Frankrig: Sidste udkald for Hollande

Frankrig: Sidste udkald for Hollande

27.08.2014


Mandag trådte Frankrigs regering tilbage. Igår fik landet en ny, hvor socialistpartiets venstrefløj er udrenset. Uenigheden om den økonomiske politik blev for meget for det efterhånden tyndslidte socialistparti og dets regering, der er imploderet. For den upopulære præsident Hollande er strukturelle reformer eneste værktøj i kassen, så uenigheder om linjen er stærkt uønskede. Nu er det sidste chance for Hollande.

ANALYSE af Jon Karstoft

Igår aftes blev et nyt regeringshold introduceret foran Elysée Paladset i Paris. Samme præsident, samme premierminister, en del kendte ansigter, men mange gamle kendinge mangler: Det er repræsentanterne for det franske socialistpartis – der svarer til Danmarks socialdemokrater – venstrefløj. Det blev for meget for regeringen, da dens økonomiminister Arnaud Montebourg, kendt som enfant terrible på partiets venstrefløj, i søndags undsagde regeringens økonomiske politik. Han ønsker mere fokus på offentlige investeringer og skattelettelser til de fattigste og mindre fokus på de offentlige underskud. Derudover rettede han et slet skjult angreb imod den tyske kansler Angela Merkel.

“Vi må opprioritere at komme ud af krisen og nedprioritere den dogmatiske nedbringelse af de offentlige underskud, der fører os til sparepolitik og arbejdsløshed,” sagde han i et interview med det franske dagblad Le Monde og fortsatte sine udtalelser rettet imod den tyske kanslers strenghed: “Hvis vi skulle handle efter den mest ekstreme ortodoksi på den tyske højrefløj, så ville det betyde, at selv hvis franskmændene stemmer på deres venstrefløj, så stemmer de i virkeligheden for den tyske højrefløjs program.”

I stedet for blot at fyre sin økonomiminister (og et par andre ministre, der åbent bakkede Montebourg op) valgte Hollande en anden og for ham højst usædvanlig vej. Han anmodede premierminister Manuel Valls, der trådte til i april, om at begære hele sin regerings afsked og straks begynde at danne et nyt kabinet. Det skulle være “i samklang med de mål, præsidenten selv har sat for Frankrig”. Det er dette kabinet, der trådte frem igår.

Tomme valgløfter
Det er naturligvis ikke holdbart, at en økonomiminister undsiger sin egen regerings økonomiske politik. Ganske vist blev præsidenten valgt på et (meget vagt formuleret) venstreorienteret program i 2012. Han ville ende sparepolitikken og indføre millionærskat. Men siden har han givet massive skattelettelser til landets virksomheder (og fattigste lønmodtagere), iværksat tøvende reformer af landets arbejdsmarked og gennemført store besparelser i et desperat forsøg på at nå sit mål om at få nedbragt landets offentlige underskud til under de 3 %, der tillades i henhold til EU-traktaterne.

Det er heller ikke på nogen måde holdbart, at en af landets fremmeste ministre så åbent kritiserer Frankrigs nærmeste allierede, Tyskland. Hollande blev ganske vist valgt på at tage et endeligt opgør med Angela Merkel. Men hvis dette opgør har fundet sted, så har det været meget svært for franskmændene at se. Muligvis er grunden, at Hollande simpelthen har tabt: Hans land er vitterlig trådt ind i eurosamarbejdet og må overholde konvergenskriterierne, og han kan ikke tvinge Angela Merkel til at pumpe offentlige midler ud i den europæiske økonomi. Siden er debatten om, hvor nidkær man skal være med fortolkningen af reglerne om offentlige underskud, blusset op igen. Men dette er sket takket være og på foranledning af den italienske konseilspræsident Matteo Renzi og ikke François Hollande selv.

En uvant vej for Hollande
Alligevel er det et ualmindeligt drastisk skridt for François Hollande at fyre sin regering, og derefter indsætte en ny (næsten) uden repræsentanter fra partiets venstrefløj. Man må forstå det franske socialistparti for at vide hvorfor, det er så uventet. I de fleste europæiske socialdemokratier blev de globaliseringsangste, halvmarxistiske venstrefløje udrenset i 80-90’erne. I England var det Blair, i Tyskland Schröder. I Frankrig skete dette aldrig. Det vil sige, at partiet og parlamentsgrupperne fortsat rummer dybt venstreorienterede elementer, der frygter globaliseringen, EU og de strukturelle reformer, der skal løse Frankrigs egentlig problemer. Disse har nemlig intet med krisen at gøre: Landet har kørt med underskud siden halvfjerdserne, og arbejdsløsheden har ligget imellem 8 og 10 % (eller højere) siden firserne.

Man må også forstå François Hollande for at vide hvorfor. Han blev valgt som sit partis kandidat på et løfte om at samle. Han har været partiets formand i elleve år og kender dets strukturer ud og ind. Hans regeringer er hidtil blevet dannet ud fra en nøje afstemning af de indre magtforhold imellem de utallige fløje i partiet. Han har levet og åndet for at videreføre denne ordning med et socialdemokrati, der kan favne fra socialistisme til socialliberalisme.

Med dette det drastiske skridt lægger han endegyldigt dette projekt bag sig. I parlamentsgruppen sidder i forvejen halvtreds til hundrede afvigere, der ikke konsekvent stemmer for regeringens økonomiske politik. Disse vil nu have en række tidligere ministre at samle sig omkring, hvilket kun vil gøre oprøret værre. I praksis er partiet revnet, når det ikke længere kan stemme samlet. Regeringen selv går en usikker fremtid i møde, hvis den ikke længere er sikker på sit flertal. Det forudses i franske medier, at den i udstrakt grad vil knytte kabinetsspørgsmålet til dets forslag, så eventuelle afvigere ikke kan stemme imod uden at risikere at vælte regeringen.

Begrænsede handlemuligheder
Grundene til det drastiske skridt er flere, men knytter sig alle i et eller andet omfang til, at Hollande ikke kan tåle at lade sig ydmyge og gøre til grin mere. Hans første regering under tysklæreren Jean-Marc Ayrault var plaget af offentlige skænderier og uenigheder imellem ministrene. Det blev til sidst for meget: Han fyrede Ayrault og hentede sig sin største rival til premierministeriet: Manuel Valls, der er en benhård socialliberal værdistrammer (en fransk blanding af Mette Frederiksen og Bjarne Corydon, om man vil). Hvis ikke det lykkes Valls at få ro på tropperne, er det simpelthen for pinligt.

Ovennævnte er dog fortsat den mindste grund. Hollande er uløseligt bundet til den økonomiske politik, hans økonomiminister kritiserede. Alt for længe lovede han, at alt ville blive godt “næste år”. Næste år kommer væksten. Næste år falder arbejdsløsheden. Næste år kommer underskuddet under 3 %. Med et offentligt underskud, der var meget langt væk fra de 3 %, kunne man ikke pumpe midler ud i økonomien uden at risikere Bruxelles’ vrede. Da intet hjalp, forsøgte han sig til nytår med den store transformation. Nu skulle der føres vækstpolitik, der skulles ses på landets strukturelle problemer, der skulle tales om konkurrenceevne. Der er blevet uddelt massive skattelettelser og gennemført store besparelser i den offentlige forvaltning. Det er også en del af planerne at se på landets mange beskyttede erhverv. Væksten er dog udeblevet og arbejdsløsheden fortsætter med at stige.

Der er hverken retorisk eller politisk anden farbar vej end at fortsætte med reformerne – bare hurtigere. Hollande er lænket til sin strukturelle økonomiske politik, hvis han vil have arbejdsløsheden ned, da han ikke har mulighed for at stimulere efterspørgslen uden at bryde med EU-reglerne (selvom man selvfølgelig diskret kan prøve at placere en venlig sjæl på posten som EU-økonomikommisær, som så måske vil se lidt igennem fingrene med Frankrigs offentlige underskud). Han ønsker desperat, at reformerne får effekt, så han for en gang skyld kan holde sit løfte om at få arbejdsløsheden ned. Derfor kan han ikke tillade kritik af linjen. Strukturelle reformer er det ene redskab, han har, og det er det redskab, han kommer til at bruge.

Det er derfor alle ministre i den tidligere regering blev trukket ind på premierministerens kontor mandag, og de fik et simpelt valg: Bak op om den økonomiske politik eller forsvind. Det er derfor, det var værd for Hollande, at risikere at sprænge socialistpartiet.

Verden omkring Frankrig har taget nyhederne med ro. Finansmarkederne reagerede positivt på nyheden om den tidligere regerings afsked og rygterne om en ny Montebourg-fri regering. Tyskland henviste blot til, at der var tale om “indre franske anliggender”.


Jon Egeris Karstoft (f. 1992) har boet 8 år i Paris og studerer økonomi ved Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Hollande [foto: Parti Socialiste]