31.03.2014

”Er der ikke også for mange papiraviser nu? Vi er et lille land. Hvordan pokker skal vi have så mange dagblade? Alle mulige andre lande som Sverige og Norge har slet ikke ligeså mange, som vi har. Så nej, jeg mener simpelthen ikke, at der går noget tabt [hvis de klassiske dagblade forsvinder, red].”
– Miki Mistrati

I denne interviewserie stiller RÆSON skarpt på de danske medier. Vi spørger landets mest markante chefredaktører og eksperter om deres syn på mediernes fremtid.

INTERVIEW af Emma Elise Albæk Høj

RÆSON: I RÆSON16 skrev David Trads, at vi om ti år ikke vil have et eneste betalingsdagblad på papir tilbage. Har de trykte medier en fremtid?
Miki Mistrati: Papiravisen bliver et nichemedie, men jeg tror aldrig, at den vil forsvinde. Den er jo allerede et nichemedie i dag, fordi den henvender sig til så få mennesker i forhold til, hvad netsiderne for eksempel gør. Der bliver formentlig færre aviser, og måske udkommer de færre dage om ugen, men jeg tror simpelthen ikke på, at de vil forsvinde. På et eller andet tidspunkt vil de – ligesom vinylplader og den slags – få en renæssance. Jeg kan godt forestille mig, at det om 10-15 år bliver cool at holde avis igen.

RÆSON: Hvad skal dagbladene gøre for at overleve?
Miki Mistrati: Den største udfordring for papiravisen er jo, at den ikke rigtig kan være aktuel længere. Hvis man skal overleve på papir, så skal man for det første have en meget skarp profil. Man skal adskille sig fra de andre, og man skal have unikt materiale, som kan sætte dagsordenen. Det kan ikke nytte noget, at lave avis i dag, sådan som gamle nyhedsaviser blev lavet. De vil blive mere featureprægede, og på sigt kunne man forestille sig, at flere vil blive ugeaviser. Weekendavisen kunne man godt skele til i forhold til at lave indhold, der kan holde en hel uge.

RÆSON: Har overgangen til de digitale platforme nogle konsekvenser for kvaliteten af journalistikken?
Miki Mistrati: Jeg mener ikke nødvendigvis, at der er nogle problemer forbundet til formatet. Der er en masse fantastiske styrker ved digitaliseringen. Man kan meget med den digitale journalistik, som man ikke kan på papir, så det er ikke formatet, der er faren. Det, der er faren, handler meget mere om, hvor mange penge man er villig til at bruge på journalistik. Det er til gengæld noget, som jeg godt kan være en lille smule bange for, at man ikke nødvendigvis er så villig til. Det er det, der kommer til at være parameteret for, om kvaliteten daler.

RÆSON: Er du bekymret for, at brugerne ikke vil betale for den gode journalistik?
Miki Mistrati: Det er svært at spå om fremtiden, men hvis du ser på streamingforretningerne, herunder Netflix og HBO, så er der jo stor betalingsvillighed blandt brugerne. Betalingsvilligheden afhænger af det indhold, man kan tilbyde folk. Et af de store problemer er, at mediehuse i hele den vestlige verden begik den fatale brøler at lægge indhold gratis ud på nettet. Nu skal du til at vænne folk til at betale, og det tager noget tid. En af måderne at få folk til at betale på er selvfølgelig, at kvaliteten af det, de skal betale for, er meget høj. At de ikke alene får information på et meget højt plan, men at de også får det på en underholderne og en visuelt lækker måde. New York Times er i mine øjne noget af det tætteste, man kan komme på det optimale. Jeg tror, at det at få pengepungen op ad lommen på folk hænger meget sammen med kvaliteten.

RÆSON: Så du er ikke bange for, at noget skulle gå tabt, hvis de klassiske dagblade forsvandt?
Miki Mistrati: Nej. Hvis jeg skal være en lille smule polemisk, kunne jeg spørge: Er der ikke også for mange papiraviser nu? Vi er et lille land. Hvordan pokker skal vi have så mange dagblade? Alle mulige andre lande som Sverige og Norge har slet ikke ligeså mange, som vi har. Så nej, jeg mener simpelthen ikke, at der går noget tabt. Det handler om, at man flytter noget kvalitet over på den digitale platform. Det kan man efterhånden også se, at de fleste store mediehuse har forstået.

RÆSON: Formiddagsaviserne er nogle af dem, der har været meget pressede af udvikling i de seneste år. Hvad er fremtiden for Ekstra Bladet?
Miki Mistrati: Der er selvfølgelig en stor forskel på, om en avis er abonnementsdrevet eller løssalgsdrevet. Hvis man kigger på os er det klart, at vi er under et gevaldigt pres. Der skal sælges en avis på en forside hver evig eneste dag. Vi er selvfølgelig under et særdeles stort pres, hvad det angår, men jeg synes ikke, man kan sige, at vores ambitioner om at ville være dagsordensættende på det journalistiske plan lider under det. Hvis du kigger på 2013, så er det måske Ekstra Bladets bedste år i ret lang tid rent journalistisk. Her tænker jeg i særdeleshed på GGGI-skandalen og på PET-skandalen. Vores ambition om at være samfundets vagthund er sådan set uændret, til trods for at vi må erkende, at der er et gevaldigt pres på papiravisen.

RÆSON: Du er inde på, at vi næsten har for mange papiraviser i Danmark i forhold til andre lande. Vil formiddagsaviserne ikke være nogle af de første, der bukker under?
Miki Mistrati: Jo, det kunne man godt frygte. Hvis du ser på faldet rent statistisk, så er det jo løssalgsaviserne, altså B.T. og Ekstra Bladet, som har det største fald. Det er gået støt nedad over rigtig mange år. Vi arbejder benhårdt på at se, om vi kan få den nedadgående pil til at gå knapt så meget nedad. Men jeg synes, det vigtigste er, at vi stadigvæk fastholder, at vi vil lave den undersøgende journalistik, som har en eller anden form for betydning i samfundet. Men om der er to formiddagsaviser om 10-15 år, det tør jeg simpelthen ikke at sige. Jeg tror nu nok, at Ekstra Bladet skal være der, men om B.T. er der, det kan de bedst selv svare på.

RÆSON: Har de danske mediehuse været gode nok til at investere i at omstille sig?
Miki Mistrati: Over en bred kam har alle medier nok været for langsomme, men det er jo en bakspejlsbetragtning. Omvendt, så har teknologien heller ikke været til det. Man skal huske på, at det først er indenfor de sidste tre år, at iPhones og iPads er blevet en integreret del af folks hverdag. I forhold til Ekstra Bladet er jeg sådan set ret imponeret over JP/Politikens hus’ villighed til at ville investere i nye medier. Vi bruger en hulens masse penge, som vi ikke ved, hvornår bliver tjent ind igen. Her tænker jeg for eksempel på investeringer i web-tv, som vi bruger rigtig mange penge på, og som kommer til at være et kæmpe satsningsområde fremadrettet. Det er en ren investering, og jeg er ret stolt af at være i et hus, der har sagt, at det tror vi sgu på.

RÆSON: Hvordan ser du fremtiden for web-tv? Vil det blive et seriøst alternativ til DR og TV2?
Miki Mistrati: Hvis vi kigger på investeringer rundt omkring i medieverdenen, så har web-tv lidt under helt utroligt dårlige vilkår. Der har ikke været så stor investeringsvillighed på det område. Det gælder sådan set over en bred kam. Jeg tør godt at sige, at Ekstra Bladet har været førende på det område, og vi er også de største på web-tv i al almindelighed. Men det er der, alle mediehuse sætter ind nu, og der er ingen tvivl om, at vi bliver, og at vi allerede er, et massivt konkurrenceelement i til traditionelt flow-tv. Vi ligger os i slipstrømmen på hele den her streamingbølge, der er båret frem af Netflix i særdeleshed, men også video on demand, som i den grad har fået greb i folket, og som vil udvikle sig kolossalt i de kommende år. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor vi er henne om ti år. Men der er ingen tvivl om, at det jo koster en hulens masse penge at investere i den slags, hvilket jo også har været svært for mediehusene. Berlingske Media investerer jo ikke så meget i det. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor de ikke i højere grad er med på den vogn, sådan som det ser ud i øjeblikket.

RÆSON: David Trads skrev i RÆSON i december, at vi vil se en markant reduktion af journalisters løn i fremtiden. Er det en nødvendighed?
Miki Mistrati: Der er ingen tvivl om, at lønniveauet for journalister i Danmark er ret højt. Jeg tror, at det man vil se er, at måden, hvorpå man er ansat, vil blive lavet om. Jeg har været i tv-branchen i 15 år, og der var folk jo ansat på nogle helt andre vilkår, end de for eksempel er i dagbladsverdenen. Det var jo ansættelser på kontrakter for afgrænsede perioder, og det, tror jeg, man vil se meget mere af i dagbladsverdenen i fremtiden. Der har man altså været gammeldags i forhold til, hvordan virksomheder bliver drevet i det øvrige erhvervsliv. Jeg tror simpelthen, at ansættelsesforhold er det første, man vil se ændret over de næste 5-10 år. Jeg kan ikke forestille mig, at lønnen vil gå markant ned.

RÆSON: Hvad bliver de mest bemærkelsesværdige forandringer i mediebilledet i de kommende år?
Miki Mistrati: Jeg er ret overbevist om at den bølge, vi er inde i nu, som jeg vil tillade mig at kalde ’medier on demand’, vil blive udviklet endnu mere. Det er også det, vi ser i andre store lande i Europa. Og så tror jeg som sagt, at udviklingen af web-tv vil eksplodere i de næste fem år. Det vil udgøre en alvorlig konkurrence til tv-stationerne, og jeg er ikke i tvivl om, at de traditionelle tv-stationer ryster i bukserne i øjeblikket over det, der foregår i dagbladsverdenen, hvor man for alvor er ved at satse på og investere i web-tv. Det handler om annoncekroner. Nogle af de mest optimistiske tal siger, at 20 procent af markedet for annoncekroner på tv vil blive rykket over på web-tv indenfor ét til to år. Hvis de tal holder stik, jamen så tør jeg slet ikke tænke på, hvad de næste skridt bliver.


Miki Mistrati (f. 1968) er nyhedschef på Ekstra Bladet. Emma Elise Albæk Høj (f. 1989) studerer journalistik og historie på RUC. Hun har tidligere været praktikant på Debatten på DR2.
FOTO: Pressefoto/Linda Johansen

LÆS OGSÅ
– Lisbeth Knudsen: Medierne og politikerne er gået ned i hver sin skyttegrav
– Mads Brügger: Fjernsyn er dybt forældet
– Mylenberg: I min drømmeverden eksisterer mediestøtten ikke
– Schultz Jørgensen: Jeg er relativt pessimistisk på folkestyrets vegne
– Bo Lidegaard: Mere publicistisk kvalitet på nettet