Kommentar: Hvilke uddannelser vil vi have?

Kommentar: Hvilke uddannelser vil vi have?

29.11.2014


“Jeg tror ikke, at uddannelse og forskning – det være sig af humanistisk, naturvidenskabelig eller samfundsfaglig art – har synderligt godt af at stå skoleret for arbejdsmarkedet.”

KOMMENTAR af Thomas Mikaelsen

I SIN KOMMENTAR stiller Merete Riisager det retoriske spørgsmål: ”Har alle ret til en uddannelse og et fedt køkken?”. I bedste fald sår Merete Riisager blot mere splid mellem parterne i en allerede ophedet debat ved at fremstille den danske universitetsverden som noget, der har “forladt jorden og svæver op mod himmellegemerne som en luftballon” – hvad det så end skal betyde. Ikke alene er denne type indlæg skadelige, fordi de maner til kampråb snarere end besindighed, men samtidig skygger de for spørgsmål og holdninger, som er for vigtige til at ikke at blive diskuteret sagligt.

Merete henviser således ikke til hvem, der på samtlige humaniora-studerendes vegne har udtalt, at der skal være “humaniora-uddannelser til alle, der måtte have lyst, uanset om der venter job i den anden ende eller ej”. Med andre ord: selvom ledigheden havde været 100%, så skulle de relevante uddannelser alligevel opretholdes, mener vi studerende åbenbart. Samme holdning bliver skudt studerende i skoene i næste paragraf, hvor vi mener noget i retning af, at: ”Hvad vi har krav på er, at der stilles studiepladser til rådighed, som ingen har brug for, og som der ikke er nogen efterspørgsel på”. Og: ”Det er rimeligt at bede andre om at betale for en uddannelse, der fungerer som beskæftigelsesterapi og hobby i en årrække, men som aldrig skal bruges til noget.”

Denne fremstilling svarer dog hverken til, hvordan uddannelsessystemet er skruet sammen – eller til de krav, fx blokaderne af AU og KU forlanger.

DE HUMANISTISKE UDDANNELSER skal nu dimensioneres som led i besparelser, fordi der er for høj ledighed blandt kandidater – vi skal ikke uddannes til ”cand.ubrugelig”, lyder det fra Sofie Carsten-Nielsen. Det er der vel i sig selv ikke noget forkert i – hvis kassen er tom, så er én løsning at spare. Hvis uddannelser skaber ubrugelige kandidater, så er de ubrugelige studerende et naturligt sted at lægge snittet.

Men det rejser en række spørgsmål, som ministeren sikkert kan give et fornuftigt svar på. Hvordan skal ’ubrugelig’ forstås? Hvorfor kun dimensionere de humanistiske uddannelser? Oprindeligt var svaret på begge spørgsmål den høje ledighed blandt de færdiguddannede kandidater: brugbarhed er lig arbejdsmarkedsrelevans, og det ubrugelige skal beskæres. Men dét svar viste sig bare at være usandt – fordi dimensioneringen i givet fald ville have ramt en række andre ikke-humanistiske uddannelser, hvor ledigheden er højere [end på humaniora, red.]. For hvad med arkitekterne, samfundsfagene eller tandlægerne, som alt efter hvor man placerer trykket i statistikkerene også skulle dimensioneres? (Tabel 5.2).

Kandidatledigheden kan derfor ikke have været den reelle drivkraft bag dimensioneringen. Og hvis kandidatledigheden rent faktisk var drivkraften, så vidner tabellen om, at Carsten-Nielsen har skimmet den en tand for hurtigt og må tilbage til tegnebrættet. Uanset, så holder argumentet ikke.

 

Hvis kandidatledigheden rent faktisk var drivkraften, så vidner tabellen om, at Carsten-Nielsen har skimmet den en tand for hurtigt og må tilbage til tegnebrættet. Uanset, så holder argumentet ikke
____________________

 

HOS BÅDE Sofie Carsten-Nielsen og Merete Riisager ligger der en distinktion – godt gemt mellem linjerne – som ingen af dem desværre udfolder i denne type udsagn: ”de danske universiteter fungerer efter principper, der ikke fremmer sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel” – det gør de ikke, men det bør de gøre. Eller hvad? Det faktuelle spørgsmål om, hvorvidt de humanistiske uddannelser gør det – altså fremmer sammenhængen mellem udbud og efterspørgsel – må skelnes skarpt fra spørgsmålet, om de bør gøre det. “…men det betyder ikke, at man behøver indrette universiteterne på en måde, hvor der ikke er nogen sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel overhovedet”. Jeg er enig – men det har ’man’ heller ikke gjort (endsige foreslået). Jeg mener i hvert fald ikke, at der findes danske uddannelser med 100% ledighed? Eller bare 75%? Yderligere, så har jeg ikke oplevet nogen rektorgange og læsesale rundt om på landets universiteter, hvor 100% ledighed var det erklærede mål for dagen? Jeg ved faktisk slet ikke, hvad den officielle grænseværdi for komplet usammenhæng mellem udbud og efterspørgsel skulle være. Men jeg vil rigtig gerne vide det, for den sætning giver kun mening, hvis (1) der findes en sådan grænseværdi eller noget tilsvarende, og (2) der er en reel risiko for, at de danske universitetsuddannelser når op i det leje.

MEN TILBAGE står stadig spørgsmålet om, hvorvidt uddannelserne bør indrette sig efter arbejdsmarkedet. Det kan diskuteres, helt uden at komme ind på, hvad de aktuelle statistikker siger – det er to vidt forskellige spørgsmål. Men de er bestemt ikke urelaterede: man kan ikke klandre universiteterne for manglende relevans for arbejdsmarkedet uden på forhånd at have taget stilling til, hvorvidt det er noget, de rent faktisk bør efterstræbe. Bør kommer altså før gør. Underligt nok, så glimrer denne helt centrale diskussion i sit fravær fra den offentlige debat. Merete Riisager nævner det end ikke, men må givetvis tage det som et selvindlysende udgangspunkt. Det er hun i hvert fald nødsaget til, for ellers har den fabrikerede kritik intet at balancere på. Problemet er bare, at det slet ikke er så selvindlysende.

DET ER ØNSKVÆRDIGT, at alle kan få et arbejde, jovist, men det er for mig svært at se, hvordan beskæftigelsespotentiale skal være et mål i sig selv. Og hvis et princip skal udgøre rettesnoren for hele samfundet, bør det så ikke være mere end et middel til noget andet?

 

Ja, der er andet og mere ved det at tage en uddannelse end at tvinge vækstpilen opad
____________________

 

VORES INTUTIONER har det med variere, men der er et simpelt tankeeksperiment, man med fordel kan prøve: Hvis du vandt 100 mio. i lotto i dag, ville du så tage på arbejde i morgen? Med andre ord, hvis du ikke behøvede arbejde, fordi dig og din familie aldrig mere skulle tænke på penge, ville du så stå op i morgen og tage på arbejde? Hvis svaret er nej, så er dit arbejde ikke et mål i sig selv, men et middel til at opnå andre mål, du har sat dig i livet. Det samme gælder uddannelserne: Har de humanistiske studerende værdi i sig selv, eller bør de snarere være instrumenter for udbud og efterspørgsel? Hvis din intuition siger dig, at vi midt i det hypotetiske overskudsgilde ville lukke butikken og trække stikket på de humanistiske uddannelser, så tjener de ikke andet formål end penge og vækst. Hvis vi derimod stadig ville uddanne humanistiske kandidater, så er svaret ja – ja, der er andet og mere ved det at tage en uddannelse end at tvinge vækstpilen opad. Det andet og mere kunne være at fordybe sig i sin eller en andens kultur, eller lære et nyt sprog, eller lære hvad et sprog overhovedet er, eller blive klogere på sin historie og hvorfor ’1864’ rammer forbi målet. Det kunne handle om at forsøge at definere det gode liv, eller forstå hvad det vil sige at være menneske. Alle disse spørgsmål falder ind under humanisternes paraply, så når vi skærer på humaniora, så er det de spørgsmål vi skærer fra; det er den type spørgsmål, som vi som samfund ikke længere ønsker at beskæftige os med. Det er ærgerligt, for det er universelle spørgsmål, som alle kan få noget ud af – også uden for universitetets tykke mure. Hvis vi rent faktisk må se os nødsaget til at opgive at finde svarene, skal det så være på grund af varm luft og ussel mammon?

JEG TROR IKKE, at uddannelse og forskning – det være sig af humanistisk, naturvidenskabelig eller samfundsfaglig art – har synderligt godt af at stå skoleret for arbejdsmarkedet. Alligevel synes jeg, at givet vores nuværende samfundsstruktur, så bør der ideelt set være et tæt samspil mellem det offentlige og det private. Det har der historisk set også været, fastslår fx økonom Mariana Mazzucato i sin bog The Entrepreneurial State fra 2013. Faktisk så har samspillet været så godt, at vi kan takke den offentlige sektor for internettet, iPhones (GPS, SMS, Siri, touchscreen, microchips osv.) og 75% af de patenter, der bliver lavet på medicin i USA, for at nævne nogle eksempler. Fælles for disse opfindelser er, at der har været plads til kreativitet og forskning for forskningens skyld, og at der for hver succes har været 10 fiaskoer. Disse kvaliteter og muligheder risikerer vi at miste, hvis uddannelserne lægges i hænderne på markedet. Det ville være et tab for os alle.

Thomas Mikaelsen (f. 1989) er filosofistuderende på Aarhus Universitet med særlig interesse for politisk, historisk og økonomiske spørgsmål om ulighed og retfærdighed. ILLUSTRATION: Det gamle studiebibliotek ved Københavns Universitet [foto: Erik Mueller]