Kommentar: Holder du øje med Juncker?

Kommentar: Holder du øje med Juncker?

05.12.2014


Efter at have overlevet ”Lux Leaks”, sagen om skattely i Luxembourg, lover Jean-Claude Juncker, EU’s ny kommissionsformand, at stille sig i spidsen for et nyt og mere retfærdigt system for selskabsskat i EU. Men hvem sørger for, at løftet bliver andet end ord?

KOMMENTAR af Ole Aabenhus, Ræsons EU-redaktør

Det har altid være EU-skribenternes store problem at sætte ansigt på EU, men med Jean-Claude Juncker er muligheden der. Den nye formand for EU-Kommissionen er på samme tid skarp, arrogant, dristig og selvbevidst, og det giver ham noget af den x-factor, der skal til for at holde sig i rampelyset.

Straks efter sin tiltræden har han tilmed fået en sag på halsen, der vil klæbe til ham i mange år – Lux Leaks.
Sagen drejer sig om de 28.000 sider lækkede skattedokumenter, der slap ud i starten af november. De viser, hvordan Luxembourg i Jean-Claude Junckers 19 år lange regeringsperiode aktivt har undergravet de øvrige EU-landes mulighed for at inddrage selskabsskat fra multinationale selskaber.

”En bombe under Juncker og den nyvalgte Kommission”, erklærede de danske socialdemokraters EU-spids Jeppe Kofod, da sagen kom frem.

Pist væk: 25.000 kr. pr. skatteyder pr. år!
”Bomben” handler om, at Luxembourg ved hjælp af manipulationer på skatteområdet har hjulpet multinationale virksomheder til at slippe billigere i skat – i en grad, så statskasserne i de øvrige EU-lande har tabt et samlet beløb i omegnen af 7.500 milliarder kroner om året, alene i EU, siger eksperter

De 7.500 milliarder kroner er syv gange EU’s årsbudget og, til sammenligning, cirka ti gange det danske statsbudget. Og hvis vi anslår, at der er 400 millioner skattebetalere i EU’s 28 lande, handler det om 25.000 kroner pr. europæisk skatteyder i tabt offentlig service – fra kloakker til skoler og børnehaver.

Foreløbig er vi kommet dertil, at Juncker er vendt på en pandekage:
Han, der om nogen har haft ansvaret for skattely i Luxembourg, reagerede først med, at intet af det, der er foregået, var ulovligt. Dernæst erklærede han, at hvis der var ulovligheder i enkelte sager, var det ikke hans bord, for (også) i Luxembourg handler skattemyndighederne selvstændigt, uden direkte indblanding fra politikerne.

Nu siger han i et interview med Le Monde, at det er ”min dybe overbevisning”, at et selskab skal betale sin skat i det land, hvor det henter sig overskud. Der vil derfor komme et forslag fra Kommissionen ”i den retning”.

”Overskudsland = beskatningsland” er en ret enkel løsning. Man opretholder princippet om, at skat er et nationalt anliggende, og begrænser kapitalens frie bevægelighed en smule. Men man skal langt ned i detaljer om transfer-pricing og lignende for at undgå, at multinationale giganter blot flytter i ly i Caribien eller andre steder.

Hvem ta’r ansvar?
Spørgsmålet er nu, om reformen bliver til andet end ord. Om forargelsen er stærk nok til, at medier, borgere og politikere vil holde Juncker til ilden, så han faktisk kommer med det forslag, han taler om. Hvordan erhvervslivets lobbyorganisationer spiller ind. Og hvad Råd og Parlament er villig til at gennemføre.

En af lobbyorganisationerne, Business Europe, har allerede meldt sig på banen. De vil gerne have ”Indgreb til bekæmpelse af svindel og skatteunddragelse” overført til nationalstaternes enekompetence.

Men derudover er det svært at tyde krystalkuglens tegn. Et af problemerne gælder Rådet, hvor medlemslandenes regeringer sidder. For der er andre end Luxembourg, der har interesse i at hjælpe multinationale virksomheder i skattely. Irland er et gammelkendt eksempel (med bl.a. Apple). Holland er også med på listen (Starbucks). Og Storbritannien er på forskellig vis involveret i skattely på Guernsey, Isle of Man, Cayman Islands og British Virgin Islands.

I EU-Parlamentet er problemet, at der ikke er en velfungerende opposition, der kan holde Kommissionen til ilden. De kristelige demokrater, som Juncker hører til, danner en tværpolitisk blok sammen med socialdemokraterne, de liberale og de grønne. De fire har besluttet at stå last og brast for at danne et regeringsdueligt flertal i Parlamentet – selv om de grønne står frit i f.eks. miljøsager.

Mediebilledet
Kan medierne fastholde interessen? Foreløbig har deres opmærksomhed på Juncker flyttet sig til den europæiske investeringsfond på 315 milliarder euro (2.300 milliarder kroner), som Juncker har foreslået. Og om han nu ville overleve det mistillidsvotum, EU-modstanderne i Parlamentet (Front National, UKIP m.fl.) fik gennemført.

I debatten før afstemningen rettede Marine Le Pen fra det franske Front National et verbalt stalin-orgel direkte mod Juncker: ”Ingen ved deres fulde fem kan tro på, at du vil kunne kæmpe ærligt og vedholdende for at omgøre det, du selv har gjort”, lød det. At overdrage sagen til Juncker ville være ”lige så troværdigt som at gøre Al Capone til formand for et etikudvalg”.

Men Juncker overlevede naturligvis – mistillidserklæringen fik kun 101 stemmer for. 461 var imod, takket være 4-parti blokken. Der var ikke så meget som et alternativt afstemningstema fra det hold.

Tilbage er vælgerne selv, og de NGO’er, der følger den slags sager – som Corporate Europe Observatory i Bruxelles og det britiske Tax Justice Network, der bl.a. kører et særligt journalistkursus om at grave ned i skattespørgsmål.

Allerede i gang…
En af forudsætningerne for at få gennemført princippet om ”overskudsland = beskatningsland” er, at man kan gennemskue transaktioner og relationer mellem aktører.

Kommissionen har faktisk et nyt og forbedret direktiv om transparens – altså gennemsigtighed – på trapperne, så man skulle kunne få at vide, hvem der ejer hvem, og kan følge overskud og interne prisdannelser.

Forslaget har været under diskussion frem og tilbage siden år 2000, men nu ligger det efter sigende grydeklart fra den forrige Kommission, så det skulle kunne forelægges i løbet af første halvår 2015.

Derudover har Margrethe Vestager arvet to sager fra sin forgænger, som på den ene side handler om skattely, på den anden side ikke.

EU kan som nævnt ikke blande sig i et lands skatteforhold, men Kommissionen har fuld kompetence til at blande sig i sager, der drejer sig om statsstøtte. Så i de to sager, Kommissionen har kunnet gå ind i, er spørgsmålet, om Luxembourg har givet særlige fordele – og dermed indirekte statsstøtte – til Amazon og Fiat/Chrysler.

Jean-Claude Juncker har med sædvanligt koketteri fortalt, at han lover ikke at blande sig til fordel for Luxembourg – og dermed sig selv.

Hvem vogter ræven?
”Man må ikke dømme ham [Juncker] på hans fortid”, siger den franske økonomikommissær Pierre Moscovici.

Men flere tyske kommentatorer rejser spørgsmålet, om man ikke lader ræven vogte høns, når det nu netop er manden bag skattely Luxembourg, der skal til at afskaffe skattely-transaktioner i Europa.

Juncker gik fem dage i flyverskjul, da Lux Leaks brød. Men derefter stillede han sig i rampelyset på det daglige pressemøde i EU-Kommissionen og forklarede, at han intet fortryder af det, han har gjort.

”Jeg er imod unfair skattekonkurrence”, forklarede han, ”men for skattekonkurrence”. Og i øvrigt at han ville gøre det hele igen, hvis man kunne skrue historien tilbage.

Her ligger noget af Junckers dobbelthed. På den ene side er han føderalist, og der er historier om, at han har kunnet finde på at forlade et ministermøde i vrede, fordi deltagerne brugte ”80 procent af tiden” på nationale kontroverser og næsten ingenting på fælles EU-anliggender. På den anden side forsvarer han nu med brask og brask sin skattely-politik i Luxembourg.

Men holder han ord, kan han være en gevinst for EU netop på grund af sin fortid. Det er kun Kommissionen, der kan fremsætte forslag, og her har man en mand, der kender alle fif i branchen.

Junckers tricks
Der foreligger intet om, at Juncker personligt har blandet sig i konkrete skattesager. Men det står fast, at Luxembourg i hans tid som finans- og statsminister har tiltrukket 50.000 holdingselskaber for internationale virksomheder ved at føre det, man kalder en ”aggressiv skattepolitik”.

Han har selv pralet med, at Luxembourg i hans periode har lavet ordninger, der passede til de nye multinationale selskaber inden for it og online handel.

Princippet var: ”Hellere en lillebitte skat af en milliardomsætning, end en høj skat af ingenting”. Og lokkemaden var en beskatning, der i mange tilfælde lå under 1 procent.

Repræsentanter for Skat i Luxembourg tog selv kontakt til revisionsfirmaer og multinationale virksomheder for at præsentere de mange nye muligheder, der lå i at flytte overskud fra indtjeningslandet til Luxembourg og fra Luxembourg videre til skattely uden for EU. – Eller den særlig lave moms, der gælder for online-selskaber med formel leveringsadresse i Luxembourg, og som i dag benyttes af både giganter som Amazon og mindre fisk som den danske Saxo online boghandel. – Eller det særlige 80 procent skattefradrag, der gælder i Luxembourg for indkomster fra patenter og intellektuelle rettigheder.

Mange af dem, der udviklede skattely-reglerne i Junckers regeringsperiode, sidder nu i ledende stillinger. En i Den europæiske Revisionsret. En anden i Den europæiske Centralbanks repræsentantskab, oplyser Wall Street Journal. Samtidig noterer Corporate Europe Observatory, at revisionsfirmaet PriceWaterhouseCooper (PwC), der er hovedpersonen i Lux Leaks, også sidder med i ”adskillige” af Kommissionens ekspertkomiteer inden for skatteområdet. ■
Ole Aabenhus er RÆSONs EU-redaktør.
Illustration: Jean-Claude Juncker [Billede: European Peoples Party]