Kommentar: Når folkestemning bliver en trussel mod demokratiet

Kommentar: Når folkestemning bliver en trussel mod demokratiet

08.05.2014


Begivenheder rundt om i verden bør give anledning til en bredere debat om demokratiet som institution og styreform. Er folkestyret ved godt helbred? Gør vi nok for at værne om og leve op til de idealer, som så dagens lys i det antikke Athen for mere end 2500 år siden? Hvad er konsekvensen, hvis vi går på kompromis med de demokratiske principper?

Af Andreas Sugar

I de seneste år har vi været vidne til den gennemslagskraft, ophidsede menneskemasser kan have. Vi har sammen hyldet de heltemodige og passionerede demonstranter, der satte livet på spil for at gøre ende på årtiers tyranni i den arabiske verden. Diktator efter diktator måtte give op over for befolkninger, der gjorde det klart, at de havde fået nok og ikke havde tænkt sig at gå hjem, før et regeringsskifte var opnået. Billeder og historier fra Benghazi, Cairo og Tunis har imponeret og inspireret folk over hele verden. Massedemonstrationer i retfærdighedens navn er både fascinerende og forførende. Demokrati handler jo i høj grad om folkets ret til at ytre sig og deltage i politiske processer.

Men er det ensbetydende med, at hver gang store menneskeskarer demonstrerer, så har ”folket” talt? Hvad vil der i sidste ende ske, hvis gadens parlament får lov at afløse det repræsentative demokrati? Jævnlige valg er en af demokratiets grundpiller; og det med god grund. Valgakten er den enkeltes mulighed for – bag et forhæng og uden utidig indblanding – at pege på en politiker eller et parti, som repræsenterer éns holdninger bedst muligt. Hvis man er utilfreds eller skuffet over udfaldet, har man muligheden for at udtrykke det ved næste valg. Naturligvis bør man også have mulighed for at markere sin uenighed med magthaverne i perioden mellem to valg, fx ved offentlige demonstrationer. Men er det rimeligt at forvente, at sådanne manifestationer vil føre til et regeringsskifte? Er der ikke en fare for, at valg – og dermed demokratiet – i sidste ende mister deres betydning, hvis det for oppositionen bare drejer sig om at få nok folk på gaden i tilstrækkelig lang tid?

Det kunne tyde på, at Det Arabiske Forår har sat gang i en trend, hvor man kan kræve en regerings afgang i folkestemningens navn. Der er dog en afgrund til forskel på at vælte en diktator og en folkevalgt regering, uanset hvor inkompetent eller korrumperet den sidstnævnte måtte være. Da Egyptens præsident Morsi blev tvunget af magten sidste sommer, var der tale om et kup, lige meget hvad man syntes om ham og hans fæller fra Det Muslimske Broderskab. Det kan på ingen måde sidestilles med den opstand, der i 2011 væltede den tidligere præsident Mubarak, i øvrigt med aktiv deltagelse af de selvsamme muslimske brødre. Morsi havde, inden begivenhederne der ledte til hans fald, regeret uden hensyntagen til oppositionens holdninger og mange egypteres forventninger om en ny politisk epoke. Men hans mandat var klart; han var blevet valgt af et flertal af landets vælgere. Trods det lød der ikke ramaskrig i resten af verden, da Morsi bare et år senere blev afsat og fængslet.

Var den manglende bestyrtelse i Vesten over dette åbenlyse kup (og vores tøven med overhovedet at kalde det et kup) forårsaget af vores forblændelse af de imponerende masser i de egyptiske gader? Eller var den et resultat af vores manglende sympati for et islamistisk styre? Vi har i Vesten før vist os at være selektive i forhold til udfaldet af demokratiske valg, der ikke lige førte det ventede resultat med sig. Da grundlaget for Irak-krigen begyndte at smuldre, argumenterede USA’s daværende præsident Bush, at demokratiets vinde ville blæse hen over Mellemøsten i kølvandet på Saddam Husseins fald. Men da det militante parti Hamas på overraskende men demokratisk vis vandt det palæstinensiske valg i 2006, gjorde man det straks klart, at man ikke havde tænkt sig at samarbejde med et selvstyre, der omfattede en ”terroristorganisation” – end ikke den folkevalgte af slagsen. En sådan udmelding får ikke alene Vesten til at fremstå som hyklerisk, men er også med til at undergrave troen på demokratiet rundt om i verden. Den gør det for let for dem, der måtte ønske, at afskrive demokratiske processer som nykolonialisme eller som et redskab til at styrke vestligt orienterede kræfter.

Hvad enten vi bryder os om det eller ej, er det vigtigt, at resultatet af et demokratisk valg accepteres og respekteres. Ikke kun af hensyn til demokratiet, men også fordi et udemokratisk magtskifte uafladeligt må udløse en reaktion blandt dem, der trods alt har støttet de væltede ledere. I Egypten har militæret indledt en heksejagt mod Det Muslimske Broderskab, en bevægelse der har slået rødder overalt i samfundet igennem flere årtier. Det må unægtelig give bagslag før eller siden. I Ukraines tilfælde flygtede præsident Janukovich til Rusland, og nu har vi Krim-krisen. De væltede ledere, deres holdninger og støtter forsvinder ikke, bare fordi de er blevet fordrevet fra magten. Udelukkelse og isolation løser sjældent problemer, men giver derimod grobund for desperate tiltag og fundamentalisme.

Men er en såkaldt folkestemning overhovedet en legitim og troværdig indikator for, hvad befolkningen ønsker? Der er simpelthen for mange usikre faktorer forbundet med massedemonstrationer. Alene tallene er umulige at fastslå. I Egyptens tilfælde forlød det, at op imod 15 millioner mennesker gik på gaden i de urolige sommerdage i 2013. Selv om det utvivlsomt var de største demonstrationer i landets historie, så stammede estimaterne fra militæret, som var alt andet end upartisk. Uanset sted og størrelse, så bliver vi nødt til at overveje, hvad det vil betyde, hvis et banner på pladsen får lov at veje tungere end en stemme i boksen. Ikke mindst fordi det er umuligt at vide, hvem der har mobiliseret demonstranterne og med hvilket formål. Er der overhovedet tale om en homogen gruppe, der ønsker det samme? I Egypten repræsenterede de mange millioner demonstranter hele spektret: de der krævede Morsis afgang, de der ønskede reformer, og endelig Morsis egne tilhængere. Demonstrationerne i Kiev i Ukraine i februar omfattede også alt fra pro-EU studerende til ultranationalistiske bøller. Det eneste der forenede dem, var deres modstand mod den siddende præsident Janukovich. Ikke just det mest solide grundlag for en fredelig politisk fremtid. Der er også utallige eksempler på, at regeringer og deres modstandere bruger folkemængder til at fremme deres egen sag, som det fx har været tilfældet under de seneste måneders uroligheder i Venezuela. I nogle tilfælde er folk endda blevet betalt (kontanter, mad eller lignende) for at møde op og protestere.

En helt anden del af debatten bør dreje sig om, hvordan man håndterer vælgernes forventninger. Vi lever i en verden, hvor alt skal gå stærkt, folk er utålmodige og kræver øjeblikkelige forandringer. Men et lands tilstand ændrer sig ikke med en ny regerings indsættelse. Man kan ikke vende en økonomisk krise til opsving eller komme arbejdsløshed til livs, så hurtigt som befolkningen ønsker det. Regeringer over hele verden kæmper med at tilfredsstille utålmodige vælgere, hvilket kan være nok så svært i et land som Danmark. I lande, der døjer med svage institutioner, gennemgribende korruption, eller nyligt overståede konflikter, er det endnu mindre sandsynligt, at magthaverne kan levere resultater hurtigt nok.

Disse tendenser understreger, at demokrati handler om meget mere end afholdelsen af frie valg, ikke mindst ytringsfrihed, respekt for menneskerettigheder, retsorden, et aktivt civilsamfund. Et bæredygtigt demokrati tager derfor lang tid at etablere. Omkring en generation mener mange eksperter. Det tager i hvert fald mange år at opbygge en stærk demokratisk kultur, herunder en generel tro på systemet og en grad af tillid til både medborgere og politikere. For at vedligeholde folkestyret må befolkningen deltage som aktive demokrater, dvs. have en basal indsigt i politiske processer og fx kende baggrunden for børnechecken og Danmarks udbytte af EU-medlemskabet.
For lederne i et demokrati handler det derimod ikke bare om at respektere resultatet af et valg men at samarbejde med oppositionen og tage hensyn til andres røster og meninger. Folkelig opstand opstår ikke ud af ingenting, men er et klart udtryk for utilfredshed, som sjældent bare kan afvises som en sammensværgelse organiseret af nogle få vildførte eller onde kræfter.

Men inden vi lader os forblænde af folkemængderne på Tahrir, Maidan eller Taksim, bør vi overveje, hvilken international respons der er mest konstruktiv. Måske det ikke er det bedste at lade os rive med af stemningen og udtrykke vores uforbeholdne støtte til de demonstrerende, selv om de umiddelbart lader til at repræsentere de svage eller undertrykte. Måske det giver mere mening at lægge pres på magthaverne. Det bør gøres klart, at det koster at regere enevældigt. Ud fra det synspunkt kan man vel godt sige, at de seneste års begivenheder har haft en vis værdi, i al den stund at de har vist, at protester – hvis bare de fortsætter længe og voldsomt nok – i sidste ende kan vælte ledere: tyranner såvel som demokratisk valgte.

For os, der sidder og følger med i verdens uroligheder fra sofaen i et velfungerende demokrati, er konklusionen ikke, at massedemonstrationer altid er udemokratiske, eller at vi altid bliver nødt til at støtte siddende regeringer, lige meget hvor udemokratisk de end måtte opføre sig. Folkelig deltagelse – også i form af offentlig protest – er ikke bare et legitimt, men også et velkomment og vigtigt aspekt af et velfungerende demokrati. På den anden side må det ikke blive sådan, at en såkaldt folkestemning bliver en erstatning for et demokratisk valg. Hvis vi vil bevare demokratiet, bliver vi nødt til at respektere dets spilleregler.

Andreas Sugar er programleder i ngo’en International Media Support. Han har tidligere arbejdet i mange år i FN’s afdeling for fredsbevarende operationer.

FOTO: Anti Morsi protests in Cairo 2012 af Gigi Ibrahim via Flickr