Irak:Vil kurderne hjælpe Bagdad mod ISIL?

Irak:
Vil kurderne hjælpe Bagdad mod ISIL?

26.06.2014


Ifølge mange eksperter har den irakiske centralregering brug for hjælp fra kurderne i den nordlige del af landet mod de fremadstormende islamister fra ISIL, der nu har fuld kontrol over et område på størrelse med Jordan. Det store spørgsmål er, hvad kurdernes hjælp mon koster. Der gisnes om, at kurderne vil forsøge at løsrive sig fra et Irak, der er på randen af kollaps.

BAGGRUND af Rand Barawy og Afshin Berahmand

Med ISIL’s militære sejre over den irakiske hær i Fallujah, Mosul og andre sunni-arabiske områder står Irak på randen af kollaps. Premierminister Nuri al-Maliki har forgæves forsøgt at samle et modstandsdygtigt militær, mens han må se passivt til, at ISIL rykker mod Bagdad og den olierige kerneby Kirkuk falder under kurdisk kontrol.

For sideløbende med at den shiitisk-alawitiske regering i Damaskus længe har kæmpet mod hovedsagligt sunni-muslimske oprørere i Syrien, er den væbnede konflikt i Irak spidset til. Og konflikterne i Syrien og Irak har samme sekteriske og etniske skel: der er arabiske shiitter (alawitisk afgren i Syrien), arabiske sunnitter og kurdere i de nordlige dele af landene.

Nuri al-Malikis shiitisk-ledede regering i Bagdad blev taget på sengen af ISIL’s angreb på Mosul, som blev erobret på rekordtid. Fra flere lokale kilder i regionen er der forlydender om en irakisk hær, der på trods af overtal i antallet af soldater og overlegenhed i våbenarsenal blev opløst i løbet af en formiddag. Et faktum, der ifølge eksperter siger meget om de Mosul-baserede irakiske soldaters loyalitet og lyst til at kæmpe for al-Malikis Irak, der længe er blevet kritiseret for at marginalisere landets sunni-arabiske minoritet.

At Mosul tilsyneladende overgav sig frivilligt bidrager til et billede af ISIL som en ventil for de marginaliserede sunni-araberes frustrationer over Malikis ledelse af landet. ISIL betragtes af mange sunni-arabere som den eneste reelle modstand mod shiitternes enegang i Bagdad.

Billedet sløres af, at konflikten i Irak ikke kan forstås isoleret. Med Iraks geopolitiske betydning, konflikten i Syrien og den historiske rivalisering mellem shia- og sunni Islam manifesteret i Iran og Saudi-Arabien, er det vigtigt at inddrage eksterne aktørers rolle i for at forstå dynamikkerne i det, der ligner optræk til borgerkrig.

Spillet om regionen

Analytikere peger på Iran som en toneangivende aktør i begge borgerkrige. De mere vovede, og konspiratoriske antagelser lyder på, at Iran, på trods af at være den største shiitiske stat i verden, har bevæbnet ISIL og overbevist den pro-iranske Maliki om at lade ISIL overtage Mosul for på den måde at samle og forene de forskellige shiitiske fraktioner i Irak, der på det seneste har haft deres uenigheder. Maliki står overfor at skulle danne ny regering i et mildest sagt fragmenteret land og med anklager og beskyldninger om enegang og begyndende diktatur ser det ualmindeligt svært ud for ham nu, hvor sunni-araberne og kurderne ikke lader til at ville støtte hans forsøg på en tredje regeringsperiode.

De mere realistiske antagelser lyder på, at Irans proxy-krig mod Saudi-Arabien i Syrien har fået en ny slagmark i Irak. I artiklen ”The Battle for Iraq is a Saudi War on Iran” af Simon Henderson i tidsskriftet Foreign Policy beskriver forfatteren, hvordan den saudiske konge Kong Abdullah i lang tid har forsøgt at svække og underminere Maliki pga. hans tætte forbindelser til præstestyret i Iran. Der gisnes om, at saudierne støtter både ISILs kamp mod Assad i Syrien og nu mod Maliki i Irak. Kampen mellem sunnierne og shiiterne har altså fået en ny slagmark. Men billedet bliver ikke mindre broget af, at saudierne indenrigspolitisk har travlt med at kvæle de samme radikale sunnimuslimske kræfter, som de støtter i Syrien og Irak, af frygt for at miste magten til dem. For det er ingen hemmelighed at de radikale sunnimuslimer er ideologiske modstandere af Golf-staternes monarkier.

Og det er ikke kun indenrigspolitisk i Riyadh, at tingene er komplicerede. Amerikanernes rolle på tværs af grænserne er nemlig også paradoksal og selvmodsigende: i Syrien er man imod regimet, i Irak er man med regimet – på trods af at fjenden er den samme.

I skrivende stund er status, at de militante islamister fra ISIL befinder sig i et sammenhængende område i grænselandet mellem Irak og Syrien. Med erobringen af Mosul, herunder mange efterladte våben og militære køretøjer, kan man kun forestille sig et tiltagende aggressivt ISIL. For kurderne i regionen betyder det, at ISIL nærmer sig Kurdistans grænser i både Syrien og Irak, hvilket de ser som en trussel mod deres drøm om selvbestemmelse.

Med erobringen af Mosul, herunder mange efterladte våben og militære køretøjer, kan man kun forestille sig et tiltagende aggressivt ISIL
____________________

 

Kirkuk – det kurdiske Jerusalem

I tiden efter Første Verdenskrig affødte Osmannerrigets opløsning en række nye nationalstater i Mellemøsten. Sykes-Picot-aftalen mellem de vestlige mandathavere, der skulle dele Osmannerrigets territorier, efterlod det kurdiske folk, der i dag tæller ca. 35 mio. mennesker, uden egen stat og delt imellem Iran, Irak, Syrien og Tyrkiet. Kurderne omtales ofte som den største nation i verden uden eget land. Men siden 2003 har kurderne i den nordlige del af Irak haft autonomi og lagt grundstenene for en selvstændig stat.

I tiden efter vedtagelsen af den nye irakiske konstitution i 2005 var der heftig debat om, hvorvidt det var centralregeringen i Bagdad eller KRG (Kurdistan Regional Government), der skulle have jurisdiktion over den olierige by Kirkuk, der både har arabiske, turkmenske og kurdiske beboere. Internationale kommentatorer har ofte peget på Kirkuk og dens enorme oliereserver som afgørende for kurdisk selvstændighed, hvilket måske forklarer Bagdads insisterende tilbageholdenhed med at lade byen falde i kurdiske hænder.

Der blev efter Baath-regimets fald vedtaget en parlamentarisk aftale om at ”normalisere” den etniske demografi i Kirkuk, hvorfra Saddam Hussein begyndende i 1960’erne havde tvangsfjernet ca. 100.000 kurdiske beboere og erstattet dem med arabere. Planen var efterhånden at gøre hævd på byens ”naturlige” arabiske identitet. Post-Saddam-forfatningens paragraf 140 udstikker, at fremtiden i de områder, som både Erbil og Bagdad gør krav på – de såkaldte ”omstridte områder” – skal afgøres ved folkeafstemninger. Men endnu har Bagdad ikke omsat bestemmelsens indhold til praksis, hvorfor situationen i de ”omstridte områder” har været uændret indtil ISIL’s angreb på Mosul.

Da hverken normaliseringsplanen eller folkeafstemninger blev til noget og ISIL med legende lethed indtog Mosul, beordrede KRG’s præsident, Massoud Barzani, hurtigt tusindvis af peshmergaer (kurdiske sikkerhedsstyrker) til Kirkuk for angiveligt at beskytte byen og beboerne mod ISIL. Og torsdag den 19. juni kunne det lokale kurdiske nyhedssite Rudaw berette, at Kirkuk var under kurdisk kontrol.

Der har været forskellige bud på KRG’s interesse i Kirkuk, hvor olieindtægterne er den mest åbenlyse. Men KRG selv minder om, at man har fundet olie praktisk talt overalt i den kurdiske region. Således udtaler KRG’s udenrigspolitiske talsmand, Falah Mustafa Bakir, at erobringen af Kirkuk i højere grad er et udtryk for en politisk magtdemonstration end jagt på oliereserver. Kirkuk er blevet et symbol på den rettighedsløse tilværelse, som kurderne i Irak gennemlevede under Saddam Hussein.

Ikke desto mindre kunne Rudaw torsdag den 19. juni berette, at byrådet i Kirkuk har besluttet, at olie fra Kirkuk skal transporteres igennem Kurdistan – og ikke Bagdad – hvilket alt andet lige tegner et billede af et ændret magtforhold mellem Erbil og Bagdad. Dette kan kun bestyrke spekulationerne om kurdiske forberedelser til total løsrivelse fra Irak. Kurderne er tilsyneladende indstillet på at rette op på den politiske magtesløshed, som historiens omskiftelser efterlod dem efter Første Verdenskrig.

Olie fra Kirkuk skal transporteres igennem Kurdistan – og ikke Bagdad – hvilket alt andet lige tegner et billede af et ændret magtforhold mellem Erbil og Bagdad
____________________

 

Tyrkiet og kurderne – gamle fjender og nye venner

Den kurdiske selvstyrepræsident Massoud Barzani blev i et interview med Christiane Amanpour på CNN d. 23/6 2014 mødt med spørgsmålet om, hvorvidt han nu øjnede muligheden for at ære hans afdøde far, nationalhelten Mustafa Barzani, og dennes drøm om et selvstændigt Kurdistan. Hertil svarede han, at han vil handle efter folkets vilje og derfor først initiere en folkeafstemning. Han henviste her til en tidligere forestået uofficiel folkeafstemning, hvoraf det fremgik, at over 90 pct. af den adspurgte irakisk-kurdiske civilbefolkning stemte for et selvstændigt Kurdistan. Samtidig er en historisk modstander af kurdiske skridt mod selvstændighed, Tyrkiet, tilsyneladende vendt på en tallerken.

Tyrkiet – som ifølge egne tal har 15 mio. kurdere indenfor sine grænser – har siden Irak-krigens påbegyndelse haft én altoverskyggende rød linje i forhold til amerikansk intervention: nej til kurdisk kontrol over Kirkuk. Der er dog sket et ganske markant paradigmeskifte i takt med, at KRG og Tyrkiet er blevet hinandens største handelspartnere. Ifølge Cengiz Candar fra al-Monitor ser Tyrkiet nu kurdisk kontrol over Kirkuk som den ideelle løsning. Over de seneste to uger har de to aktører i fællesskab sendt to store tankskibe med kurdisk olie af sted mod globale markeder uden at indhente samtykke fra Bagdad. Denne handling har udløst et irakisk sagsanlæg mod Tyrkiet for brud på den irakisk-tyrkiske olierørledningsaftale.

Der er sket et ganske markant paradigmeskifte i takt med, at KRG og Tyrkiet er blevet hinandens største handelspartnere
____________________

 

Tyrkiets villighed til at indgå olieaftaler med kurderne udenom Bagdad kan tolkes som en implicit anerkendelse af de irakiske kurdere som suveræne i deres region. Hüseyin Celik, talsmand for det tyrkiske regeringsparti AKP, udtalte fornylig, at de irakiske kurdere har ret til ”selv at beslutte hvilken entitet, de vil bo indenfor og hvad de vil kalde den”. Dette er formentligt de mest venligtsindede ord, et tyrkisk regeringsparti nogensinde har brugt om kurdisk selvbestemmelse.

Samtidig har KRG stadig ikke besvaret YPG, en PKK-affilieret syrisk-kurdisk guerillabevægelse, som har tilbudt at stille krigere til rådighed mod ISIL, hvis det skulle blive nødvendigt. KRG kan ikke uden videre acceptere YPG’s tilbud, fordi man efterhånden har opbygget gode handelsforbindelser til Tyrkiet, der har haft en snart 30 år lang blodig krig med YPG’s moderorganisation, PKK. Herudover vil Tyrkiet ifølge Peter Galbraith, tidligere amerikansk ambassadør til Kroatien og assisterende FN-generalsekretær, få en instrumental rolle i anerkendelsen af Kurdistan, skulle kurderne ultimativt vælge at forsøge at løsrive sig fra Bagdad.

KRG har trods anklager herom aldrig tilkendegivet, at man forbereder sig til løsrivelse fra Irak – tværtimod hævder KRG at have været de argeste forkæmpere for et samlet Irak. Premierminister i Iraks kurdiske region, Nechirvan Barzani, vendte dog med retorisk snilde op og ned på situationen (uden at gå på kompromis med det essentielle budskab), da han i Time Magazine fornylig udtalte, at Kurdistan ikke har i sinde at løsrive sig fra Irak, men tilføjede, at Irak – med en omsiggribende teokratisk bevægelse – måske er i gang med at løsrive sig fra det sekulære Kurdistan.

Historisk er samtykke fra centralregeringer altafgørende for det internationale samfunds anerkendelse af nye stater. Nechirvan Barzanis retoriske gardering er derfor formentligt utilstrækkelig. Som vi så det i f.eks. Sydsudan, blev landet først anerkendt efter, at Khartoum gav samtykke til løsrivelse. Det samme gælder en eventuel kurdisk løsrivelse fra Irak. Det vurderes ikke umiddelbart at Bagdad er beredt til at acceptere kurdisk selvstændighed, men spørgsmålet er, om kurderne har brug for Bagdads mening nu, hvor centralregeringen ikke lader til at kunne kontrollere sit eget territorium.

Spørgsmålet er, om kurderne har brug for Bagdads mening nu, hvor centralregeringen ikke lader til at kunne kontrollere sit eget territorium.
____________________

 

Amerikansk re-orientering i Irak?

KRG har kørt sig i stand til en selvstændig stat. De har et afgrænset territorie, eget parlament, egne sikkerhedsstyrker og alle kurdisk-beboede regioner er nu under regeringens kontrol. Men USA har sine forbehold overfor kurdiske ambitioner om selvstændighed. Obama-administrationen har således ikke tilbudt kurderne noget konkret for at bekæmpe ISIL. 24. juni besøgte John Kerry Erbil og efter sit møde med KRGs Masoud Barzani fastslog han, at ”et forenet Irak er et stærkere Irak”. Yderligere skulle Kerry ifølge en amerikansk embedsmand have fortalt Barzani at ”uanset hvad jeres ambitioner er for fremtiden, er det i jeres interesse – lige nu og i den nære fremtid – at skabe et stabilt, suverænt og samlet Irak”.

Der er således på nuværende tidspunkt ikke andet incitament for KRG til at engagere sig i kampen mod ISIL end at beskytte egne territorier. Hvis KRG skal tilslutte sig Bagdad kræver det indrømmelser fra Washington. Ifølge Dov Friedman og Cale Salih i artiklen ”Kurds to the Rescue” i magasinet Foreign Affairs kræver det følgende af amerikanerne, hvis de ønsker kurdernes hjælp mod ISIL:
1) USA bør stoppe Malikis enegang i Bagdad
2) USA bør tilbyde kurderne noget konkret, fx acceptere kurdisk olieeksport i Irak udenom centralregeringen
3) USA bør bevæbne peshmergaerne med højteknologiske våben – og slutteligt
4) USA bør anerkende de kurdiske røster om, at de ”omstridte områder” er kurdiske.

Den rolle, peshmergaerne [kurdiske tropper, red.] kan få i bekæmpelsen af ISIL, vurderes at være afgørende, dels fordi det irakiske militær har vist sig utilstrækkeligt, men også fordi peshmergaerne er kendt for deres militære evner fra de adskillige oprør mod Saddam Hussein, hvor de har holdt stand og påført det irakiske militær stor skade på trods af at være i stærkt undertal. Udover at være udrustet med avanceret våbenarsenal, har de derfor erfaring med guerillakrig, som er den type krig, ISIL fører. Grundet peshmerga-styrkens størrelse, disciplin, organisering og erfaring vurderes det, at de er ISIL militært overlegne.

De kurdiske ledere har dog meldt ud, at de ser peshmergaerne som en forsvarsstyrke og ikke en offensiv, angribende styrke. Det lader ikke til at kurderne har lyst til at blande sig i en arabisk sekterisk konflikt, som pågår syd for de kurdiske grænser.

Der skal således præsenteres overbevisende incitamenter, hvis kurderne skal tilslutte sig Bagdads kamp mod ISIL. Men islamister er ved at konsolidere sig i Irak og Syrien. Måske vil kurderne til gengæld for peshmergaernes assistance få et tilbud om kontrol med olieeksporten og behørig andel i de irakiske offentlige budgetter? ■

OVERBLIK. Aktørerne i spillet om Irak/Syrien:

Iran:
– Støtter Assad-regimet i Syrien
– Støtter Maliki-regimet i Irak
– Kæmper for at styrke shiitiske kræfter i Mellemøsten
– Kæmper en proxy-krig mod Saudi-Arabien i både Syrien og Irak
– Er grundet egen kurdisk minoritet i Iran ikke interesseret i kurdisk selvstændighed i Irak

Tyrkiet:
– Støtter oprørerne i Syrien imod Assads regime
– Er imod det kurdiske YPG i Syrien, der er affilieret med PKK
– Er efterhånden nære allierede med kurderne i Irak i KRG. Øget samhandel og geopolitisk samarbejde. Har ytret at kurderne i Irak har ret til selv at determinere deres fremtid. Dette er overraskende meldinger fra Tyrkiet, der i mange år har kæmpet imod egen kurdisk befolknings ønske om flere rettigheder og autonomi.
– Dårligt forhold til Maliki og centralregeringen i Bagdad, bl.a. grundet marginaliseringen af sunni-araberne
– Interesseret i at varetage etniske turkmeneres interesser i Kirkuk og andre strategiske byer

Saudi-Arabien:
– Støtter oprørerne i Syrien imod Assads regime
– Interesseret i at inddæmme Iran og iranske interesser i Syrien og Irak
– Støtter sunni-oprørerne i Irak imod pro-iranske Maliki
– Fører proxy-krig mod Iran gennem ISIL
– Slår indenrigspolitisk hårdt ned mod samme sunni-radikale kræfter, de støtter i Irak og Syrien. Radikale sunni-muslimer anses som værende en trussel mod den saudiske kongefamilie og andre golf-monarkier

USA:
– Støtter forskellige aktører i de respektive lande: I Syrien støttes oprørerne imod Assad-regimet, i Irak støttes Maliki imod oprørerne
– Ønsker at Irak forbliver en føderal enhedsstat
– Balancerer mellem Iran og Saudi-Arabien i de respektive lande, i Syrien har man samme allierede som Saudi-Arabien, mens man i Irak har samme allierede som Iran

Det politiske landskab i irakisk Kurdistan:
Irakisk Kurdistan har eget parlament og egen regering; KRG. De største politiske grupperinger er centrum-højre partiet Kurdistan Democratic Party (KDP) ledet af Barzani-familien, den venstreorienterede bevægelse Change Movement samt centrum-venstre-partiet Patriotic Union of Kurdistan ledet af den sygdomsramte irakiske præsident Jalal Talabani. Sammen med en række mindre partier leder disse tre partier irakisk Kurdistan gennem den regionale regering med navnet KRG

Rand Barawy (f.1987) Bachelor i Statskundskab (BSc) fra Københavns Universitet. Læser på Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Han er interesseret i Mellemøstlige forhold og har tidligere været i praktik på den danske ambassade i Riyadh, Saudi-Arabien, samt på Christiansborg. Afshin Berahmand (f.1987), Bachelor i Jura (Ba.jur.) fra Københavns Universitet, stud.cand.jur, læser på Tillægsuddannelsen i Journalistik ved Aarhus Universitet. Han har tidligere arbejdet som juridisk assistent ved Bech-Bruun og Accura advokatpartnerselskab og er i øjeblikket i praktik på Danmarks faste mission ved FN i New York, hvor han arbejder med menneskerettigheder. ILLUSTRATION: Kurdisk soldat på vagt i Arbil, Irak 2007 [foto: Sadik Gulec/Shutterstock]