Er Obama ’realist’ eller ’idealist’? Det rigtige svar er mere kompliceret

Er Obama ’realist’ eller ’idealist’? Det rigtige svar er mere kompliceret

12.05.2014


Siden Barack Obama trådte ind i Det Hvide Hus i januar 2009 har der været forskellige bud på hvordan hans udenrigspolitik skal kategoriseres. Diskussionen raser igen i disse dage, hvor Ukraine-konflikten sætter den amerikanske præsident på en hård prøve.

KOMMENTAR af Mirco Reimer

Er han en realist, idealist eller måske ”en realist med idealer”? Man kan undre sig over logikken i den sidstnævnte betegnelse – ”en realist med idealer” [realismen (herunder neorealisme) er en skole indenfor studiet af international politik: den lægger vægt på, at stater søger sikkerhed, og at krig derfor er en evig trussel man skal (op)ruste imod, red.].. Er det ikke en modsigelse, da realismen og idealismen er to modsatte teoretiske strømninger? Rasmus Sinding Søndergaard, Ph.d.-studerende ved Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet vurderer:

”Betegnelser som realist og idealist er jo teoretiske konstruktioner, der sjældent beskriver virkeligheden fyldestgørende. I realiteten er det mindre interessant, hvilken betegnelse Obama skal have, og mere interessant at se på den konkrete situation, når man skal vurdere Obamas udenrigspolitik. En tankegang, der er for fastlåst i teoretiske betegnelser, skader forståelsen frem for at fremme den. En erkendelse, Obama i øvrigt synes at dele.”

Denne pointe bakkes op af Walter Russel Mead, professor ved Bard College, som tidligere har pointeret, at Obama ”hverken er en koldblodig realist eller en helhjertet idealist. Barack Obama har en splittet personlighed, når det kommer til udenrigspolitik. Sådan går det for de fleste amerikanske præsidenter.”

Selvom Obama under sin første valgkamp ofte blev set som en idealistisk politiker – tænk bare på sloganet ”yes, we can” – så viste hans udenrigspolitiske udtalelser i valgkampen intet tegn på, at han ville agere ud fra en idealistisk platform. Under sin første præsidentkampagne sagde Obama således blandt andet, at han havde “enorm sympati” for den udenrigspolitik, som 1989-1993 blev ført af den første George Bush og hans nationale sikkerhedsrådgiver Brent Scowcroft. De kategoriseres typisk begge som realister. Vurderingen gav anledning til at politiske iagttagere som Fareed Zakaria konkluderede, at Obama også måtte være en politisk realist.

Det er blevet fremført at ”den egentlige årsag til, at Obama for nogle fremstår svag” netop er, ”at han er realist”. Det er blevet sagt, at efterspørgslen på amerikansk handlekraft – fx i Krim-krisen – bygger på en forventning om, at ”Obama handler som Bush”. Men som Walter Russel Mead har bemærket, så var det ”Bush-administrationens ambitiøse udenrigspolitiske tilgang, som ultimativt endte i den fiasko, der gjorde Obamas præsidentskab muligt.” Rettere end at der forelå en forventning om mere af det samme fra Obama, var der faktisk et udpræget ønske om ”change we can believe in”.

Hvorfor fremstår Obama for nogle svag? Måske fordi han tilsyneladende ikke har en overordnet udenrigspolitisk strategi, som han arbejder ud fra eller har kommunikeret godt nok. For eksempel ledte Obamas mangel på klare udmeldinger i Syrien-spørgsmålet til stor usikkerhed, både i USA og internationalt, om hvor USA stod i konflikten. For kritikerne var Obamas ageren i Syrien-spørgsmålet et bevis på, at præsidenten mangler en sammenhængende vision for USA’s lederskab. Obamas famøse udtalelser om en ’rød linje’ over for Assad-regimet – som viste sig at være en meget elastisk en af slagsen – satte således spørgsmålstegn ved, hvor den amerikanske supermagt stod.

Politisk realisme kommer ellers ideelt til udtryk ved en klar, om end snæver, udenrigspolitisk prioritering af landets nationale interesser. Og prominente realister som Harvard-professoren Stephen Walt har argumenteret for, at man ud fra et sofistikeret realistisk synspunkt overhovedet ikke ville overveje at engagere sig i den syriske konflikt, især ikke med en kortvarig militær straffeaktion, som Obama på et tidspunkt advokerede for.

Men lad os vende tilbage til det egentlige spørgsmål: Giver det mening at putte Obama ind i en af de teoretiske bokse, som man anvender i studiet af international politik [IP, på engelsk IR: international relations, red.]?

Fremfor at placere Obama i en teoretisk boks, giver det mere mening at tale om en specifik fremgangsmåde, som den amerikanske præsident favoriserer, når han får muligheden. Man kan kalde det for Obama-stilen. Den kendetegnes primært ved en forkærlighed for analyse og refleksion. Obama tænker problemstillinger grundigt igennem, hvilket kan give indtrykket af en svag præsident, som er bange for at tage svære beslutninger. Det giver samtidig ammunition til enhver iagttager, der gerne vil kategorisere hans udenrigspolitik – fx som ’pragmatiker’, ’realist’ eller ’tilbageholdende realist’. Andre har med udgangspunkt i interventionen i Libyen i 2011 kaldt præsidenten ’idealist’, en variation med betegnelsen ’pragmatisk idealist’ har også været et bud, ligesom betegnelsen ’liberal internationalist’ har været på banen. Spørgsmålet er, hvorfor det er så vigtigt at have et specifikt prædikat på Obama?

Betegnelsen ’realist’ er ikke ramt fuldstændig ved siden af, når man skal beskrive Obamas udenrigspolitik – den kan bare aldrig blive en fyldestgørende forklaring for Obamas udenrigspolitiske ageren. Men selve etiket-tankegangen forenkler og skævvrider debatten uden at øge forståelsen. Politikeren Barack Obama er simpelthen alt for elastisk til, at man kan sætte hans udenrigspolitik i bås. Kort sagt, så misser realisme og/eller idealisme-debatten pointen.

Ingen kunne eksemplificere denne pointe bedre end Barack Obama. På trods af det realistiske tilt har han nemlig altid pointeret, at han så sig selv som anti-ideologisk politiker, der trodser traditionelle kategoriseringer. Det er nærmest ironisk, at Obama, da han modtog Nobels Fredspris, adresserede den evige forenkling i den tale, der sidenhen er blevet udlagt som det bedste bud på en brugsanvisning til Obamas udenrigspolitik. Obama udtalte således, at der “i USA længe har været en spænding mellem dem, der beskriver sig selv som realister eller idealister – en spænding, der tyder på et skarpt valg mellem den smalle forfølgelse af interesser eller en endeløs kampagne for at pålægge vores værdier rundt om i verden. Jeg afviser dette valg.”

Den virkelige verden er for kompleks til, at en politiker kan agere ud fra en politisk teori. Som journalisten Ryan Lizza formulerede det tilbage i 2011, så er “ingen præsident enten en idealist eller en realist, men snarere en blanding af mange forskellige elementer i varierende grader og på forskellige tidspunkter i deres embedstid”. En tankegang, der er for fastlåst i teoretiske betegnelser kan skade forståelsen i stedet for at fremme den.

Mirco Reimer er bachelor i historie og kandidatstuderende i Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet med speciale i det transatlantiske forhold, særligt forholdet mellem USA og Tyskland. Han er også tilknyttet netmediet Kongresssen.com som USA-analytiker.

ILLUSTRATION: Præsident Barack Obama mødes med Cody Keenan, chef for taleskrivningen og taleskriver David Litt [foto: Det Hvide Hus/Pete Souza]