EP-valg: Spild ikke et valg

EP-valg: Spild ikke et valg

12.05.2014


Vi står midt i en valgkamp, hvor nej-folk og kritikere ser ud til at få et kanonvalg, mens briterne truer med at melde sig ud. Valget handler om et EU, der i den kommende valgperiode frem til 2020 skal afgøre, om eurozonen skal gå solo i retning af en forbundsstat, eller om EU skal ”rulles tilbage” og gøres mere fleksibel.

KOMMENTAR af Ole Aabenhus, RÆSONs Europa-redaktør

Europa gennemgår en eksistenskrise i øjeblikket, siger den meget omtalte franske økonom Thomas Piketty, der for kort tid siden udsendte en analyse af ”Kapitalen i det 21. århundrede”.

”Europas institutioner er fejlfunktionerende (dysfunctional) og må bygges om”, skriver han og 13 andre franske intellektuelle i en artikel i The Guardian 2. maj. Der må fokus på demokrati, og myndighederne må sættes i stand til at ”genvinde kontrollen og effektivt regulere det 21. århundredes globale finanskapital”.

Spørgsmålet er, hvordan? Det bliver et af de store spørgsmål i den kommende valgperiode i Europa-Parlamentet. For som Barack Obamas første stabschef, Rahm Emanuel i sin tid sagde: ”Spild aldrig en krise. Den kan muliggøre ting, der ikke var mulige før”.

Nej eller ”ja, men”?
Omkring en tredjedel af vælgerne ventes at stemme nej ved Europa-Parlamentsvalget eller stemme på et af de EU-kritiske partier. Men det er vigtigt at skelne mellem det nationalistiske nej og det kritiske ”ja, men”, der ønsker at fastholde et EU – men bare et anderledes EU, end det, vi kender i dag.

Mest markant står de nationalistiske nej-stemmer i Storbritannien, hvor det britiske uafhængighedsparti UKIP har fået vind i sejlene ved deres vedholdende pres på premierminister David Cameron. I de seneste meningsmålinger ligger UKIP i top med 31 procent af stemmerne – langt foran Camerons konservative med 19 procent og også foran Labour (28 procent).

Tilsvarende nationalistiske nej-bevægelser i markant fremgang er Marine le Pens Front National i Frankrig og Geert Wilders Frihedsparti i Holland.

Herhjemme står valgforbundet mellem Folkebevægelsen mod EU og Enhedslisten for det nationalistiske nej, men de er til gengæld voldsomt presset af Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidts vælgertække.

Dansk Folkeparti hører til i flokken af ”ja, men”-partier, der på den ene side ønsker at fastholde et EU – men bare ikke det EU, vi kender i dag (se RÆSONs interview med Morten Messerschmidt). Nogle af de markante ”ja, men”-partier i udlandet er det tyske Alternative für Deutschland og Beppe Grillos femstjernebevægelse i Italien, der begge er euro-kritikere og ligesom Dansk Folkeparti vil ”rulle EU tilbage” til Det Indre Marked.

”Rullen tilbage” er muligt
Det var David Cameron, der lancerede tanken om tilbagerulning i sin berømte Bloomberg-tale i januar 2013. Her lovede han på den ene side en folkeafstemning om EU-medlemskabet i 2017, men hovedpointen var, at han selv ville gå ind for et ja til et ”mindre” EU, idet han ville have de øvrige medlemslande til – før folkeafstemningen – at acceptere, at EU blev beskåret, så kun reglerne for Det Indre Marked stod tilbage.

Nu har Cameron fået støtte fra en af nøglepersonerne i EU-maskineriet, Jean-Claude Piris, måske den mest indflydelsesrige jurist i EU-systemet i mere end tyve år. Han var en af hovedarkitekterne bag samtlige traktater fra Maastricht-traktaten i 1992 og frem til Lissabontraktaten i 2009. I dag er han uafhængig advokat, men stadig en person, man rådfører sig med i toppen af EU.

I en nylig artikel i britisk presse siger Piris, at Cameron kan få opfyldt de fleste af sine kritikpunkter, hvis han kan skaffe politisk opbakning. EU-systemet er som sådan ikke nogen hindring.

F.eks. har Cameron understreget – senest i en artikel i Sunday Telegraph i marts – at magten skal kunne flyde fra EU tilbage til nationalstaterne. Fint, siger Piris og henviser til to artikler i Lissabontraktaten, der gør det muligt.

Nationale parlamenter skal arbejde sammen for at hindre lovgivning fra Bruxelles, de ikke ønsker, siger Cameron. Allerede muligt efter Lissabontraktaten, svarer Piris – men kan strammes op.

Det vanskeligste spørgsmål, også for Piris, er velfærdsturismen. Men en strammere lovgivning om velfærdsydelser vil kunne gennemføres uden traktatændringer, siger han.

Og social dumping? Cameron ønsker fortsatte udvidelser af EU, men helst uden dermed at lukke op for migrationer på tværs af det europæiske kontinent. Det kan løses, svarer Piris. Man kan lave længere intro-perioder for arbejdskraft fra nye medlemslande.

Parlamentarikernes valg
Med sit svar til Cameron fører Piris spillet over i politikernes lejr, herunder de parlamentarikere, vi vælger den 25. maj.

Tidligere var det stats- og regeringscheferne, der udpegede Kommissionsformanden, men med Lissabontraktaten er det blevet parlamentarikerne, der har fået den helt centrale rolle. De skal godkende kandidaten og kan dermed sige nej til enhver, de ikke vil have, ganske som prinsessen i eventyret.

Det grundlæggende valg for de parlamentarikere, vi vælger, kommer til at stå mellem en Kommission, der vil skabe et mere fleksibelt Europa og et Europa, hvor euro-landene skaber en slags forbundsstat, mens ikke-euro landene står uden for.

Thomas Piketty og hans gruppe, der er en slags fritstående tænketank for den franske regering, har vidtgående planer om en euro-forbundsstat. I en artikel 1. maj lægger de op til både fælles selskabsskat i hele EU og en slags overhus, der skal udgå af de nationale parlamenter.

Tilsvarende, men ikke helt så vidtgående forbundstanker har været fremme i Tyskland i den såkaldte Glienicker-gruppe (se RÆSONs artikel EU-chok forude).

Begge initiativer skal ses i lyset af de tanker, bl.a. Angela Merkel har gjort sig om traktatændringer som en nødvendig konsekvens af euro-krisen. Hvis man skal gøre eurozonen til et sammenhængende valutaområde er man nødt til at have en langt mere vidtgående integration.

Nej-bølgen vælter ikke EU
Trods den kritiske bølge, der vælter ind over Europa lige nu, er der næppe tvivl om, at Europa rumler videre.

Indtil videre ser det ud til, at de fire gamle samarbejdspartier i Parlamentet – Socialdemokraterne, Kristkonservative, Liberale og Grønne – vil råde over to tredjedele af pladserne i det ny parlament. Hverken ”rød blok” eller ”blå blok” får flertal alene, men der kan regeres, hvis blot man samarbejder hen over midten (se seneste opgørelse fra Pollwatch).

Spørgsmålet er, hvordan de fire midter-partier vil forholde sig til de to perspektiver for EU efter eurokrisen: Et nedbygget EU a la Cameron, eller et EU, hvor eurozonen arbejder frem mod en euro-forbundsstat for eurolandene, hvor andre kan gå med, hvis de har lyst? Det burde de hver især klargøre – inden 25. maj.

Jean-Claude Piris’ synspunkter kan findes her.

Thomas Pikettys manifest findes på engelsk her.


FOTO: “Europe Flags at comission” af Alvaro Millan via flickr.