Tal i politik: En krone, to kroner, mange penge

Tal i politik: En krone, to kroner, mange penge

10.05.2014


“Næsten ingen er i stand til at indtage et informeret standpunkt om store, abstrakte, strategiske spørgsmål som rammerne for økonomisk politik. Omvendt kan alle umiddelbart tage stilling til små, konkrete debatemner. Det er ud fra en demokratisk betragtning ikke særlig ønskværdigt. Men det er et paradoks, der kun bliver mere tydeligt, jo større økonomiske beslutninger vi træffer politisk.”

Af Frederik Hjorth og Asmus Leth Olsen

Vi kender alle finanskrisens skurkeroller: kortsynede boligspekulanter, ustyrlige investeringsbanker, uansvarlige politikere og måske alt for optimistiske centralbankchefer. Efter finanskrisen fulgte Den Store Recession, som Europa kun langsomt er i færd med at bevæge sig ud af. Her er rollelisten lidt mindre klar. For nogle er det siddende regeringer, der bruger for lidt penge på at sparke økonomiens motor i et højere gear. For andre er det tidligere regeringer, der forsømte at træde på bremsen i tide.

Men der er endnu en faktor, som har præget de politiske svar på krisen, og som endnu påvirker måden, hvorpå de recessionsplagede regeringer fører økonomisk politik. Modsat alle de kendte skurkeroller er det en faktor, næsten ingen har fået øje på. Og det på trods af, at alle kan se den med egne øjne: De skal bare strække begge hænder ud foran sig og tælle fingrene fra ét til ti.

Det drejer sig om titalssystemet. Historien om hvordan vores talsystem påvirker økonomisk politik viser, hvor meget tekniske beslutninger kan forvrides, når de er underlagt politiske hensyn. Den fortæller os også noget om, hvorfor økonomisk politik for de fleste af os er næsten umulig helt at forstå og nok altid vil være det. Og den kan få afgørende betydning for dansk politik frem mod næste valg. Den illustrerer nemlig, hvor vanskeligt det er at føre demokratisk debat om økonomisk politik i sin mest abstrakte form.

Obamas stimulus-pakke
Titalssystemet viste umiskendeligt sin rolle for økonomisk politik for omkring fem år siden, da den dengang nytiltrådte amerikanske præsident, Barack Obama, skulle forhandle sit første store stykke lovgivning, American Recovery and Reinvestment Act, bedre kendt som Obamas stimulus-pakke. Obama-regeringen begyndte arbejdet med stimulus-pakken i en utaknemmelig situation: ikke alene skulle den manøvrere pakken gennem begge huse i den amerikanske Kongres, den skulle på samme tid omhyggeligt regne sig frem til hvor stor en økonomisk stimulus, der var brug for til at begynde med. Stimulus-pakkens rigtige størrelse afhænger af, hvor stort økonomiens såkaldte outputgab er, altså hvor meget mindre økonomisk aktivitet der finder sted sammenlignet med en normal situation. Er gabet stort, skal der bruges flere penge for at bringe økonomien på ret køl igen.

Obamas egne økonomer skønnede, at økonomien havde brug for en stimuluspakke på mellem 600 milliarder dollars og 1.800 milliarder dollars; det bedste bud, som Obamas økonomiske rådgiver Christina Romer foreslog at forelægge præsidenten, lød på 1.200 milliarder dollars – et svimlende stort beløb. Alene den stimulus, Romer foreslog at pumpe ud i økonomien, svarer til omtrent tre en halv gange hele Danmarks bruttonationalprodukt. Romers forslag blev da også bremset af Obamas daværende stabschef, Rahm Emanuel. Ikke fordi han havde noget at udsætte på Romers regnestykke. Emanuel protesterede, da forslaget krydsede den psykologiske grænse på 1.000 milliarder dollars. Som beskrevet i Evan Scheibers bog “The Escape Artists” afviste Emanuel overhovedet at nævne beløbet 1.200 milliarder for præsidenten. “En komma to billioner dollars er absurd”, sagde Emanuel til Romer. “Folk vil tro vi ikke fatter en brik”. For Emanuel var det afgørende, at forslaget lød på allerhøjst 999 milliarder dollars.

Protesten mod forslaget var altså ikke baseret på økonomfaglige hensyn, men alene bekymringen over, at vælgerne ville protestere, når beløbet krydsede den magiske grænse omkring 1.000 milliarder dollars. Den grænse er der selvfølgelig heller ikke rigtig noget magisk ved. Tallet 1.000 virker bare specielt, fordi vores talsystem er baseret på tallet ti, så tal bliver ét ciffer længere, når vi lægger én til 999. Titalssystemet selv blev indført i vores del af verden for omkring 1.500 år siden, fordi det er praktisk at tælle med, når man har ti fingre. (Ironisk nok har netop Rahm Emanuel faktisk kun ni en halv finger. Som gymnasieelev skar han halvdelen af højre langfinger af i en pålægsmaskine).

Så vidt idéen: den stimuluspakke, Obama endte med at foreslå, lagde sig på den lave ende af den psykologiske grænse på 1.000 milliarder dollars af frygt for vælgerrevolte på den anden side af det magiske tal. Men havde Emanuel ret? Er der virkelig noget særligt ved tallet 1.000 milliarder? Det prøvede forskerne Neil Malhotra og Yotam Margalit for nogle år siden at undersøge. I et snedigt indrettet eksperiment spurgte de et repræsentativt udsnit af den amerikanske befolkning, om de kunne støtte en ny stimuluspakke til den amerikanske økonomi. Men forskerne varierede tilfældigt, hvilket specifikt beløb, deltagerne skulle tage stilling til. Én gruppe blev spurgt om deres holdning til en pakke på 900 milliarder dollars. En anden gruppe blev spurgt om deres holdning til en pakke på 1.100 milliarder dollars. Der var markant flere modstandere i sidstnævnte gruppe.

Det er for så vidt naturligt nok – forslaget betød jo også en større offentlig udgift. Men Malhotra og Margalit spurgte også en tredje gruppe om deres støtte til en pakke på 1.400 milliarder dollars. Og her var næsten nøjagtig lige så mange af de adspurgte imod, sammenlignet med de 1.100 milliarder – faktisk en lille smule færre. Selvom stigningen i beløbet mellem de to sidstnævnte var større, var der altså ingen yderligere modstand. Hele stigningen i modstand fandt sted, da beløbet bevægede sig hen over den magiske grænse på 1.000 milliarder. Den bedste forskning, vi har, peger altså ganske klart på, at Rahm Emanuel havde ret.

Talforståelse og numerositetseffekt
Hvorfor reagerede vælgerne så stærkt på grænsen ved 1.000 milliarder? Det er svært at argumentere for, at et stort antal vælgere skulle have principielle, ideologiske holdninger til, om beløbet skrives med 12 eller 13 cifre. Det bedste bud er nok i stedet at den stærke reaktion på det ekstra ciffer afspejler den fundamentale vanskelighed, almindelige vælgere har ved at tage stilling til meget store tal.

Det er der ikke noget urimeligt i. Beløb i milliardklassen er mange gange større, end hvad almindelige vælgere nogensinde i praksis vil skulle tage stilling til. Menneskers evne til at bearbejde og sammenligne talstørrelser er ganske enkelt bygget til en meget mindre skala end den, moderne politik opererer på. Samlet set viser forskningen om menneskers talforståelse, at vi bliver meget langsommere og laver flere fejl, når vi arbejder med tal større end tallet 3. Det er værd at huske på, at den menneskelige hjerne er evolutionært tilpasset den måde, som vores forfædre organiserede sig på i små jæger-samler-samfund igennem tusindevis af år. Her var der slet og ret ikke brug for mentale evner til at sammenligne meget store tal. For eksempel demonstrerede antropologen Michael Frank for få år siden, at jæger-samler-stammen Piraha, der lever i Amazonas, kun har ord for tre forskellige mængder: “én” (hói), “to” (hoí), og “mange” (baagiso). Betydningen er dog ikke helt præcis: Piraha-indianerne bruger ordet for “et” for tal op til omkring seks, og ordet for “to” op til i hvert fald ti.

Det illustrerer et andet centralt element i menneskelig talforståelse: vores hjerner er ikke bygget til at udregne talstørrelser meget præcist, men derimod til at foretage hurtige, nogenlunde rigtige skøn af om tal og antal er store eller små. Det afspejler sig for eksempel i det, psykologer kalder “numerositetseffekten”. Numerositetseffekten indebærer, at mængder vurderes som større, hvis de består af mange dele. Denne effekt er meget tydelig hos dyr: i et forsøg fra 1941 blev kyllinger hurtigere mætte, hvis de spiste korn, der var delt op i fire små bidder, end hvis de spiste hele korn. Kyllingerne troede de spiste mere, fordi de så flere, små ting.

Det afgørende ved numerositetseffekten er, at den virker på samme måde for mennesker, der skal vurdere økonomiske beløb, som på kyllinger, der skal vurdere foder. Psykologen Brett Pelham har for eksempel vist, at mennesker der skal lægge beløbene for mange små mønter sammen ender med et større beløb, end hvis de skal sammenlægge færre, mere værdifulde mønter – også selvom de rigtige summer er nøjagtig ens. Numerositetseffekten indebærer altså, at vi er tilbøjelige til at antage, at “mange” betyder “stor værdi”. I et andet forsøg viste Brett Pelham, at folk hellere vil deltage i et lotteri, hvor alle får 10 lodsedler, end et lotteri hvor alle får én lodseddel. 10 lodsedler lyder som mere værdifuldt end én – men værdien af dem er naturligvis den samme, når alle har 10.

Psykologer kalder mentale vaner som numerositetseffekten for “heuristikker.” Det betegner en slags mental genvej, mennesker anvender for at træffe omtrent rigtige beslutninger. Heuristikker er næsten altid nyttige: for eksempel er en stor bunke mønter næsten altid mere værd end en lille bunke, så numerositetseffekten vil typisk hjælpe os med at foretage det rigtige skøn hurtigt. Men talheuristikker som numerositetseffekten kan nemt snyde os, når det drejer sig om økonomisk politik, da det drejer sig om langt større beløb, end vi er indrettet til at håndtere.

Abstrakt økonomisk politik
Tag for eksempel det store stridspunkt i dansk økonomisk politik: rammerne for den offentlige økonomi frem mod næste valg. Konflikten mellem regeringen og oppositionen drejer sig om, hvorvidt væksten i det offentlige forbrug skal være omkring 0,6 procent årligt eller 0 procent årligt. Fordi tallet regnes som en andel af et meget stort tal – nemlig det samlede offentlige forbrug i Danmark på omkring 540 milliarder kroner – betyder 0,6 procent ret meget. Men fordi almindelige vælgeres talforståelse er indrettet til at håndtere tal i langt mindre skala, er den forskel nærmest umulig at anskueliggøre.

Dermed ender den politiske debat i en paradoksal situation: næsten ingen er i stand til at indtage et informeret standpunkt om store, abstrakte, strategiske spørgsmål som rammerne for økonomisk politik. Omvendt kan alle umiddelbart tage stilling til små, konkrete debatemner. Det er ud fra en demokratisk betragtning ikke særlig ønskværdigt. Men det er et paradoks, der kun bliver mere tydeligt, jo større økonomiske beslutninger vi træffer politisk.

Asmus Leth Olsen (f. 1984), cand.scient.pol., ph.d., adjunkt ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Frederik Hjorth (f. 1985), cand.scient.pol., ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Har sammen skrevet bogen ”Poligak: Hvordan politikerne prøver at snøre dig – og hvorfor du næsten altid snyder dig selv”. Se: www.poligak.dk