EU og USA: Putin puster nyt liv i ”økonomisk NATO”

EU og USA: Putin puster nyt liv i ”økonomisk NATO”

03.04.2014


Skal de multinationale virksomheder have garanti mod ubehagelige lovændringer og andre forandringer i lande, de investerer i? Spørg din MEP’er.

Af Ole Aabenhus, RÆSONs Europa-redaktør

Måske lyder det lidt bagvendt, men noget tyder på, at den kølige krig, der opstod mellem Rusland og Vesten efter Ukraine-krisen, kan betyde, at vi alle bliver rigere. Lidt i hvert fald.

Logikken er følgende: Sidste sommer søsatte EU og USA forhandlingerne om et frihandelsområde på tværs af Atlanten, som – hvis det virkeliggøres – kommer til at dække ikke mindre end 40 pct. af verdenshandlen. Aftalen, der forkortes TTIP og kaldes ”T-tip”(Transatlantic Trade and Investment Partnership), handler om at skabe den største handelsblok nogensinde. Den skulle, lover parterne, skabe ”hundredetusinder af jobs”, give store besparelser for virksomhederne, en økonomisk vækst i hele EU på ½ pct. og 4.000 kr. i årlig gevinst pr. familie.

Men forhandlingerne løb omgående ind i voldsom kritik på begge sider af havet, bl.a. for hemmelighedskræmmeri og tilsidesættelse af demokratiske spilleregler. Ved juletid så det ud til, at forhandlingerne var ved at miste pusten.

Frankrig havde fra starten fået undtagelser på kulturområdet. I Tyskland bredte protesterne sig i et omfang, så der i dag er indgivet 450.000 protestunderskrifter, især grundet den del af aftalen, der handler om, at investorer skal kunne beskytte sig juridisk mod de lovændringer, en stat måtte finde på, og kræve erstatning.

Som reaktion besluttede EU-Kommissionen så i januar at sende denne del af forslaget (omtales nærmere nedenfor) i høring.

Men det er først nu, i sidste uge, høringen er sat i værk. Den kører tre måneder frem. Dermed har vi den højst udsædvanlige situation, at handelsforhandlinger bliver en brik i en valgkamp. Alle kan indsende høringssvar, og derfor er der her et konkret emne, hvor man kan spørge sin kandidat til Europavalget, hvilken stilling han eller hun vil tage.

Putins rolle
Hvad har Putin med alt dette at gøre? Ret meget. Hans indgriben på Krim og hans trusler om at gribe ind, overalt, hvor der er russiske mindretal, har understreget, at EU-landene ikke kan markere deres territoriale grænser mod øst uden NATO, og det vil sige uden USA.

Amerikanerne har ellers haft som mål at flytte styrker fra Europa til Stillehavet. Altså bliver det nu en opgave i sig selv at fastholde amerikanske styrker i Europa – ikke mindst for at berolige EUs grænselande fra Finland i nord til Bulgarien i syd.

En af måderne, man kan gøre det på, er ved at engagere sig i den frihandelsaftale på tværs af Atlanten, der ellers var ved at ligge død.

Som bekendt har Ukraine-krisen desuden demonstreret, at Europas energiforsyning hænger i en tynd tråd. EU får omkring en tredjedel af al sin gas fra Rusland. Forsyningerne vil når som helst kunne afbrydes, hvis det skulle komme til konflikt igen, før Europa får stillet om til grøn energi.

Til gengæld er der nu et alternativ: Amerikansk skifergas, som mange har kritiseret af miljømæssige grunde, men som nu har nået et omfang, så man kan forsyne Europa med LNG, flydende gas.

Det nye er så, at gasleverancer nu bliver kædet direkte sammen med frihandelsaftalen. Eksport af gas ses nemlig som et strategisk anliggende, der kræver eksportlicens.

Men, forklarede USAs chefforhandler Michael Froman i forbindelse med EU-USA topmødet i sidste uge: ”Hvis man er et land inden for en sådan frihandelsaftale, må en sådan licens siges at være i det amerikanske samfunds interesse.”

NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen har kaldt Krim-krisen en ”game-changer”, et paradigmeskift. Det er dette paradigmeskift, der nu ser ud til at kunne give ideen om et fælles marked på tværs af Atlanten ny vind i sejlene, og som i flere og flere sammenhænge – nu også i NATO-Rådet og i den amerikanske kongres – bliver omtalt som et ”økonomisk NATO”.

Problemerne
Den voldsomme kritik, TTIP har været udsat for, hænger sammen med, at den ikke er en helt almindelig frihandelsaftale. Told er nu så stærkt reduceret i den vestlige verden, at den kun spiller en mindre rolle. I stedet er fokus på handelsbarrierer og – ikke mindst – investeringssikkerhed.

Kritikken kan opsummeres i tre spørgsmål:

For det første, skal udenlandske investorer have kompensation, hvis f.eks. hvis et land beslutter at ændre miljølovgivningen på en måde, der forringer investeringens værdi? Og skal det kunne ske gennem særlige handels- og investeringsretter, helt uden for det almindelige retssystem?

Det ligger i TTIP, og det er det spørgsmål, som Kommissionen nu har sendt i høring.

Hvor der er tale om store, multinationale investeringer, må det enkelte land indregne en risiko for kompensationer i milliardstørrelsen, når det ændrer lovgivning. Det ser kritikerne som en hæmsko for den demokratiske proces. Mange kunne være tilbageholdende med f.eks. at indføre ny miljølovgivning alene af hensyn til den erstatning, der truer forude, mener de.

Formelt taler man om en ISDS-garanti (Investor-State Dispute Settlement), og den slags findes i massevis i handelsaftaler med 3. verdenslande – ud fra den opfattelse, at ingen vil investere million- og milliardbeløb i ustabile lande uden at kunne sikre sig mod overraskelser.

Men som den tyske viceøkonomiminister Brigitte Zypries siger: ”Amerikanske investeringer i EU har allerede tilstrækkelig beskyttelse ved de eksisterende, nationale domstole.”

Under alle omstændigheder har den tyske regering i midten af marts – efter den omfattende kritik og underskriftsindsamlinger – markeret, at man ønsker ISDS-delen taget ud.

For det andet forsigtighedsprincippet: TTIP-aftalen vil give amerikanerne fri adgang til at sende GMO-afgrøder, hormonbøffer og klorerede kyllinger ud på det europæiske marked, frygter kritikerne.

Under alle omstændigheder er det korrekt, at aftalen går ud på at fjerne handelshindringer ved at skabe ”en pool af fælles standarder”, altså fælles regler. Og amerikanerne har gang på gang givet udtryk for, at europæiske forsigtighedsprincipper i miljø og sundhedsspørgsmål er at betragte som handelshindringer.

For det tredje er der spørgsmålet om ophavsrettigheder: Der var 2,8 millioner, der for et par år siden skrev under på protesterne mod ACTA-aftalen om bl.a. softwarepatenter (ACTA betyder egentlig The Anti-Counterfeiting Trade Agreement eller på officielt dansk: Handelsaftale om bekæmpelse af forfalskning).

Det førte til, at aftalen blev nedstemt i Europa-Parlamentet i juli 2012. Men mange af aktivisterne fra dengang føler sig overbevist om, at parterne nu vil bruge TTIP til at smugle ACTA-reguleringerne ind ad bagvejen, bl.a. fordi Obama netop har udnævnt Robert Holleyman, en af de centrale skikkelser i jagten på ACTA-syndere, til nr. to i den amerikanske forhandlergruppe.

Til alt dette kommer den generelle kritik, der handler om lukkethed, og om den snævre kreds af industrilobbyister, Kommissionen har trukket på.

Det har fået en række NGOer omkring anti-lobby organisationen Corporate Europe Observatory i Bruxelles til at foranstalte en ny underskriftindsamling, der kræver alle relevante papirer lagt åbent frem.

Hvor sagen ender
Der er store kræfter i sving: På den ene side det sikkerhedspolitiske om at skabe et ”økonomisk NATO” svarende til det militære. På den anden side ønsket om et nyt kæmpe fælles marked, der kan trække både EU og USA ud af krisen og skabe vækst. Og på den tredje side forestillingen om, at EU og USA kan beholde deres førerposition på den globale scene ved at gå sammen i en dominerende handelsblok.

Over for dem en kritisk opinion, der ser det nye partnerskab som en trojansk hest, der nedbryder EUs forsigtighedsprincipper, hæmmer demokratiet og oversvømmer EU-landene med klorkyllinger og GMO.

Putins optræden i Ukraine og på Krim har givet det sikkerhedspolitiske aspekt nyt liv, og det kan vise sig afgørende.

Men under alle omstændigheder bliver det de Europa-parlamentarikere, vi skal vælge i næste måned, der til syvende og sidst skal stemme ja eller nej til den færdige aftale. Det helt enkle spørgsmål til dem kunne lyde:

Hvordan vil du kunne være med til at få frihandelsforhandlingerne i TTIP ud af hemmelighedskræmmeriet og ind i en åben debat, så Europa-Parlamentet kan tage stilling, del for del?

FOTO: Green action on TTIP af greensefa via Flickr

Links:
EU-forhandlernes mandat er blevet lækket. Det ligger her:
http://www.ttip-leak.eu/
Den tyske underskriftindsamling, der nu er på 450.000, findes her (i engelsk version): https://www.campact.de/ttip/appell/english-version/
Corporate Europe Observatory’s åbenhedskampagne ligger her:
http://corporateeurope.org/trade/2014/03/civil-society-call-full-transparency-eu-us-trade-negotiations