EU: Her er Storbritanniens muligheder

EU: Her er Storbritanniens muligheder

08.12.2014


KOMMENTAR af Henry Cook, oversat til dansk af Christian Henriksen

Storbritanniens fremtid i Europa er langt fra givet. UKIP, det britiske anti-EU parti, vinder både opbakning og valg. Med udsigten til en folkeafstemning om medlemskabet ser denne artikel på Storbritanniens historie i den europæiske integration og levedygtige alternativer til medlemskabet af EU.

Der er en overvejende sandsynlighed for, at Storbritannien vil være det første medlemsland til at forlade EU. I Januar 2013 lovede premierminister, David Cameron, at i tilfælde af, at han og de konservative vinder næste parlamentsvalg, vil Storbritannien få en såkaldt ”in or out”-afstemning om Storbritanniens medlemskab af EU inden udgangen af 2017.

Med dette tilbud om en folkeafstemning prøver Cameron at forhindre yderligere fremgang til UKIP, det mindre, men stålsatte anti-EU parti. Anført af den karismatiske partiformand, Nigel Farage, var støtten til UKIP til at begynde med et udtryk for en protest mod nedskæringerne efter finanskrisen.

Truslen for de etablerede parti er dog senere hen blevet særdeles reel. UKIP fik sit første medlem af parlamentet (MP) i oktober og yderligere endnu en MP’er blev valgt i slutningen af november. Begge var afhoppere fra Camerons konservative, og begge afgav deres oprindelige sæde i parlamentet for herefter at blive genvalgt for UKIP ved suppleringsvalg.

Partiet modtog yderligere et løft i slutningen af oktober, da det blev offentliggjort, at Storbritannien skulle betale et ekstra bidrag på 2,1 mia. euro (15,6 mia. DKK) til EU-budgettet. Ekstraregningen skyldes en opjustering af den britiske vækst i perioden mellem 2002 og 2013, hvilket blev særdeles ubehageligt for regeringen.

Der er ligeledes indikationer på, at UKIP kan opleve yderligere fremgang ved parlamentsvalget, der er fastlagt til maj næste år. Mange af deres argumenter er rimelige. EU er ikke perfekt. Det er dyrt, noget af bureaukratiet er overflødigt, og områder såsom socialpolitik er unødvendigt. Budgettet til landbrugspolitikken burde reduceres. Storbritannien har ikke brug for socialpolitiske og arbejdsmarkedsreguleringer, der blot skaber en masse polemik, uden at det kan retfærdiggøres økonomisk.

Pointen er, at Cameron ønsker at blive i EU. Men kan han ikke opnå reformer, øges sandsynligheden for ”Brexit” ganske betragteligt. ”Brexit” [sammentrækning af ordene Britain og Exit, red.] er en spøjs betegnelse, men beskriver samtidig situationen yderst godt. Storbritannien har altid følt sig utilpas i forhold til europæisk integration, og en skilsmisse efter 41 år vil uden tvivl blive rodet.

Vil bruddet være det værd? Der er europæiske lande, der i høj grad har været i stand til at handle med det indre marked, på trods af de ikke har været et EU-medlemsland. Mest bemærkelsesværdigt; Schweiz og Norge.

Norge er afhængigt af sit medlemskab af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) for at få adgang til det indre marked. Dette er ikke gratis. Landet skal bidrage til EU’s budget, men har intet at sige i forhold til regulering. De må bare rette ind for at få adgang.

Schweizerne er ikke medlemmer af hverken EU eller EØS. I stedet har landet forhandlet sig til en lang række bilaterale aftaler med Bruxelles for at få adgang til markedet og undgå at blive pålagt toldafgift. Schweiz skal også betale til EU budgettet.

Før mere dybdegående overvejelser omkring disse muligheder er det det nødvendigt at kigge nærmere på Storbritanniens forslæbende, europæiske integrationshistorie.

”Med Europa, men ikke en del af det”: Storbritanniens historie i Europa
Storbritanniens involvering i Europa har aldrig været synderligt entusiastisk. Det er på grund af forhold som historie, geografi og tætte bånd til både Commonwealth og USA. Storbritannien har også en anden opfattelse af, hvad visionen for det forenede Europa bør være. For briter er EU et økonomiske rationale, mens EUs rolle i politiske og sociale forhold måske i højere grad interesserer andre lande.

Europæisk integration begyndte efter anden verdenskrig, hvor landene ville binde sig til hinanden for at sikre fremtidig fred. ”Vi må bygge et Europas Forenede Stater. Kun derigennem vil hundrede millioner ‘slaver’ atter kunne finde ind til de simple glæder og forhåbninger, som gør livet værd at leve.” hævdede Churchill (1946). Dog så han ikke Storbritannien som en del af det. ”Vi er med Europa, men ikke en del af det” havde han skrevet i 1930. En opfattelse han havde resten af sit liv.

De økonomiske fordele ved integration og frihandel blev dog anerkendt. Storbritannien var medstifter af EFTA, en frihandels organisation grundlagt i 1960. Landet tiltrådte EF, forløberen for EU, i 1973 efter to gange at have fået sit medlemskab afvist af fransk veto. I 1975 viste den britiske befolkning sin støtte til dette ved en folkeafstemning. 67 pct. af vælgerne indikerede et ønske om at forblive i fællesmarkedet. Dette store flertal repræsenterede en betydelig ændring i den britiske befolknings attitude i forhold til Europa og kom i kølvandet på både det regerende parti, Labour, og oppositionspartiets, de Konservatives, støtte til det indre marked.

Mod slutningen af 1970’erne anerkendte Europa behovet for forandring. Kun derved kunne man være i stand til økonomisk at konkurrere med USA og Japan. Europa havde via Rom-traktaten i 1958 forpligtet sig til et indre marked uden interne toldbarriere. Dog var dette frie marked langt fra en realitet. Protektionisme forklædt som teknisk regulering forvred frihandlen. Briten Lord Cockfield angav en række af forslag til, hvor barriere kunne fjernes og således sikre frihandel, hvilket blev indført ved den Europæiske Fælles Akt i 1992. Briter er traditionelt mere glade for liberalisering end deres europæiske kolleger og har været fortalere for udvidelser, der skulle gøre markedet endnu større: Mest bemærkelsesværdige er udvidelserne mod Central- og Østeuropa i 2004 og 2007, hvilke øgede EU’s samlede befolkning til ca. 500 mio. svarende til omkring 7 pct. af verdens befolkning.

Udvidelsen af medlemslande var formentlig god nok, men forøgelsen af politikområder var ikke. Churchills påstand om, at Storbritannien ikke var en del af Europa, begyndte at give større mening, i takt med at EU’s målsætning blev mere ambitiøs. Skabelsen af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) repræsenterede en grænse, som Storbritannien ikke ønskede at krydse, og man forhandlede sig frem til at stå udenfor Euro’en. Storbritannien fik også et forbehold for Schengensamarbejdet [hvor man kan rejse frit mellem landene uden at skulle fremvise dokumentation red.] samt på social- og retspolitik, der var nedfældet i Maastrichttraktaten. De, der var imod euromedlemskab, var nu tilfredsstillet. Eurozonens gældskrise er baggrunden for den indeværende debat om Storbritanniens medlemskab af EU. Det har kastet lys på politiske samt kulturelle forskelle og har ført EU til at søge mod en fiskal, såvel som en politisk og økonomisk, union, der ikke vil være acceptabel for briterne (eller deres regering for den sags skyld). Storbritannien er ikke imod at udvide antallet af EU medlemslande: Flere lande betyder større marked, som virksomhederne kan drage fordel af. Men de er imod den forøgelse af politikområder, der giver mere magt til Bruxelles.

Hvad er fordelene?
På trods fra den øgede euroskeptisme og UKIPs vækst er det sjældent man hører modargumenterne til fordel for EU. Det er derfor værd at skitserer enkelte økonomiske og politiske fordele.

For det første har det indre marked været godt for forbrugerne. Det at være udsat for konkurrence fører til yderligere effektivitet og innovation, hvilket medfører lavere priser (et godt eksempel er det store prisfald på flybilletter over de sidste årtier, hvor nationale selskaber har været tvunget til at konkurrere med nye konkurrenter). Storbritanniens handel med EU er betragtelig. EU modtager stort set halvdelen af eksporten.

For det andet beslutter virksomheder at investere i Storbritannien af mange årsager. Rollen i EU spiller ofte en stor faktor i dette. Firmaer vil have adgang til det indre marked. Summen af udenlandske investeringer vil uden tvivl falde, hvis man forlader EU. Store firmaer fra Asien og USA vil vælge at placere regionale produktionsafdelinger i andre EU lande. Selvom udenlandske investeringer i nogen grad vil kunne opvejes af indenlandske investeringer, er det relativt mindre produktivt. Kun de største og mest produktive ønsker at investere i udlandet. Udenlandske investeringer kan ligeledes medføre, at viden og kompetencer bliver udvekslet mellem hhv. de udenlandske virksomheder og de indenlandske.

Ydermere giver medlemskabet en større platform internationalt. Storbritannien er en stor tilhænger af at liberalisere markeder, og dette synspunkt har langt større gennemslagskraft, når man er en del af EU, end hvis man står alene. Som et fælles marked af en betragtelig størrelse kan EU kæmpe for fjernelse af handelsbarriere globalt set og Storbritannien kan hjælpe til med den agenda. I kraft af landets historie forestiller man sig måske mere indflydelse på verdensscenen, end man rent faktisk ville få, hvis man stod alene.

David Cameron er ikke interesseret i at give afkald på de fordele, der er ved EU-samarbejdet. Han ønsker derimod at genforhandle betingelserne og få mere autonomi tilbage fra Bruxelles. Men hvad nu, hvis forhandlingerne mislykkedes? EU mener muligvis, at man kan overleve uden usikkerheden fra et besværligt medlemsland uanset dets størrelse og velstand.

Alternativerne
Hvis Storbritannien forlod EU, ville man stå overfor forskellige muligheder. EU-skeptikerne kigger misundeligt på velhavende europæiske lande udenfor EU. Det første land er Norge, der har haft to folkeafstemninger om at træde ind i EU, i 1972 og 1994, og begge gange har stemt nej. Landet har en høj BNP målt pr. indbygger, lav arbejdsløshed og topper regelmæssigt undersøgelser omkring livskvalitet. Nordmændene er stadig involverede i Europa, som medlem af EØS sammen med Island, Liechtenstein og de 28 EU medlemslande. EU’s fire frihedhedsprincipper (fri bevægelse af personer, varer, tjenesteydelser og kapital) er stadig gældende. Adgangen til det indre marked er dog ikke gratis. I 2013 bidrog Norge med 290 mio. euro (Ca. 2.1 mia. DKK). Ligeledes må Norge indføre meget af EU’s lovning uden at have stemmeret eller medindflydelse. Norge er ligeledes i den gunstige position at have en lille befolkning og store naturreserver (en stor del af overskuddet opspares fornuftigt til fremtiden). Storbritannien har ikke samme fordelagtige udgangspunkt.

Et andet land, der kunne inspirere til en post-EU model for Storbritannien, er Schweiz, der på samme måde har en stor finansiel sektor. Landet er ikke medlem af EU (blev afvist ved en folkeafstemning i 1992) eller EØS. I stedet har man forhandlet sig frem til en række bilaterale handelsaftaler med EU, der giver adgang til det indre marked (en lang proces). På samme måde som Norge, er schweizerne nødt til at bidrage til EU’s pengekasse for at få adgang til dette privilegium, om end de betaler mindre, end hvad et fuldt medlemskab koster. Schweiz er ligeledes tvunget til at indfører EU lovgivningen på de områder, hvor man har indgået en bilateral aftale med EU.

En helt tredje mulighed er et fuldstændigt brud med resten af Europa. Storbritannien kunne falde tilbage på sit medlemskab af WTO (World Trade Organisation) og af den vej sikre sig samhandel med EU. Toldbarriere ville dog blive pålagt, og den generelle adgang til EU’s marked vil blive begrænset. Som eksempel kan det nævnes, at der ville blive pålagt 10 pct. told på britisk eksport af biler til EU, såfremt man valgte denne model.

En schweizisk rolle i Europa?
Det er ikke svært at forstå, hvorfor nogle foreslår, at Storbritannien skal tilslutte sig EØS sammen med Norge eller indgå bilaterale aftaler med EU, som Schweiz gør det. Begge modeller ville være billigere, og der vil samtidigt være færre politiske indgreb fra Bruxelles. Ingen af mulighederne er dog gratis. Storbritannien ville stadig være nødt til at betale til EU. Derudover ville man være nødsaget til acceptere love og direktiver vedtaget i Bruxelles uden at have nogen reel form for indflydelse. En situation, der ville være uacceptabel for EU-skeptikerne. Ud af disse to modeller er den schweiziske model den løseste. EU er dog modstander af at lade den model sprede sig. Storbritannien vil derfor få vanskeligt ved at få samme model, og det er utænkeligt, at man ville få yderligere frihedsgrader. Hvis man i stedet ønsker et totalt brud med EU og henholde sig til WTO-muligheden, vil man have sin fulde suverænitet over handelsaftaler og reguleringer, og man vil ikke være tvunget til at bidrage til EU-budget. Dette vil til gengæld have en betydelig pris, da eksporten vil blive pålagt told. Alternativerne er ikke så rosenrøde, som nogle gør dem til.

Næsten 40 år er gået siden Storbritannien afholdte folkeafstemning om EU-medlemskab. Siden da er EU blevet både udvidet og forstørret. En ny folkeafstemning ville derfor være velkommen. Det ville åbne debatten: Mens UKIP og EU-skeptikernes agenda vokser, mangler landet en pro-EU stemme. En folkeafstemning ville sikre, at pro-EU politikere, virksomheder og interesseorganisationer fører en kampagne for at blive i EU.

En stor del af debatten bør fokusere på alternativerne. En holdbar mulighed bør fremlægges for at kunne retfærdiggøre at forlade EU. Udefra set er schweizerne og nordmændenes modeller tiltrækkende, men de er ikke uden omkostninger. Storbritannien er nødt til at acceptere reguleringer uden indflydelse og skal stadig bidrage økonomisk til EU. Ingen af disse aspekter vil være acceptable for UKIP-tilhængerne, og de vil heller ikke være at foretrække ud fra et økonomisk eller politisk perspektiv.

Det er meget muligt at man vil annoncere en afstemning. Cameron forsøger at bevæge sig hen imod en mere fri rolle i forhold til EU. Dette er en risikabel satsning. EU har fejl og mangler, men alternativerne er på ingen måde bedre. Storbritannien bør ikke male sig op i et hjørne for så senere at opdage, at resten af Europa er i stand til at forsætte uden dem.

HENRY COOK (f. 1989) læste sin bachelor i Økonomi på University of Birmingham i Storbritannien, der inkluderede et års studie i Spanien som en del af Erasmus udvekslingsprogram. Han har for nylig færdiggjort sin uddannelse med en kandidatuddannelse i Financial Economics på KU Leuven, Belgien.

Illustration: David Cameron, Angela Merkel, Fredrik Reinfeldt og Mark Rutte i en båd. Foto: Paul Shaw