UKRAINE: Janukovitjs sygeorlov – et forsøg på at bevare magten

UKRAINE: Janukovitjs sygeorlov – et forsøg på at bevare magten

30.01.2014


NETOP NU af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuroparedaktør [www.tiefenboeck.dk]

Den ukrainske præsident Viktor Janukovitjs dage er talte. Den eneste chance han har, er at trække tiden ud og fastholde et dødvande så længe som overhovedet muligt. Det vil give ham mulighed for at mobilisere sine støtter, og hvis han er heldig, bevare magten. Han ved, at hans afgang ikke kun er ensbetydende med, at han mister magten – der er ligeledes en stor risiko for, at han kommer til at lide samme skæbne som Julia Timosjenko – for hvis oppositionen kommer til magten, er det sandsynligt at Janukovitj kan se frem til en retssag og formentlig ogsaa en fængselsstraf.

Det er derfor er præsident Janukovitj er gået på sygeorlov. Men at trække tiden ud bliver formentlig en svær opgave. Det er nemlig efterhånden ikke kun demonstranterne, der vil af med Janukovitj – han er også uønsket af de resterende aktører i det ukrainske drama. Hans tidligere støtter, oligakerne, er trætte af at miste indtægter på grund af situationen i landet. Derudover er de blevet bange for at eventuelt nye sanktioner mod landet fra EU og USA vil kunne true deres forretninger yderligere.

Fortsatte uroligheder i Ukraine – og en eventuel borgerkrig – vil også true russiske interesser og transport af russisk olie og gas over ukrainsk jord. Desuden vil Putin gerne undgå, at situationen i Ukraine tager opmærksomhed fra hans kæmpeprojekt: Olympiaden i Sochi. Derudover har oppositionen stillet præsidentens afgang som et ufravigeligt krav til, at urolighederne kan ophøre, og situationen i landet bliver normaliseret.

Viktor Janukovitj er op imod stærke kræfter.