Irak: Vil Danmark gå med i en ny krig?

Irak:
Vil Danmark gå med i en ny krig?

21.08.2014


Her og nu har statsministeren som bekendt opbakning fra samtlige af Folketingets partier til at sende humanitær hjælp og et Herkules-transportfly til Irak. Statsministeren har yderligere indkaldt Folketinget til at diskutere situationen. Er Danmark på vej til at bidrage til en noget, der ligner en krig i Irak? Og på hvilken baggrund vil SR-regering træffe den beslutning?

NYHEDSANALYSE af Sahar Asif

I REGERINGSGRUNDLAGET fra 2011 står der, at ”regeringen mener, at alle mennesker har ret til at leve et liv i frihed fra frygt og fattigdom, og med frihed til at kunne ytre og udfolde sig. Det er derfor nødvendigt at føre en aktiv og ansvarlig udenrigspolitik for at påvirke den verden, vi lever i. Vi skal fremme en mere fredelig og retfærdig verden i overensstemmelse med vore holdninger og værdier”. Hvorfor så ikke hjælpe de mennesker, der lever i ”frygt og uden frihed til at kunne ytre og udfolde sig” i det Nordlige Irak på nuværende tidspunkt på grund af den Islamiske Stat (IS)? Udenrigsminister Martin Lidegaard udtalte fornylig i Politiken, at ”… der er en utrolig enighed rundt om bordet om, at vi er i en særdeles kritisk situation, hvor IS er en trussel ikke bare for Irak men også for regionen og for os selv”. Dette tyder på, at den danske udenrigsminister ikke lægger skjul på, at man fra dansk side er villig til at gribe ind med militær magt, hvis situationen eskalerer.

Der er flere faktorer, der afgør, hvordan Danmark vælger at placere sig.

Når det gælder de eksterne omgivelser: På grund af sin størrelse er Danmark underlagt den politiske linje, som USA har lagt. Krigene i Afghanistan og Irak har vist, at Danmark er i stand til at deltage i aktioner med de magtfulde spillere. Men erfaringerne har vist, at Danmark, når vi vælger at drage i krig, gerne gør det med briterne. Dette var gældende under Afghanistan-krigen såvel som under Irak-krigen. Udenrigsminister Philip Hammond fra Storbritannien har bekræftet, at landet er engageret i militær bistand til kurderne i Nordirak. Samarbejdet med briterne er fra dansk side et forsøg på at komme tættere på den helt store spiller, nemlig USA. Hvis briterne følger med, vil det gøre det lettere for de danske politikere at deltage.

Når det gælder de interne omgivelser: Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet, har opsummeret fem forskellige faktorer, der sikrer den folkelige opbakning:
a) Politisk lederskab
b) Krige skal fremstå som rigtige og nødvendige for at fremme centrale værdier (menneskerettigheder og demokrati) og/eller sikkerhedsinteresser
c) Elitekonsensus
d) FN-mandat og internationale forpligtelser
e) Tro på succes – befolkningen bakker op så længe, de tror, at indsatsen vil lykkes.

Hvis et flertal i Folketinget støtter op om forslaget, vil det være nemmere for politikerne at sikre den folkelig opbakning, der også er yderst vigtig inden regeringen beslutter sig. På nuværende tidspunkt støtter VK op om at bidrage til en militær invasion [c] – de eneste to partier, som har været skeptiske, er SF og Enhedslisten. Statsministeren skal have en vision og klare mål for, hvad man i regeringen vil gøre [a]. Men hun mangler et FN-mandat [d]. Derfor er opgaven for statsministeren, regeringen samt de partier der støtter op om en militær invasion at få den til at fremstå som det helt rigtige at gøre. Argumentationen kan handle om menneskerettigheder og demokrati samt egen sikkerhed (jf. Lidegaard i Politiken) [b].

EN NY IRAK-KAMPAGNE vil ikke blive anset som en fortsættelse af den gamle Irak-krig eller Afghanistan-krigen, derimod vil den i højere grad ligne Libyenkrigen. Ovenstående fem kriterier var opfyldt under Libyenkrigen – og chancen for, at det samme vil ske under en ny Irakkrig, er stor (til forskel fra den tidligere krig i Irak).

Det var et enstemmigt folketing, der i 2011 vedtog, at Danmark på baggrunden af UNSCR 1970 og 1973 skulle stille kampfly til rådighed i Libyen – altså: på baggrund af et FN-mandat (hvad der var i Afghanistan men ikke i Irak og derfor blev Afghanistankrigen anset som ´den gode krig´ i forhold til Irakkrigen). Det danske bidrag i Libyen blev undergivet folkeretten. Man ville beskytte civilbefolkningen i landet – hvilket bygger på ”Responsibility to Protect” (R2P), et princip, som blev vedtaget af alle FN-medlemslande i 2005. R2P giver det internationale samfund lov til at skride frem på baggrund af en konkret vurdering gennem kollektiv handling, hvis en stat ikke kan formå at beskytte egen befolkning mod forbrydelser.

Til gengæld var eksperterne kritiske overfor Libyenkrigen. Sten Rynning, der er professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, mente at FN-koalitionens intervention var præget af dårlig strategi og dårlig planlægning. Mikkel Vedby Rasmussen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitets vurdering var, at Danmark skulle tænke sig om en ekstra gang, inden man valgte at være med. Hans vurdering byggede på, at hvis Danmark ikke sætter sig klare mål fra starten, risikerer man at blive trukket længere og længere ind i endnu en langvarig militær konflikt (som man så i Afghanistan og Irak).

Det gik ganske anderledes. Folketingets partier var enige. Befolkningen bakkede op. FN-mandatet var på plads, og sidst men ikke mindst deltog Danmark sammen med USA og NATO. Gaddafi blev væltet på relativt kort tid med begrænset militær magt. Omkostningerne kunne på ingen måde måle sig med Afghanistan og Irak. Libyenkrigen er efterfølgende blevet døbt ’den heldige krig’ af Mikkel Vedby Rasmussen, der vurderer, at Danmark i fremtiden gerne vil deltage i denne form for missioner: Der er mulighed for sejr og Danmark lider ikke så meget.

SITUATIONEN I NORDIRAK minder på nogle områder om situationen i Libyen i 2011. Derfor er der en del aspekter, der taler for, at Danmark vil gå med ind. Jens Ringmose, der forsker i militære studier hos Center for War Studies på Syddansk Universitet vurderer, at dansk medvirken i en krig ikke kan udelukkes. Han udtaler, at ”… i øjeblikket yder Danmark kun humanitær hjælp, men hvis man kigger på Danmarks ’track record’ med USA, så tror jeg ikke, man skal udelukke en militær dansk indtræden”. Det skyldes først og fremmest de seneste krige, som Danmark har deltaget i, hvor USA har bedt dansk hjælp, og hver gang har de fået den hjælp, som de har bedt om. Hver gang er Danmark blevet rost for sin indsats og er af den grund blevet en anerkendt allieret blandt de magtfulde spillere på den internationale scene. Forudsætningen er, at det skal være amerikanerne, der fører an, og hvis de beder Danmark om hjælp, vil Danmark stå til rådighed.

Det, der på nuværende tidspunkt adskiller Libyen-invasionen fra en mulig invasion i det nordlige Irak er, at der mangler et FN-mandat. Desuden var det et enstemmigt Folketing, der vedtog, at Danmark skulle deltage i invasionen i Libyen. Enhedslisten og SF vil nuværende tidspunkt ikke støtte op omkring en militær invasion i det Nordlige Irak. Men det vil ikke standse regeringen i at reagere. Det standsede ikke VK-regeringen under Afghanistan– og Irak-krigene – og det vil heller ikke standse SR-regering under en mulig militær invasion mod IS i det nordlige Irak.

Overordnet vil Danmark være i stand til at gå i krig igen. Regeringsgrundlaget kan bruges, og folketingsflertallet er med. Amerikanerne fører an, og briterne er på vej. Erfaringerne fra Libyenkrigen har vist, at det er muligt. Ikke alene at føre en krig, hvor de danske tab er minimale men også en krig, der kan vindes. Derfor er den næste opgave for statsministeren, regeringen og de partier, der bakker op en mulig militær invasion, at sikre den folkelige opbakning ved vise befolkningen, at det er nødvendigt og det helt rigtige at gøre. Selv uden FN-mandat kan det lade sig gøre –men det ville gøre det nemmere for Danmark at træffe den rigtige beslutning, hvis man vælger at drage ind i Nordirak på baggrund af en international forpligtelse. ■

Sahar Asif (f. 1991) er kandidatstuderende i statskundskab ved Københavns Universitet med særlig interesse i Afghanistankrigen, Mellemøsten og dansk udenrigspolitik. I sin bachelorafhandling lavede hun en politisk analyse af VK-regerings udenrigspolitiske handlerum under Afghanistankrigen med udgangspunkt i en neoklassisk realistisk teoriretning. ILLUSTRATION: Under sit besøg i København forleden (15. august) mødtes Anders Fogh Rasmussen med Helle Thorning-Schmidt i Statsministeriet [foto: NATO]