Lave K. Broch: Valgflæsk. Vil S, V og K virkelig rulle EU’s magt tilbage?

Lave K. Broch: Valgflæsk. Vil S, V og K virkelig rulle EU’s magt tilbage?

24.05.2014


OPINION. I løbet af den danske EP-valgkamp har flere af partierne forsøgt at tegne et billede af sig selv som EU-skeptiske. Det interessante med udmeldingerne fra S, V og K er for det første, at partierne har været med til at give EU den omfattende magt til EU på de områder, hvor de nu buldrer. For det andet støtter de stadig Lissabon-traktatens mål om en stadig snævrere union. For det tredje må deres løsningsmodeller opfattes som valgflæsk. Hvis S, V og K mener noget reelt, så må de foreslå ændringer til EU’s traktatgrundlag og at EU’s magt rulles tilbage. Det har de ikke gjort.

Af Lave K. Broch, kandidat til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

I EU-KOMMISSIONEN tales der helt åbent om, at EU bør blive til Europas Forenede Stater: “We need a true political union. To me this means that we need to build a United States of Europe with the Commission as government and two chambers – the European Parliament and a “Senate” of Member States” sagde EU-Kommissionens næstformand, Viviane Reding, den 7. januar 2014. Men mere EU er ikke svaret på de udfordringer, vi står over for i Europa. Det er derimod nødvendigt at give plads til et levende demokrati og skabe en ramme for et praktisk europæisk samarbejde, der gør det muligt at sikre miljøet, sundheden, velfærden og et globalt udsyn.

I LØBET AF DEN DANSKE EP-valgkamp har flere af partierne forsøgt at tegne et billede af sig selv som EU-skeptiske. Bendt Bendtsen har i slutningen af valgkampen slået på tromme for, at han ville forsvare de danske boliglån. Men det er meget svært at se hvad Bendtsen kan gøre som ingen anden MEP kan, og reel beskyttelse af boliglånene kræver at området flyttes tilbage fra EU til Danmark. Ulla Tørnæs har forsøgt at fremstille sig selv som en der vil begrænse EU-borgeres ret til danske børnepenge. Jeppe Kofod (S) har også været med i dansen om børnechecken og Kofod mener ikke man skal kunne sende børnechecken ud af landet, hvis børnene opholder sig i hjemlandet. Det synes jeg på ingen måde er retfærdigt, da tusindvis af mennesker, der bor i Skåne, arbejder og betaler skat i Danmark. Jeg har taget afstand fra begrebet ”velfærdsturisme” – fordi jeg mener, at det er et intolerant begreb. Som jeg ser det skal Danmark selv bestemme over hvornår man har ret til velfærdsydelser, men alle skal behandles ens og udgangspunktet må være, at når man betaler skat i Danmark, så har man også rettigheder i Danmark. Det interessante med udmeldingerne fra S, V og K er for det første, at partierne har været med til at give EU den omfattende magt til EU på de områder, hvor de nu buldrer. For det andet støtter de stadig Lissabon-traktatens mål om en stadig snævrere union. For det tredje må deres løsningsmodeller opfattes som valgflæsk. Hvis S, V og K mener noget reelt, så må de foreslå ændringer til EU’s traktatgrundlag og at EU’s magt rulles tilbage. Det har de ikke gjort.

POLITIKERE FRA DE EU-glade partier har i løbet af valgkampen gang på gang fremhævet, at EU-parlamentet og EU er en kampplads på linje med kommuner, regioner og Folketing. Det lyder umiddelbart fornuftigt. Problemet er bare, at det ikke passer. EU er ikke en politisk kampplads, som vi kender det fra de hjemlige arenaer.

FOR DET FØRSTE er kamppladsen i EU begrænset af EU’s traktatgrundlag, nærmere bestemt Lissabon-traktaten. Det betyder, at en så simpel ting som EU-parlamentets rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg ikke kan afskaffes, selv om stort set alle danske politikere ønsker det. Det var derfor en farce, at se på hvordan bl.a. Jeppe Kofoed (S) i starten af valgkampen gjorde sig til tals for en vilje til at afskaffe parlamentets konstante pendlen. Folkebevægelsen har i alle årene været imod og stemt imod indretningen, hvor EU-parlamentet 12 gange om året flytter fra Bruxelles til Strasbourg med store økonomiske og miljømæssige omkostninger. Vi ser gerne, at dette initiativ ikke bare ender som betydningsløst valgflæsk. Men rejsecirkusset er som sagt indskrevet i EU’s traktatgrundlag og derfor foreslog vi i valgkampen, at alle danske lister i EU-valget burde sige nej til enhver traktatændring, hvor rejsecirkusset bevares.

DER ER EN HEL række områder, som vi ikke længere selv kan bestemme over, fordi EU’s traktatgrundlag og EU’s indre marked har begrænset den politiske kampplads. Danmark er f.eks. nødt til at støtte atomkraft, selv om vi som land har besluttet, at det er noget, vi ellers ikke vil have. Traktaten slår også fast, at det er EU-domstolen, der skal have det sidste ord i sager om EU’s indre marked. Konsekvensen er, at det ikke længere er muligt for de folkevalgte politikere at ændre på lovgivningen inden for vigtige områder af dansk politik.

ET ANDET GRUNDLÆGGENDE problem er, at EU-kommissionen har monopol på at stille lovforslag. Dette er i klar modstrid med de tanker, der ligger til grund for det danske folkestyre, hvor Grundloven sikrer at ethvert folketingsmedlem kan stille lovforslag. Jeg synes, at det vil være bedst at skabe et internationalt samarbejde, hvor de nationale parlamenter kan stille lovforslag. EU-tilhængere vil ofte svare, at problemet ikke er så stort, dels fordi vi har stadig en dansk EU-kommissær, og dels fordi en million EU-borgere kan tage initiativ til, at EU-kommissionen kan stille et lovforslag. Men EU-kommissærerne er ikke repræsentanter for de nationale parlamenter. De forslag, der kan accepteres selv hvis en million europæere gik sammen, må fortsat ikke være i modstrid med EU’s traktatgrundlag – og EU-kommissionen selv kan bestemme, om de vil følge opfordringen fra borgerne. EU’s borgerinitiativ kan derfor på ingen måde sammenlignes med et schweizisk borgerinitiativ, der sikrer borgerne RET til en folkeafstemning, hvis de samler det nødvendige antal underskrifter.

DET TREDJE GRUNDLÆGGENDE problem er, at de andre kamppladser – Folketing, regioner og kommuner – også bliver begrænset af EU’s magt. Det er en væsentlig grund til, at vi i høj grad får den samme politik, uafhængigt af om vi har en VK-regering eller en SR-regering. En undersøgelse fra det tyske justitsministerium har vist, at 84 procent af al tysk lovgivning i perioden 1998-2004 stammede fra EU. Det danske justitsministerium er nået frem til et meget lavere tal – men ministeriet har f.eks. ikke medtaget EU-forordninger, der er umiddelbart bindende for medlemslandene og ministeriets undersøgelse må derfor opfattes som politisk bestillingsarbejde. Tænketanken Cepos anslog til gengæld i marts i 2011, at 50-60 % af den gældende lovgivning i Danmark stammer fra EU. Folkebevægelsen mod EU har krævet en uvildig undersøgelse af spørgsmålet, men det har Folketingsflertallet indtil nu ikke været interesseret i. På det kommunale og regionale niveau er EU’s indflydelse også stor. Kommunernes Landsforening (KL) lavede i 2011 en analyse af, hvor mange af dagsordenspunkterne på kommunalbestyrelsesmøderne, der er påvirkede af EU. De nåede frem til, at det var 53 %. Tallene ligger på niveau med, hvad Danske Regioner i en tidligere analyse er nået frem til, at EU fylder på de regionale dagsordener.

DEN POLITISKE KAMPPLADS blev desuden yderligere begrænset, da Danmark og de fleste EU-lande tiltrådte EU’s finanspagt i 2012. Danmark står således hvert år skoleret i EU med udkastet til finanslov før det bliver behandlet i Folketinget. Finansloven for 2014 er den første finanslov, der med fuld effekt er blevet underlagt det nye udgiftskontrollerende regime, der er fulgt med den budgetlov, der er en følge af Danmarks tilslutning til EU’s finanspagt. Bl.a. begrænser budgetloven Danmarks muligheder for at lave en såkaldt kick-start for at styrke beskæftigelsen. Dette er også et stort problem for de kriseramte euro-lande. EU’s finanspagt har ført til, at EU-landene i en krisesituation har skåret ned i det offentlige forbrug, og det har kun gjort krisen være. Resultatet er 26 millioner arbejdsløse og 120 millioner mennesker, der trues af fattigdom eller lever i fattigdom. Jeg støtter bestemt, at der er orden i økonomierne, men i krisetider er der brug for flere offentlige projekter og ikke færre.

BEFOLKNINGENS AFMAGT er voksende ikke kun i Danmark, men i mange andre EU-lande. Det ville være godt, hvis denne afmagt fik folk til at engagere sig politisk og forsvare demokratiet. Men i flere EU-lande fører afmagten til, at udemokratiske og intolerante holdninger får vind i sejlene. Centraliseringen af magt i EU kan derfor ende med at skade europæernes forhold til hinanden – især når krisen er så stor, som den er i mange af eurolandene. Det er derfor på tide, at der gøres en aktiv indsats for at skabe plads for mere demokrati. Som jeg ser det er det afgørende, at Danmark kobler sig på den diskussion, der er i Storbritannien om reformer af EU eller en frigørelse fra EU. Jeg tror dog, at det bliver nærmest umuligt for Cameron at få gennemført reelle EU-reformer, der flytter magt tilbage til landene. Men jeg vil selvfølgelig støtte ethvert skridt, der kan være med til at gøre EU mere demokratisk, og som kan decentralisere magt. Men grundlæggende tror jeg, at Tysklands og Frankrigs regeringer vil gøre hvad de kan for at gå den modsatte vej, og derfor mener jeg, at det er mere realistisk, hvis vi i Danmark ser på hvordan Norge, Island og Schweiz kan samarbejde med EU-landene om praktiske spørgsmål. For det er vigtigt, at vi kan holde fast i et Europa, hvor mennesker kan rejse, studere, handle, bo og arbejde på tværs af grænserne.

FRA EU-TILHÆNGERNE bliver det ofte sagt, at Norge ikke har nogen indflydelse på tingene. Det passer ikke. Norge har forslags- og taleret i EU-kommissionens arbejdsgrupper, og Norge har en vetoret ift. alle nye EU-love. Derudover har Norge frihed til selv at bestemme på en lang række områder f.eks. landbrug, fiskeri, retspolitikken og udenrigspolitikken. Jeg synes Norges relation til EU på mange måder er mere fordelagtig end det danske EU-medlemskab. Men jeg ser hellere, at vi vælger den schweiziske model med bilaterale aftaler. Schweiz har opnået stort set det samme som Norge, men undgår, at EU-domstolen får kompetence inden for de områder, hvor man har et tæt samarbejde. Derudover mener jeg, at der bør tages initiativ til et tættere nordisk samarbejde ikke mindst på det udenrigspolitiske område.

FOLKEBEVÆGELSEN er en reel vagthund i EU-parlamentet, der forsvarer væsentlige værdier og som aktivt arbejder for demokratiske alternativer til EU. Det at vi er imod EU’s traktatgrundlag og hellere ser en anden relation til EU betyder ikke, at vi er passive i EU-parlamentet eller imod samarbejde i Europa. Vi arbejder for et levende folkestyre og forsvarer miljøet og sundheden. Vi mener, at Danmark skal have mulighed for at gå foran ikke mindst på sundhedsområdet. Det er f.eks. helt uacceptabelt, at EU tillader kræft- og allergifremkaldende stoffer i fødevarerne, og at EU fjerner et dansk forbud mod hormonforstyrrende stoffer i solcreme til småbørn. Vi værner også om det nordiske velfærdssamfund og forholder os aktivt til hvordan EU’s politikker påvirker resten af verden. Set med vores øjne bør EU stoppe støtten til den europæiske våbenindustri – og Danmark bør f.eks. kunne stå sammen med Norge om initiativer til fredsmægling i verden i stedet for blindt at følge EU.

MERE EU er ikke svaret på Europas udfordringer. ⬛

Artikelforslag til RÆSONs Opinionsserie sendes til: redaktionen@raeson.dk

Lave K. Broch (f.1972) er cand.scient.pol., og EP-kandidat for Folkebevægelsen mod EU (nr. 2 på liste N). Medlem af Radikale Venstre, medlem af FN-forbundets forretningsudvalg og formand for FN-forbundets freds- og konfliktløsningsudvalg. Lave er desuden medlem af Tænketanken NyAgenda og officer af reserven i Beredskabsstyrelsen. ILLUSTRATION: Bendt Bendtsen [foto: De Konservative]