RÆSON FØLGER UKRAINE: Hvad koster Ukraines skæbne?

RÆSON FØLGER UKRAINE: Hvad koster Ukraines skæbne?

04.02.2014


RÆSON FØLGER ØSTEUROPA. Logbog af RÆSONs Østeuroparedaktør Ota Tiefenböck – indlæggene tilføjes løbende.

—————–
4/2 2014

Hvad koster Ukraines skæbne?


Hvad koster Ukraines orientering mod EU, og hvor meget vil EU betale for at fjerne russisk indflydelse fra Ukraine? Er EU overhovedet parat til at støtte Ukraine økonomisk og politisk mange år frem i tiden til konstant irritation for Putins Rusland?

Det er uden tvivl nogle af disse spørgsmål, de europæiske politikere diskuterer i disse dage, hvor EU’s høje repræsentant, Catherine Ashton, endnu engang er i Kijev for at diskutere Ukraines problemer med både den ukrainske opposition og den ukrainske præsident Viktor Janukovitj. Ingen ved, hvad Ashton har med sig i bagagen, men det er så godt som sikkert, at EU er kommet dertil, hvor tilbudet om økonomisk støtte og EU-medlemskab i en eller anden form, ligger som en gulerod i horisonten. Dette er sandsynligt af flere grunde: EU husker for det første 2004 og Orangerevolutionen, hvor EU var alt for tilbageholdende med at tilnærme sig Ukraine. Det var med til at påvirke situationen i landet. Det var med til at svække demokratiet og dermed indirekte med til at føre til den nuværende tilstand. Det ønsker EU ikke at opleve igen. Det anden aspekt i spillet er den moralske forpligtelse. Urolighederne i Ukraine forpligter EU rent moralsk. Nu er man mere eller mindre tvunget til at handle fremfor blot at tale om demokrati og menneskerettigheder. Nu skal holdningerne også underbygges med cool cash.
At binde Ukraine til EU er dog ikke kun et spørgsmål om penge. Projektet vil formentlig også have store menneskelige omkostninger. Ukraine er et land uden demokratiske traditioner, og det vil derfor være voldsomt naivt at tro, at økonomisk støtte fra EU er nok til at få demonstranterne til at forlade Maidan og få landet til at indføre demokrati efter vestligt målestok. Økonomisk støtte til Ukraine vil være begyndelsen på en lang og smertefuld proces med massevis af nederlag undervejs, og det vil kræve EU’s fulde opmærksomhed. Samtidigt vil det forværre forholdet til Rusland.

Hvordan netop Rusland, vil forholde sig, hvis EU støtter Ukraine – og dermed fjerner landet fra russisk indflydelse – er uklart. Hvad gør et dyr, der er presset op i et hjørne? Det kan ingen sige med sikkerhed. For russerne er Ukraine det vigtigste land i det russiske interesseområde. Landet er det største af Ruslands nabolande, og transporten af russisk gas og olie går over ukrainsk territorium. Det territorium vil russerne helst selv kontrollere. Hvis Rusland mister kontrollen over Ukraine, er det så godt som sikkert, at landet også vil miste Georgien og Moldova, som allerede nu er godt på vej i retning mod EU. Det der efterhånden vil være tilbage for Rusland, er de centralasiatiske lande. Det er langtfra nok for Rusland, som gerne vil se sig selv som en stormagt. Et anden bekymrende aspekt for russerne er, at frihed og demokrati i flere tidligere sovjetrepublikker, vil kunne give gode idéer til den russiske befolkning og dermed true den nuværende samfundsorden.
Det er derfor så godt som sikkert, at russerne ikke blot trækker på skuldrene, hvis EU gør tilnærmelser til Ukraine. Rusland vil gå langt for at forhindre EU’s bestræbelser og russerne har mange midler til at gøre livet surt for både EU og Ukraine. Fra de blide former til en militær invasion, hvilket ikke er så utopisk et scenarium, som mange formentlig opfatter det som.

Tilbage til de indledende spørgsmål. Det er svært at svare på dem alle, og det er umuligt at sætte et beløb på, men det er så godt som sikkert, at vi taler om mange penge og mange gode kræfter mange år frem i tiden. Det er ligeledes også så godt som sikkert, at ukrainsk orientering mod EU vil udløse tilstande, som kan komme til at minde om den tidligere opdeling mellem øst og vest og på kort sigt kan gøre situationen i Europa mere ustabil.

—————–
1/2 2014

UKRAINE: Janukovitj på vej til Moskva – resignation eller offensiv?


Den sygdomssvækkede ukrainske præsident Viktor Janukovitj er formentlig alligevel ikke så syg, som præsidentens administration gav udtryk for i første omgang. Præsident Janukovitj skal ifølge de seneste oplysninger en tur til Moskva i næste uge. Der er indtil videre ingen oplysninger om, hvad Janukovitjs besøg hos Putin skal handle om, men alt tyder på et uofficielt besøg, hvor der kan være tale om to scenarier.

1) Janukovitj forbereder sin afgang og skal aftale med Putin, hvordan det skal ske. Det er nemlig vigtigt for begge parter, at det sker uden, at der bliver smækket med døren. Det er vigtigt for Putin, at holde en slags våbenhvile i de kommende uger på grund af olympiaden i Sochi. Urolighederne i Ukraine og et eventuelt russisk engagement i dem må ikke forstyrre de olympiske lege. Derudover vil Putin sikre sig en fortsat indflydelse i Ukraine, og han har brug for tid til at danne nye alliancer og infiltrere en eventuel ny regering med sine støtter.
Janukovitj er ligeledes interesseret at bevare et godt forhold til Putin. Hvis han går af som præsident, er han godt klar over, at han ikke kan blive i Ukraine. Han vil få brug for et land, hvor han kan slå sig ned og få asyl, og her er Rusland et oplagt bud.

2)Janukovitj er en færdig mand i ukrainsk politik og har derfor ikke noget at miste. Putin er heller ikke parat til at afgive Ukraine. Han ved, at hvis EU kommer med det helt rette tilbud om økonomisk og politisk hjælp til Ukraine, er der en stor fare for, at han kan miste Ukraine. Den sidste mulighed der efterhånden er tilbage er at indføre diktatur. Det vil give ro i regionen og vil samtidig genforene de tre tidligere sovjetrepublikker Hviderusland, Ukraine og Rusland. At indsætte militæret er et alvorligt skridt, som kan føre til borgerkrig og muligvis deling af Ukraine, og skal forberedes grundigt. Det ville utvivlsomt være vigtigt for russerne, at de ved en eventuel militærkonflikt i Ukraine styrker deres egen position i landet. Det er derfor meget sandsynligt, at en russisk intervention, vil være en del af aftalen. Eksempelvis russisk “broderlig hjælp” til den hovedsageligt russiske befolkning på den ukrainske halvø Krim. En russisk militær tilstedeværelse på Krim vil give russerne mulighed for nye manøvremuligheder, på samme måde, som i eksempelvis Georgien, Moldova eller Armenien.

Uanset hvilket af de to scenarier vi vil se fremtiden, er det mere eller mindre sikkert, at den kommende tid vil der falde ro over begivenhederne i Ukraine. Vi vil se en tid med stilstand, hvor oppositionen passende får tid til at undersøge, hvor meget konkret økonomisk og politisk støtte den kan regne med fra EU og USA. Løsningen af den ukrainske krise ligger formentlig omkring en måned fremme i tiden.

—————–
30/1 2014

UKRAINE: Janukovitjs sygeorlov – et forsøg på at bevare magten


DEN UKRAINSKE PRÆSIDENT Viktor Janukovitjs dage er talte. Den eneste chance han har, er at trække tiden ud og fastholde et dødvande så længe som overhovedet muligt. Det vil give ham mulighed for at mobilisere sine støtter, og hvis han er heldig, bevare magten. Han ved, at hans afgang ikke kun er ensbetydende med, at han mister magten – der er ligeledes en stor risiko for, at han kommer til at lide samme skæbne som Julia Timosjenko – for hvis oppositionen kommer til magten, er det sandsynligt at Janukovitj kan se frem til en retssag og formentlig ogsaa en fængselsstraf.

Det er derfor er præsident Janukovitj er gået på sygeorlov. Men at trække tiden ud bliver formentlig en svær opgave. Det er nemlig efterhånden ikke kun demonstranterne, der vil af med Janukovitj – han er også uønsket af de resterende aktører i det ukrainske drama. Hans tidligere støtter, oligakerne, er trætte af at miste indtægter på grund af situationen i landet. Derudover er de blevet bange for at eventuelt nye sanktioner mod landet fra EU og USA vil kunne true deres forretninger yderligere.

Fortsatte uroligheder i Ukraine – og en eventuel borgerkrig – vil også true russiske interesser og transport af russisk olie og gas over ukrainsk jord. Desuden vil Putin gerne undgå, at situationen i Ukraine tager opmærksomhed fra hans kæmpeprojekt: Olympiaden i Sochi. Derudover har oppositionen stillet præsidentens afgang som et ufravigeligt krav til, at urolighederne kan ophøre, og situationen i landet bliver normaliseret.

Viktor Janukovitj er op imod stærke kræfter. ■

—————–
28/1 2014

ANALYSE: Ukraines kamp for overlevelse

I et politisk og økonomisk stabilt land ville Ukraines opdeling formentlig ikke have særlig stor betydning, men situationen er en ganske anden i et land på randen af kaos. De kaotiske tilstande bliver på begge sider udnyttet af ultranationalistiske kræfter, som forstærker splittelsen, og gør det nærmest umuligt at forene landet igen. I det absolut værste scenarie, kan denne splittelse ende med en borgerkrig og opdeling af landet.

UROLIGHEDERNE i Ukraine har stået på i mere end to måneder og har i løbet af de seneste dage udviklet sig til decideret krigslignende tilstande. Kijevs centrum ligner mere og mere en krigszone, og det forekommer efterhånden næsten umuligt, at noget kan stoppe demonstrationerne. Og urolighederne har i løbet af den seneste tid bredt sig til det vestlige Ukraine. Her har demonstranterne besat regeringskontorer i hovedparten af de største byer. I den østelige del af landet demonstrerer størstedelen af demonstranterne til støtte for den ukrainske præsident Viktor Janukovitj, og kun en mindre del til støtte for demonstranterne i Kijev. Mens urolighederne står på forsøger præsident Viktor Janukovitj sammen med oppositionslederne Arsenij Jatsenjuk, som repræsenterer Julia Timosjenkos Fædrelandspartiet, formand for partiet UDAR, Vitalij Klitsjko samt formand for partiet Svoboda, Oleh Tjahnybok at finde en løsning på situationen. Oppositionen fik i weekenden tilbudt fremtrædende regeringsposter af præsident Janukovitj – premierministerposten til Arsenij Jatsenjuk og vicepremierministerposten til Vitalij Klitsjko. De har begge afvist forslaget. Afvisningen skyldes ifølge Arsenij Jatsenjuk dels, at oppositionen ikke fik mandat fra folkemassen på Uafhængighedspladsen i Kijev og dels, at oppositionen ikke ønsker at tage ansvar for landet, når det er kørt i sænk, statskassen er tom og økonomien i knæ. Den er dog utvivlsomt også et udtryk for noget andet: at den ukrainske opposition er splittet og ikke er i stand til at tage fælles ansvar. Ukraines absolut største problem er den splittelse, der gennemsyrer hele landet, både geografisk og politisk.

Ukraines geografiske splittelse er ikke noget nyt fænomen, men har sine rødder langt tilbage i den ukrainske historie. Floden Dnepr har altid delt landet, som den dag idag. Landet øst for Dnepr har tilhørt zarernes Rusland siden 1654 og er derfor blevet grundigt rusifiseret. Indbyggerne her er generelt venligt stillet over for både præsident Viktor Janukovitj og Moskva og er hovedsageligt tilfredse med den aftale, præsident Janukovitj har skrevet under på med Putins Rusland. Anderledes står det til i landet vest for Dnepr, som først blev en del af Det Russiske Rige under Katarina den Store i slutningen af det 18. århundrede, efter delingen af Polen, men som – til trods for alle de mange år under russisk styre – har formået at bevare sin egen identitet. Derfor er hovedparten af det vestlige Ukraine orienteret mod vestlige værdier og dermed den ukrainske opposition.

I et politisk og økonomisk stabilt land ville Ukraines opdeling formentlig ikke have særlig stor betydning, men situationen er en ganske anden i et land på randen af kaos. De kaotiske tilstande i landet bliver på begge sider udnyttet af ultranationalistiske kræfter, som forstærker den ukrainske splittelse, og gør det nærmest umuligt at forene Ukraine igen. Hverken nu – hvor man skal forsøge at løse den fastlåste situation – eller på længere sigt, hvor ukrainerne helst skal finde sammen igen for at genopbygge deres land. I det absolut værste scenarie, kan denne splittelse ende med en borgerkrig og opdeling af landet.

De fleste demokratiske samfund består af en regerende koalition og en opposition, hvis forhold er baseret på gensidig respekt. Altså en ideologisk splittelse, men politisk enighed, da den gensidige respekt er forankret i de grundlæggende demokratiske principper. Anderledes er det i Ukraine, hvor splittelsen gennemsyrer hele forholdet. For de ukrainske politikere handler det mest om at bekæmpe og tilintetgøre hinanden. I sådan en situation er det svært – og muligvis helt umuligt – at løse problemer af den størrelse, som Ukraine står med i dag.

Hvad endnu værre er: samme splittelse ogennemsyrer den forenede opposition, hvis fælles anliggende først og fremmest er bekæmpelse af Viktor Janukovitj. I det øjeblik oppositionens alliance har gennemført sin mission, vil splittelsen utvivlsomt træde frem og yderligere komplicere løsningen af krisen. Splittelse findes ligeledes i demonstranternes egne rækker og i demonstranternes forhold til oppositionen. I dag tæller de demonstrerende af en lang række uforenelige grupper, fra veluddannede aktivister, nationalistiske medlemmer af partiet Svoboda til ultranationalistiske grupperinger og hooligans, med forskellige mål og forskellige forhold til den politiske opposition. Og det er tvivlsomt, om oppositionen overhovedet har kontrol over demonstranterne.

SPLITTELSEN synes at gennemsyre hele samfundet og gør det nærmest umuligt at løse den nuværende konflikt på en fredelig måde. Der er en overhængende fare for yderligere eskalering af konflikten – og af volden. Den eneste løsning ser efterhånden ud til at være international mægling – og ufravigelige internationale krav til de to parter i konflikten om at sætte sig sammen og finde en løsning. Svigter denne mulighed, er indførelsen af undtagelsestilstand i landet, fulgt op med en overgangsregering baseret på international hjælp og et nyvalg, formentlig den eneste og sidste mulighed for at undgå blodbad. ■

For mere information om forfatteren, artikler m.v. se: www.tiefenboeck.dk