KOMMENTAR. Vælgerne vil have ideologi. Følger partierne med?

KOMMENTAR. Vælgerne vil have ideologi. Følger partierne med?

27.01.2014


KOMMENTAR af Mathias Terp

SIDEN 1980’erne har Danmark været styret af pragmatismens hårde hånd. Dette har været et resultat af en forbløffende politisk konsensus, når det kommer til forestillingen om idealsamfundet. Den danske velfærdsstat er blevet endemålet for samtlige politiske partier og realpolitikken er blevet begrænset til at omhandle detailregulering af dén. Men den ekstreme midtersøgning og den ideologiske tilpasning, som partierne har foretaget, har skabt et politisk tomrum på yderfløjene, som uundgåeligt enten vil blive indtaget af et af de eksisterende partier eller helt nye. Dette vil medføre en polarisering, vi bør hilse velkommen.

MAN skal ikke være uddannet i politisk idehistorie for at kunne se, at der eksisterer en forunderlig konsensus i dansk politik: for alle partiers vedkommende er den nuværende samfundsmodel, der er blevet idealet. Partierne foretager en evindelig italesættelse af sig selv som velfærdsstatens forsvarere, der rejser sig som en moderne Holger Danske i kampen for kontanthjælp og et statssubsidieret sundhedsvæsen. Enhedslisten er imod flere nedskæringer i det offentlige, da det ville undergrave velfærdstaten. Liberal Alliance er for skattelettelser (og dermed offentlige besparelser), da kun det vil kunne redde velfærdsstaten. Alle andre partier ligger, fordelingspolitisk, et sted imellem.

HVORFOR har samtlige partier indvilliget i at idealisere den danske velfærdsstat? Det skyldes i høj grad ønsket om at stemmemaksimere. Der er ingen tvivl om, at flertallet af danskerne på nuværende tidspunkt foretrækker en velfærdsstat, og derfor forsøger alle partier stædigt at tilpasse deres politik til befolkningens bredere ønsker. Dette gælder både for de sædvanlige regeringspartier, jf. Venstre og Socialdemokraterne, og for yderfløjspartierne, jf. Enhedslisten og Liberal Alliance. Enhedslisten har forvandlet sig fra at være et kommunistisk udspringsparti til et reelt socialdemokratisk alternativ. Dette er blevet demonstreret af to finanslove (også selvom det ikke lykkedes at opnå enighed ved den sidste), og en næsten-indgået-skatteaftale, der efter alt at dømme var blå efter Enhedslistens hidtidige standarder. Liberal Alliance ønsker ikke en reel samfundsomvæltning, men, som vi efterhånden har hørt til uendelighed, bare at gøre det samme som i Sverige.

MED andre ord tilpasser samtlige partier deres retorik, og i vid udstrækning deres reelle politik, ud fra en analyse af, hvad for et synspunkt størstedelen af vælgermassen deler, og ud fra det videre ræsonnement, at hvis man tilpasser sin politik til dette, maksimerer man sin egen vælgertilslutning. Problemet er, at analysen er forkert.

IKKE blot vinder de mest åbenbare proponenter for konservatismen, liberalismen, og socialismen (Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, og Enhedslisten) frem blandt vælgerne, men især Liberal Alliance og Enhedslisten vinder også markant frem, hvad angår ungdomsorganisationerne og de unge vælgere. Dette afspejler et paradigmeskifte, den kommende generation kommer til at føre med sig: velfærdsstaten er ikke længere hellig. Stadig flere unge foretrækker et markant opgør med måden, man tænker politik på, og da midterpartierne ikke kan give dem det, søger de til yderfløjene. Dette er interessant – for hvis man som ung begynder at associere sig med et parti har man en tendens til at vedblive med at stemme på det.

UDVIKLINGEN er slået igennem globalt. Både i Storbritannien og i USA er debatten blevet langt mere ideologisk betinget end tidligere: Labourlederen Ed Milliband vender tilbage til de socialistiske rødder i kampen mod Osbornes afvikling af ”The Nanny State”. I USA kan man iagttage den tilbagevendende ideologiske kamp om gældsloftet og Tea Party’s fremgang. Man kan indvende, at det i USA’s tilfælde har været en tendens, man har kunne observere over en længere årrække, som aldrig rigtig har slået igennem i Danmark – den danske ungdom har aldrig rigtig været ligeså polariseret som i USA, og bevægelser som Occupy Wall Street og den libertarianske bevægelse omkring Ron Paul, har aldrig for alvor kunne bide sig fast i den danske ungdom. Det ser dog ud til at ændre sig nu, da de solide meningsmålinger, koblet med de konsekvent voksende ungdomsorganisationer, gør det klart at ideologierne har fået fodfæste blandt vælgerne.

MEN den homogenitet, der i flere år har gennemsyret dansk politik, er på vej ud. Mest skelsættende synes efterlønsreformen at være. Den reform, der var utænkelig, blev ved sidste folketingsvalg massivt belønnet af vælgerne: sammenlignet med meningsmålingerne før reformen blev lanceret i Lars Løkkes nytårstale 2011 endte Venstre ved valget med en fremgang på 6,4%. Betyder efterlønsreformen så, at de traditionelle partier har vist sig villige til at se på velfærdsstaten som ideologisk konstruktion? Ikke nødvendigvis. For hele efterlønsreformen blev lanceret med det formål at redde velfærdstaten, snarere end som et opgør med den overgribende velfærdsstat. På trods af dette, er der dog ingen tvivl om at efterlønsreformen var den mest ideologiske udmelding fra Venstre i umenneskelige tider – og det var altså noget, vælgerne belønnede.

VÆRDIDEBATTEN i 00’erne kan ses som en forløber for den ideologiske polarisering. Det vakuum, som fraværet af fordelingspolitisk splid efterlod, blev udfyldt af udlændingedebatten, da skellet her var langt mere håndgribeligt. En debat, hvor den mest markante yderfløj, Dansk Folkeparti, blev belønnet for deres ideologiske kontinuitet.

IDEOLOGIERNE er altså på vej tilbage, Selv Venstre og Socialdemokraterne vil genopdage deres ideologiske udgangspunkt og trække sig længere ud på fløjene. Dette vil næsten utvivlsomt ændre den politiske debat radikalt og give plads til en langt mere dogmatisk tilgang til fordelingspolitik. Men er dette nødvendigvis en dårlig udvikling? Undertegnede er stor tilhænger af vores nuværende samfundsmodel, men det betyder ikke at jeg bifalder en tabuisering af velfærdsstaten som koncept. Tværtimod er det påfaldende, at velfærdsstaten blev markant udbygget under langt mere turbulente debatforhold (60’erne og 70’erne). Det kan kun være positivt, at der er en sund og heftig debat – også når det gælder dette felt. At der stædigt opretholdes en forherligelse af velfærdsstaten tjener ingen. ■

Mathias Terp (f.1993) er student fra Virum Gymnasium. ILLUSTRATION: Enhedslistens ordfører Johanne Schmidt-Nielsen [pressefoto: Enhedslisten]

REFERENCER:
http://www.b.dk/politiko/liberal-alliances-ungdom-stormer-frem
http://www.altinget.dk/artikel/dsu-igen-det-stoerste-ungdomsparti
http://www.b.dk/globalt/roede-ed-er-den-roedeste-af-labour-lederne
http://ps.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/politisk-polarisering-og-konflikt-blokerer-for-de-gode-argumenter/; http://www.economist.com/news/united-states/21591190-united-states-amoeba
http://www.huffingtonpost.com/2012/01/12/ron-paul-young-voters_n_1202616.html
http://www.forbes.com/sites/stephenricher/2012/01/11/ron-paul-takes-the-youth-vote-again/