02.02.2014

“Lige nu forsøges der skabt et billede af SF’s fremtid som et valg mellem to veje: Et regeringsdueligt indflydelsesparti eller tilbage til hængekøjen. Det er noget værre sludder.”

Trine Mach betragtes som en af de mest markante fortalere for den ’røde’ fløj i SF og en mulig formandskandidat. I et stort interview med RÆSONs chefredaktion melder hun nu for første gang detaljeret ud om den sidste uges begivenheder og fremtiden for partiet.

RÆSON: Tilsyneladende er der uenighed om forløbet af folketingsgruppens møde torsdag, hvorunder Annette Vilhelmsen besluttede at partiet skulle forlade regeringen. Kunne Vilhelmsen i din vurdering regne med gruppens opbakning omkring Goldman Sachs-aftalen? Var hendes beslutning efter din vurdering motiveret af tvivl om gruppens fremtidige opbakning til regeringens linje?
MACH: Landsledelsen havde som bekendt besluttet, at SF skulle støtte Goldman Sachs-aftalen. På de efterfølgende møder i folketingsgruppen havde vi nogle ret heftige diskussioner; men da de er lukkede, kan jeg ikke gå i detaljer. Det stod klart, at ingen ville støtte Enhedslistens beslutningsforslag om en timeout for aftalen (som skulle til afstemning i Folketingssalen); alle i gruppen accepterede indstillingen fra landsledelsen om at følge regeringens linje i sagen om salg til Goldman Sachs, for så vidt som ingen ville stemme imod regeringen (og heller ikke blankt), også selv om det var imod deres personlige overbevisning. To giver udtryk for, at de ikke vil være i salen under afstemningen. – Det var Annette Vilhelmsen, der traf beslutningen om, at SF ikke længere skal være i regering, selvom folketingsgruppen i den konkrete sag rettede ind. Der har formentlig været flere motiver for dette skridt. Og jeg tror ikke alene, det handlede om opbakning til regeringens linje; SF var på kollisionskurs i den konkrete sag men beslutningen blev at bakke op. Men det tilkommer ikke mig at motivanalysere.

RÆSON: Vilhelmsen blev betragtet som græsrøddernes og baglandets kandidat. Har hun skuffet dem?
MACH: Annette overtog formandskabet i en meget svær situation og det ville være umuligt ikke (også) at skuffe. Hun lovede især to ting: At genåbne medlemsdemokratiet og at SF kunne få en selvstændig profil indenfor regeringssamarbejdet. Det første er lykkedes – og hun har genskabt en kultur af, at man kan tale sammen. Indtil for en uge siden var der en kultur af, at vi spillede i samme farve trøjer. Strategien med at markere SF-synspunkter gik frem til DONG-salget også godt.

RÆSON: Op til denne uge: Er det rigtigt, at der i SF’s top herskede håb om at Goldman Sachs-aftalen kunne sættes på pause?
MACH: Ja, der var der selvsagt. Det var politisk og økonomisk en aftale, som Danmark ikke er tjent med. Det understreger den folkelige modstand jo også. Den bekymring, som mange af os havde – og som gjorde, at vi kæmpede hårdt for at få en beslutning om at SF skulle sætte foden ned – var desuden, at partiet ville miste den sidste rest af troværdighed. Men den kamp tabte vi i Landsledelsen.

RÆSON: Hvorfor reagerede SF ikke på Goldman Sachs-aftalen under i) forhandlingsforløbet, hvor centrale SF-ministre deltog, eller ii) før jul, da aftalen blev offentliggjort?
MACH: Ja, det er et godt spørgsmål. Meget godt endda. Jeg tvivler på, at SF havde været i den situation som vi står i i dag, hvis der var reageret i tide. Jeg vil også tilføje, at jeg simpelthen ikke forstår, hvordan man i Finansministeriet kan være så politisk tonedøve at bringe regeringen i en sådan situation, at den revner. Salg af dele af DONG til Goldman Sachs er ikke centrumvenstre-politik og alle alarmklokker burde for længst have ringet.

RÆSON: SF nu: Ifølge medierne er fløjkrigen brudt ud igen. Er der efter din vurdering to fløje i SF?
MACH: Der er, i hvert fald, to strømninger i SF. Og det skal vi meget gerne fortsætte med at have. Derfor tror jeg, at SF skal strække sig meget langt for, at der ikke kommer en fløjkamp og et opslidende kampvalg om formandsposten, for det kunne meget hurtigt blive til SFs dødskamp.

RÆSON: Hvad vil det konkret sige, at SF – som mange ønsker – skal vende tilbage til en mere principiel position, end den der har været mulig i regeringen?
MACH: Lige nu forsøges der skabt et billede af SF’s fremtid som et valg mellem to veje: Et regeringsdueligt indflydelsesparti eller tilbage til hængekøjen. Det er noget værre sludder. Vi var engang noget, blev til noget andet, som ikke duede (og den nuværende krise er et resultat heraf) – og nu skal vi et andet sted hen. Regeringsdeltagelse og deltagelse i reformer er et naturligt middel men skal ikke være målet i sig selv. Det er jo meningsløst at diskutere ’regeringsparathed’ uden at se på den politiske kontekst og den på det pågældende tidspunkt parlamentariske virkelighed. SF søger politisk indflydelse for at nå politiske mål. Det SKAL også kunne lade sig gøre indenfor regeringssamarbejdet – og man må bare konstatere, at SF tabte en væsentlig del af det rum allerede i det sorte tårn [det hotel på Amager, hvor forhandlingerne om regeringsgrundlaget foregik i 2011, red.]. Når der i regeringsgrundlaget står, at ” Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand” så giver det jo klare begrænsninger på, hvor meget samfundsforandrende SF-politik, der kan komme igennem. Den påståede uenighed om viljen til at sidde i regering er en stråmandsdiskussion: Jeg har ikke hørt nogen SF’er sige, at vi ikke skal tage regeringsmagten. Men det relevante er jo, hvilket politisk flertal, der er i landet og dermed, hvilken regeringskonstellation er mulig.

RÆSON: Hvad er, efter din opfattelse, forskellene – både politisk og temperamentmæssigt – på SF og EL?
MACH: SF og EL har forskellige roller i dansk politik, og venstrefløjen ville samlet tabe, hvis begge ikke er til stede. Jeg ser SFs rolle som dem, der først og fremmest skal skaffe politiske resultater, der trækker til venstre og på lang sigt skaber grundlæggende samfundsforandringer. Vi skal kort sagt omsætte venstrefløjens magtposition i samfundet til resultater ved forhandlingsbordet.

RÆSON: Var den splittelse, der senest har ført til exit for Astrid Krag (nu S) og Ida Auken (nu R) uundgåelig, den dag SF indtrådte i regeringen?
MACH: Nej. ■


Lavet pr. mail. BEMÆRK: Det sidste spørgsmål havde Trine Mach fejllæst; hendes svar er derfor “Nej”, ikke “Ja” – splittelsen KUNNE være undgået. ILLUSTRATION: Mach [officielt pressefoto]