”I den her sag er der blevet lobbyet fra alle sider, så du næsten ikke kan forstå det”. Connie Hedegaard om 2030-målene

”I den her sag er der blevet lobbyet fra alle sider, så du næsten ikke kan forstå det”. Connie Hedegaard om 2030-målene

22.01.2014


EU’s køreplan frem mod 2050 ligger fast. Europa skal have en grøn økonomi med lavere udledninger af drivhusgasser. For at undgå at den målsætning ikke bare ender som en god hensigt, skal delmål fungere som brobyggere mellem, hvor vi er, og hvor vi gerne vil hen. I dag har EU-Kommissionen præsenteret delmålene for 2030, og optakten har været intens.

AKTUALITET af Peter Bjerregaard og Anna-Katrine Vingtoft-Andersen

EU-Kommissionen har netop offentliggjort deres 2030-plan. En plan uden bindende målsætninger for energieffektivitet, hvilket ellers indgik i 2020-planen. Med udspillet i dag lægger Kommissionen op til et bindende 40 procents reduktionsmål for drivhusgasser i 2030 og et bindende mål om at nå 27 procent vedvarende energi på europæisk niveau i samme år.

Grønne interessenter med høje klima- og energiambitioner havde håbet på et 30 procent bindende mål for vedvarende energi, der var fordelt ud på landeniveau. Kilder, som RÆSON har talt med, udtrykker stor bekymring for, at det kompromis som blev fremlagt i dag vil svække industrien for vedvarende energi, fordi det først senere vil blive besluttet, hvordan det overordnede mål skal fordeles ud på de enkelte medlemslande.

Dagens fremlagte 2030-energimål afspejler ifølge de grønne interessenter et EU, der først og fremmest er optaget af at skabe vækst og jobs – og kun sekundært er ambitiøst på klimaets vegne. “Kommissionen havde to rigtig dårlige forslag at vælge imellem – og de valgte det dårlige. Dagens forslag til 2030-mål for vedvarende energi er uambitiøst og business as usual,” siger Thomas Becker, der er administrerende direktør for EWEA (European Wind Energy Association) og repræsentant for den europæiske vindmølleindustri.

To kampe
Forud for kommissionsmødet i dag har tænketanke, nationale regeringer, Europa-Parlamentet, virksomheder, grønne organisation og alverdens andre aktører udkæmpet en lang og sej kamp for at sætte deres aftryk på EU’s klima- og energiudspil, der sætter retningen for de næste 15 års klima- og energipolitik i EU.

”Der har været to kampe. For det første, skulle der overhovedet være et 2030-mål? Og for det andet, hvor ambitiøst skulle reduktionsmålet være, og behøvede der nu også at være mere end ét mål?” siger EU’s klimakommissær Connie Hedegaard, der beskriver det foregående forhandlingsforløb som ”lodret bjergklatring”.

”I den her sag, som i så mange andre, er der blevet lobbyet fra alle sider, så du næsten ikke kan forstå det,” siger klimakommissær Connie Hedegaard, der forud for kabinetsmødet i dag end ikke selv vidste, hvor de endelige 2030-mål ville lande. Kommissionen har nemlig været plaget af stor intern splittelse om, hvordan planen skulle skæres til, da bekymringer om en forringet konkurrenceevne og dårlig økonomi har blokeret for de grønne ambitioner.

2030 peger frem mod 2050
Da EU’s stats- og regeringsledere den 15. december 2011 blev enige om at vedtage ”Energy Roadmap 2050”, forpligtede de sig samtidig til at reducere udledningen af drivhusgasser med 80-95 procent i forhold til 1990-niveauet (der bruges som referenceåret) samt løbende at kontrollere og tilpasse udviklingen for at sikre, at landene forblev på rette spor. De store milepæle er 2020, 2030 og 2040.

Hverken medlemslandene eller de mange interessenter har dog været enige om, hvordan kagen skulle skæres, og hvor bindende målene skal være. Hele det forgangne år, og særligt fra sensommeren og frem, har der været et massivt lobbyarbejde i gang i korridorerne i Bruxelles. Ét spørgsmål, der dog ikke er blevet diskuteret meget, er spørgsmålet om vigtigheden af langsigtede mål. Den pointe understreges af, at hele den europæiske energisektor forud for i dag har krævet nogle klare mål for, hvad de skal planlægge efter.

”På energiområdet er det altafgørende, at investorer kan investere med sikkerhed for at rammevilkårene også gælder om ti år. Det kan ikke nytte noget med slinger i valsen. Investorer skal vide, hvad de kan forvente og jo mere sikkerhed, der er omkring rammevilkårene, desto bedre er det for udviklingen,” siger professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen. Han udtrykker samtidig en vis skuffelse over dagens udspil og dets manglende mål for energieffektivitet.
”Det er bekymrende, at man ikke kan blive enige om klare målsætninger. Vi ved faktisk, at der er rigtig meget at spare samfundsøkonomisk på en større grad af energieffektivitet,” forklarer Mathiesen.

Spillet inden aftalen
Optakten til dagens udspil startede allerede, da klimakommissær Connie Hedegaard kom tilbage fra påskeferie i 2012, hvor hun første gang præsenterede ideen om 2030-målene i hendes direktorat.

”Da jeg først foreslog det i mit eget system, var reaktionen »Det kan du godt glemme. Det kan jo ikke lade sig gøre. Det må vi vente med til næste kommission«” fortæller Hedegaard som sidenhen har fået opbakning fra både Kommissionsformand Barroso og Europa-Parlamentets miljø- og energiudvalg.

”Det er ligesom et enormt avanceret spil kort. Når man siger, at jeg vil godt derhen, og det er ikke så vigtigt, hvor kønt det lige kommer til at se ud, men vi skal ende sådan cirka derhenne. Du kan til en vis grad sætte nogle ting i gang, men når du gør det, så er der jo også nogen, som sætter alle mulige modreaktioner i gang,” fortæller Hedegaard og nævner, at da otte ministre forrige måned skrev et brev til EU-Kommissionen, hvor de advokerede for et højt ambitionsniveau, så betød det jo samtidig, at der var 20 lande, der ikke skrev under på det brev.

Ideologi og forretning
Bevæggrundene for den indre splittelse blandt medlemslande og interessenter kan groft opdeles i to grupper, der begge refererer til ideologi i form af holdningen til EU’s indgriben i de enkelte medlemslandes nationale dispositioner samt rå forretningsinteresser.

En del gamle østlande som Polen, Bulgarien, Rumænien, Ungarn og Tjekkiet slår sig i tøjet for at forpligte sig til alt for ambitiøse mål med henvisning til en svær økonomisk situation. Polen har en stor kulproduktion og har derfor tilsvarende stort incitament til at hæmme et ambitiøst energimål for 2030.

Andre lande, eksempelvis Storbritannien, er optaget af, at EU ikke skal blande sig for meget i midlerne til at nå en drivhusgasreduktion. De mener snarere, at man bør se på et overordnet energimål for EU i 2030 i form af en ensidig satsning på ét mål (”single target”). Dette skal være funderet i en procentsats for reduktion af drivhusgasser.

Total uenighed i det politiske liv
Splittelsen medlemslandene imellem har også gjort sig gældende i industrien. Business Europe, den europæiske erhvervsorganisation, har advokeret for moderate ambitioner med henvisning til, at det begyndende opsving i dele af EU-zonen ikke må blive kvalt af alt for høje grønne ambitioner og bindende krav om vedvarende energi.

Sideløbende med Business Europe har en række af de primære interessenter fra den energitunge industri lobbyet Kommissionen særskilt og smidt anseelige midler efter at få 2030-mål, der var så udvandede og ikke-bindende som muligt.

I modsætning hertil dannede en forsamling af grønne industrigiganter og interesseorganisationer på tværs af Europa en alliance for at presse Kommissionens ambitioner i vejret. Blandt de danske repræsentanter findes blandt andre Vestas og DONG Energy. Deres primære argument var, at den klima- og energipolitiske ramme for 2030 skal give mulighed for at reducere investeringsusikkerhed, mobilisere den nødvendige finansiering, beskytte miljøet, sænke omkostningerne ved omstillingen, skabe jobs samt styrke EU’s teknologiske lederskab.

For at gøre splittelsen total blandt både politikere og industri var der forud for kommissionsmødet i dag også en gennemgående intern uenighed i Kommissionen. Klimakommissær Connie Hedegaard har siden foråret 2012 sendt signaler om, at hun støtter nogle ambitiøse 2030-energimålsætninger, der blandt andet vil stive hende af i klimaforhandlingerne i FN-systemet. Energikommissær Günther Oettinger har derimod været en af de nøglespillere, der har foreslået nogle knapt så ambitiøse mål, som i højere grad tilgodeser kræfterne i Business Europe og bekymringen for en forringet konkurrenceevne ved for høje klimaambitioner.

Efterspillet
Efter dagens offentliggørelse skal EU’s stats- og regeringsledere drøfte pakken på et topmøde d. 20-21. marts 2014. Den endelige vedtagelse af 2030-målene forventes i starten af 2015.

I mellemtiden holder den grønne industri vejret og ærgrer sig over den chance for mere ambitiøse og ikke mindst på medlemsstatsniveau bindende mål for vedvarende energi, der er gledet dem af hænde. Thomas Becker fastslår, at Kommissionen med dagens forslag har sagt nej til at fremme en strategisk vigtig vækstlomme:
”Hvis man ser Kommissionens egne beregninger, ser de bort fra tallene for vedvarende energi og hvad bindende mål på medlemsstatsniveau kan betyde. Man anslår i disse beregninger, at der kan skabes 500.000-600.000 nye arbejdspladser og en markant økonomisk vækst. Men det ser man altså bort fra og i stedet lytter man til Storbritannien, der overvejer at forlade unionen. Det er en kedelig dag for vedvarende energi og for EU-projektet som sådan.”


FAKTA
• Den 15. december 2011 blev EU’s stats- og regeringsledere enige om at vedtage ”Energy Roadmap 2050”. Samtidig forpligtede de sig til at reducere udledningen af drivhusgasser med 80-95 procent i forhold til 1990-niveauet
• Den 22. januar 2014 fremlagde EU Kommissionen deres forslag til 2030-energimålene for EU-zonen
• Det forventes, at kommissionsforslaget skal drøftes på et topmøde i marts 2014, og såfremt Europa-Parlamentet og Ministerrådet godkender det, vil det blive implementeret i starten af 2015
• I 2012 importerede EU-landene fossil energi for en værdi af 545 milliarder euro, hvilket svarer nogenlunde til de samlede statsunderskud i Europa
• Direktør for Dansk Vindmølleforening, Jan Hyllested, vurderer over for Politiken, at der er milliarder på spil for dansk industri, der har en stor portefølje af virksomheder med speciale i grønne løsninger. Dansk Energi anslår, at Danmark i 2012 eksporterede energiteknologi for 60 milliarder kroner, hvoraf 60 procent gik til Europa

Peter Bjerregaard (f. 1986) er RÆSONs klimaredaktør. Uddannet cand.soc. fra CBS og har tidligere været presseattaché for Udenrigsministeriet under COP15 og klimaanalytiker ved Mandag Morgen. Han er foredragsholder med speciale i ressourceøkonomi og klimapolitik, og skriver bl.a. for ATLAS Magasin og Huffington Post.

Anna-Katrine Vingtoft-Andersen (f. 1986) er RÆSONs energiredaktør; hun er cand.scient.pol. fra KU og har beskæftiget sig indgående med klima- og energipolitik gennem sit studie, hvor hun skrev speciale om Udenrigsministeriet og COP15. Hun har været i praktik ved bl.a. FN’s Atomenergiagentur (IAEA) og arbejder i dag i et privat konsulentfirma.
FOTO: EU