Kommentar: Putin tvinger Ukraine tilbage til udgangspunktet

Kommentar: Putin tvinger Ukraine tilbage til udgangspunktet

03.10.2014


Omtrent et år efter urolighederne i Ukraine begyndte, er landet mere eller mindre tilbage, hvor det var for et år siden. Denne gang dog også på randen af økonomisk kollaps.

KOMMENTAR af Ota Tiefenböck, RÆSON’s Østeuroparedaktør

Våbenhvilen i Østukraine, indgået den 5. september, sætter et foreløbigt punktum for den ukrainske konflikt. Den kommende tid vil vise, hvad der helt nøjagtigt vil ske i separatisternes områder i Luhansk og Donetsk, samt hvor stor en ydmygelse der venter forude
for Ukraine og EU. Det står nemlig lysende klart allerede nu, at, den ukrainske krise kun har én vinder: Den russiske præsident Vladimir Putin.
Den russiske præsident har formået, uanset om man bryder sig om hans metoder eller ej, at være den absolut bedste strateg i spillet. Et spil, hvor Ukraine og EU’s rolle derimod må karakteriseres som naiv, amatøragtig, inkonsistent og mere eller mindre baseret på tilfældigheder.

Ukraine har skrevet under på en samarbejdsaftale med EU. Aftalen var i sin tid grunden til, at urolighederne i Ukraine begyndte. Spørgsmålet er, om landet over hovedet kan bruge den eftertragtede aftale til noget som helst. Den vigtigste del af den, nemlig et åbent marked med EU, er blevet udsat til januar 2016, og det er på nuværende tidspunkt tvivlsomt, om den over hovedet bliver til noget. Det vil i bedste fald ske i samarbejde med Rusland, ganske som den tidligere, og nu væltede præsident Viktor Janukovitj forlangte, da han i november sidste år meddelte, at Ukraine alligevel ikke vil skrive under på samarbejdsaftalen. Janukovitjs beslutning dengang var et startskud for voldsomme protester i Kiev, som senere førte til hans fald, den russiske annektering af Krim og borgerkrigslignende tilstande i Østukraine.

Umiddelbart tyder alt på, at Ukraine har betalt en alt for høj pris for sin labile, og på mange måder ganske teoretiske, tilknytning til det demokratiske Europa. Omtrent 3500 ukrainere har mistet livet, det skønnes at omkring 500.000 ukrainere er fordrevet og på flugt, Krim er blevet annekteret af Rusland og kommer formentlig ikke på ukrainske hænder inden for en overskuelig fremtid. Sidst men ikke mindst er Ukraine på randen af økonomisk sammenbrud, og det er umiddelbart svært at forestille sig, hvordan landet kan komme på fode igen. EU har formentlig hverken de nødvendige ressourcer eller viljen til at klare opgaven alene. Det er derfor meget sandsynligt, at en kommende hjælp til Ukraine vil komme gennem et samarbejde mellem EU og Rusland.

Den europæiske og amerikanske velvilje i forhold til Ukraine synes nemlig at være ved at slippe op. Der er blevet længere i mellem de europæiske politikers taler, som bakker op om Ukraine, og flere europæiske toppolitikere har endda udtalt sig kritisk i forhold til de vestlige sanktioner mod Rusland. Ligeledes er blandt andre den tidligere så aktive amerikanske senator John McCain, som ved urolighedernes begyndelse forsikrede ukrainerne på Uafhængighedspladsen om amerikanernes uforbeholdne støtte til landet, blevet tavs. USA har under alle omstændigheder valgt at ignorere Petro Porosjenkos anmodning om ”våben frem for tæpper”, som ifølge ham var den eneste måde, Ukraine kunne besejre de russiskstøttede separatister i Østukraine.

Alt tyder på, at Vesten har indset, at det er den russiske præsident, der sidder med de stærkeste kort på hånden, og at den ukrainske krise kun kan løses ved et militært opgør med Rusland, eller ved indrømmelser. Da den første mulighed mere eller mindre er udelukket, er det kun indrømmelser til Rusland, der er tilbage. Det afspejler sig i en mere realistisk og afdæmpet politik og retorik. Den ultimative taber i situationen synes at være Ukraine, som ikke kun har mistet halvøen Krim, men også står til at miste en del af Donbas-regionen.

Tabet kan dog hurtigt vise sig at blive endnu større, da opbakningen til præsident Petro Porosjenko og premierministeren Arsenij Jatsenjuk, her knap en måned før landets parlamentsvalg, synes stille og roligt at smuldre. Det kan blive afgørende for Ukraines muligheder for at gennemføre reformer, som skal trække Ukraine mod den demokratiske del af Europa og ikke mindst for EU’s støtte til det fremtidige Ukraine. En anden, men ikke mindre fare, er de ultranationalistiske kræfter, som i løbet af den ukrainske krise er blevet styrket, og som på sigt utvivlsomt vil forlange mere indflydelse. De nationalistiske kræfters stigende indflydelse kan også her resultere i, at EU og USA vil blive tvunget til at sætte sin støtte til landet i bero. Sker det, vil det formentlig betyde, at Ukraine vil blive kastet tilbage, hvor det var før november sidste år: Under russisk indflydelse. I den situation ville det ikke være utænkeligt, at Ukraine på længere sigt ikke vil have andre valgmuligheder end at blive medlem af Den Euroasiatiske Union, ganske som den russiske præsident har ønsket det hele tiden.

Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag, Tjekkiet) er RÆSONs Østeuroparedaktør. Tidligere redaktør ved Sjællandske Medier og nu freelancejournalist med speciale i Balkan, Kaukasus og Øst- og Centraleuropa. Skriver blandt andre for Information, Kristeligt Dagblad samt flere norske aviser. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. ILLUSTRATION: Poroshenko under sin kampagne, 19. maj 2014 [foto: Mark III Photonics/Shutterstock]