Kim Leine: Grønland burde erklære selvstændighed lige nu og her

Kim Leine: Grønland burde erklære selvstændighed lige nu og her

20.01.2014


“Jeg tror inderst inde godt, man ved, at Grønland er nødt til at tage springet ud i selvstændighed, og så må man smøge ærmerne op og arbejde lidt mere. Det ville være det perfekte for Grønland og grønlænderne. De ville få så meget sympati internationalt, at det ville køre af sig selv.” Det siger forfatter og vinder af Nordisk Råds Litteraturpris Kim Leine i et stort interview med RÆSON.

INTERVIEW af Johan Moe Fejerskov

RÆSON: Der sker en voldsom udvikling omkring Arktis og Grønland, hvor landet åbner sig. Kan du prøve sætte nogle ord på betydningen af denne udvikling?
Leine: Jeg har min personlige relation til Grønland, og det er altid fra den, jeg taler. Jeg har ikke en brøkdel af den viden, som mange journalister har om landet, men jeg har min personlige forbindelse til landet og stoffet. Når jeg siger, at der sker en sindsoprivende udvikling, der oppe lige nu, så er det igen set fra den personlige vinkel. Der er nemlig en nærmest sitrende stemning deroppe omkring udviklingen og spørgsmålet om, hvor landet er på vej hen – det handler om, at de bliver eksponeret internationalt, fordi de oplever deres tilsynekomst internationalt. De bliver en aktør, der er med alle mulige steder ved forhandlingsbordet.
RÆSON: Hvordan mærker man den stemning?
Leine: Man mærker det på den måde, folk taler sammen. Man kan se det på kommentarsporene på internettet og i aviserne. Der er rigtigt mange skænderier, og der er så meget energi i debatten.
RÆSON: Er der tale om en hadsk stemning, eller er der en optimisme i luften?
Leine: Nej, det er optimisme, men også ængstelse, fordi deres er bekymring for miljøet er mindst lige så stor, som den er her i Danmark. Vi har den her lidt faderlige bekymring: “I skal passe på miljøet nu, hvor vi lader jer løbe af sted med det på egen hånd”. Lidt formynderisk. Men de har jo en ægte bekymring for deres eget miljø, og de har et naturligt direkte forhold til den natur, de lever i. Så der er en stor bekymring.
RÆSON: Det er jo svært, når man sidder i Danmark, at forstå hvor tæt en forbindelse der er mellem natur og folk i Grønland. Hvad er det, der kan sættes i gang, når naturen lige pludseligt giver nogle nye muligheder?
Leine: Jeg boede f.eks. i en bygd i Østgrønland i nogle år, og i løbet af de år var der en gletscher bag byen, som fuldstændig forsvandt som duk for solen. Det er ret skræmmende. Det er ligesom et bjerg, der forsvinder. Der er også en tryghed, som forsvinder, når et vigtigt naturelement, som har været der i mange hundrede år, forsvinder. Og sådan er Grønland jo – landet består af meget æterisk stof, må man sige. Det er is, som bare kan fordufte. Samtidig er det noget, som er meget bestandigt og en del af sceneriet og landskabet. Man er vant til at kaste sit øje på det hver dag, og lige pludselig så er det væk. Det betyder en hel masse for grønlændernes selvforståelse.
RÆSON: Ja, det er vel ikke bare et tab af naturen – det er vel også mere?
Leine: Det er også et identitetstab. En del af ens miljø forsvinder. Det bliver ikke bare ødelagt, men forsvinder simpelthen. Det er skræmmende, men jeg synes også, at det er spændende, fordi det kommer sammen med alle de politiske omvæltninger, selvstændighedsprocessen og de økonomiske muligheder, der åbner sig med olie, minedrift og aluminium.
RÆSON: Skal de her muligheder bare forstås som økonomiske, eller gemmer der sig noget mere i udviklingen?
Leine: Nej, det er friheden, og det økonomiske kan købe en friheden, og derfor er det selvfølgelig vigtigt. Men det er først og fremmest friheden, fordi man føler sig ikke fri på nuværende tidspunkt. Man føler sig ufri. Det er ikke fordi, man på nogen måde er bitter på Danmark. Det er man ikke. Men det er et land, der er så radikalt anderledes end Danmark. De har brug for at have deres egen nationale identitet og integritet. De har brug for at markere sig og have deres egen grænse. Vi vil gerne være venner med Danmark, som Aleqa Hammond jo siger. Hun brugte ordet “venner” mange gange i et interview med Adam Holm, men det var der ingen, som lagde mærke til. Folk hørte bare ordet “selvstændighed”.
RÆSON: Fylder det også dig med en sentimentalitet, at det Grønland, som du besøgte, er ved at forsvinde?
Leine: Ja, det gør det. Det er en sorg, smerte og sentimentalitet, men det er ikke en modstand. Der må man være voksen nok til at indse, at det ikke vil blive ved med at se ud, som da man var barn. Jeg kan ikke tillade mig at sige, at landet skal se ud, som da jeg havde min guldalder i Grønland. Men det er en slags kognitiv fejl, som mange laver. De har haft en god tid, og derfor må landet ikke ændre sig. Det kan man ikke tillade sig.

Grønland burde erklære selvstændighed

RÆSON: Man hører ofte den mere konservative stemme i debatten om Grønlands selvstændighed, der vil bevare rigsfællesskabet, f.eks. repræsenteret ved Søren Espersen. Hvordan ser du på den position?
Leine: Jeg har sådan set respekt for synspunktet, at rigsfællesskabet skal bevares. Det er et nødvendigt synspunkt at have for visse dele af det politiske spektrum. Men det er bare ikke noget grønlænderne er med på. De vil ud af rigsfællesskabet og bevare venskabet med Danmark.
RÆSON: Det kan man jo godt have stor forståelse for, men er det ikke en umulighed lige nu, fordi landet mangler institutioner, og det er en udvikling, der tager meget længere tid?
Leine: Men de har jo deres institutioner i Danmark. Hvis man f.eks. tager Norge – deres læger bliver uddannet i hele verden, fordi de ikke har så mange faciliteter til at uddanne læger. Som et lille land vil man altid være afhængig af andre større lande. Vi er også et lille land, der er afhængige af, at folk dygtiggør sig i USA eller andre steder i verden. Det kan være en stor fordel at være lille. Næsten jo mindre jo bedre. Så bliver kommandolinjerne kortere, og man kan handle hurtigere. Selvom Danmark ikke er et stort land, så er det jo meget tungere. Større lande vil have et mere gumpetungt kommandosystem, der ikke er dynamisk. Grønland vil kunne agere meget mere adræt som en fisk i vandet – sådan ser jeg det i hvert fald. Det kan godt være, at det er en mere rosenrød betragtning, men jeg har aldrig hørt nogle ordentlige argumenter for, hvorfor man ikke skulle kunne klare sig lige så godt som lille nation. Når man er lille, må man bare benytte sig af andre lande, når man mangler faciliteter, men det er ikke et problem.
RÆSON: Hvad tror du, der ville ske, hvis man afskaffede Rigsfællesskabet i morgen?
Leine: Jeg synes, Grønland burde erklære selvstændighed lige nu og her. Erklære selvstændighed og så se, hvad der sker. Jeg tror dog ikke, de tør, men jeg vil foreslå dem det, hvis jeg møder en af dem.
RÆSON: Men det vil vel være at gamble helt vildt med landets fremtid?
Leine: Ja, men før eller siden bliver man nødt til det, fordi Danmark bliver ved med at sætte sig lidt tungt på udviklingen og holde tilbage. De bliver fastholdt i den gamle rolle af laissez faire og “danskerne ordner nok det hele”-mentaliteten. Det er svært at overskride tærsklen til selvstændighed, som også er en tærskel til selv at tage sig af tingene.
RÆSON: Så Rigsfællesskabet sætter også sine konkrete spor i Grønland i dag?
Leine: Ja, man bliver mere og mere lammet, jo længere tid der går. Man hænger fast, og derfor er man nødt til at tage et spring. Men det er ikke sikkert, at man er parat til det nu – det skal jeg ikke kunne sige.
RÆSON: Fornemmer du, at man affinder sig med situationen, eller er der også en desperation?
Leine: Der opstår nok en vis desperation, når man godt selv kan mærke lammelsen. Grønlænderne ved godt, hvad der skal til, men samtidig orker man ikke, fordi man har så travlt med hverdagsgøremålene. Jeg tror inderst inde godt, man ved, at Grønland er nødt til at tage springet ud i selvstændighed, og så må man smøge ærmerne op og arbejde lidt mere. Det ville være det perfekte for Grønland og grønlænderne. De ville få så meget sympati internationalt, at det ville køre af sig selv.

Man kan godt forestille sig en italiener, som ikke enten er skidefuld eller sejler i gondol

RÆSON: I Deadline 2. sektion d. 25. november snakkede du om, at Danmark enten ser Grønland som skønhed eller elendighed. Men er det i grunden ikke også en meget præcis beskrivelse af landet?
Leine: Det er i hvert fald det øje, vi har på Grønland.
RÆSON: Hvorfor?
Leine: Det er fordi, vi har brug for det. Jo større elendigheden er, desto flottere bliver naturen. Jo flottere naturen er, og jo mere vægt man lægger på fangerlivet og stoltheden ved at køre i hundeslæde, desto mere synd bliver det for dem, når de også drikker og dyrker sex med børn, eller hvad de nu bliver anklaget for. Det store spring bliver en god historie.
RÆSON: Er problemet, at vi fastholder dem i en oprindelighed som fangersamfund?
Leine: Hvis man nu tog derop og lavede en dokumentarfilm om en ganske almindelig familie, som havde nogle helt andre problemer end det, der normalt bliver fokuseret på. Det ville være utrolig dejligt. Det store liv i midten. Det har danskere, som ikke kender grønlændere, ikke noget billede af.
RÆSON: Så det er den almindelig grønlænder, vi ikke har noget billede af?
Leine: Ja, hvis man ser på Italien, så kan man godt forestille sig en italiener, som ikke enten er skidefuld eller sejler i gondol. Vi ser noget, som er mere i midten, end de ekstremer som kendetegner grønlænderne.
RÆSON: Vil selvstændighed ændre på det billede?
Leine: Ja, det tror jeg. Men det er ikke det, der er formålet med selvstændighed, eller det nuværende problem. Problemet er, at når man sidder ved forhandlingsbordet, og den ene part har et fastslås billede af den anden, så bliver det et problem i forhold til den gensidige respekt. Danskere, der kommer derop på korte vikariater og skal arbejde i Grønland i tre eller seks måneder, hvis de kommer med et fastlåst billede af grønlænderne, så vil man have svært ved at samarbejde.
RÆSON: Er problemet ikke, at der er for lidt kontakt mellem Grønlændere og danskere. Jeg oplever f.eks., at en af pointerne i Profeterne i Evighedsfjorden er, at genkendelsens øjeblikke, hvor den koloniale overherre ser de oprindelige folk i øjnene, smuldrer den koloniale diskurs?
Leine: Ja, det gør den netop. Men der er så en grund til, at der ikke er den store kontakt. Det skyldes til dels en blufærdighed hos danskerne. Danskerne er ret blufærdige folk, og vi tør ikke banke på døren hos den grønlandske familie. Men det er også de fordomme om: “Hvad nu hvis de er fulde?”
RÆSON: Oplever du simpelthen sådanne fordomme også blandt danskere, der er bosat i Grønland?
Leine: Ja, det gør jeg. Men der er også fordomme blandt grønlændere om danskerne. Grønlænderne ser på danskerne som folk, der er adskilt mellem generationerne, som ikke har så meget med hinanden at gøre. Men også at danskerne er onde ved deres børn, fordi vi opdrager dem. Det synes de er helt forfærdeligt.
RÆSON: Hvad tror du, der ville være tilbage mellem Grønland og Danmark, hvis man afskaffede rigsfællesskabet?
Leine: Jeg kan ikke se, at forholdet ville blive så forskelligt. Det ville blive en kæmpe fordel for de 18.000 grønlændere, der bor i Danmark, som ville få status af ikkedanskere. Så ville de komme på linje med andre folk eller sågar få en særstatus. Det bliver et problem, for dem, der har udfordringer i Danmark, at de er danskere. De kan ikke få noget hjælp, fordi de har samme status som alle andre danskere. Selv hvis de ikke kan tale sproget, så kan de ikke modtage modersmålsundervisning. De forventes bare at kunne tale dansk og indgå i en dansk arbejdsplads, og så ender de tit på gaden, fordi de føler sig fremmede. De forstår ikke kulturen, og de forstår ikke sproget. For dem ville det være en stor fordel.
RÆSON: Ville det også føre til, at man på sigt ender i et venskab, der minder om det forhold, Danmark har til mange andre nationer?
Leine: Det vil altid være noget helt særligt mellem Grønland og Danmark. Og det vil selv den mest rabiate grønlandske lokalpolitiker sige, at der altid vil være et særligt forhold mellem Grønland og Danmark. Også praksis og følelsesmæssigt, fordi man er gift med hinanden, og mange har levet flere år og fået uddannelse i Danmark. Jeg tror desuden, der ville være rigtigt mange grønlændere, som ville flytte derop, fordi de pludseligt ville kunne få udfordringer i administrationer eller i erhvervslivet.
RÆSON: Det ville stimulere det grønlandske samfund?
Leine: Ja, meget.

Fordomsløshed kan blive grønlændernes styrke internationalt

RÆSON: Du havde en ret interessant pointe i et interview med Information, hvor du sagde, at det grønlandske selvbillede er mere dynamisk end det danske. Hvad mener du med det?
Leine: Jeg mener, at vi i Vesten har en tilbøjelighed til at være fastlåste i vores selvbillede og sætte en stolthed i det: “Sådan er jeg, og jeg har altid være sådan”. Der er en stolthed i ikke at forandre sig. Der oplever jeg i Grønland, at man bare kan forvandle sig. Jeg har oplever folk, der havde et lorte job og sociale problemer, lige pludselig møder man dem, og så har de fået en chefstilling. Det skyldes også, at der er kort vej fra nederst til øverst i Grønland, fordi der ikke er så mange mennesker. Lige pludselig har de forvandlet sig og nydefineret sig selv totalt. Man ser det så også den omvendte vej.
RÆSON: Kan man også tale om det dynamiske i forhold til et nationalt selvbillede, at man har lettere ved at manøvrere?
Leine: Ja, det tror jeg – også fordi de er nye. I internationale sammenhæng er de nødt til at se sig selv med fuldstændigt friske øjne. De har ikke en lang international historie. Der kommer de så tumlende ind på den internationale arena og skal prøve at manøvrere i det rum.
RÆSON: Men er der ikke en fare for, at man prøver at holde fast i det her billede af grønlænderne som et oprindeligt folk, fordi der kunne være nogle fordele i det i internationale sammenhæng?
Leine: Det kan godt være, at man af strategiske grunde gør det, men det vil ikke være naturligt psykologisk for dem at gøre det.
RÆSON: Det her dynamiske selvbillede er noget af det, du har taget med dig hjem fra Grønland. Hvad har du mere fået ud af dit ophold deroppe?
Leine: Sammenholdet, familiaritet, fortrolighed og følelsen af at være hjemme. Jeg havde indtil da ikke følt mig hjemme, men det gør jeg så efterhånden i Danmark. Jeg følte, at folk tog imod mig, som jeg nu var. Nogle skældte mig ud og andre kunne lide mig – men jeg følte, at jeg var en del af det. Jeg blev accepteret. Så det var accepten. Jeg kender en transseksuel i Østgrønland, der siger, at det er det eneste sted, han kan være sig selv.
RÆSON: Hvad tror du, det hænger sammen med?
Leine: Man har en kæmpe åbenhed. Det er også en fordel, når man skal agere internationalt. Der er en totalt fordomsløshed. Ikke at man nødvendigvis er helt fordomsløs over for homoseksuelle, for de kan godt have det hårdt i Nuuk. Men mange andre, som der ellers bliver kigget skævt til, oplever en total accept. Det hænger nok sammen med, at man ikke har en betonfast og et grundfæstet selvbillede. Fordomme og fordømmelse må altid springe ud af en fast forankring og definition af, hvem man selv er. Hvis man selv kan flyde rundt og ændre sig, så kan man ikke kritisere andre for at være underlige. Alle kan flyde ud og ind i hinanden og være hinanden og alt muligt andet.
RÆSON: Det tror du altså også kan være en fordel for Grønland internationalt. Det er også interessant i forhold til, at mange i Danmark nok ser det politiske klima mellem Danmark og Grønland som koldt, men du tror, at Grønland har en mere dynamisk tilgang?
Leine: Ja, det tror jeg. Og man skal altså lægge mærke til, at Aleqa Hammond igen og igen pointerer, at vi skal være venner.
RÆSON: Er grunden til, at vi ikke ser det i Danmark, at man gerne vil holde fast i Grønland.
Leine: Ja både-og. Man ønsker også, at de skal være selvstændige, men jeg tor, at det er smertefulgt for Danmark at vinke farvel til Grønland. Det har været et fantastisk eventyrland for Danmark. Peter Freuchen, Knud Rasmussen og alle de andre har skabt store myter deroppe og fortalt om fantastiske venskaber med grønlændere.

Man skal nyde romanen uden at tænke på det politiske

RÆSON: Nu nævner du Freuchen og Rasmussen. Hvordan ser du dig selv i forhold til den serie af danske forfattere, der har skrevet om Grønland?
Leine: Jeg synes simpelthen, der er for få af dem til at kunne se mig selv i en kontekst. Jeg ville ønske, der var rigtigt mange flere. Når man står næsten alene – med Iben Mondrup som en af de få kendte undtagelser – om at skrive om Grønland i skønlitterære former, så kommer jeg til at blive set som en, der definerer, hvad Grønland og grønlandsk identitet er. Og det forsøger jeg overhovedet ikke at gøre.
RÆSON: Kan man sige, at Profeterne i Evighedsfjorden er et opgør med den tanke, der ligger i nogle af Knud Rasmussens og Peter Freuchens værker, om den hvide mands suverænitet?
Leine: Den er ikke skrevet som et opgør med noget som helst. Men sådan må man gerne se den. Og sådan kan jeg også godt selv se den og omtale den efter udgivelse, men når jeg skriver, så er det eneste program, jeg har, at skabe nogle troværdige karakterer, skrive nogle interessante sætninger og fortælle en god historie. Jeg vil fortælle noget om menneskelige konflikter. Men når man arbejder med det her i 2 år, kommer nogle af de ting, som betyder noget for en, ud i det man skriver. Så kan man, når man læser bogen, se den som et opgør med, men den er ikke ment sådan. Bogen er fri, når jeg er færdig med den.
RÆSON: Men du er ikke afvisende over for, at der kan gemme sig politiske elementer i romanen?
Leine: Nej. Hvis en bog fungerer som fortælling, og personerne fungerer som troværdige karakterer, så er det netop der, hvor den kan fungere som politisk redskab, fordi den er et troværdigt dokument for ens politiske synspunkter. Men hvis den er skrevet programmatisk, så fungerer den hverken som fortælling eller personskildring, og så falder den selvfølgelig fuldstændig sammen som politisk aktindlæg.
RÆSON: Så du kan godt se nu, at den falder sammen med den nuværende debat?
Leine: Jeg kan se aktualitet, og at den falder sammen med noget. Men det forekommer mig mere tilfældigt, at den gør det. Når jeg læser den, så ser jeg den ikke som et indlæg i debatten om Grønland. Man skal læse den som en historie, man skal nyde den uden at tænke på det politiske. Og når man er færdig med at læse den, så kan man bruge den, som man har lyst til.
RÆSON: Profeterne i Evighedsfjorden handler om et oprør for flere hundrede år siden. Tror du, der eksisterer et grønlandsk oprør i dag?
Leine: Nej, ikke et samlet oprør. Der er en bevidsthed om nødvendigheden af løsrivelse. Det tror jeg er helt generelt, men der er ikke noget samlet aktivt oprør. Bevidstheden er mere passiv, og der er ikke nogle aktive forsøg på løsrivelse. Der er en fornemmelse af, at man har brug for at løsrive sig.
RÆSON: Du er i mange aviser næsten blevet fremstillet som en dansk-grønlandsk profet. Hvordan tænker du over din egen rolle i debatten?
Leine: Jeg skal være meget forsigtig med, hvad jeg siger, for man kan godt blive for ivrig. Men jeg prøver altid at pointere, at det er mit personlige perspektiv, som jeg bruger. Det er mit eget kulturmøde i Grønland og de erfaringer og følelser, det har medført. Jeg har sagt nej til en del ting, hvor jeg skulle kommentere noget aktuelt.
RÆSON: Føler du, at du bliver taget til indtægt for noget, du ikke kan stå inde for?
Leine: Jeg synes, at romanen lidt for bestandigt er blevet udlagt som et opgør med kolonitiden. Og det er den ikke skrevet som. Men jeg kan godt forstå det syn, når man kigger på de kronikker, jeg har skrevet. Det er lidt et opgør med kolonitiden, der har udfoldet sig i kronikkerne.
RÆSON: Grønland er på rigtigt manges læber, og din roman har haft en stor indflydelse på det og sat en masse tanker i gang hos mange. Hvordan ser du den debat, som finder sted nu om landet?
Leine: Det er en sund debat. Jeg har ikke noget imod, at Grønland bliver testet og får udfordringer fra Søren Espersen og andre. De skal nok klare sig. Jeg synes ikke, at debatten er ubehagelig, men jeg synes, at den er fuld af misforståelser. Det er gamle misforståelse, og der kan min bog måske bidrage til, at man får et bedre billede af, hvordan Grønland er indefra. Det har igen ikke være mit program, men det kan godt være, at når man har været i det her grønlandske rum i flere hundrede sider, at man så husker det og tager det med sig, når man læser om Grønland i andre sammenhæng. Så det kan præge ens indstilling til landet.
RÆSON: Hvad er det for nogle misforståelser, du ser i debatten?
Leine: Det er f.eks., at man hele tiden hører Aleqa Hammond sige “selvstændighed i mit liv,” og ikke at hun siger “venner” hele tiden.

FOTO: Gyldendal