sprog, som et par vestlige medier brugte da de reporterede om den kvindelige selvmodsbomber, som angreb IS for nogle dage siden [Arin Mirkin udførte en selvmordsaktion mod ISIL øst for Kobane – det er første gang, en kurdisk kvinde benytter denne taktik mod ISIL som selv gør brug af selvmordsaktioner, red.]. Når det er sagt, så tror jeg godt tyrkerne ved, at hvis IS udfører en massakre på kurderne mens tyrkiske soldater står på den anden side af grænsen og ser på, så vil det være et kæmpe slag for tyrkernes fredsforhandlinger med PKK. Men indtil videre har mange tyrkisk-kurdiske ledere altså også sagt klart, at de ikke vil have direkte tyrkisk indblanding i Kobane. De vil gerne have støtte fra Tyrkiet til de krigere, der forsvarer Kobane – men det er det bare svært for den tyrkiske regering at give, for de vil være sikre på, at Tyrkiet får anerkendelsen for at have reddet Kobane – og undgå, at PKK får en fjer i hatten.

RÆSON: Du taler om vestlige mediers ”akavede sprogbrug”. Hvad mener du med det?
Danforth: Jeg synes det er godt, at verden støtter Kobane – men jeg ville ønske at støtten ikke involverede lige så meget romantisering af PKK og YPG som man har set hidtil. PKK er helt sikkert blevet mere liberale i de seneste år, men der er også en brutal, stalinistisk del af organisationen.

RÆSON: Hvad er Erdogan mest bange for – et stærkere Kurdistan i overhalingsbanen på vej mod uafhængighed eller et stærkt IS-kalifat på den anden side af grænsen?
Danforth: Jeg er sikker på at Erdogan og Davutoglu har indset at IS er et potentielt mareridt for Tyrkiet. Deres største frygt er dog at blive involveret i en vestlig koalition, som ikke udsletter IS eller skaber ro i Syrien, men i stedet bare efterlader Tyrkiet med et endnu større kaos som landet skal håndtere. Når det kommer til Kurdistan, så har Erdogans regering været meget pragmatisk i håndteringen af det kurdiske selvstyre i Irak. Problemet er ikke længere et mere selvsikkert Kurdistan, men blot et mere selvsikkert PKK og YPG.

RÆSON: Hvor stort et ansvar har Tyrkiet for IS’ nuværende styrke?
Danforth: Da krigen i Syrien startede var stort set alle – både vestlige og mellemøstlige lande – meget fokuserede på at få Assad afsat. Tyrkiet var meget fokuseret på at støtte folk, som ville få Assad til at falde, uden at landet overvejede hvilke strategiske og politiske konsekvenser støtten kunne gå hen og få. ■

Nick Danforth er Ph.D.-studerende ved Georgetown University. Han er bidragyder til blandt andet magasinerne The Atlantic, Foreign Affairs og Foreign Policy samt tv-stationen Al-Jazeera. [ILLUSTRATION: Erdogan og Obama under G20-møde, 25. september 2009. FOTO: The White House/Pete Souza]