Kommentar: EU-chok forude

Kommentar: EU-chok forude

15.03.2014


Det rumler med ideer om en euro-zone med egen styring og eget parlament, hvor Storbritannien og Danmark er koblet af. Papirerne lægger op til politisk handling – men først efter parlamentsvalget i maj.

Af Ole Aabenhus, RÆSONs EU-redaktør

Når vælgerne har stemt ved Europa-Parlamentsvalget i maj, risikerer de at vågne op til en europæisk dagsorden, der ser meget anderledes ud end det, de troede de stemte om.

I Tyskland og Frankrig er tænketanke og intellektuelle nemlig ved at forberede en situation, hvor de 18 euro-lande går i udbrud og hægter de resterende EU-lande af. Det vil efterlade bl.a. Danmark og Storbritannien i en choklignende tilstand, fordi de ikke længere er ”med ved bordet”.

Og dette her handler ikke kun om økonomi. Oplægget er, at euro-landene danner deres eget parlament og deres egen regering. Det vil være begyndelsen til en euro-forbundsstat med 350 millioner indbyggere og et bruttonationalprodukt, der er større end Kinas.

Luftkasteller? Næppe. Selvom mange i dag siger som EU-præsident Herman Van Rompuy, at ”Euroen er reddet, Europa kan fortsætte”, er de fleste analytikere enige om, at krisens grundproblem langt fra er løst: Euroen er stadig en ”valuta uden land”. Alle andre valutaer bakkes til syvende og sidst op af en regering. Det gør euroen ikke. Derfor er den ”svag” og risikerer nye, ødelæggende angreb fra markedet, næste gang der er krise.

Euroens kritikere kan sige var det ikke bedre, helt at afskaffe euroen, men i virkelighedens verden må man notere, at intet euroland – ikke engang Grækenland – har taget initiativer i retning af at forlade euroen. Tværtimod er flere lande kommet til – senest Letland fra 1. januar – og flere på vej.

Så spørgsmålet er altså reelt nok: Hvordan bygger man en stærk politisk struktur bag den fælles valuta?

Joschka Fischer som ”Godfather”
Der foreligger lige nu tre rapporter om en euro-union – en tysk og to franske. De viser alle tre tilbage til den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischer.

Han skrev i 2011, at der er brug for intet mindre end Europas Forenede Stater, hvis man skal undgå en gentagelse af eurokrisen, og at eurolandene er nødt til at fungere som en avant-garde – lidt ligesom de lande, der dannede Schengensamarbejdet.

Eurolandene har brug for en regering, der indtil videre vil kunne bestå af de 18 stats- og regeringschefer, mener han – og et parlament, der kunne bestå af ledende parlamentarikere fra de eksisterende nationale parlamenter. ”Medmindre den politiske magt i Europa bliver europæiseret” – i form af en forbundsstat – ”vil både eurozonen og EU som helhed falde fra hinanden”, hed det hos ”Godfather” Joschka Fischer.

Glienicker-gruppen
Den ny tyske rapport kommer fra Glienicker-gruppen (opkaldt efter en forstad i Berlin) –højtplacerede økonomer og repræsentanter for tænketanke, der er tæt på den tyske regering og på EU’s beslutningstagere i Bruxelles.

De er mere kontante end Fischer: Eurolandene skal indgå en helt ny traktat, som især skal handle om økonomi, men også om det politiske sammenhold. Euroregeringen skal f.eks. have langt bedre muligheder, end EU-Kommissionen har i dag, for at skride ind over for udemokratiske tendenser i de lande, som det er tilfældet i Ungarn i dag, der bevæger sig ud over kanten af EU’s værdisæt.

Hvert medlemsland skal lægge et årligt beløb på 0,5 pct. af bruttonationalproduktet til eurolandenes forbund – ud over den ene procent, de skyder ind i EU-samarbejdet i dag. Men her er chancen mindre for automatisk at få tilsvarende beløb retur, for pengene skal ikke gå til landmænd og egnsudvikling, men til udvikling og til reformpakker for ilde stedte euro-lande.

Forudsætningerne for en fælles økonomisk regering er en bankunion, og gruppen gør det til et princip, at gæld i banker, der er ved at krakke ikke skal kunne væltes over på samfundet.

Og så kommer det: Kun de lande, der er med i euroen eller på vej, men bare ikke klar endnu, skal være med i forhandlingerne. Det betyder reelt, at alle EU-lande skal være med – undtagen Danmark og Storbritannien. Selv Sverige, der har stemt nej tak til euroen, vil kunne være med – det svenske standpunkt er blot, at man inte för närvärande skal være med i euroen.

Manifesto-gruppen
EU-debatten er langt skarpere i Tyskland, end i Frankrig, og derfor har det vakt en del opsigt blandt faste EU-iagttagere, at hele to franske grupper nu er kommet med deres eget udspil – Manifesto-gruppen og Eiffel-gruppen.

Førstnævnte ligger tæt på den socialistiske regering. Det høres klart igennem i et af de centrale argumenter for at danne de forenede euro-lande: ”Demokratiet og de offentlige myndigheder må have mulighed for igen at få kontrol [over markederne], så de effektivt kan regulere det 21. århundredes verdensomspændende finanskapital”.

Også Manifesto-gruppen taler om et budget for en ny euro-forbundsstat i størrelsesordenen 0,5 pct. af bruttonationalproduktet, men her er ideen, at pengene skal komme fra selskabsskatterne, som skal være langt mere ensartede i alle euro-lande, end de er i dag.

Gruppen er meget lidt begejstret for de trojkaer af embedsmænd fra Den europæiske centralbank, Den internationale valutafond og EU-kommissionen, der er sat ind i f.eks. Grækenland og Portugal.

I stedet genopliver de et forslag, som den tyske regering var fremme med for nogle år siden, om at al statsgæld på over 60 pct. af landets bruttonationalprodukt skal indgå i fond a la den ”Finansiel Stabilitet” konstruktion for krakkede banker, vi kender herhjemme. Det vil sige, at f.eks. Italien, der har tradition for en gældsrate på omkring 110 pct., kommer under administration.

Eiffel-gruppen
Eiffel-gruppen er interessant, fordi den rummer folk, der sidder tæt på EU’s præsident Herman Van Rompuy, på Michael Barnier, kommissær for Det indre marked – og på Spinelli-gruppen i Parlamentet, der samler dem, der arbejder for europæisk føderalisme på tværs af partierne.

Også de arbejder med en euro-regering og et euro-parlament, etableret gennem en særlig traktat og finansieret gennem selskabsskatter – eller en CO2-afgift. Men derudover lægger Eiffel-gruppen vægt på, hvad vi med et nu-dansk udtryk kan kalde flexicurity:

Euro-forbundsstaten skal bl.a. stå for en fælles arbejdsløshedsforsikring for lønmodtagere i alle 18 euro-lande. Og euro-regeringen skal tage initiativer, der skal forbedre uddannelse, træning og bevægelsesfrihed.

Derudover lægger man – som den franske regering tidligere har gjort – vægt på, at euro-landene skal kunne optage fælles lån til infrastruktur- og lignende fælles projekter. Omvendt insisterer gruppen insisterer på, at hvert land må svare for sin egen gæld. Og den mener – hvad man ikke har hørt før – at et euro-medlemsland bør kunne gå fallit.

Cykel på jagt efter projekt
Europas problem efter krisen er, at der stadig er 26 millioner arbejdsløse i EU (19 millioner i eurozonen), at væksten stagnerer, og at der stadig er enorme gældsposter, der skal afvikles – samtidig med at folk bliver mere og mere kritiske over for hele konstruktionen, og politiske ekstremister får mere og mere vind i sejlene i lande som Ungarn og Grækenland.

Vil ideer som dem, der er refereret her, så kunne få gang på jord?

EU i dag er en svag organisation, der kun kan handle nogenlunde hurtigt i krisesituationer, og er præget af lange og tunge beslutningsprocedurer.

Mange taler om ”EU som en cykel”: Den skal køre, ellers vælter den. Uden et stort, fælles projekt bryder EU sammen – og de store projekter opstår næsten altid i EU’s centrale akse mellem Paris og Berlin. Derfor er situationen lige nu – som Paul Taylor, den anerkendte kommentator fra Reuters, siger det – at ”Ledende politikere i Tyskland og Frankrig er på udkig efter en [ny] europæisk dagsorden”.

Merkel, Cameron og Hollande
De tre projektudkast, der omtales her, kræver alle traktatændringer. Mange føler, at traktatændringer er dødens pølse, og nu har vi lige – med stort besvær – fået Lissabontraktaten vedtaget, på trods af tre folkeafstemninger, der endte med et ”nej”.

Der er tre ting, der gør nye traktatændringer sandsynlige:

Den ene er, at den britiske regering ønsker traktatændringer i god tid før den folkeafstemning, som David Cameron har stillet sine anti-EU vælgere i udsigt i 2017.

Den anden er signaler fra Tyskland: Finansminister Wolfgang Schaüble har gang på gang gentaget, at en strammere styring af eurozonen er nødvendig – og at det kræver traktatændringer.

Tilmed sagde kansler Angela Merkel i den ”trontale”, hun holdt til Forbundsdagen i Berlin i december – på vegne af både kristdemokrater og socialdemokrater i Tyskland: ”I en verden i konstant forandring kan man ikke indtage det standpunkt, at man på et tidspunkt har fået Lissabon-traktaten, og derefter vil man aldrig ændre traktaten mere. Det vil ikke kunne fungere (Das wird nicht funktionieren)”.

Eller med andre ord: Der er traktatændringer forude, men det er bedst at tale med lidt uld i mund, indtil vi er forbi valget til Europa-Parlamentet – den voksende opposition mod euroen, selv i Tyskland, taget i betragtning.

Og endelig er der signaler fra Elysée palæet i Paris om, at præsident Hollande er på vej til at skifte position i Europa-spørgsmålet. Hidtil har han holdt alle EU-spørgsmål ud i strakt arm, fordi de splitter det franske socialistparti.

Men Hollande har netop ladet forstå, at han er interesseret i at få ny liv i det tysk-franske lokomotiv nu, da socialdemokraterne har fået plads i den ny tyske regering.

Ingen spiller rigtigt ud før valget til Europa-Parlamentet – dertil er Europas ledende politikere alt for angste for vælgerne. Men euro-gruppen har et problem, der skal løses, og det kan meget vel ske gennem et udskillelsesløb, hvor Danmark og Storbritannien bliver sat af på vejen frem mod euroens forenede stater.

De omtalte gruppers papirer kan findes her:
http://www.groupe-eiffel.eu/
http://www.glienickergruppe.eu/
http://pouruneunionpolitiquedeleuro.eu/

Joschka Fischers 2011-artikel findes her:
http://www.project-syndicate.org/commentary/europeanizing-europe

FOTO: European Flag via Flickr