Irak: Hvem må sælge Iraks olie – Bagdad eller Erbil?

Irak: Hvem må sælge Iraks olie – Bagdad eller Erbil?

27.03.2014


Det har skabt vrede i Bagdad, at den kurdiske selvstyreregering i Erbil har indgået en række energiaftaler med Tyrkiet. Det vil på sigt tillade kurderne at eksportere olie udenom den irakiske regerings kontrol og derved tage et væsentligt skridt mod egentlig selvstændighed. Spørgsmålet er, om de irakiske kurdere gør klogt i at satse på en tyrkisk regering, som synes at synke stadig dybere ned i en politisk krise?

ANALYSE af Minna Højland

Mens kurdere i Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien i disse dage fejrer det kurdiske nytår Newroz, er festlighederne for de irakiske kurdere iblandet bekymring. Iraks regering har med præsident Maliki i spidsen afbrudt pengestrømmen til den kurdiske selvstyreregering i Erbil i Nordirak. Kurderne kan derfor ikke udbetale lønninger til de mere end en million ud af provinsens i alt fem millioner indbyggere, der er på lokalregeringens lønningsliste – herunder den kurdiske hær, Peshmerga.

Indtil nu er den kurdiske selvstyreregering månedligt blevet tildelt 17 pct. af Iraks samlede nationale budget. Heraf gik ca. 70 pct. sidste år – anslået til 722 millioner dollar om måneden – til lønninger. Erbil er derfor hårdt ramt af Baghads beslutning.

Præsidenten for den kurdiske selvstyreregering, Massoud Barzani, har reageret skarpt ved at erklære Malikis beslutning for en ”økonomisk blokade” og en ”krigserklæring mod det kurdiske folk”. Den kurdiske provins er formelt selvstyrende, men er samtidig afhængig af overførslerne fra Bagdad, da de udgør langt størstedelen af provinsens indtægter.

Ulovlige energiaftaler med Tyrkiet?
Iraks olie er omdrejningspunkt i striden mellem Erbil og Bagdad. Den foreløbige kulmination på konflikten – Bagdads indefrysning af midler til den kurdiske provins – er så alvorlig, at USA nu er trådt til for at mægle mellem parterne.

Uenighederne mellem Bagdad og Erbil begyndte, da kurderne for nylig indgik en række kontroversielle energiaftaler med nabolandet Tyrkiet. Aftalerne tillader de irakiske kurdere at eksportere op mod to millioner tønder olie om dagen og anseelige mængder naturgas fra nordirakiske felter til Tyrkiet – udenom Bagdads kontrol. En del af olien skal eksporteres via en ny rørledning fra den kurdiske provins til Tyrkiet, der ikke er koblet op på de eksisterende målestationer, som Bagdad kontrollerer. Dermed vil den kurdiske provins unilateralt kunne sælge olie fra nordirakiske felter, som var det reelt en selvstændig stat.

Ikke overraskende anser Bagdad aftalerne for at være ulovlige. Iraks forfatning fra 2005 foreskriver nemlig, at landets energiressourcer tilhører hele det irakiske folk. Kurderne henviser dog også til forfatningen, når de insisterer på, at aftalen med Tyrkiet er efter bogen, netop fordi forfatningen fastslår, at 17 pct. af Iraks samlede statsindtægter tilfalder den kurdiske provins. Det er den andel, som kurderne hævder at ville beholde fra energiaftalerne. De resterende 83 pct. vil Erbil angiveligt overdrage til Bagdad.

Maliki-regeringen fastholder dog, at kurdernes ret til 17 pct. af statsindtægterne er betinget af en pligt til at sælge olien gennem Iraks statsautoriserede olieselskaber – og ikke udenom Bagdad. Alligevel har kurderne på egen hånd sendt en million tønder olie til Tyrkiet med henblik på videre eksport. Det har udløst den aktuelle krise.

Strandet irakisk olie kan blive problematisk for Erdogan
I mellemtiden er den olie, der allerede er blevet sendt gennem rørene, strandet i Tyrkiet. Her forsikrer den tyrkiske energiminister, at olien vil forblive i lagrene i middelhavsbyen Ceyhan, indtil Bagdad og Erbil er blevet enige om en model for videre eksport.

Trods disse forsikringer har Ankaras aftaler med Iraks kurdere udløst skarp kritik, også internt i Tyrkiet. Necdet Pamir, en af Tyrkiets førende energieksperter og formand for oppositionens energikommission, kalder aftalerne med den kurdiske provins ugyldige og i strid med ikke bare Iraks forfatning, men også international lovgivning:

”Den irakiske regering er det eneste organ, der har autoritet til at sælge Iraks energiressourcer. Der er ikke noget, der hedder kurdisk olie eller kurdisk gas. Der er irakisk olie fra Iraks nordlige områder. Selvom områderne er beboet af kurdere, tilhører olien hele det irakiske folk.”

Pamir tilføjer, at Maliki-regeringen har hyret et internationalt advokatfirma til nøje at overvåge alt eksport af olie via Tyrkiet og konstaterer: ”En dag vil vi se Tyrkiets premierminister Erdogan for en domstol anklaget for at stjæle Iraks energiressourcer.”

Erdogan ligner ikke en man har lyst til at satse hele sin butik på
Med energiaftalerne har de irakiske kurdere for alvor sat alt på ét – tyrkisk – bræt. Man satser på, at et stadigt tættere samarbejde med Ankara også vil få kurderne tættere på målet om økonomisk, og på sigt politisk, selvstændighed.

Forholdet mellem Erbil og Ankara har da også undergået ganske bemærkelsesværdige forandringer. Det er således ikke mange år siden, Tyrkiet anklagede den kurdiske selvstyreregering for at lade den kurdiske oprørsbevægelse, PKK, bruge Nordirak som base for sine angreb på Tyrkiet og tyrkisk militær foretog operationer i Nordirak, uagtet Erbils protester. Men med omfattende tyrkiske investeringer i den kurdiske økonomi og infrastruktur, og nu altså også et betydeligt energisamarbejde mellem den kurdiske selvstyreprovins og AKP-regeringen i Ankara, synes den gensidige afhængighed at være slået fast.

Den eskalerende krise i Erdogans regering rejser dog et spørgsmål om, hvorvidt kurderne har sat deres penge på den forkerte hest. Hvad der begyndte som omfattende korruptionsanklager mod ledende medlemmer af AKP-regeringen, har udviklet sig til også at omfatte en mere bekymrende international kritik af premierminister Erdogan for angreb på både retssystem og pressefrihed i Tyrkiet – senest med forsøget på at lukke Twitter.

Erdogan bokser en skyggekamp mod fjender, han betegner som alt fra rentelobbyen og terrorister til udenlandske agenter og parallelle statsstrukturer med adressat til særligt den religiøse Hizmet-bevægelse anført af den USA-baserede imam, Fetullah Gülen.

Med andre ord ligner AKP-regeringen ikke en partner, man nødvendigvis har lyst til at satse hele sin butik på. Men det er ikke desto mindre præcis, hvad de irakiske kurdere gør.

Forholdet til de irakiske kurdere er i hele Tyrkiets interesse
Ifølge Bayar Dosky, forsker ved Dohuk-universitetet i Iraks kurdiske provins, er samarbejdet mellem Tyrkiet og de irakiske kurdere dog også blevet en national interesse for Tyrkiet – og ikke kun for Erdogan. Det vil selv en ny regering ikke ændre grundlæggende ved. Tyrkiet er involveret i alt fra lufthavnsbyggeri til opførsel af hoteller, veje og supermarkeder i den kurdiske region. Dosky vurderer derfor, at energiaftalerne slår hovedet på sømmet i forhold til den gensidige afhængighed.

Under den tyrkiske præsident, Abdullah Güls nylige besøg i Danmark, blev det gode forhold til Iraks kurdere også bekræftet. I forbindelse med besøget vurderede Gül overfor Politiken, at “det kurdiske spørgsmål handler om det demokratiske niveau. Hvis man hæver det, så løser problemet sig selv.” Ifølge Gül er kurderne i Irak slægtninge, som Tyrkiet ikke har “nogen allergi overfor”, men tværtimod har “meget gode relationer” til.

PKK har også interesse i sabotage af Erbils olieeksport via Tyrkiet
I Erbil nærer man fortsat mistro til Iraks ledere grundet kurdernes fortid under landets tidligere diktator Saddam Hussein. I forbindelse med Bagdads indefrysning af midler til den kurdiske region, sammenlignede den kurdiske præsident Barzani indirekte Malikis styre med det tidligere Saddam-regime, der også lejlighedsvist tilbageholdt midler til kurderne i nord. Barzani advarede om, at ”det kurdiske folk ikke ydede alle disse ofre blot for igen at blive underlagt undertrykkelse og despotisme.”

Kritikken af olieeksporten kommer ikke kun fra Maliki i Bagdad. Militante grupper angreb olierørledningerne allerede få dage efter, de første prøveforsendelser blev sendt fra den kurdiske provins til Tyrkiet. Ikke mindst den væbnede kurdiske oprørsgruppe, PKK, har ifølge både den kurdiske forsker Dosky og den tyrkiske energiekspert Pamir en klar interesse i at modsætte sig, at Erbils alliance med Ankara styrkes yderligere.

Foråret er kendt som startskuddet på kampsæsonen mellem Tyrkiet og PKK, der på 30. år er i en konflikt, som indtil nu har kostet over 40.000 liv. PKK erklærede sidste år i marts våbenhvile, men har for nylig understreget, at man forventer klare indrømmelser fra den tyrkiske regering, hvis den skrøbelige fred skal bevares.

I den forbindelse har den kurdiske selvstyreregering i Irak dog gjort det klart, at de dage, hvor PKK-krigere kunne betragte de kurdiske bjerge i Irak som safe haven, er ovre. PKKs tyrkisk-kurdiske oprørere skal således ikke forvente støtte fra deres etniske fæller i Nordirak.

Iraks kurdere må sætte deres lid til Tyrkiet – eller Gud
Selvom Erbil bliver mere og mere afhængig af Tyrkiet, vækker det ikke reel bekymring hos den kurdiske forsker Dosky:

”Vi satser på Tyrkiet, ja. Det eneste problem er, at det altid er farligt at gøre sig afhængig af bare ét land, som vi gør med Tyrkiet. Men hvad kan vi gøre? Hvilke andre naboer har vi? Syrien – det er umuligt. Iran? De vil til enhver tid satse på Bagdad, aldrig på os. Det efterlader os med to muligheder: vi kan stole på Tyrkiet – eller Gud. Og Gud er meget svær at regne med,” griner han.

Minna Højland har en master i internationale relationer med fokus på nationalisme og sikkerhedspolitik fra University of Chicago og skriver nu speciale på sociologi på Københavns Universitet. Hun har rejst i Tyrkiet og Mellemøsten og været praktikant på den Danske Ambassade i Ankara.

FOTO: Kurdistan Flag af Adam Jones via Flickr